It all started with a chair.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
Det hele startede med en stol.
Kaisa er 17 og er lige startet på California University i L.A. Hun og veninden Hannah glæder sig til endeligt at komme i de "voksnes rækker!"
Festerne, alkoholen, drengene. Og da Kaisa og barndomsvennen Malek beslutter sig for at have det sjovt efter en vild fest, ændres livet for den ellers så perfekte amerikanske pige.

*Indeholder let stødende sprog og indhold*

6Likes
6Kommentarer
696Visninger
AA

6. In a bigger black hole

Jeg stormer ind af døren, og hamrer ind i en eller anden dame. Nøj hvor er jeg sur, og er lige ved at flippe, da der går op for mig, at der er en kvinde i huset, ud over mig eller Hannah. Okay nu lyder det som jeg ikke har nogen venner. Men for det meste er vi altid hos den anden, fordi jeg ikke orker at forklare min situation. Men ja jeg har nok flest drengevenner. Det er egentlig rimelig nyt. For indtil for 5 år siden havde jeg kun pigevenner. Det var som om det ændrede mig, sjovt nok. Jeg havde ikke tid til nogen af dem, så ja jeg mistede dem. De eneste der var tilbage var Hannah og Malek... 

Kvinden vist tydeligt min åbenlyse forskrækkelse og underen og skynder sig at smile, hvorefter hun rækker hånden frem og rækker hånden frem: "Goddag. Ikke se så forskrækket ud søde ven, jeg er skam inviteret" Hun trykker min hånd fast og smiler videre. Rart med et fast håndtryk. Jeg hader når man f.eks. er til familie arrangementer og skal gå rundt til alle og en hver for at sige goddag. De fleste er sååå kedelige og tager ens hånd og slasker nærmest goddag. Og nej ikke slaske som i kysse men som i håndtryk!

"Øh dav!" For jeg fremstammet og smiler igen. En smule flask, men jeg vil egentlig overhovedet ikke være social lige nu. Men selvfølge skal min kære fader spoler det! 
"Det er godt du kommer hjem så tidligt min skat - jeg skulle lige til at ringe til dig" som om far. Men han fortsætter bare: "Jeg har en du skal møde, det her er Sophie Levenstein, en gammel ven fra Harvard." Fortæller han, men ekstra stolthed i stemme da han nævner gode gamle Harvard. Sikke mange søndagsmiddage jeg har brugt på at høre historier om min gamle fars oplevelser på Harvard. 

"Hej igen," siger jeg og smiler denne gang helt ægte til kvinden foran mig. Hun er slet ikke så slem at se på - eller nu hvor jeg tænker over det er hun rigtig pæn. Hun har skulder langt helt lyst hår, med skråt pandehår. Hun er iført en hvid tunika med farverige store blomster i bunden. Hun har et par stramme sorte læderbukser på og et par sorte stilletter. Hun smiler til mig igen, og ser lidt bekymret på min far. Han ser på mig og siger så: "Hvad siger du til at tage med os ud og spise i aften?" Jeg ser overrasket på ham. Den sidste gang jeg spiste aftensmad med ham var nok for halvandet år siden.

"Tjo, det kan vi da godt, hvornår..?" "Jeg har bestilt tid til kl. 19, så du har halvanden time til at gør dig klar" siger han, og jeg får straks stress. "Hvilken restaurant er det?" "Det er Urasawa, jeg ved jo du kan lide sushi" forklarer han og ser spændt på mig. Wow han ved jeg kan lide sushi... Jeg nikker og løber op på mit værelse, på første sal. Hurtigt kommer jeg i bad, og tager nok et af mine sjældne korte bade. Håret får jeg bundet ind i et håndklæde og går med hastige skridt mod mit skab. Hvad skal jeg dog tage på?! Arh.. Til sidst tager jeg mine løse himmelblå bukser på. En oversize hvid t-shirt-skjorte ting og mine nude stiletter. Jeg tørrer mit hår, og sætter det i en rodet knold. Make-upen tager lidt længere tid, men jeg får langt en pæn sort streg omkring mine øjne. Da mascaraen er lagt, tager jeg hurtigt nogle guld øreringe, nogle guld armbånd og guld ringe på. Jeg tager min telefon, min lipgloss,  min nude clutch og løber så hurtigt som jeg nu kan i stiletter ned af trappen. 

Sophie og jeg stiger elegant ud af taxien, mens min far betaler. Urasawa er en prægtig restaurant på anden sal, men udsigt udover byen. Jeg har været her engang før, da min far lige havde fået job, som advokat. Min søde far ville jo selvfølgelig fejre det - og det gjorde vi med manér på Beverly Hills dyreste restaurant. 

Min far har selvfølgelig også valgt den i dag. Når der skal vises frem - så bliver der sku vist ordentligt frem. Vi bliver vist hen til vores bord, med en udsigt der straks får mig til at sukke af tilfredshed... Med en mor der var arkitekt, har jeg lært at nyde det øjet ser!

"Har du haft en god dag Kaisa?" Spørger min far med et lidt for interesset udtryk. "Ja, den har været god" svarer jeg og smiler til Sophie. Denne gang slet ikke så falsk - hvad sker der. Jeg kan godt lide hende Sophie, der er et eller andet over hende der er, ja hvordan skal jeg udtrykke det. Der er et eller andet over hende der er ægte. "Det var godt" siger han efter 5 minutter. Jeg ryster stille på hovedet, kigger op og ser at Sophie sidder og kigger på mig.. Oh Fuck.. Jeg håber ikke hun så det. Så jeg kigger hurtigt på min far, da han heldigvis, begynder at snakke videre. 

"Grunden vi tog dig med, er egentlig fordi vi har noget at fortælle dig!" Forklarer han, jeg ser spændt på Sophie. "Det er rigtigt John," siger Sophie og trykker min fars hånd. Jeg kan ikke lide hvor det her er på vej hen... "Du ved jo at jeg har været lidt mere væk hjemmefra, end jeg plejer!" Begynder han og fortsætter: "Det er fordi jeg har mødt Sophie. Jeg ved du aldrig har mødt hende, men vi har forsøgt at gøre det så uofficielt, som muligt!" Jeg ser forvirret på min far, og ja ligner et spørgsmåltegn, for Sophie siger så: "Du skal at jeg blev lige så overrasket, som du nok bliver om lidt" Tak for at du beroliger mig Sophie.

"Sophie og jeg blev forlovet i går, og vi skal giftes til næste sommer," siger min far glad og ser kærligt på Sophie.  

Jeg kan ikke rigtig huske hvad der så sker. Kan man blive så chokkeret at man glemmer hvad man laver?! I hvert fald, tror jeg, jeg får klemt en smule sushi ned, og kører med dem hjem. Jeg får vist sagt at det har været en hyggelig aften, og ender igen under min seng. Hyggelig aften, tsk... nej! Hvordan kan han gøre det? Også mod mor. 5 år, det er da ingenting! Jeg går fra at være chokket til at blive rasende, så jeg trækker mig ud og sætter mig på min seng, og lige da jeg skal ned og få det største raserianfald på min far, banker det på døren. Det er Sophie. 

"Jeg kunne se du blev en smule chokket.." siger Sophie og gør et håndkast til at hun kan sidde ved siden af mig. Jeg nikker, og forbliver stille. "Du skal vide at jeg ikke er her for at ødelægge det dig og din far har sammen. Jeg elsker din far, og vil gerne være en del af jeres familie. Selvfølgelig tager det tid for dig at lukke mig ind, men du skal vide at jeg venter med glæde, og at du altid kan komme til mig, hvis du har et problem! Fædre kan ikke altid forstå de problemer vi piger løber rundt med." Siger hun.

Jeg ser på hende, og mister det så. "Sophie, hvilket far-datter forhold. Er du virkelig så dum at du har troet på hvad det svin af en far, har bildt dig ind. Vi snakker ALDRIG sammen. Som om jeres forhold har ændret hvor meget han er hjemme - for lad mig se, han er ALDRIG hjemme. Når han endelig er, sidder vi i hver sin ende af huset. Jeg bor nærmest ovre ved min veninde. Jeg håber han behandler dig bedre, og lad os håbe du ikke dør, for så er du da glemt lige med det fucking samme!" Jeg puster nærmest. Rejser mig - snupper en taske noget tøj, sko, toiletsager fra toilettet og går mod døren. "Sikke et far-datter forhold!" 

Nu skal Hannah og jeg i hvertfald til fest og drikke så meget som muligt. Fuck mine hjerneceller! Der er sku alligevel ikke brug for dem!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...