It all started with a chair.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 29 dec. 2013
  • Status: Igang
Det hele startede med en stol.
Kaisa er 17 og er lige startet på California University i L.A. Hun og veninden Hannah glæder sig til endeligt at komme i de "voksnes rækker!"
Festerne, alkoholen, drengene. Og da Kaisa og barndomsvennen Malek beslutter sig for at have det sjovt efter en vild fest, ændres livet for den ellers så perfekte amerikanske pige.

*Indeholder let stødende sprog og indhold*

6Likes
6Kommentarer
697Visninger
AA

4. Feeling let down

Da døren brager i efter mig, mister jeg alt selvkontrol. Tårende løber ned af kinderne på mig og efterlader fine sorte streger efter sig. Jeg kan slet ikke styre mig. Jeg tørrer vredt mine tårer væk, og sukker højt. Hvorfor reagerer jeg sådan? Jeg har ikke grædt siden den dag for fem år siden. Så hvorfor nu? Selvom jeg prøver, bliver de ved. Løber og løber. Heldigvis er det frokost tid, så toilettet er forladt. Jeg stiller mig op ad vasken, da mit fjæs ikke er værd at kigge på. Jeg kan slet ikke beskrive den følelse jeg har i kroppen. Det er som jeg er magtesløs, en underlig klump er i mit bryst og pumper afsted. Jeg føler mig forrådt, og samtidig har jeg bare lyst til at lægge mig så lang jeg er på gulvet og tude. Jeg tørrer endnu en tåre væk, og opdager at jeg ryster. Jeg har ingen kontrol over min krop. Den er nærmest ustyrlig. Med et løber jeg ud til toilettet, og min maver slynger alt det indhold den har. Jeg falder på numsen, og hulker lidt. Hvad sker der med mig. På en eller anden måde får jeg taget mig sammen - får samlet mine ting og løber ud af skolen. Jeg skal bare væk. Lige meget hvor.

Tårende løber ned af mine kinder, og bliver ved, selvom jeg føler, at jeg endelig har taget mig sammen. Jeg kan slet ikke stoppe dem, og jeg bliver bare ved med at løbe. Jeg har ingen ide om hvorhen, men lader bare mine ben føre mig. Efter et stykke tid ender jeg et sted jeg ikke har set i fem år. Jeg bøjer hoved og observerer min tæer, mens de fører mig et sted hen jeg kender alt for godt. Jeg sætter mig på hug, og kigger langsomt op.

Maria Valentina Melson
Født 14. Januar 1970
Død 19. April 2008
Savnet mor og hustru.


XXX

Jeg er ikke hjemme før ved 22-tiden. Jeg ved ikke hvad der går af mig. Det er som om jeg er blevet tømt for alle mine gamle følelser og fyldt op på ny, men andre jeg ikke kender til. Jeg føler mig langt fra tilpas, og det bliver ikke bedre af se min far er hjemme. Jeg kan selvfølgelig tage over til Hannah, men jeg orker ikke at til at skulle forklare hvad der er galt. Hun er sådan en veninde, der ved at der er noget galt - lige meget hvor meget man prøver på at skjule det. Pisse irriterende! Selvom jeg ved man ikke skal klage over sådan noget. 
"Og hvor du så været, unge dame?" Spørger min far og afbryder min trange. 
Jeg kigger på ham, og trangen til at kramme ham er så stor at jeg næsten bukker under. I stedet skynder jeg mig forbi ham og stormer op til mit værelse/stue. Jeg hamrer døren i og smider mig i sengen, men fjerner mig hurtigt, da jeg kommer i tanke om hvad der hent i sengen aftenen forinden. På en eller anden syg måde lander jeg under mig seng, og orker ikke at fjerne mig. Under sengen har altid været det sted jeg har gemt mig - når jeg ikke gad findes. Og lige nu har jeg bare brug for at ligge og ligge. 

Pludselig banker det på døren, og jeg får taget mig sammen til at krybe ud. Jeg ser over mod døren, og får øje på Malek. Han ser nervøst på mig, og sender et skævt smil. Jeg kigger ned, og piller lidt mine fingre. Prøver at knække dem, selvom jeg ikke kan finde ud af det, og selvom jeg overhovedet ikke kan lide det. Malek sætter sig forsigtigt ved siden af mig, og der sidder vi så. Ikke akavet - nej da.. 
"Hør, jeg vidste ikke - du ikke kunne huske det," siger han en anelse fornærmet. 
Jeg ser længe på han og udbryder så: "Hvad tror du egentlig Malek, du udnyttede mig bare."
"Det ved du godt jeg ikke gjorde!" Svarer han irriteret. 
Det ved jeg godt - men hvad søren skulle jeg eller sige til ham? Han gjorde mig forvirret - mega forvirret. 
"Så deet..." Siger han for at bryde stilheden, eller gøre det mindre akavet. Selvom det ikke virker. Jeg sidder nærmest i en indre krig - Malek og jeg har så mange minder. Lige siden han skubbede mig af gyngen i børnehaven - til ja festerne i high school. Jeg sidder igen med en trang til at kramme en eller anden, og må igen modstå den. Fuck følelser!

Malek rejser sig, sukker lavmælt og går langsomt ud af døren. Det nummer laver han altid, så vil han have at man siger: Nej Malek bliv, og blive gode venner. Men sådan fungerer det ikke mere. Så jeg lader ham gå og hører døren smække efter ham.
____________________________________________________________

Kom gerne med respons!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...