Alting er anderledes - oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 11 feb. 2013
  • Status: Igang
Emil kom fra en god og sund kernefamilie. Men da hans lillesøster en dag er væk, ændrer alting sig.




En kort historie her fra!

2Likes
3Kommentarer
317Visninger
AA

1. Alting er anderledes

 

Emil vågnede brat den morgen. Han var ellers typen, der sov længe, men af en eller anden grund var han urolig. Det var fredag hans yndlingsdag. Dagen der førte til weekend, og dagen som altid endte i en druktur, men ikke i dag. Alting var anderledes. Hvis det ikke havde været for det, han skulle næste dag. Det havde nemlig fået ham til at tænke på sin barndom. Barndommen der ikke altid havde været, som man kunne ønske sig. Faktisk overhovedet ikke som man kunne ønske sig. Emil snakkede aldrig om den, men alligevel fyldte den en stor del af hans hverdag. Folk prøvede at trøste ham. Det er vel nok synd for dig – sagde de, men ordene trængte ligesom ikke ind. Han tog sig selv i at snøfte, men blev så sit normale stenhårde jeg igen. Medlidenhed, det behøvede han i hvert fald ikke! Folk skulle ikke have ondt af ham, det havde han oplevet alt for meget til.

 

Emil havde haft den kernefamilie enhver inderst inde drømmer om. En kærlig mor og far, en dejlig bror, Viktor, og en smuk lillesøster, Ea. Den blev brat opløst, da Ea en dag var væk. Begge hans forældre havde ledt i månedsvis efter hende. Men hun var borte, borte med blæsten som folk ville udtrykke det. Denne oplevelse havde knust Emils mors hjerte. Hun blev aldrig den samme igen. Hans far begyndte at drikke, hvilket heller ikke førte til noget godt. Dengang troede han intet kunne blive værre, men pludselig blev hans eneste ven og bror syg. Han var ikke normal mere. Han ville ikke lege kun slås. Så en morgen kom tre mænd og hentede ham. De var alle iført jakkesæt, havde alle smilet et falsk smil, og alle sagt, at alting nok skulle blive godt igen. Men Emil vidste, at det var umuligt, for alting var anderledes.

 

”Emil din store klaphat. Fingeren ud og i gang!” råbte Olsen til ham og sendte et blik der  kunne dræbe. Emil var slet ikke til stede. Det var i aften, at han skulle derud. I aften han ville føle den følelse, han havde flygtet fra hele hans ungdom. Den følelse der gjorde ham så vred, at han havde lyst til at  smadre et eller andet. Han skød hurtigt tanken væk igen og fortsatte med det hårde arbejde.

”Godt min dreng” sagde Olsen smilende og ændrede fuldstændig sit ansigtsudtryk.

Selvom han hadede sit arbejde, syntes han, denne dag skulle vare for evigt. Han ville for alt i hele verdenen ikke derud! Det var ikke et valg han kunne tage, ligesom det ikke var hans valg, at han var endt i sådan en familie.

 

”Denne vej. Viktor har flyttet stue, som du sikkert ved,” sagde en venlig lidt ældre dame og viste Emil til den nye stue. En ting havde hun dog misforstået. Nej, han vidste ikke, hvor fanden Viktor nu boede. For hvis det stod til Viktor, ville han flytte hver uge. Han havde samme problem, som Emil også havde. De var ikke trygge nogen steder. Viktor sad i sofaen og så TV, da Emil kom ind i lokalet. Henriks ansigt lyste op da han så ham, og han løb straks over og gav han et kæmpe bamsekram.

”Hvor er det dejligt at se dig Emil, ikke også Rex?” råbte han højt og glad, mens han løb dansende omkring sofabordet. Emil smilede det smil, han altid brugte, når han besøgte Viktor, et smil der var som frosset fast til ansigtet på ham.

”Hej med dig, Viktor. Længe siden” sagde han med en stemme, han selv kunne høre var falsk, men som han vidste, Viktor aldrig ville ligge mærke til. Den ældre dame klappede Emil let på skulderen og gik så. Straks stod Viktor helt oppe i ansigtet på ham.

”Rex siger, at damen er ond!” forklarede han stille og fik kuldegysninger. ”Viktor sæt dig nu ned og se lidt TV med mig,” sagde Emil og pegede på sofaen. ”Nix nix!” grinede han, men til sidst satte han sig dog pænt ned og kiggede spændt på Emil.

Efter noget tid i stilhed sagde han så: ”Jeg har en hemmelighed” Det var sagt så stille, at Emil næsten ikke hørte ham. Før han kunne nå at svare, forklarede Viktor videre: ”Jeg er forelsket!”

Emil kiggede overrasket på ham, men smilede så et ægte smil til Viktor for første gang i mange år.

”Hvem er det så?” spurgte han og så spændt på Viktor, der svarede: ”Min psykolog”

Emil smil stoppede med det samme. Lige som han troede, Viktor var normal, gik det op for ham, at det ville han aldrig blive, for alting var anderledes.

”Hun er nok den dejligste kvinde, jeg nogensinde har mødt! Hun er kun 45 år. Hun lytter, snakker og smiler, og så har hun er flot rød bil. Jeg elsker røde biler!” plaprede han, men Emil afbrød hårdt: ”Viktor nu stopper dine sindssygheder” sagde han koldt.

Viktor så overrasket på ham, men smilede så. ”Ja det gør jeg, og du skal hjælpe mig!” sagde han fuld af overskud. Hjælpe ham, hvad fablede han nu om, tænkte Emil, og rullede øjne.

”Du skal hjælpe mig med at stoppe. Selv Rex synes, det er en fantastisk ide,” sagde han uhyggeligt.

”Min elskede, siger jeg ikke må, men jeg vil have stemmerne til at stoppe,” hviskede han. Hvilket gjorde Emil endnu mere forvirret. Stemmer, hvilke stemmer?

”Emil de vil ikke ud, jeg har prøvet alt. Du må få det til at stoppe,” bønfalde han. Pludselig gik det op for Emil, hvad Viktor ville have ham til, og straks protestede han. ”Nej, nej, nej! Viktor, er du blevet endnu mere sindssyg?” råbte han højt og løb ud af lokalet, men han hørte dog, da Viktor råbte: ”Vi ses i morgen”

Næste morgen kom han i tanke om, hvad Viktor havde ment med, at de skulle ses. Personalet havde bedt ham for næsten et år siden at vise Viktor, hvad han gik rundt og lavede. Så Emil havde aftalt med Olsen, at Viktor måtte komme med en dag på arbejdet. Emil var ikke opfindsom, men ham havde tænkt, at Viktor nok bare ville nyde at kunne være fra det sted, han boede. Han vidste at lige meget, hvad han prøvede, kunne han ikke komme ud af det, så han tog sig sammen og kørte af sted for at hente Viktor. Viktor havde ikke virket overrasket over at se ham efter episoden i går. Så Emil sagde til sig selv, at han allerede havde glemt det. Ikke et ord blev sagt i bilen. Viktor snakkede hverken om Rex, psykologen eller noget anden. Det undrede Emil sig over, men han skød hurtigt tanken væk. Da de ankom, gik Viktor hurtigt ud af bilen, og over til et stort gammelt piletræ.

”Tager du ikke lige min taske,” råbte han. Emil mumlede lidt muggent, men tog alligevel tasken over skulderen. Så sagde Viktor: ”Kig ned i den og tag så det op du kan finde.” Emil åbnede tasken og fandt et billede af en person, han ikke havde set i lang tid. Ea. Smukke lillesøster Ea. Emil så undrende på Viktor.

”Jeg gjorde det.” sagde han stille, og Emils undrende blik blev endnu større. ”Jeg slog hende ihjel.”

Det sortnede for Emils øjne, så han intet kunne se. Så råbte han: ”Hvad gjorde du?” selvom Emil lige havde sagt det.

”Jeg bankede hende ihjel. Emil, jeg nød det. Ea var så smuk og fin, jeg måtte bare!” sagde han og smilede for sig selv. Til sidst tilføjede han: ”Tag pistolen i tasken – gør det, jeg ved du vil. Jeg er skyld i, at familien gik i opløsning. Jeg ødelagde dit liv.”

”STOP” Skreg Emil og smed tasken fra sig. Tilbage stod han med pistolen. Alting var anderledes.


Emil sad stille. Han kunne høre sit eget snøftende åndedræt over blæsten, der spillede en lille melodi i Olsens gamle piletræ. Han holdt om pistolen, men lagde den så fra sig. Det var, som om den brændte. Han så en rød bil køre op ad markvejen. Den stoppede så pludseligt at den skred ud og gled ned i grøften med forhjulene. En midaldrende kvinde sted ud og stod med hænderne for ansigtet og øjnene spilet op. "Du kommer for sent," sagde Emil og lukkede øjnene, men han troede ikke, at hun hørte ham.         

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...