Overnatning hos døden

Alex bevægede sig hen mod trappen stille. Det kunne jo være hun var der nede, så hun ikke blev bange af de tunge skridt. Han ledte i alle rum. Og til sidst hørte han en hulken, ved den sidste dør.
Da han kom ind i rummet, lød der en gispen. Rummet var indrettet ligesom en fangekælder, og midt på gulvet lå Anna. Alex løb over mod hende, men med et blev han brat væltet om kuld.

1Likes
0Kommentarer
169Visninger
AA

1. Overnatning hos døden

Overnatning Hos Døden

 

”Husk det nu” Alex viftede med tilmeldings sedlen til overnatningen på skolen.

Han skulle aflevere den i dag, ellers kom han ikke med. Irriteret rystede moren på hovedet

Og sagde: ”lad mig se den”

 

 

Da han endelig kom ud af døren, mødte han Christian på sin vej. Smilende gik de i møde, og lavede deres håndtegn. Først gav de hinanden high five og så lavede de kno kys.

Mens de gik mod skolen, snakkede de om overnatningen i morgen på skolen. ”Glæder du dig til overnatningen”. Spurgte Christian Alex nysgerrigt. ”Ja det gør jeg”!. ”gør du”?

”Ja det bliver pisse hyggeligt”

Længere tid snakkede de ikke, men det passede også fint nok fordi der kom de til skolen i den lille udkantsby Sydals. Der var en flagstang ude foran skolen på en lille græsplæne.

Skolens mursten var gule og slidte. Vinduerne var snavsede og beskidte. Skolen gik op til 8 klasse.

Emoen Emma gik lige forbi dem og hilste ikke. Men Alex stoppede hende og sagde hej.

Christian spurgte diskret ind til hvorfor hun var emo. Alex rystede på skulderne, og gik ivrigt mod døren. Emma begyndte at fortælle om sin historie. ”Da mine forældre blev skilt begyndte det at gå ned ad. Min bedstefar blev syg, og fik konstateret kræft. Min far blev alkoholiker, og delvis narkoman. Min mor fik en depression og det gik selvfølgelig også ud over mig, fordi jeg bor hos min mor

Min bedstefar døde få måneder senere. Min far, ja der er ikke sket noget med ham siden.

Jeg blev adopteret af nogle flinke mennesker. Men jeg savnede min familie.

Jeg begyndte at blive inaktiv, og blev taget i at smule stoffer bag min gamle skole. Lige siden har jeg skiftet skoler, med jævne mellemrum, men jeg har aldrig følt mig tilpas. Jeg begyndte at opføre mig dumt og uartigt. Jeg lavede så meget ballade for mine ”forældre”.

Og så begyndte jeg at klæde mig sådan her.”

Emma pegede på sig selv.

 

Da klokken ringede, og fortalte alle at de havde fri, skyndte Martin sig at sige: ”Husk lommelygter i morgen, det bliver mørkt!”.

 

Alex begyndte at pakke, i det samme sekund som han var kommet ind. Han var så spændt, at han næsten fik kramper. Han tænkte på om han skulle ringe til Alex og spørge ham om de ikke skulle lave sjov med pigerne fra klassen. Han ventede lidt, og ringede så. Christian sagde ja til tilbuddet, og spurgte om hvordan de skulle skræmme pigerne. Alex ville ringe tilbage lidt senere når han havde fået en idé.

 

Dagen gik uendelig langsomt. Alex tænkte så det knagede, hvor hvilke uhyggelige ting de skulle gøre mod pigerne. I det samme løb en maskeklædt skikkelse ind på hans værelse og skræmte ham fra vid og sans. Den uhyggelige skikkelse tog masken af og sagde hej. Det var Christian, han havde listet sig ind på Alex' værelse. Det var nu Christian der havde fået en idé. Han havde taget to sorte kostumer med, og to grimme masker. Dem ville han bruge til overnatningen.

Alex og Christian besluttede for at sove sammen, så de kunne lave den mest ondskabsfulde overraskelse til pigerne. Da det blev aften Christian smuttede hurtigt hjem for at pakke det nødvendige, imens besluttede Alex sig for at gøre klar til natten. Han hentede madrassen som Christian skulle sove på, mens han fandt dyne og hovedpude.

 

Til aftensmad fik de hjemmelavede pizza, som de tog med ind på værelset. Stilhed fyldte rummet mens de spiste, indtil Alex tog sig sammen til at bryde den: ”Når, har du tænkt på hvad vi skal gøre for at skræmme pigerne?” Christian nikkede, og smilede bredt. ”Ja, vi skal give dem deres liv chok!” De grinede i kor, mens tårer trillede ned af deres kinder.

De gik tidligt i seng, for de skulle være sent oppe, næste aften. Men da de endelig skulle i seng kunne de ikke sove. De lagde og planlagde det hele til sent ud på natten, men da klokken passerede tolv kunne deres øjne ikke mere holde ud. Et kort øjeblik efter sov de.

 

Vækkeuret stoppede brat deres snorken, og de opdagede at de havde sovet over. Hurtigt fløj de op af deres senge, og snart efter var de i tøjet. De skyndte sig som et lyn til at spise morgenmad, og efter et kort toiletbesøg, var de klar til at spæne i skole. De nåede akkurat lige i skole inden klokken den ringede. Tavs satte de sig på deres pladser, og lod som ingen ting. Heldigvis som Martin for sent. Et par piger fnisede bagved, da han snublede over dørkarmen. De havde vist et godt øje til ham. Patrick sende en smart bemærkning, og fik blikket af Martin. Martin var ellers en meget stille og rolig person. Christian og mig, plejede at beskrive ham som en hippie. Da de slog op i deres matematik bog, kunne man høre dulle Ditte, og samtlige af hendes gruppe sukke over Joakim, piger yngling.

 

Dagen gik ekstremt hurtigt, og inden man fik set sig om, ringede klokken, og fortalte dem at de havde fri. Kvikt begav Alex og Christian sig hver til sit, for at gøre sig klar til den store aften. Hurtigt lavede de deres håndtegn, og Alex lukkede døren.

 

Alex og Christian havde aftalt at de skulle mødes tæt ved skolen, ned ad en grus sti, når det blev mørkt. Da klokken endelig passerede halv syv, kunne Alex begynde sin gang hen til stien. Under armen holdt han en sportstaske, fyldt med alle mulige ting, og under den anden holdt han sit udklædningstøj. Da han mødte Christian, klædte de hurtigt om på den kolde sti. En ugle tudede i det fjerne, og de begge gøs. De gik hen af den lange grus sti. Da de kom til skolen så de at de var de sidste der kom. De andre var allerede i gang med at indrette sig på gangene og i klasse lokalerne.

De gik ikke ind ad døren til skolen, de drejede lige uden om. Hen til vinduerne for at se om nogen kiggede. De tog maskerne på og gjorde sig klar. Dagen inden havde de stablet nogle kasser op som en lille trappe til det store vindue ind til deres klasse lokale. De tog det første skridt op ad den lille trappe. De lirkede det store knirkende vindue op, og sprang ind. De løb hen til pigerne og råbte og lavede sjove ansigter. Pigerne begyndte at vine i vilden sky. Drengene faldt om af grin, og tog hurtigt maskerne af for at vise hvem de var. Da de kom hen til de andre, så Martin ikke specielt glad ud. Han begyndte at grine lidt efter, men rømmede sig så og skældte dem lidt ud. Men en halv times tid efter, grinte de næsten alle sammen. Det var jo trods alt lidt sjovt, for spøgelser findes jo ikke.

Da de skulle spise var der købt pizza fra det lokale pizzeria. Det smagte virkeligt godt. Christian sagde at Bobs pizza var det bedste i hele verden. Alex spurgte Martin hvorfor de skulle spise så sent. ”De andre pizzaer var desværre blevet brændt på”. De spiste færdig, og efter en times tid skulle de ud og fortælle gyserhistorier. Det var Emma der begyndte med at fortælle: ”Engang på selv samme skole, her i selv samme by, boede der engang en gammel mand. Manden havde en masse børn, som han voldtog i smug. Da sandheden kom frem, dræbte han alle børnene. Men en undslap ham, og flygtede hen til sheriffen. Den samme nat kom bønderne, for at hævne deres børn, og skubbede manden ned af trappen. Han brækkede øjeblikkeligt nakken, og døde på stedet.” Han dæmpede stemmen og fortsatte: ”Har I aldrig lagt mærke til den lille plet lige under trappen, op til loftet? Man siger, at uanset hvor meget man vasker, kan den ikke forsvinde.” En gysen løb gennem eleverne, og dulle Ditte sagde forskrækket: ”Han findes da ikke, vel?” Emma rystede på hovedet, men sagde så: ”I følge historien, spøger manden, og alle hans børn, lige her på skolen. De vil først finde fred, hvis slå tre personer ihjel, så kan personen overtage en andens liv, og blive udødelig.” Martin brød den uhyggelige stilhed, og det lød sådan:

”Der er natte løb her om et kvarters tid. Hvis i vil med. Vi mødes ude foran skolen.”

Da alle de modige børn var klar til at løbe. Gik de stille af sted, mod den mørke skov. De skulle ud på en 2,3 kilometers rute. Pigerne klagede sig hele tiden, så drengene løb lidt i forvejen. De var nu kommet så langt væk at de ikke kunne hverken se eller høre pigerne og Martin. Jorden var smattet og ujævn. Alex vred rundt på sin fod. Den var hævet. Han kunne ikke gå. De gik tilbage mod Martin og pigerne. Men da de havde gået i tre til fire minutter, måtte de konstatere at de var faret vild i den mørke uhyggelige skov. Med det samme de havde planlagt at to af drengene ville støtte Alex, hørte de et skrig langt borte. De gik mod skriget, de troede det var Anna. Så Alex blev vildt bange for at der var sket hende noget. (Alex er i smug vild med Anna)

Selvom hans fod smertede af h til. Små løb Alex, mod skriget. Da han endelig nåede frem, lidt for de andre, fik han øje på Anna bøjet ind over noget. Hendes skuldre dirrede, og man svagt høre hendes gråd. Alex små løb over til hende, og opdagede til sin skræk, hvad hun græd over. Pernille lå på jorden, sten død. På jorden lå alt hendes blod, og hendes hals var flået op. Anna hulkede svagt: ”Pernille var stoppet op, for at binde sine snørebånd, mens vi andre fortsatte videre. Jeg var blevet bekymret fordi hun ikke havde indhentet os, og jeg troede hun var ked af det. I det samme hørte jeg hendes skrig, og fandt hende sådan her.” Hun pegede på Pernille, med sin rystende finger. Hendes hænder var fyldt med lugtende rødt blod. Alex trak Anna stille væk fra Pernille, og knugede hende ind til sig. Hun græd som et vandfald.

De gik væk og fandt de andre drenge. ”Pernille er død.” De gik tilbage mod Skolen. Det føltes som om de gik i timer. Endelig fandt de Skolen. De gik hen til hoveddøren. Martin kom løbene hen mod dem. ”Hvor har i været henne?” ”Pernille er død” sagde Anna Trist. Med det samme kom Martin løbende. ”Hvad er der sket?” Spurgte hans vredt. ”Jeg stod og ventede lidt længere henne, da jeg hørte et skrig. Jeg har ledt efter jer meget længe!” Han tonefald blev med det samme lavet om til sorg, da han så på Anna. ”Hvad er der sket?” Anna hulkede, og Alex svarede for hende. ”Pernille er død. Hun havde fået halsen flået op.” Martin så overraskede på dem, men sagde ikke noget. ”Hvor er Emma?” Spurgte en af drengene, som Alex gik ud fra var Patrick. Martin trak på skuldrene, og tænkte sig godt om. De gik ind, for at få chips, men humøret var ikke muntert. De følte det som om de var til en begravelse. Da næsten alle chipsene var væk, kom Emma brat ind. Hun havde masser af blade i håret, men hendes tøj lå i laser. ”Undskyld, jeg for vildt.” Selvom det var sandsynligt, var der noget i hendes øjne, der fortalte Alex at hun løj. Rakel sagde at hun skulle på toilettet, og hendes gruppe fulgte med. De var vidst ikke særlig påvirket over Pernilles død, men vi andre sagde ikke noget. Kort tid efter kom Clara løbende, mens hun skreg: ”Rakel!” Vi alle sammen fór op, og løb efter Clara. På badeværelset lå Rakel, helt ligesom Pernille. Hendes øjne var helt døde, og hendes hals var flået op. Bag os kom Martin, så overraskede over det hele. Ditte og Clara stod i døren og græd, mens Martin langsomt lukkede Rakels øjne. Nanna tog sin mobil og ringende hurtigt til hundrede og tolv.

Der var ingen forbindelse. Der var kommet en kraftig storm. Al forbindelse til mobil og telefon var røget. Men lyset var der mærkeligt nok stadig. Klokken var blevet lidt over midnat, da de skulle til at sove. ”Nu skal vi se om vi kan få noget søvn.” Sagde Martin. Alle begynder at børste tænder og klæde om til nattøj. Da de ligger der musestille, høre de en lille hvislen i mørket. Et glas falder ned på gulvet fra et bord. Martin undskylder fordi han tænder lyset. Martin stivner, og er i chok. Joakim Ligger helt bevidstløs og har glas splinter i hovedet. Der er blod på hele gulvet. Og pigerne begynder atter at skrige. Det var som om helved brød ud. De hørte små skridt ned ad en trappe og så opdagede de at Anna var væk. Alex var den første der begyndte at lede efter hende.

Alle at begyndte at lede, men Alex tænkte sig om. Kælderen. Der kunne hun være!

Alex bevægede sig hen mod trappen stille. Det kunne jo være hun var der nede, så hun ikke blev bange af de tunge skridt. Han ledte i alle rum. Og til sidst hørte han en hulken, ved den sidste dør.

Da han kom ind i rummet, lød der en gispen. Rummet var indrettet ligesom en fangekælder, og midt på gulvet lå Anna. Alex løb over mod hende, men med et blev han brat væltet om kuld. Han fik et hårdt slag i hovedet. Alt blev sort. Da han vågnede, var der noget tungt der holdt hans arme og ben. Jern kæderne gav en let raslen hver gang han bevægede sig. I det samme kom en uformelig skikkelse ind. Rædselen lammede Alex fuldstændig. ”Nå lille Alex, nu ligger du så her, ved siden af lille Anna.” Hvordan vidste han dog mit navn? Alex tænkte så det knagede. ”Kan du slet ikke genkende mig?” Smilte skikkelsen, der godt kunne minde om en djævel. ”Jeg er djævlekongen Lucifer og jeg er kommet for at blive dobbelt uendelig!” Han pegede på Martin, som jeg først havde opdaget, lå livløs på gulvet. ”Jeg har været i denne uduelige krop alt for længe. Jeg vil blive jordens hersker!” Han smilte grumt, og en hæs latter rungede i rummet. Med et stod der endnu en sort sikkelse. Jeg genkendte skikkelsen som emo Emma. Hun hold en bog i hånden, mens jeg langsomt mumlede en masse uforståelige ord. Langsomt åbnede hun bogen, og djævlekongen Lucifers latter, blev til et højlydt skrig, mens han langsomt forsvandt. Tilsidst var der ikke mere tilbage af ham, og Emma lukkede bogen. Hun var henne ved mig i tre spring, og jeg opdagede at min lænker var væk. ”Det var Lucifers magi, der holdt dig fanget.” Jeg opdagede at Emma ikke længere havde sit sorte emo tøj på, men var helt kridhvid, og havde de smukkeste hvide vinger. Hun smilede stort, og fortalte mig alt, fra hvordan hun kom ned på jorden, for at frelse menneskerne fra den onde djævlekonge Lucifer. I det samme vågnede Anna, og gispede. Alex omfavnede hende, og hun gav han et lille kindkys. Han blev helt rød i hovedet som en tomat, og så begyndte han at genfortælle alt hvad engelen Emma havde sagt. De krammede hinanden, og priste sig selv lykkelige over at de stadig var i live. Sammen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...