Head Over Heels - One Direction (13+)

Hold på hat og briller, for Kierra Conlin er landet på Bristol College. Med hendes unikke, turkise hår, den kendetegnende personlighed og ikke mindst hendes omdømme, er der intet at sige til, at hun netop er blevet smidt ud af sin tidligere skole og nu er havnet på Bristol. Sammen med sin bedsteven, og måske endda lidt mere end det, Andy Samuels, klarer de sig igennem hverdagen, på en ikke helt lovlig måde. Weekender bliver for det meste brugt på tilfældige fester, der for det meste ender i tilfældige baggårde, med tilfældige fyre. Men hvad gør Kierra, når hendes rodede tilstedeværelse tager en uventet drejning på grund af en hvis vikar fra colleget, ved navn Louis Tomlinson? *Drengene er ikke kendte* (TJEK TRAILEREN YO)

296Likes
443Kommentarer
26626Visninger
AA

17. The one with the numb feeling

Louis synsvinkel:

Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvad der lige var sket. Adrenalinen pumpede rundt i min krop, og jeg havde mest af alt lyst til at løbe efter Andy og Kierra, selvom jeg vidste, at det ikke ville gøre nogen nytte. Andy var fysisk stærkere end mig, og jeg vidste, at han kunne få mig af vejen uden så meget som at blinke.

Det gav et stik i siden på mig, men ikke pga. den ydre smerte. Jeg vidste ikke, om man kunne kalde det indre smerte, men det gik mig utrolig meget på, at Kierra så nemt havde valgt Andy over mig. Hun burde godt kunne se, at han virkelig var lorte selskab, og hvis jeg ikke tog meget fejl, vidste hun det allerede. Hun turde bare ikke sige fra for altid.

Jeg fjernede min gennemblodige hånd og byttede den ud med den anden, der var knap så blodig. Jeg anede ikke, hvordan fanden jeg skulle komme hjem med blod i hele krydderen, og jeg vidste også, at jeg burde tage på hospitalet.

Derfor valgte jeg også at få fat i mine nøgler, der stadig lå på jorden, hvor Kierra havde smidt dem, og låse min bil op. Hurtigt hev jeg fat i nogle gamle bonner og lidt af hvert, der lå nede i handskerummet, og jeg fik fjernet det værste blod fra mine hænder. Blødningen i næsen var nogenlunde stoppet, men det kom og gik, så jeg sørgede for at have noget papir liggende på passagersædet ved siden af mig, da jeg satte bilen i gang.

Det dunkede voldsomt i mit hoved, og jeg fik af og til en fornemmelse af, at jeg skulle besvime. Så vidt jeg vidste, havde man vist også ret stor chance for at besvime, hvis næsen fik et ordentligt slag, og det kunne man vidst godt sige, at min havde fået. Av for fanden.

Til mit held var jeg næsten nået hen til hospitalet, da jeg følte, at det for alvor begyndte at sortne for mine øjne. I en fart fik jeg klikket min sele op og kæmpet mig ud af bilen, der bagefter blev låst. Blodet var igen begyndt at strømme fra min næste, og da jeg ikke længere havde noget papir, tog jeg mine hænder i brug igen. Fanden tage Andy.

Mit hoved dunkede endnu værre end før, da jeg fik skubbet døren op med min hofte, og for første gang virkede lugten af hospital og sprit faktisk dejlig. Det var, som om det klarede lidt op i mit hoved, men blodet fortsatte.

”Jamen, unge mand! Det der ser da ikke ud til at gå!” var der pludselig en, der udbrød ved siden af mig, og jeg snurrede rundt og så på en lidt ældre kvindelig sygeplejerske, der stod og kiggede på mig med en bekymret mine.

”Kom med mig,” hun tog et fast tag i min albue, og jeg fulgte i blinde med. Det var igen begyndt at sortne for mine øjne, og jeg følte mig helt svimmel.

”Her. Bøj dig nedover vasken, og vent til der ikke kommer mere blod ud,” fortalte hun mig, og jeg nikkede for at vise, at jeg havde forstået det.

”Jeg kommer igen om lidt, jeg tjekker lige, om der er en stue ledig,”

Det var en befrielse at få fjernet mine hænder, og jeg skyndte mig at stikke dem ind under vandet, i mens jeg stod med hovedet ned ad.

Klokken måtte i hvert i fald være fire, hvis ikke over, og jeg skulle på arbejde i morgen, hvilket helt sikkert ville blive min død. Hvad fanden skulle jeg sige, der var sket? Og hvad fanden skulle jeg sige til Kierra, når hun kom i skole?

I mens jeg ventede på, at blodet ville stoppe med at fosse ud som et vandfald, lod jeg tankerne vandre.

Hvorfor var jeg overhovedet endt her? Jeg burde slet ikke rende rundt midt om natten for at hente en af mine elever, fordi hun havde ringet til mig. Kierra burde ikke engang havde mit nummer. Det var så forkert.

Jeg skulle virkelig bare tage at holde mig væk fra nu af, og så måtte hun sejle i sin egen sø med ham Andy-fyren. Eller også skulle jeg sige det til Mr. Styles, så han kunne tage sig af sagen.

Jeg rev mig ud af tankerne og opdagede til min overraskelse, at blodet var stoppet. Jeg havde aldrig rigtig fattet det der med, at man skulle læne hovedet ned ad, for hvad ville det hjælpe? Jeg havde altid lært, at man skulle læne hovedet bagover, men når sygeplejersken bad mig om noget andet, gjorde jeg selvfølgelig det.

”Har du fået lidt styr på det hele?” lød det bagfra, og jeg var ikke langsom om at regne ud, at det var sygeplejersken fra før.

”Ja, tusind tak,” sagde jeg og vendte mig om mod mig. Hun skar næse, da hun kiggede på mig, og jeg rynkede på panden, selvom jeg godt vidste, at jeg nok ikke ligefrem så godt ud.

”Følg efter mig,” sagde hun så, og jeg fulgte lydigt efter. Vi gik igennem hele gangen, og jeg kiggede flygtigt rundt på de andre mennesker, der befandt sig her. Der var et par fulde unge, nogle ældre, og så lå der en yngre pige i en seng på gangen og så alt andet end ok ud. Hun var helt bleg, og hendes læber var blå. Stakkels hende.

Jeg blev ført ind på ’stue 3’, hvor hun bad mig om at sætte mig på plads på briksen, hvilket jeg gjorde. Det gjorde rigtig ondt i min næse, men i det mindste havde jeg ikke følelsen af at skulle besvime længere.

”Lad mig lige kigge lidt på den næse der,” sagde hun så. Hun tog fat i den og begyndte at trykke forskellige steder, og hvis det ikke var, fordi jeg var en mand og godt ville beholde lidt af den værdighed, der var tilbage, efter jeg var blevet slået i jorden af Andy, havde jeg nok skreget noget så tøset.

 

Kierras synsvinkel:

Da vi bevægede os igennem den kolde nat, vidste jeg ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg følte mig så splittet, og jeg ville ønske, jeg bare kunne synke i jorden.

På den ene side burde jeg nok være fuldt med Louis, da jeg vidste, at han aldrig ville kunne finde på at gøre mig noget, og han var nok også den mest fornuftige af de to. På den anden side manglede jeg Andy i mit liv. Han havde været der så længe, så det var svært bare at skubbe ham væk. Han havde altid været den, der passede på mig.

”Sig noget,” mumlede Andy og tændte en smøg, som om intet var hente.

”Du skulle ikke have slået ham,” sagde jeg bare, og han kiggede forbavset på mig. Det var nok ikke ligefrem det, han havde regnet med, jeg ville sige.

”Han skal lade være med at tage dig fra mig,” svarede han koldt, og den kolde, distancerede side af ham kom frem.

”Hvad hvis jeg godt ville have, at han gjorde det?” vrissede jeg. Jeg anede faktisk ikke, hvorfor jeg kørte så meget på ham, men jeg følte bare ikke, at det, der lige var sket, var fair.

”Kierra, pas på, hvad du siger,” han stirrede på mig med kolde øjne, og jeg vidste, at jeg havde gjort ham vred.

”Ellers hvad? Ellers slår du mig, ligesom du gjorde med Louis?” snerrede jeg tilbage, og jeg kunne se, hvordan hans øjne ligefrem lynede af vrede. Der gik et stykke tid, inden han svarede igen.

”Jeg slår ikke på piger,” Jeg fnøs højt af hans dårlige comeback, og han tog hårdt fat i mit håndled og placerede sig selv foran mig, så jeg ikke kunne gå længere.

”Nu tager du med mig hjem. Du ved jo godt, at vi har hinanden uanset hvad, og sådan har det været hele tiden. Hvorfor skal det hele ændres pga. din fucking vikar?” Han slog voldsomt ud med den arm, hvis hånd ikke knugede mit håndled.

”Måske er der nogle ting, der er gået op for mig,” mumlede jeg.

”Du følger med hjem nu,” sagde han hårdt, og jeg vidste, at jeg umuligt kunne sige ham imod nu. Irriteret vristede jeg mig fri af ham, men fulgte med. Hvad fanden skete der lige for den her nat?

 

***

 

Næste morgen vågnede jeg uheldigvis ikke i uvished om, hvad der var sket i går. Det hele stod helt klar på min nethinde, og jeg forbandede mig lidt for ikke at have drukket nok til at kunne bruge den undskyldning, at jeg ikke kunne huske, hvad der skete.

Jeg lod hovedet falde til siden, så jeg kunne se på uret og opdagede til min overraskelse, at klokken var 7. Heldigvis kunne jeg nå at tage i skole og endda uden at komme for sent.

Så stille og forsigtigt som muligt fik jeg pakket mig ud af dynen og pilede ud af værelset. Jeg havde ingen lyst til at befinde mig herhjemme, og jeg vidste, at hvis Andy vågnede, ville jeg ikke få lov til at tage af sted. Det var pisse irriterende, at han var så dominerende og kontrolfreak hele tiden.

Jeg magtede ikke rigtig at gøre noget ud af mig selv, så jeg hoppede hurtigt i et par hullede nylonstrømper og en skjorte, der var lang nok til, at den dækkede for det vigtigste. Så hoppede jeg ned i mine hullede vans og skred, da jeg havde tjekket, at mine smøger var i lommerne på den jakke, jeg lige havde fået med ud. Det var en gammel læderjakke, jeg havde fået fat i engang for længe siden.

Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad, end jeg var nu, med, hvordan mit hår sad. Jeg lod min hånd glide igennem det er par gange, så jeg fik en fornemmelse af, hvor det sad henne på hovedet, men det var også det eneste.

Jeg lod mit blik glide hen på et vindue i en butik, jeg passerede, og jeg lagde mærke til, at min mørke make-up fra i går sad helt og aldeles forfærdeligt. Faktisk undrede det mig, at ingen sagde noget til, at en ung pige kom sådan her rendende igennem byen.

Jeg lod min hånd glide op til lommen i min jakke og hev mine smøger op. Mine hænder rystede, og jeg følte, at jeg var på renden af et sammenbrud. Jeg følte mig så følelsesløs, og jeg havde en fornemmelse af tomhed. Kender I ikke det? Det der, hvor man ikke rigtig ved, hvad man skal gøre, og man bare glor og venter på, at man skal mærke noget igen? Eller er det kun mig, der er så underlig?

Jeg hev en smøg og min lighter op af pakken og tændte med øvede bevægelser en smøg. Jeg tog et langt sug og mærkede, hvordan røgen banede sig vej ned i mine lunger. Lettet pustede jeg ud og tog et sug mere.

Jeg gik i et langsomt tempo hen til skolen, men klokken var kun halv, da jeg placerede mig på trappestenen ved den kæmpe dør, der førte indenfor. Her var så øde, og jeg kunne ikke lade være med at føle mig ret alene i verden, som jeg sad der. Jeg anede ikke, hvornår det var sket, der her, men jeg kunne ikke lide det.

Måske havde Andy ret. Måske burde jeg bare holde mig fra Louis og lade det være mig og ham, som det altid havde været. Jeg ville i hvert i fald ikke sidde her, hvis jeg ikke kendte Louis.

Jeg trak benene op mod mit bryst og stirrede dumt ud i luften, inden jeg besluttede mig for at tage en smøg til. Der var kun 15 minutter, til klokken var 8, og skolen ville åbne, så jeg kunne lige nå det.

Jeg rejste mig op og vendte fronten mod døren, da der langsomt begyndte at strømme folk ind på skolens område. Jeg ville ikke have, at de skulle se mig sådan her, selvom de alligevel ville komme til det i løbet af dagen.

Klokken slog 8, og dørene blev endelig åbnet. Hurtigt trådte jeg op af resten af trapperne og ind i varmen. Jeg anede ikke, hvilken time jeg skulle have nu, så jeg stillede mig bare ved skabene og ventede på, at July ville komme, så jeg kunne spørge hende til råds. Jeg havde efterhånden fundet ud af, at vi havde stort set alle fag sammen. Faktisk var det kun billedkunst, der var en undtagelse.

Og to minutter efter kom hun traskende ind af døren med en taske, der så ud til at være meget tung og hang på hendes skulder.

”July,” sagde jeg højt og piftede, så hun forvirret kiggede i min retning. Et smil bredte sig på hendes læber, da hun så mig, men det forsvandt hurtigt igen. Nok fordi hun så på mig og mit udseende, der jo ikke var i top i dag.

”Hvilken time skal vi have nu?” spurgte jeg og gav hende et kort kram, hvorefter jeg var hurtig til at trække mig væk igen.

”Engelsk, men det er da fuldkommen ligegyldigt. Hvad er der sket med dig? Du ligner en, der har været ude hele natten,” sagde hun og studerede mig lidt længere.

”Det har jeg også,” mumlede jeg bare og begyndte at sætte kursen mod engelsklokalet velvidende, at July fulgte efter mig.

”Hvad fanden har du lavet?”

”Drukket,”

”Hmm,” Jeg magtede simpelthen ikke at komme længere ind på emnet, da jeg for alt i verden godt ville glemme det. Jeg havde besluttet mig for bare at prøve at se væk fra det og lade, som om det aldrig var sket.

Da vi trådte ind i klassen, var timen så småt ved at begynde, og jeg kiggede ned på gulvet, da jeg banede mig vej hen til et ledigt bord. Så begik jeg den fejl at kigge op på vores lære, der forfærdet kiggede på mig.

”Hvad sker der dog med dig Kierra?” sagde han højt, og jeg forbandede mig selv langt væk.

”Ingenting,” sagde jeg og trak på skuldrende i et forsøg på at se så ligeglad ud som muligt.

”Prøv lige at komme med mig,” sagde han insisterende, og jeg skubbede irriteret stolen ud, så den skramlede over gulvet og faldt bagover. Uden at samle den op fulgte jeg efter læren ud af lokalet. Det irriterede mig noget så grusomt, at alle nu vidste, at der var et eller andet.

”Godt så, hvad er det, der sker?”

”Intet.”

”Du ligner en, der er på randen af en depression. Eller i hvert i fald en, der ikke har det optimalt. Hvad sker der?” Det virkede virkelig, som om han bare regnede med, at jeg ville spytte ud med alt til ham, og det var også noget, der gik mig på nerverne.

”Jeg har bare ikke sovet så længe i nat, fordi jeg var til en fest,” sagde jeg og sendte ham et falsk smil, som han tvivlende studerede.

”Jeg håber virkelig, du ved, hvad du laver. Det er ikke så smart at komme ud i problemer,” sagde han og kiggede på mig med et dystert blik, der fik mig til at krympe mig mod min vilje. Det virkede næsten, som om han vidste besked om det hele, selvom jeg vidste, at det umuligt kunne være sandt. 

”Er der andet?” sagde jeg bare koldt, og han rystede på hovedet. Så gik vi ind i klassen igen. Jeg sørgede for at møde nogen af de andres blikke på vejen ned, så de blev opmærksomme på, at jeg altså ikke var helt blind og godt vidste, at de stirrede.

 

Louis synsvinkel:

Min næse gjorde så ufatteligt ondt, da jeg vågnede, og jeg ville virkelig ønske, at jeg bare kunne blive inde i den bevidstløse søvntilstand for evigt. Men desværre skulle jeg på arbejde, så det kunne ikke lade sig gøre.

Jeg svang benene udover sengekanten og rejste mig op fra sengen. Det var faktisk utrolig lunt i vejret her til morgen, og for første gang i lang tid frøs jeg ikke, da jeg traskede ud på badeværelset.

Hurtigt brusede jeg mig over, hvorefter jeg fik mit hår sat med lidt voks. Jeg kiggede på mig selv i spejlet og skar ansigt, da jeg så min næse. Den var frygtelig blå og lilla, og jeg havde næsten ikke lyst til at skulle vise mig offentligt.

Jeg traskede ind i stuen igen og hoppede i mit tøj, jeg havde lagt frem i går (nat/morges?), da jeg kom hjem. Jeg havde ikke kunne sove, så jeg gav mig altså til at rydde op og gøre klar til endnu en dag. Det var også skyld i, at jeg ikke havde fået sovet i mere end 3 timer.

Klokken var tyve minutter over 8 nu, og jeg skulle hen og undervise kl. 9, så jeg havde en smule travlt. Derfor gik der ikke lang tid, før jeg havde fået kørt en skål havregryn ned, så jeg nær blev kvalt i den, børstet mine tænder og var på vej ud af huset.

Først da jeg sad i bilen, begyndte mine tanker at vandre tilbage til gårsdagens begivenheder, hvilket fik mig til at ønske, at jeg kunne vende rundt og køre hjem igen for gud ved hvilken gang den dag. Måske skulle jeg bare have meldt mig syg fra starten af.

Jeg magtede ærlig talt slet ikke at se Kierra, for jeg vidste, at det betød, at jeg blev nødt til at konfrontere hende, og det havde jeg ærlig talt meget lidt lyst til.

Jeg var begyndt at hæle til den idé om bare at ignorere hende og få hende helt ud af mit liv, men jeg vidste, at jeg umuligt ville kunne fuldføre den. Tanken om, hvordan hun skulle klare sig med Andy ved sin side, blev ved med at hjemsøge mig.

Et dyt bagfra fik mig tilbage til virkeligheden, og jeg skyndte mig at sætte i gang over det lys, der nu var blevet grønt.

Elegant svingede jeg til højre ind på skolens område og kørte hen til parkeringspladsen, hvor jeg var lige ved at køre ind i en pæl. Længe efter jeg havde slukket bilen, sad jeg bare og stirrede ind i træværket foran mig.

Jeg tog et par dybe indåndinger og smuttede så ud af bilen, klar til at se hvilke udfordringer, jeg ville støde på i løbet af dagen.

***

Undskyld, jeg har været så lang tid om at få skrevet det her kapitel, men jeg har ikke haft nogen computer her i weekenden, sååå.

Nå, men der skete jo egentlig ikke det helt store i det er kapitel. Hvor tror I, at Kierra ender? Hos Louis eller Andy? Hvor håber I, hun ender? Hvordan tror I, det går, når Louis og Kierra skal snakke sammen? Kommer Louis til at kunne holde afstand fra Kierra, selvom han siger, han ikke kan?

Melina x

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...