Head Over Heels - One Direction (13+)

Hold på hat og briller, for Kierra Conlin er landet på Bristol College. Med hendes unikke, turkise hår, den kendetegnende personlighed og ikke mindst hendes omdømme, er der intet at sige til, at hun netop er blevet smidt ud af sin tidligere skole og nu er havnet på Bristol. Sammen med sin bedsteven, og måske endda lidt mere end det, Andy Samuels, klarer de sig igennem hverdagen, på en ikke helt lovlig måde. Weekender bliver for det meste brugt på tilfældige fester, der for det meste ender i tilfældige baggårde, med tilfældige fyre. Men hvad gør Kierra, når hendes rodede tilstedeværelse tager en uventet drejning på grund af en hvis vikar fra colleget, ved navn Louis Tomlinson? *Drengene er ikke kendte* (TJEK TRAILEREN YO)

296Likes
443Kommentarer
27182Visninger
AA

7. The one with the most certainly hideous chitchat

Tingene forvirrede mig. Meget. Og det værste af det hele var, at det nu var lørdag, klokken var tre kvart over 11, kvart i 12 om man vil, –  og gæt hvad det betød? Jeg skulle ud og spise med Louis om alt for kort tid, og fordi jeg ikke ville vække Andy, bevægede jeg mig utroligt langsomt rundt i lejligheden. Han lå og snorkede på sofaen, med et en T-shirt og et par boxershorts som det eneste, der dækkede hans krop.

Men hvorfor var Louis bekymret for mig? Jeg mener, kunne han ikke være fucking ligeglad, ligesom alle andre lærere var ligeglade med, at jeg nu opførte mig sådan, som jeg  gjorde? Det undrede mig bare virkelig meget, at han tænkte så meget på mig, og hvad jeg gik rundt og lavede. Det burde han ikke. Det ragede ikke andre end mig selv og til tider Andy, hvad jeg rendte rundt og foretog mig.

Fordi jeg nu skulle ud og spise et offentligt sted, blev jeg nød til at tænke lidt på mit tøj. Jeg tog et par lyseblå jeans på, jeg havde fået fra genbrugsbutikken, som var en smule højtaljede. På overkroppen havde jeg en hvid skjorte med nitter på kraven, og den stoppede jeg så ned i bukserne.

Make-up og hår gjorde jeg absolut ingenting ud af. Jeg havde stadig lidt make-up på fra forrige dag, og da jeg havde fjernet det mascara, der var røget af mine vipper, så det ikke helt vildt forfærdeligt ud. For at slutte hele outfittet af, tog jeg et par meget slidte snickers på.

Så stille som muligt listede jeg forbi sofaen og bad til, at jeg ikke ville vække Andy. Det her var en af de situationer, hvor han ikke skulle involveres, men fordi tingene for det meste ikke (altid) gik, som jeg ønskede det, så skulle det ikke være sådan. Et gisp forlod min mund, da jeg mærkede to meget store hænder gribe fat i min knæhaser.

”Hvor skal du hen?” spurgte Andy hæst og hev mig lidt tættere på ham, så jeg endte med at falde ned i sofaen til ham. Han flyttede sine hænder til min hofte og begravede sit hoved i fordybningen mellem min hals og skulder, så hans lange, efterhånden rimelig uglede hår kildede mig under hagen.

”Bare ud,” svarede jeg kort for hovedet og lagde mine hænder oven på hans. Svagt placerede han et lille kys mod skjortestoffet og pressede sit underliv mod min røv, fordi det på en eller anden måde var sådan, vi var havnet.

”Og hvor er det?” spurgte han igen og bevægede hans hænder lidt undersøgende rundt på området omkring mine hofter. Det ville være løgn af sige, at det ikke tændte mig, for det gjorde det – Andy havde altid kunne gøre et eller andet ved mig, og nu var ingen undtagelse. Måske var det fordi, jeg følte mig en lille smule snydt efter den gang, hvor Niall og jeg var blevet afbrudt, eller måske havde jeg i bund og grund lyst til Andy.

Alligevel fik jeg stoppet hans bevægelser og drejede mit hoved, så jeg kunne kigge ham i øjnene. ”Andy, seriøst, jeg har travlt,” sagde jeg bestemt og hævede et øjenbryn. Straks efter jeg havde talt, genoptog han bevægelserne, som om det, jeg lige havde sagt, var fløjet direkte ind af det ene øre og ud af det andet.

Et irriteret støn forlod mine læber, da Andy endnu en gang pressede sit skridt mod min bagdel – og tro mig, der var noget, der kunne mærkes. ”Vi kan godt nå det,” hviskede han i øret og sneg sin hånd op mod mit bryst.

”For guds skyld, Andy, du kan virkelig ikke forstå et nej,” sukkede jeg tungt. Han lo mod min hals og knappede diskret de øverste knapper af min skjorte op, så han kunne krænge den ned over min skulder, for derefter at placere et passioneret kys på min nøgne nakke. Og jeg gav efter – jeg stønnede sågar, for ved gud det føltes rart. Det var også snart en uge siden, jeg havde været sammen med Andy, så der var intet at sige til, at jeg efterhånden savnede hans nærvær. Mor havde brug for lidt kærlighed, I ved.

”Vi har noget i retning af fem minutter,” fastslog jeg med en rystende stemme idet, Andy fikst fik knappet mine bukser op. Et svagt støn forlod mine læber, da han pressede en finger lige på det sted, hvor jeg var allermest sensitiv.

”Så lad os komme til sagen,” mumlede han mod min hals, og før jeg vidste af det, havde han vendt os om, så han lå over mig på sofaen. Jeg bed mig i læben og kiggede op på Andy igennem mine øjenvipper, som jeg sørgede for at blinke overdrevet meget med. Selvom det sikkert mislykkedes rimelig meget, så vidste jeg, at Andy elskede, når jeg spillede en smule uskyldig.

Jeg kørte langsomt mine hænder ned af hans T-shirt, så de til sidst lå lige ved kanten af hans boxers. Allerede nu kunne jeg fornemme, hvor tændt han var ved situationen, og jeg fik dog kun bekræftet min teori, da jeg lod min hånd glide oven på hans underbusker og hen over hans længde. Et dybt støn forlod det bagerste af hans hals, inden han bestemt tjattede mine fingre væk og trak sine boxers helt ned.

Og uanset hvor mange gange jeg ville se ham, så vænnede jeg mig aldrig til hans imponerende størrelse. Jeg kiggede smilende op på ham igen, før jeg løftede mit underliv fra sofaen, så Andy kunne trække både mine trusser og mine bukser ned.

”Tre minutter,” hviskede jeg i hans øre og nappede i hans øreflip, hvilket endnu en gang fik ham til at forlade et støn. Jeg nåede knap nok at ligge mig til rette, før Andy havde placeret sig ved min indgang og hurtigt pressede sig helt ind. Nu var det min tur til at stønne, og stønne, det skal jeg da love for, jeg gjorde.

”For helvede, Kierra,” hvæsede han i mit øre, da jeg hev ham helt ned til mig, ved at låse mine arme fast bag på hans ryg. Jeg svarede ham ikke, men svajede i stedet for i ryggen og tog et hårdt greb om hans nakke, så han blev nede hos mig.

Andy bevægede sig hurtige og hurtige inde i mig, men efterhånden blev hans stød mere sjuskede. Jeg vidste, at han var tæt på sit højdepunkt, og da han førte sin hånd ned til mit underliv og begyndte at bevæge sin finger i cirkler over min klit, begyndte en velkendt knude at tage form i min mave. Det hele forvandlede sig pludselig fra at være et hurtigt knald, til at være et rod af støn, gisp, rodet hår og sidst men ikke mindst – glemsel.

Jeg glemte fuldkommen tiden, og det gjorde Andy åbenbart også. Eller også sagde han bare ikke noget om, at der allerede var gået ti minutter, så han kunne komme til at have mig lidt længere. I hvert fald fik jeg kastet et forvildet blik over på væguret, så det gik op for mig, hvor travlt jeg pludselig havde.

”A-andy, jeg skal af sted,” stammede jeg under ham, men måtte hurtigt give efter igen, da han stødte hårdt ind i mig. Et højlydt snap efter vejret blev frigivet, og ved et uheld kom jeg til at bide ham i nakken. Efter to (voldsomme) stød mere, nåede han sit højdepunkt og jeg nåede mit, hvorefter han kollapsede over mig. Hans tunge vejrtrækning kunne høres ud for mit øre, hvor hans mund i øjeblikket hvilede, og jeg begravede mit hoved ved hans nakke, mens jeg prøvede at få vejret.

”Jeg skal virkelig af sted,” lo jeg hæst og prøvede at skubbe ham af mig. Jeg kunne mærke, at han lavede et sugemærke på min hals, men jeg kunne ikke overskue at gøre noget ved det. Han havde ofte lavet sugemærker på mig – som om han skulle vise, at jeg tilhørte ham, selvom jeg på ingen tænkelig måde tilhørte nogen.

Til sidst fik jeg skubbet ham af mig, hvilket resulterede i, at jeg nærmest tumlede ud af sofaen. Jeg fik hurtigt hevet mine bukser op, knappet min skjorte igen og rettede lige på mit hår. Andy havde slænget sig tilbage i sofaen – vel og mærke uden at tage sine boxers på igen – og havde tændt en smøg, som han nu sad og pulserede løs på.

”Seriøst, hvor skal du hen?” Det samme spørgsmål for tredje gang forlod hans læber, samtidig med en adskillig mængde røg fra cigaretten.

”Jeg skal ud og spise frokost, og fordi du absolut ville knalde, har jeg pisse travlt. Farvel!” skyndte jeg mig at sige, imens jeg bevægede mig ud fra stuen, ind i entreen, hvor jeg greb mine nøgler og smækkede hoveddøren hårdt efter mig. På trods af, at jeg lige havde haft utrolig god sex, så havde jeg stadig nerver på – mange nerver.

 

***

 

Nerverne var der stadig, de var der faktisk så meget, at mine fingre knap kunne holde fast om den cigaret, jeg havde dinglende mellem pegefinger og ringfinger, fordi de rystede så fandens meget. Louis havde skrevet til mig og sagt, at vi skulle mødes på en lille cafe, der lå ikke så langt inde i Bristol, så det var den, jeg befandt mig foran lige nu.

Jeg tog et sidste hvæs af smøgen, inden jeg smed den på jorden og slukkede den med snuden af min gummisko. Mit hjerte sad bogstavelig talt helt oppe i halsen på mig, da jeg med forsigtige skridt trådte ind på caféen, der stort set var tom.

”Kierra?” Jeg snurrede rundt ved lyden af nogen, der dæmpet sagde mit navn, og hurtigt mødte synet af ham mig. Hans lysebrune hår sad organiseret, og han havde en sort, simpel T-shirt på. Endnu en gang måtte jeg, meget i mod min vilje, indrømme, at Louis virkelig var lækker.

”Hej,” hilste jeg forsigtigt, da jeg hev stolen overfor ham ud, så jeg kunne komme til at sidde ned. Akavet fik jeg slået mig ned på stolen og fik krænget den jakke, jeg lige havde nået at få på, da jeg tog hjemmefra, af, for at hænge den over stoleryggen.

”Jeg har bestilt en kande vand,” udbrød Louis pludseligt, hvilket mig til at kigge op på ham. Jeg fnisede hurtigt af ham, men tog mig så sammen, og nikkede taknemmeligt til ham, så han ikke blev helt fortumlet. ”Det håber jeg, er godt nok,” tilføjede han bagefter og begravede hovedet i menukortet.

”Det er fint, tak,” sagde jeg hurtigt, hvorefter jeg selv tog et menukort og skimtede det kort. En utroligt trang til kylling steg op i mig, så der gik ikke lang tid før, jeg havde besluttet mig for en club sandwich. Og fordi det var Louis, der havde inviteret mig ud og spise, regnede jeg gevaldigt med, at han også betalte for mig. Ellers var han fandeme en større kujon end Andy.

Langsomt lagde jeg menukortet tilbage midt på bordet, lige nøjagtig samtidig med, at Louis også var færdig med at kigge i sit. Jeg sendte ham et smil, som han langsomt gengældte, men hurtigt kiggede han væk igen. Jeg fandt dog ud af, at det var fordi, han skulle have fat i en tjener.

”Jeg skal have jeres cheeseburger, men uden pickles, tak. Og hvad med dig, Kierra?” Louis sendte tjenerens spørgende blik videre til mig, så jeg forklarede hurtigt, at jeg altså skulle have en club sandwich. Da tjeneren igen var gået, rettede jeg min fulde opmærksomhed mod Louis, der sad og lignede en, der følte sig enormt malplaceret.

”Det er godt vejr ida-”

” - Seriøst, Louis, kom til sagen,” afbrød jeg ham hurtigt og kiggede med et løftet øjenbryn på ham. Han bed sig i underlæben og begyndte at køre en finger rundt på kanten af det glas vand, der var blevet placeret foran ham. Han trak sine øjenbryn sammen, men efter et par minutter, hvor ingen af os havde sagt noget – hvor Louis blot havde siddet og stirret på sit vandglas, brød han endelig stilheden.

”Jeg vil gerne hjælpe dig, Kierra,” startede han roligt ud. Efter en dyb indånding, og efter et meget, og jeg gentager, meget, forundret blik fra mig, fortsatte han. ”Du har det ikke godt, og jeg ved virkelig ikke, hvordan du ikke selv kan se det. Ham Andy –”

” – Andy er sød,” indskød jeg hurtigt, da hans absolut ikke havde nogen ret til at sige noget om Andy, når han ikke engang havde mødt ham.

”Ja, det er han sikkert, men han gør ting, der ikke er ordentlige, Kierra, det ved du jo også godt. Jeg så, hvad han lavede den aften på campus, hvor jeg overraskede dig og Niall. Han sælger stoffer,” hviskede han dæmpet, som om han var bange for, at nogen andre ville høre ham. Men helt ærligt, han havde jo valgt en så øde restaurant, at der ikke var andre mennesker end os.

”Ja, jeg ved sku da godt, hvad min bedsteven, min roomate og fuckbuddy lever af, er du fuldkommen hjernedød eller hvad? Louis, du er min vikar, i princippet kunne folk tro, at det her var en date, hvilket det er i den grad ikke er! Hvorfor insisterede du overhovedet på, at jeg skulle ud og spise med dig?” min stemme var hævet, men jeg var skide frustreret. Han ville hjælpe mig, det havde han sagt, men hvad ville han hjælpe mig med? Jeg havde det fint, og jeg behøvedes ikke nogens hjælp – og da slet ikke hans.

”Du snakkede om selvmord, jeg vil altså gerne få dig ud af det miljø. Du kan snakke med mig om sådan nogen ting, det skal du vide. Og jeg er sikker på, at folk ikke finder os her, bare rolig,” mumlede han. Med et højlydt suk lænede jeg mig tilbage i stolen, som valgte at give en protesterende, knirkende lyd fra sig, men jeg ignorerede den.

”Hørte du overhovedet efter, hvad jeg sagde til dig i klassen? Jeg kunne aldrig finde på sådan noget!” bevidst lagde jeg ekstra tryk på ordet aldrig, så han var helt sikker på, at jeg ikke bare sagde det. Han måtte ikke tro sådan noget om mig – det kunne ødelægge så meget, for så mange mennesker.

”Jo, selvfølgelig gjorde jeg det, men jeg kender dig jo ikke så godt endnu, o-”

” – Nej, du kender mig lige nøjagtig ikke så godt endnu,” endnu en gang måtte jeg afbryde idioten. Han kendte mig ikke, han kendte ikke min historie, og han kendte i hvert fald slet ikke min omgangskreds. Han havde ingen ret til at sidde og belære mig om, hvem jeg måtte hænge ud med, og hvem jeg ikke måtte.

”Du aner ikke, hvad fanden jeg lever med hver eneste dag, og du aner ikke, hvorfor Andy og jeg er havnet der, hvor vi er nu. Du kender mig ikke, og du har ikke en skid ret til at sidde der, på din fucking yndige lille flade, mens du formelt sipper til din vand, som om det er skide champagne fra Titanic. Du burde ikke bekymre dig om mig, det burde du virkelig ikke, og hvorfor du gør, det vil altid være mig en gåde,” i raseri, frustration og forvirring skubbede jeg hårdt stolen bagud, så en forfærdelig lyd lød hen over gulvet og spredte sig i hele cafeen.  

”Kierra, sæt dig ned,” Louis’ stemme var monoton og overraskende rolig, men jeg kunne ikke sætte mig ned. Adrenalinen pumpede rundt i min rystende krop, mens jeg hårdt greb fat om bordkanten.

”D-du kan ikke bare kommer her, vade ind midt i det hele og tro, du kender til alt. Sådan fungerer det ikke!” fortsatte jeg med en hævet pegefiner. Mine øjne var lukket hårdt i, og uden at vide af det rystede jeg uforstående på hovedet.

”Sæt dig nu ned, vores mad kommer nu,” sukkede han lavt og rodede med noget af hans bestik. Jeg pustede en mængde luft ud af min næse, så det gav en susende lyd, inden jeg til sidst slog mig ned på stolen igen. Louis var en idiot, han var godtroende og naiv, men jeg så ingen grund til, at jeg skulle misse et gratis måltid. Stift rullede jeg bestikket ud fra servietten og gjorde plads til, at tjeneren kunne stille min mad foran mig.

Og et meget kort øjeblik, lige præcis det øjeblik, hvor den mest delikate sandwich blev placeret foran mig, glemte jeg alt om Louis og det her stupide skænderi, der nok hverken var stupidt eller et skænderi.

Der hang en stilhed imellem os, mens vi langsomt begyndte at fortære vores mad. Louis virkede oprørsk, men samtidig var det som om, han ikke ville sige noget til mig. Jeg selv sad med rystende fingre, der hårdt holdte om kniven og gaflen, så mine frustrationer ikke ville gå ud over Louis eller mig selv. Jeg havde lyst til at slå på noget, og det skulle helst være noget, der havde et ansigt.

”Så fortæl mig det.” mit blik fløj op fra min tallerken, og hurtigt mødte det Louis’ gråblå øjne. ”Fortæl mig, hvorfor du er havnet her, hvor er du nu. Og fortæl mig, hvordan dig og Andy lærte hinanden at kende,” insisterede han bestemt og tog en bid af sin burger i munden.

Jeg måbede. Nu gjorde han det igen, han troede rent faktisk på, at jeg ville fortælle ham det? Med en klirrende lyd smed jeg bestikket på min tallerken og skubbede for anden gang stolen bagud. I starten så Louis utrolig forvirret ud, men da jeg greb jakken fra stoleryggen og begyndte at bevæge mig mod udgangen, gik det op for ham, at jeg var på vej hjem.

Jeg vidste ikke hvorfor, men jeg kunne ikke lide, at være omkring ham. Eller, det vil sige, at jeg ikke kunne lide den følelse jeg fik, når jeg var sammen med ham. Han fik mig til at tænke over, om det overhovedet var det værd? Hvorfor fanden boede jeg hos Andy, hvorfor havde jeg ikke mit eget sted, og hvorfor tog jeg mig ikke sammen i skolen?

Og i det en regndråbe ramte min næse, fandt jeg svar på et par af de spørgsmål. Jeg var en fiasko, og jeg var ikke god i skolen, det havde jeg aldrig været, og nu var det for sent at rette op på det. Og hvis jeg ikke boede hos Andy, hvor fanden skulle jeg så bo? At flytte hjem til mor og far, den mulighed var udelukket, så jeg havde ikke andre steder og bo, end hos min bedsteven. Desuden, så elskede jeg Andy. Ikke som mere end en ven, for lige at få den på det rene, men jeg havde boet med ham så lang tid, at jeg ikke kunne forestille mig andet.

Den regndråbe, jeg før havde mærket på min næsetip, blev hurtigt til flere og flere. Der gik ikke mere end to minutter, før det stod ned i stænger – og på grund af min rimelig upraktiske påklædning, der i hvert fald ikke var egnet til regnvejr, var jeg hurtigt gennemblødt.

Jeg kunne høre skridt bag mig, men jeg kunne ikke overkomme at vende mig om, for at se, hvem der fulgte efter mig. Det var sikkert bare en eller anden person, der skulle samme vej som mig, men da en hånd blev lagt på min skulder, gik det op for mig, at det ikke bare var en person. Langsomt snurrede jeg rundt, hvor jeg mødte det samme blik.

”Hør, Kierra, jeg er ked af det. Jeg ville ikke snage, jeg vil bare gerne hjælpe dig. Og nej, jeg kender dig ikke, men jeg kan godt fortælle dig, at det der,” han pegede meget demonstrerende på mig, ”det er ikke at være glad. Du må endelig sige til, hvis du har brug for min hjælp, du har mit nummer.” og med de ord, de meget simple, og dog så fortællende ord, bakkede Louis et par skridt tilbage, vendte sig helt om og trak skulderne op. Hans gang beviste, at han frøs, men hvad fanden, det gjorde jeg også.

Jeg var i hvert fald skide forvirret. Nu ville jeg hjem og have kakao og måske læse et magasin, hvis jeg kunne tage mig sammen. Jeg skulle tænke.

 

***

De er ude og spise, og det hele ender lidt forfærdeligt. Hvad syntes i om Kierras reaktion? Tror i, at hun vil ringe til Louis igen? Og hvad med Louis, kan han holde sig væk fra hende, hvis hun ikke gør? Kommenter!

Og Wehey, vi har fået nyt cover! Kan i lide det??

 

Og til jer, der ikke har liket, i må meget gerne gøre det! Det ville betyde SÅ meget, hvis den kunne komme op på en 4-plads!

//Freja xoxo 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...