Head Over Heels - One Direction (13+)

Hold på hat og briller, for Kierra Conlin er landet på Bristol College. Med hendes unikke, turkise hår, den kendetegnende personlighed og ikke mindst hendes omdømme, er der intet at sige til, at hun netop er blevet smidt ud af sin tidligere skole og nu er havnet på Bristol. Sammen med sin bedsteven, og måske endda lidt mere end det, Andy Samuels, klarer de sig igennem hverdagen, på en ikke helt lovlig måde. Weekender bliver for det meste brugt på tilfældige fester, der for det meste ender i tilfældige baggårde, med tilfældige fyre. Men hvad gør Kierra, når hendes rodede tilstedeværelse tager en uventet drejning på grund af en hvis vikar fra colleget, ved navn Louis Tomlinson? *Drengene er ikke kendte* (TJEK TRAILEREN YO)

296Likes
443Kommentarer
26484Visninger
AA

19. The one with the final goodbye

Efter et øjeblik kom jeg dog til mig selv, og trak mig genert ud af kysset. Louis kiggede kærligt på mig og blinkede et par gange, hvorefter det så ud, som om det hele gik op for ham.

”Undskyld,” mumlede han med at svagt smil, mens han gav sig til at skrabe i jorden med sin sko. Forvirret fæstede jeg mig blik på ham; hvorfor sagde han nu undskyld?

”Undskyld for hvad?” spurgte jeg fortvivlet og skuttede mig lidt i min jakke. Han havde vel ikke fortrudt, at han lige havde kysset mig… havde han?

”Det er måske ikke lige det smarteste sted,” lo han og slog demonstrerende armene ud til siden for at hentyde til skolens grund. En bølge af glæde gik igennem mig, men derefter mærkede jeg en dyb rødmen indtage mine kinder. Det var underligt – jeg plejede aldrig at blive genert eller at rødme foran nogen.

”Du har måske ret,” medgav jeg ham med et smil, inden jeg skuttede mig en smule mere i min jakke. Det var ikke en gang, fordi det var helt vildt koldt udenfor, men jeg havde pludselig fået gåsehud over hele kroppen, og mine ben begyndte at ryste faretruende under mig. Jeg bed mig i læben og kiggede lidt akavet rundt, da stilheden lagde sig over Louis og jeg.

”Jeg må nok hellere smutte tilbage…” Jeg kiggede op i de grå-blå øjne foran mig, som nervøst kiggede tilbage på mig, inden jeg forsigtigt lænede mig frem mod Louis.

”Tak,” mumlede jeg lavt og pressede tøvende mine læber mod hans. Han gav mig en følelse af at være fuldkommen tryg – som om, jeg ikke behøvede andre omkring mig, så længe jeg havde Louis. Den følelse havde Andy kun givet mig de første år, vi var sammen, men siden var han blevet så skide afsondret.

Jeg sukkede, mens jeg iagttog Louis snurre rundt på hælen, hvorefter han med lange skridt gik op mod skolens bygninger igen. Det var noget lort, jeg havde rodet mig ud i – på så mange måder.

Dels på grund af Louis, for han var min vikar, og noget sagde mig, at han ville blive ved som lærer på skolen i et godt stykke tid. Det var upassende at have et forhold til sin underviser, ja tak, det var jeg udmærket klar over, men jeg kunne efterhånden ikke holde mig væk fra ham. Hans varme øjne, når de borede sig ind i mine, fremprovokerede den rareste følelse nogensinde, og når han kyssede mig, glemte jeg alt omkring mig.

Og så selvfølgelig på grund af Andy. Jeg var stadig i tvivl om, om jeg kunne få mig selv til at gå fra ham – han havde givet mig så meget, på så mange måder. Men tanken om, hvad han også havde gjort ved mig, hvad han kunne gøre ved mig i fremtiden, pressede sig alligevel på.

Han havde slået Louis hårdt, så hvorfor ikke også mig? Hvorfor skulle han ikke også gå amok på mig, når nu det trods alt var Kierra her, der havde skabt alt postyret?

Et gys gik igennem mig. Der var så mange ting, der slet ikke passede sammen, og alligevel følte jeg mig helt let indeni, som om alting var fint – selvom det langt fra var det. Jeg blev nød til at tage et valg, men jeg havde brug for at snakke med Andy om det først, forklare ham det hele. For helvede, hvor var jeg dog blevet betænksom og blødsøden på det sidste…

Bevidst satte jeg kursen i samme retning som Louis lige var gået – dog sikrede jeg mig, at Louis var nået et godt stykke ind i bygningen, så det ikke ville se mistænktsomt ud, at vi begge kom udefra næsten samtidig. Rygtet om Louis og jeg kom langsomt snigende tilbage i mit baghoved.

Jeg havde rent faktisk gjort det rygte til virkelighed – jeg havde ligget i lag, knaldet, råkneppet eller været i seng med Louis, det kommer fuldkommen an på, hvilket udtryk du foretrækker. Det kunne i og for sig være fuldkommen ligegyldigt, for sex var vel sex, og det havde jeg dyrket med min vikar. Pis.

Der var så mange negative og positive ting, ved at vælge Louis – problemet var bare, at de negative i den grad var negative. Jeg ville smadre mit ry på skolen fuldkommen, ved at begyndte at date en lærer, og Louis kunne måske risikireret at blive fyret, hvis Mr. Styles fandt ud af noget.

Jeg følte mig svimmel over mine egne tanker. Hvordan formåede jeg dog altid, at forvirre mig selv sådan?

 

***

 

Skoledagen havde været al for lang. Jeg havde haft det som om, at folk hele tiden stirrede på mig, selvom jeg godt var klar over, at det bare var noget, jeg bildte mig ind. Hvad nu, hvis de rent faktisk var begyndt at tro på det rygte, og de nu kendte alt til Louis og jeg? Det måtte ikke ske – i hvert fald ikke lige nu.

Selvom jeg virkelig havde tøvet med det, var jeg endt med at tage hjem til vores lejlighed. Andy var ikke hjemme, hvilket undrede mig, for han var næsten altid hjemme om eftermiddagen. Han var garanteret sammen med Zayn – det var han fucking hele tiden.

Udmattet smed jeg mig tungt på sofaen, sparkede mine Dr. Martens af og lagde fødderne op på sofabordet, mens jeg fik tændt en smøg. Jeg burde egentlig stoppe med at ryge – det stank, det var usundt og det smagte heller ikke ligefrem fantastisk. Det var vel bare en vane, jeg havde fået, eller måske rettere sagt en vane, jeg havde fået af Andy.

Mine øjenlåg gled langsomt i, mens jeg lå og lyttede til den larmende stilhed i lejligheden. Alting var noget lort, og det var min skyld. Havde jeg bare afvist Louis helt og aldeles til at starte med, ville jeg ikke ligge i denne her situation, jeg ville højst sandsynligt bare knalde med Andy, ryge en fed eller høre på en latterlig reality-stjerne i fjernsynet.

I takt med, at tankerne borede sig længere ind i kraniet på mig, mærkede jeg søvnen komme snigende, og jeg gjorde intet for at forhindre den. Jeg skulle bare hvile mig lidt…

 

Jeg havde det som om, jeg havde blundet i to minutter, i det døren til lejligheden blev slået op. I et sæt rejste jeg mig op i sofaen og kiggede fortumlet rundt efter nogen, men det eneste, der fangede min opmærksomhed, var lyden af stemme ude i entreen. Andy og Zayn hvæsede oprevet frem og tilbage med hinanden, som om de var bange for, nogen skulle høre dem. Forvirret rejste jeg mig op, kørte en hånd igennem mit hår, mens mine fødder langsomt bar mig ud mod entreen.

”Andy, vi skal snakke,” mumlede jeg hæst og rømmede mig, da søvnen stadig lå i min krop. Zayn stivnede, da han hørte min stemme, og kiggede med et olmt blik på Andy, som straks spændte i hele kroppen.

”Hvad helvede laver du her, Kierra?” spurgte han hårdt og snerpede munden sammen til en tynd streg. Uforstående rynkede jeg brynene, hvilket fik Zayn til at sukke dramatisk.

”Jeg bor her?” svarede jeg spørgende, mens mine arme blev lagt over kors – jeg frøs en smule, og at jeg ikke havde jakke på, hjalp heller ikke ligefrem på det. Zayn stirrede udtryksløst på Andy, som stod og trippede frem og tilbage og så virkelig utilpas ud. Stemningen var trykket og forvirrende, hvilket fik mig til at krybe lidt sammen.

”Gå ind og pak.” Andys hårde ord forlod hans mund, ligesom grebet om en sort sportstaske også gjorde. Zayn hev med rystende fingre en pakke smøger frem, tændte en og smed så det hele tilbage i hans jakkelomme. Jeg stirrede fra tasken, til Zayns monotone udtryk til Andys kolde blik mod mit.

”Andy, hvad sker der?” mumlede jeg forvirret og nikkede mod tasken. Han rystede på hovedet, tog en halv joint frem fra sin bukselomme og fik den med lynets hast tændt.

Jeg kiggede endnu en gang på tasken, og en ubehagelig fornemmelse gik igennem mig. Havde de hårde stoffer i den? Var det dét, de havde planlagt hele tiden? Jeg gøs og bakkede et par skridt tilbage, mens Andy frustreret kørte en hånd gentagne gange gennem håret.

”Andy?” prøvede jeg igen, denne gang med en insisterende og køligere stemme. Han kiggede med smalle øjne på mig, men sagde stadig intet. Situationen gjorde mig urolig – hvad fanden havde de to drenge haft gang i?

”Hvad fanden er der i tasken? Hvad helvede har i to idioter haft gang i bag min ryg?!” hvæsede jeg mellem sammenbidte tænder og spændte ubevidst i hele kroppen. Zayn sukkede tungt, skoddede cigaretten under sin skosål og kiggede afventende på mig og min bofælle. Andy lignede en, der kunne gå til angreb hvert øjeblik det skulle være – han stod fuldstændig spændt op i hele kroppen, og hans hænder var knyttede ned langs siden.

Jeg bed mig hårdt i læben, og først nu fandt jeg ud af, at mine øjne var løbet i vand. Andy skræmte mig, jeg var forvirret og det hele var noget lort. Hvis han havde hårde stoffer i den taske, og hvis politiet var på færden af dem, så kunne han komme ind og sidde i flere år – så ville jeg for alvor miste ham.

”SÅ SVAR MIG DOG, DIN FUCKING NARRØV!” skreg jeg overvældet og fægtede med armene. Andy trådte et skridt frem mod mig, men jeg var hurtig til at bakke væk fra ham igen.

”Kierra, vil du ikke gerne være glad? Kunne få alt, hvad du peger på, leve livet i Florida, med penge, pool og dyre biler? Huh? Stol på mig, og skrid så ind og pak din taske,” hans stemme var som en slanges hvisle, og den borede sig hurtigt ind i min krop.

”Andy, hvad er der i den taske? Kan du ikke bare svare mig?” fik jeg fremstammet mens jeg nikkede til tasken i baggrunden. Jeg var virkelig bange for, at den dreng havde rodet sig ud i noget lort – noget, som jeg ikke ville være en del af.

Andy havde bragt mig nok lort, måske havde jeg delvist selv været uden om det, men denne her gang nægtede jeg. Jeg havde brug for at komme væk fra ham, som jeg ikke anede, hvor jeg havde. Jeg havde brug for at være sammen med en, der gjorde mig tryk og varm om hjertet, og det gjorde Louis. Det gjorde Andy ikke.

Siden Andy ikke svarede på mit spørgsmål, så jeg mit snit til at smutte hen til sportstasken, hurtigere end Andy opfangede det. Jeg flåede den op og tømte indholdet ud på gulvet i entreen, men jeg nåede knap nok at opfange, hvad det var, før jeg mærkede en smerte gå igennem min overarm.

Andy hev mig hårdt tilbage, så jeg stod mit bryst presset mod hans, og han holdte mig tæt ind til kroppen, ved at holde fast om mine overarme. Jeg gispede forskrækket og kiggede skræmt op på ham igennem mine øjenvipper.

”Hv-hvad har i gang i?” stammede jeg forskrækket og refererede til indholdet i tasken. Zayn begyndte med det samme at samle de mange pengebundter op, og den sorte pistol fik han vredet ned i hans bukselinning.

”Det er en lang historie, okay?” sukkede Andy opgivende og ruskede mig blidt i armene. Jeg glippede med øjnene. Hvad fanden foregik der?

”Hvor har i alle de penge fra?” spurgte jeg svagt og sank en stor klump. Andy løsnede sit greb om mine arme, hvilket fik mig til at ånde lettet ud, hvorefter jeg hurtigt vristede mig helt fri af hans nærvær. En kulde bredte sig igennem mit bryst, da hans nervøse blik flakkede rundt i lejligheden, mens han stadig ikke besvarede mit spørgsmål.

En pludselig trang til at komme helt væk, skød op i mig. Jeg stormede i voldsomme bevægelser ud af entreen, fortsatte ind på værelset, hvor jeg hev en mellemstor skuldertaske frem fra under sengen. Tilfældigt begyndte jeg at smide alverdens tøj derned – shorts, leggins, bukser, trøjer, skjorter, undertøj, you name it. Jeg havde i hvert fald nok til en uge ude.

Det var, som om alting var fuldkomment tomt inde i mig, da jeg lynede tasken. Hvordan helvede havde Andy fået fat i så mange penge? Der måtte være mindst £200.000, og hvad fanden lavede de med pistoler?

Jeg var så forvirret, men jeg vidste dog, at Andy ikke længere var god for mig – hans selskab, hans attitude og hans omgangskreds bragte intet godt med sig. Jeg blev nød til at tænke over en masse ting, og det kunne jeg ikke gøre, når jeg var sammen med Andy. Hvor jeg så skulle bo, det vidste jeg ikke, men jeg skulle nok finde på noget.

”Vi kommer til at leve som royale.” Et par hænder blev lagt omkring min mave bagfra, og Andys stemme ramte min øregang. Det gik langsomt op for mig, at han troede, jeg pakkede til at tage væk sammen med ham – men det gjorde jeg jo ikke.

”Hør… Andy,” mumlede jeg forsigtigt og vendte mig om, så hans hænder hvilede på min lænd i stedet. ”Jeg tager ikke med dig, hvor vi end skal hen,” fortsatte jeg bestemt og kiggede ham direkte i øjnene. Han glippede et par gange med øjnene, inden et forvirret udtryk indtog hans hårde ansigt.

”Hvad snakker du om, babe?” fnøs han mistroisk og begyndte at tegne cirkler bag på min lænd. Jeg sukkede og kiggede ned mod mine fødder – var det virkelig det, jeg ville? Ville jeg sige farvel til min bedste ven igennem så mange år, så jeg kunne være sammen med en dreng, jeg knap nok kendte ordentligt? Selvom jeg godt vidste, der lå mere bag min trang til at komme væk, blev jeg alligevel helt i tvivl.

Andy kunne være så blød. Han kunne være beskyttende, og på trods af, at det til tider blev for meget, kunne jeg godt lide det. Hans jalousi gjorde mig bevidst om, at han holdte af mig, og det betød mere end noget andet for mig. At blive værdsat var det bedste, der kunne ske.

”Jeg… jeg har bare brug for en tænkepause,” hviskede jeg hæst. Alting var så fucked, og lige nu ville jeg egentlig bare ønske, jeg kunne grave mig ned.

Andy strammede kort sit greb om mig, men til sidst slap han det fuldkommen og bakkede et par skridt tilbage fra mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge på ham – det var tydeligt, at han var ked af det, skuffet og såret. Hvad end han havde rodet sig ud, var der noget, der sagde mig, at han regnede med, at jeg ville være hoppet med på vognen. Men jeg gad ikke mere. Jeg nægtede at være en sølle pusher-frau, fra nu af ville jeg være min egen og ingen andres.

”Så… du skrider? Bare fordi vi har haft en hård periode, skrider du fra mig?” snerrede han sammenbidt, mens han gentagne gange kørte en hånd igennem sit hår. Jeg bed mig hårdt i læben, ignorerede den tåre, der blev dannet i øjenkrogen, og nikkede så til sidst.

”Tager du fucking pis på mig?” råbte han højt og vandrede hen mod mig med et hævet øjenbryn. Jeg sank en klump. Nu var den hårde Andy tilbage – ham, som jeg før havde fundet attraktiv og sexet, men nu blev jeg direkte skræmt, når jeg kiggede på ham.

”Undskyld, men det er bare det hele. Jeg kan ikke være sammen med dig lige nu,” snøftede jeg ynkeligt, mens jeg desperat prøvede at holde mine tårer og hulk inde. Jeg vidste ikke, hvad der gik af mig – hvorfor jeg græd, og hvorfor jeg pludselig følte mig så lille. Normalt kunne jeg sagtens sige Andy imod, bede ham om at holde kæft og puffe til ham, men nu krympede jeg mig sammen som en anden hund, der havde pisset på gulvtæppet. Det var patetisk.

Hårdt blev jeg revet tilbage til min egen verden, idet Andy kastede tasken i favnen på mig. Jeg greb den, holdte godt fast, men det viste sig hurtigt, at Andy gjorde det samme.

”Er du sikker på, at det er det, du vil?” spurgte han gennemtrængende og stirrede mig direkte i øjnene. Jeg sank hårdt, da jeg lagde mærke til tåren lige under hans nederste vippekant – han græd, og det var sandsynligvis på grund af mig.

”Undskyld,” fik jeg fremstammet. Mit blik røg til jorden, og Andy puffede mig blidt baglæns, idet han gav slip på tasken.

”Fint!” knurrede han, ”fint, så skrid, skrid for helvede, og du skal ikke regne med, at jeg kommer krybende tilbage som en anden hund!” hvæsede han højt. Jeg satte hurtigt i løb ud af værelset, tog mine sko og en jakke i hånden, mens jeg mærkede tasken dunke mod min side. Zayn stod stadig i opgangen, og stirrede intenst på mig, idet hans blik nøje fulgte alle mine bevægelser, mens jeg prøvede at få hevet mine sko på.

”Hvad fanden glor du på?” vrissede jeg tvært af ham, da jeg endelig havde fået et par gummisko på. Zayn sukkede, trak på skulderen men flyttede sig så fra døren, så jeg kunne komme ud af den. Jeg stod et øjeblik og kiggede på den – det var nu, jeg sagde farvel. Tanken om, at det sidste ord, Andy og jeg udvekslede, var hund, fik mig til at snøfte højt.

Han var min støtte, min klippe, og det havde han været i så mange år. Jeg havde brug for at få en ordentlig afsked med ham, for at få mig selv til at gå ud af den dør, virkede umuligt.

Tungt lagde jeg tasken i entreen og gik i trance-lignende tilstand tilbage igennem stuen, ind til dørkarmen i værelset, hvor Andy sad foroverbøjet på sengen, men hovedet begravet i sine hænder. Et upassende snøft forlod min mund, hvilket hurtigt fik ham til at kigge op på mig. Hans udtryk så forvirret, men indelukket ud, og det fik mig til at hive en gang efter vejret.

”Andy… jeg…” prøvede jeg, men alting virkede så uoverskueligt. Klumpen i min hals bremsede al for snak i at forlade min mund, og jeg havde ærlig talt mest lyst til at knuge ham ind til mig. Ikke sige noget, bare mærke hinanden for en sidste gang.

”Det er jo for helvede ikke dig, der er problemet,” fik jeg fremstammet, hvorefter et voldsomt hulk forlod mine læber. Andy trak vejret ind i en hurtig indånding, men han blev stift siddende på sengekanten. Jeg snøftede en gang og tørrede mig under øjnene, men lige lidt hjalp det, for tårerne fortsatte.

Vi stod lidt og kiggede på hinanden. Andy var smadret, men han skjulte det for godt til, at folk, der ikke kendte ham, ville se det på ham. Jeg, derimod, lignede nok noget nær et lig, med mascara hængende langt ned af kinderne.

Stilheden blev for meget til sidst, og tøvende bakkede jeg ud af værelset. Andy kiggede kort på mig, hvorefter fire simple ord forlod hans læber: ”Pas på dig selv.”

Og det var det. Det var det sidste farvel, jeg ville få med Andy. Det var de sidste ord, vi måske nogensinde ville udveksle, men denne gang gjorde det ikke ondt at hanke op i tasken, åbne døren og træde ud af lejligheden. Jeg vidste, jeg havde taget den rigtige beslutning – nu manglede jeg bare et sted at bo.

Vant tastede jeg nummeret ind på telefonen, og ikke lang tid efter, hørte jeg en velkendt stemme. ”Det’ Louis,” mumlede han ind i røret og skramlede lidt med nogen papirer.

”Louis, kan jeg sove hos dig de næste par dage?” 

***

I det her kapitel ser i den sensitive side af Kierra - hvad mener i om hendes valg? Tror i, at Andy vil lade hende være, eller vil han opsøge hende senere? Og hvordan tror i egentlig, at Zayn og Andy har fået fat i så mange penge? Må Kierra sove hos Louis, eller afviser han hende?

//Freja xoxo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...