Head Over Heels - One Direction (13+)

Hold på hat og briller, for Kierra Conlin er landet på Bristol College. Med hendes unikke, turkise hår, den kendetegnende personlighed og ikke mindst hendes omdømme, er der intet at sige til, at hun netop er blevet smidt ud af sin tidligere skole og nu er havnet på Bristol. Sammen med sin bedsteven, og måske endda lidt mere end det, Andy Samuels, klarer de sig igennem hverdagen, på en ikke helt lovlig måde. Weekender bliver for det meste brugt på tilfældige fester, der for det meste ender i tilfældige baggårde, med tilfældige fyre. Men hvad gør Kierra, når hendes rodede tilstedeværelse tager en uventet drejning på grund af en hvis vikar fra colleget, ved navn Louis Tomlinson? *Drengene er ikke kendte* (TJEK TRAILEREN YO)

296Likes
443Kommentarer
26815Visninger
AA

18. The one with the confession

Kierras synsvinkel:

Fik jeg nævnt, hvor meeeeget jeg virkelig så frem til at skulle have matematik? Nej? Nå, men det gjorde jeg da. Så meget, at jeg overvejede at pjække, men det eneste, der gjorde, at jeg ikke gjorde det, var, at det nærmest ville virke som om, at Louis ’vandt’ så. Ikke, at vi havde nogen konkurrence kørende, men så ville det virke som om, at jeg ikke turde vise mig hos ham efter det, der var sket i går. Og det turde jeg godt, jeg orkede det bare ikke. Men hvem gjorde på den anden side også det?

July gik ved min side, hvilket efterhånden var blevet en selvfølge – noget, som jeg var meget glad for. Så følte jeg mig slet ikke så alene her, plus hun også var rigtig sød overfor mig. Hun var generelt bare en sød pige, der egentlig kom godt ud af det med stort set alle, og det var helt fantastisk, at hun kunne det. Jeg misundte hende virkelig for det, for det ville være synd at sige, at jeg kom godt ud af det med alle. Ha.

Imens vi gik, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at jeg rent faktisk havde været sammen med min vikar. Altid havde jeg tænkt, at det var noget, som jeg aldrig kunne finde på – jeg havde altid syntes, at det var at gå over stregen, men nu havde jeg selv gjort det, og man kunne ikke engang direkte sige, at jeg fortrød det.

Hvis jeg fortrød det, havde jeg ikke gået med til at gøre det anden gang, når jeg havde haft mulighed for at tænke over, at jeg havde været sammen med ham. Havde jeg fortrudt det, ville jeg have holdt mig langt væk fra ham.

Det mest frustrerende af det hele var dog, at Louis ville blive fyret, hvis det blev opdaget, og det ønskede jeg ikke for ham. Bare fordi der kom en eller anden blåhåret, forvirret tøs ind i hans liv, skulle han jo ikke blive fyret, for hvis der gik rygter om, at han var sammen med eleverne, ville han nok ikke ligefrem gøre det igen.

Og så var der trangen til at snakke med nogen om det. Jeg havde den største trang til at fortælle det til July, fordi jeg rent faktisk ikke var i tvivl om, at hun ville holde det for sig selv. Det ville hun, men jeg var bange for, hun ville ændre sit syn totalt på mig, hvis jeg sagde det. Hvad ville hun ikke tro om mig, når jeg kunne finde på at knalde med mine lærere?

Jeg studerede hendes kønne ansigt lidt, før jeg med et kæmpe suk tog fat i hendes arm og hev hende indtil siden, så hun ikke kunne lade være med at komme med et kæmpe hvin.

”July, hvis nu jeg fortæller dig noget, som du virkelig, virkelig ikke må sige til nogen, og som kan ødelægge en andens persons liv, holder du det så for dig selv?” spurgte jeg nervøst om, og hun spærrede øjnene op. Måske lød det også en lille smule voldsomt, det jeg sagde, men så vidste hun i det mindste, at det var vigtigt, hun ikke sagde det. Hun nikkede.

”Og vil du ikke også love, at du gerne vil være min veninde efter det, jeg siger nu? Du må ikke ændre dit syn eller noget, for jeg er altså virkelig ikke klam eller noget,” mumlede jeg, og hun nikkede blot afventende igen.

”Okay. Du ved godt ham Louis Tomlinson, ikke, som er vores vikar? Ja, jeg..” Jeg sørgede for, at der ikke var nogen mennesker omkring os. ”Jeg har måske været en lille smule sammen med ham,” fik jeg så til sidst ud og stirrede intenst på hende for at se hendes reaktion.

”Sådan.. sammen, sammen?” Hun spærrede forskrækket øjnene op, og jeg tvang mig selv til at nikke, for nu kunne jeg ligeså være ærlig hele vejen igennem. Hun lignede en, der ikke vidste, hvad hun skulle sige.

”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige,” indrømmede hun, og det resulterede i, at jeg fik mine tanker bekræftet. Jeg skubbede hende blot ud på gangen igen, så vi kunne fortsætte hen til matematik. ”Du behøver ikke sige noget, jeg havde bare brug for at komme ud med det, og jeg håber virkelig ikke, at du siger noget til nogen. Jeg stoler på dig, når jeg fortæller det, det ved du godt ikke?” Jeg sendte hende et strengt blik og følte mig egentlig som en bitch, da jeg gjorde det, men jeg blev nødt til det.

”Det kan du også godt, det lover jeg dig. Lad os nu bare gå til time og lade som ingenting – lyder det ikke som en god idé?” Hun blinkede til mig, og jeg åndede lettet ud. Hun tog det helt roligt, og det lod ikke til, at hun havde ændret sit syn på mig.

Jo tættere vi kom på klasselokalet, jo mere spændt blev jeg i kroppen. Det ville nok kræve en del fra min side af, at skulle ignorere ham. Hvis jeg overhovedet ville ignorere ham, for det ville måske virke mere naturligt for alle andre, hvis jeg var lidt flabet? Jeg vidste det ikke, og jeg magtede ikke at tænke på det.

”Bare opfør dig, som du plejer, når han underviser,” mumlede July, som om hun kunne læse mine tanker. Jeg drejede hovedet og kiggede på hende.

”Og hvordan er det?”

”Kommer med nogle flabede blikke, laver ikke rigtig noget – i hvert fald ikke mere end et par stykker, og så sidder du og slapper af. Svarer ham igen og sådan noget,” betroede hun mig. På den måde, hun beskrev mig på, virkede jeg som en totalt irriterende, opmærksomhedskrævende kælling, selvom det altså ikke var sådan, jeg rigtigt var.

”Åh gud, er jeg virkelig så slem?” mumlede jeg bekymret. July åbnede døren for mig ind til lokalet, hvor et par stykker kiggede op. Dog kiggede de hurtigt ned igen, da de så, at det bare var os, der kom anstigende.

”Du er ikke slem, du har bare din egen personlighed, der er meget stærk, og det er der ikke noget galt med. Jeg kan godt lide dig.” Hun trak på skuldrene, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt over den måde, hun sagde det på. Hun fik det til at lyde som om, at fordi hun kunne lide mig, så var jeg ikke irriterende. Det var nu meget sødt.

Hurtigt fik vi fundet os en plads og nåede kun akkurat at slå os ned, før døren gik op igen. En underlig følelse steg op i mig, da jeg så Louis, og det var ikke kun, fordi det var ham. Det var også, hvordan han så ud, for man kunne tydeligt se, at han var kommet til skade. Hans næse var helt blå, og han så fuldstændig smadret ud, fordi han havde fået så lidt søvn.

Og det hele var på grund af mig.

Jeg kunne ikke engang få mig selv til at kigge på ham, fordi jeg fik så dårlig samvittighed. Hvordan kunne jeg tillade mig at ringe til Louis, hvor han så gør alt for, at jeg ikke kommer med Andy hjem, og så går jeg bare med ham? Jeg ringede til ham klokken lort om natten, han kom, han kom til skade for mig, og alligevel ’svigtede’ jeg ham. Hold kæft, hvor havde jeg altså dårlig samvittighed nu.

”Mr.Tomlinson, hvad er der sket?” En brunette henne fra det bagerste venstre hjørne spurgte nysgerrigt om det, og jeg fik lyst til at slå hende. Der var ikke nogen, der skulle spørge om det, når jeg var her.

Louis blik gled hen på mig først, og der var ikke antydningen af noget venligt af dem. Selvfølgelig var han pissed, men det var også fair. For en gangs skyld var det sku helt okay.

”Jeg var ude og gå med min kusines datter, og så kom der en fyr og var ubehagelig, og så endte han med at slå mig. Men sådan kan det jo gå, og det er bedre, at det er mig, det går udover i stedet for en, der ikke ved, hvad hun skal gøre,” sagde han, og jeg vidste godt, hvad han mente med det sidste.

Og det varmede mit hjerte. Han sagde det indirekte til mig – det kunne jeg let regne ud. Det skulle man være idiot for ikke at kunne regne ud, men det var simpelthen så sødt. Han sagde, at han hellere ville komme til skade, end han ville have, at jeg kom til skade.

”Oh, det var da ikke så godt,” mumlede pigen bare, og Louis rystede på hovedet. Så klappede han med en kraftanstrengelse sine hænder sammen for at virke bare en smule energisk, men det gik ikke just godt. Alle kunne se, at han ikke følte sig helt på toppen. Og selvfølgelig skulle det udnyttes.

”Mr. Tomlinson? Kan vi ikke godt få lov til at få en fritime nu. Jeg tror, der er en del af os, der er rigtig trætte, og du virker heller ikke helt så frisk, som du plejer. Måske har du også brug for at slappe lidt af?” Fyren, der havde spurgt om det, kiggede rundt på os andre for at få opbakning, og det fik han skam hurtigt. Der var mange, der plagede Louis om det, indtil han pludselig lagde kridtet fra sig.

”Er det virkelig det, I vil?” Han hævede et øjenbryn og kiggede rundt på os alle sammen – med undtagelse af mig. Jeg fik ikke noget blik, fordi jeg var nok bare dum og irriterende efter det, der var sket i går. Okay, det var jeg faktisk, men han kunne godt lige behandle mig ordentligt og ligesom de andre, når vi var herhenne i skolen, for her skulle jeg jo blot virke som en helt almindelig elev.

”Ja!” lød det i kor, og Louis smilede lidt og nikkede overgivende. ”Jamen så gør vi det. Men det er også en undtagelse, og det er kun, fordi jeg ikke er helt på toppen. Normalt ville jeg ikke lade jer slippe, bare fordi I er trætte,” sagde han, og der lød en underlig jubel rundt i klassen. Jeg tog ikke del i den, for jeg var ikke engang særlig glad for det.

”Kierra?” July prikkede mig siden, og jeg løsrev mit blik fra det punkt, det havde frosset sig fast på. Langsomt drejede jeg hovedet og kiggede på hende. ”Mhmm?” mumlede jeg fraværende, og det resulterede også i, at hun knipsede foran mig, så hun havde min fulde opmærksomhed.

”Hvad er det, der er med dig og Louis lige nu?” hun snakkede dæmpet. ”Jeg kom bare til at lægge mærke til det efter det, du lige har fortalt, men han undgår jo totalt dit blik, og han kiggede mærkeligt på dig, da Fiona spurgte om, hvad der var sket.”

Jeg var imponeret over, at hun rent faktisk havde observeret de småting, for det ville jeg helt sikkert ikke have gjort, hvis det var mig, der så på fra sidelinjen.

”Det er min skyld, han ser sådan her ud i dag,” hviskede jeg og kiggede lige ud i luften, imens jeg sagde det. Jeg havde ikke lyst til at se hendes reaktion, men til min overraskelse virkede hun meget rolig, da hun snakkede igen.

”Hvordan?”

”Det er bare noget med en anden fyr, som jeg bor sammen med, som han ikke kan lide, fordi han føler, at den anden fyr er med til at ’ødelægge’ alt for mig, og så var jeg til fest i går. Og så kom Andy pludselig, da jeg havde ringet efter Louis i håb om, at han kunne hente mig, og så blev Andy sur på Louis, fordi Andy hader ham. Og han hader ham, fordi han føler, at Louis tager mig fra ham, og Andy og jeg er ikke engang i et forhold. Forstod du det, eller var det meget forvirrende?” For første gang kiggede jeg hen på hende, og hun så ligeså rolig ud, som hun lød – gudskelov for det da.

”Nej, det forstod jeg godt, og det giver da meget god mening,” svarede hun blot. Jeg nikkede roligt, før jeg rejste mig fra stolen og tog min jakke på.

”Jeg skal ud og have en smøg, nu når vi ikke skal lave en skid. Skal du med ned, eller venter du bare her?” spurgte jeg om, imens jeg fik jakken til at sidde ordentligt på min krop.

July overvejede det lidt. ”Jeg tror bare, jeg bliver her inde i varmen. Så sidder jeg ligeså fint og venter på, du kommer tilbage igen.” Hun smilede et smil, der afslørede hendes tænder, og jeg smilede hurtigt igen. Så drejede jeg om på hælen og gik ud af klasselokalet.

Gangene var sjovt nok helt ryddet for mennesker, så det gjorde, at jeg hurtigt kunne komme ud og hen til rygerstedet, som der var på den her skole. Den var under sådan et slags tag, så man også kunne stå der, når det regnede, uden man blev våd. Det var noget af det smartere, denne skole havde valgt at få.

Jeg fik pakken op af min lomme og trak hurtigt en smøg og lighteren op. Ærlig talt havde jeg allerede røget for meget i dag, i forhold til, hvad klokken var.

Da jeg havde fået den tændt, tog jeg et sug og slappede straks en anelse mere af, end jeg havde gjort før. I dag var sådan en dag, hvor man burde være blevet hjemme fra skole, men problemet var, at Andy befandt sig der, og det var bestemt ikke noget godt.

”Kierra?” En stemme lød bag mig og fik mig ærligtalt til at hoppe fyrre meter op i luften. Chokeret vendte jeg mig rundt og kiggede lige ind i et par blågrå øjne. Fulgte den fyr bare efter mig, eller hvad skete der?

”Mhmm?” mumlede jeg, da jeg havde fået noget mere styr på mig selv. Jeg tvang mig selv til at kigge ham ind i øjnene. ”Hvordan gik det med Andy i går? Han var da i den grad meget oppe at køre, da du valgte at gå med ham.” Jeg kunne let høre vreden over, at jeg var gået med Andy, i hans stemme.

”Det gik fint, men jeg skred i morges, før han vågnede, fordi jeg er sur på ham stadig. Og til mit forsvar vil jeg gerne sige, at jeg sagde til ham, at han ikke skulle have slået dig – og det gjorde jeg, selvom han var røvsur, og hans øjne slog gnister, og hvad ved jeg.” Jeg slukkede min smøg, selvom den kun var halvt røget, men jeg havde ikke rigtig lyst til mere.

”Jeg forstår bare ikke, hvordan du kan få dig selv til at ’vælge’ ham på trods af alt, jeg gør for dig, som jeg fucking slet ikke burde gøre for dig. Jeg burde slet ikke have den her samtale med dig, for det burde ikke være nødvendigt, når man er elev og lærer,” vrissede han.

Jeg kunne ikke lade være med at smile en anelse flabet. ”Hvis du ikke har opdaget det endnu, så tror jeg snart, vi må indse, at vi er lidt mere end elev og lærer, for det her er ikke normalt elev og lærer,” konstaterede jeg. Han bed sig i læben.

”Hvorfor gik du med ham, når han er sådan et svin overfor dig? Du skal jo ikke bare lade ham vinde over dig og bestemme. Du bliver nødt til at holde fast i, at du ikke vil med ham hjem, når det er det, du siger til ham til at starte med. Det rager ikke ham.” Han slog opgivende og vredt ud med armene.

Af en grund, som jeg ikke kunne forklare, fik jeg pludselig lyst til at græde. Han forstod jo slet ingenting – han forstod ikke, hvorfor jeg havde valgt at gå med Andy.

”Vil du virkelig gerne vide, hvorfor jeg valgte at gå med Andy? Det gjorde jeg for at beskytte dig, fordi jeg kender ham. Jeg ved, at han ville have gjort det, der var meget værre, hvis du var blevet ved, og jeg var blevet ved, og er du klar over, hvor ubehageligt det var for mig at se, da han slog dig?” Jeg råbte nærmest nu.

”Det er, fordi jeg for helvede ikke vil have, at du skal komme noget til, det vil jeg ikke have! Jeg vil passe på dig, og det kunne jeg kun gøre ved at tage med Andy. Er det virkelig så ondt af mig, at jeg gør det, bare fordi jeg ikke kan lide at se dig komme til skade? Jeg ved ikke, hvad det er, for jeg er ikke sådan her normalt, det er jeg virkelig ikke! Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg holder en smule af dig, men jeg ville bare ikke have, at du skulle komme noget alvorligt til, tror du ikke-” ”Shh,” pludselig lød Louis helt rolig, og det fik endelig takket min talestrøm, hvor jeg egentlig bare gentog mig selv om og om igen.

”Du græder,” mumlede Louis med en lav og nærmest kærlig stemme. Jeg gik nærmest i chok over det, han sagde, for sådan her var jeg ikke. Irriteret tørrede jeg dem væk. ”Det var så ikke meningen, at jeg skulle sige alt det lort,” mumlede jeg flovt og kiggede ned på mine hænder.

Dog fik jeg ikke lov til at kigge særlig længe på dem, før han pludselig løftede mit hoved op ved at tage fat om min hage. Mit blik fangede med det samme hans, og jeg blev overrasket over, at de så så kærlige ud. Han burde være sur, han burde gå – han var min lærer. Men det gjorde han ikke.

Kort kiggede han sig rundt, før han lænede sig frem mod mig. ”Kierra, jeg vil rigtig gerne hjælpe dig, men du gør det også svært for mig ved hele tiden at modarbejde dig selv,”  mumlede han.

Derefter pressede han blidt sine læber mod mine, og en uvant, varm fornemmelse spredte sig i min krop, helt ud til tåspidserne.

----------------------------------------------------------------------

ayayayaya, hvad siger I så? ER der noget, der er ved at gå op for Kierra?

Det ville betyde meget, hvis I gad like.x

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...