Head Over Heels - One Direction (13+)

Hold på hat og briller, for Kierra Conlin er landet på Bristol College. Med hendes unikke, turkise hår, den kendetegnende personlighed og ikke mindst hendes omdømme, er der intet at sige til, at hun netop er blevet smidt ud af sin tidligere skole og nu er havnet på Bristol. Sammen med sin bedsteven, og måske endda lidt mere end det, Andy Samuels, klarer de sig igennem hverdagen, på en ikke helt lovlig måde. Weekender bliver for det meste brugt på tilfældige fester, der for det meste ender i tilfældige baggårde, med tilfældige fyre. Men hvad gør Kierra, når hendes rodede tilstedeværelse tager en uventet drejning på grund af en hvis vikar fra colleget, ved navn Louis Tomlinson? *Drengene er ikke kendte* (TJEK TRAILEREN YO)

296Likes
443Kommentarer
25904Visninger
AA

3. The one with the awkward wink

Jeg anede ikke, hvornår Andy var kommet hjem, eller hvad han havde lavet hele dagen, men klokken var i hvert fald 17, da jeg vågnede og så, at Andy var kommet hjem. Ja, jeg havde da selvfølgelig brugt min dag på at sove, når nu jeg alligevel ikke skulle i skole. Hvad var der ellers at lave?

Lektier. Hmm, jeg indrømmede det, men det kunne jeg jo gøre her til aften i stedet for. Nu havde jeg jo sovet et godt stykke tid, og jeg ville garanteret have fucking svært ved at falde i søvn igen i aften. Dermed kunne jeg jo bruge den tid på at lave mine lektier. Jeg var fandeme smart, ja.

”Vækkede jeg dig?” spurgte han misfornøjet om og mindede mig allermest om dengang, hvor min far prøvede at få mig op og i skole. Det var i de små klasser, når jeg var for træt til at stå op.

”Andy, du ligner min far, og du skal ikke tage det som noget kompliment,” mumlede jeg med hovedet ned mod puden, så det var lige før, at jeg tvivlede på, at han kunne høre mig. ”Nej, men det lader jeg så være med. Du får bare svært ved at falde i søvn i aften, og du skal ikke regne med, at jeg er oppe med dig, for jeg er fandeme træt,” okay, jeg tog fejl, for han kunne åbenbart godt høre, hvad jeg sagde.

Jeg var imponeret over ham.

”Det beder jeg dig heller ikke om. Har du noget mad?” spurgte jeg om og rejste mig træt fra madrassen. Hvis jeg skulle være helt ærlig, så brød jeg mig ikke særlig meget om at sove om dagen, fordi jeg havde det så underligt, når jeg vågende. Men hvad fanden, jeg gjorde det alligevel.

”Ja, når nu du spørger så pænt, så har jeg,” svarede han nærmest stolt og med et kæmpe smil, der var lige ved at få mig til at grine. Så hev han en pose McDonald’s frem fra en stor pose, og jeg kunne ikke lade være med at hvine begejstret.

McDonald’s! Jeg kunne dybt seriøst ikke huske, hvornår jeg sidst havde fået McDonald’s mad, og mine tænder var ved at løbe i vand bare ved tanken om det. ”Jeg håber, at du har købt noget godt,” advarede jeg, og det fik ham til at klukke lidt.

”Det har jeg da. Jeg har masser,” annoncerede han og hev så endnu en pose op. Der var noget, der tydede på, at han havde været på ’arbejde’ i dag og tjent penge, for han plejede da ikke at kaste til højre og venstre med pengene – medmindre han havde en del.

”Har jeg nogensinde sagt, at jeg elsker dig?” spurgte jeg dumt om, mens jeg stavrede hen mod bordet. Jeg havde det som om, at jeg stadig var hårdt ramt af tømmermænd, og det mindede mig om, at jeg endnu ikke havde været i bad. Føj, hvor måtte jeg egentlig være ulækker, nu når jeg tænkte over det.

”Nu har du i hvert fald,” grinede han og skubbede en af poserne hen til mig. ”Hvilket arbejde har du lavet, siden du pludselig giver alt det her?” spurgte jeg nysgerrigt om, og han trak bare på skuldrene som svar.

”Det synes jeg ikke, at du skal bryde dit kønne hoved med, min skat. Skal du for resten ikke snart have opfrisket den der hårfarve?” han skævede til mit hår, og jeg måbede. Mente han virkelig, at han også ville farve det, for så var der da noget helt galt.

Okay, ikke galt. Der var godt, og det var rart.

”Mener du det der?” spurgte jeg mistroisk om, og da et underligt smil spillede om hans læber, kendte jeg godt svaret, selv før han lavede et lille nik. ”Jep. Du kan bestille tid hos frisøren til i morgen,” sagde han stolt, og jeg fnes lidt.

I to skridt trådte jeg hen til ham og lagde armene om nakken på ham. Me det lille grin lagde han armene omkring mit liv og tog del i mit kram.

”Tak, Andy,” sagde jeg så, og jeg følte mig fuldstændig lykkelig. Han var virkelig den bedste ven, som man overhovedet kunne ønske sig.

 

***

 

Louis’ synsvinkel:

Det var min første dag som en vikar på det her college, og jeg var ærlig talt rimelig nervøs. Jeg havde været to steder henne og været vikar før, men det ændrede ikke på, at det her gjorde mig nervøs. Derudover havde jeg også fået at vide, at der godt kunne være nogle typer, der af og til var lidt for langt ude.

Det var også det, der gjorde mig en anelse nervøs, for der havde ikke været nogen, der havde været ’langt ude’ de andre steder, hvor jeg havde undervist de unge mennesker. Samtidig glædede jeg mig også til, at der måske kom lidt udfordring i nogle af timerne.

Jeg kiggede ud af vinduet fra min bil af og sukkede nærmest over vejret. Det regnede ufatteligt meget og udover det, lå der en masse tøsne på jorden. Det var det, jeg hadede ved februar måned, for det var simpelthen så besværligt og irriterende at bevæge sig rundt i.

Inden længe ankom jeg til skolens bygning og parkede min bil på den tilhørende parkeringsplads. Selvom der var 5 minutter til, at det var mødetid, holdt der ikke mange biler, og hvad jeg vidste af, var der altså en del af eleverne, der havde bil.

Nå, det skulle jeg ikke blande mig i, bare der var nogen, der mødte op til den time, jeg skulle have.

Hurtigt steg jeg ud af bilen, og kort efter var jeg kommet op på lærerværelset, hvor der var en del lærere, der sad med en kaffekop og læste lidt i en avis. Jeg havde ærlig talt ikke fattet fidusen i at tage hen på skolen for at drikke kaffe og læse avis her, i stedet for at gøre det derhjemme, og så møde lidt før eleverne, ligesom jeg gjorde. Det var da underligt, for hvem ville sidde herhenne 2o minutter før, man egentlig skulle begynde sit arbejde?

”Godmorgen, Louis,” kvidrede Joanne, som var en kvinde på rimelig meget alder med mig – måske 3-4 år ældre. Hun havde fuldstændig blondt hår, og selvom det ikke var noget, som jeg kunne finde på at sige til hende, så det forfærdeligt ud. Hendes hud var alt for mørk i forhold til håret, så det passede bare ikke sammen. Brun ville være meget bedre, pænere og mere naturligt.

”Godmorgen til dig også, Joanne,” svarede jeg og sendte hende et venligt smil, som hun hurtigt gengældte. Selvom det lød rimelig selvfedt, kunne jeg ikke lade være med at tro, at hun havde et crush på mig eller sådan noget. Da jeg havde været herhenne første gang for at se skolen og så videre, havde hun nemlig også insisteret rimelig meget på at skulle vise mig rundt og snakke med mig.

Åh gud, jeg orkede ikke, hvis der var en af lærerne her, der skulle have et slags crush på mig, når jeg bare var vikar. Jeg orkede ikke rigtigt noget forhold lige for tiden og slet ikke med hende da – hun var langt fra min type. Nærmest så langt fra, som man overhovedet kunne komme.

Jeg stillede min taske i det slags ’skab’, som jeg havde fået tildelt, og lige da jeg vendte mig om igen ringede klokken som tegn på, at der var time nu. Hurtigt tog jeg mine papirer under armen og begyndte at gå ud fra lærerværelset for at finde vej hen til det klasselokale, som vi skulle være i.

Ærligt måtte jeg indrømme, at jeg ikke havde helt styr på, hvor de forskellige lokaler lå henne, og det ville om muligt tage lidt tid at finde ud af det. Men jeg skulle nok lære det, det var jeg da i det mindste sikker på.

Efter flere mislykkede forsøg på at finde lokale 36, fandt jeg endelig frem og skubbede døren op til en larmende klasse. De dæmpede sig ikke engang den mindste smule, da jeg kom ind, og det fik mig til at rynke en anelse på panden.

Det skulle nok blive en spændende time, kunne jeg ligesom fornemme på det hele, altså.

”Kan jeg ikke lige få lidt ro?” råbte jeg ud i klassen efter lidt tid, hvor samtlige personer havde opdaget mig, men ikke dæmpet sig. Det var dog lidt irriterende.

Langsomt kiggede folk op mod mig, og med sure miner og rullende øjne, fandt de en plads, som de kunne sætte sig ved.

”Hvor er Mr. Brown?” spurgte en lyshåret pige, der sad helt forrest. Hun lignede den af alle personerne her, der havde mest styr på sit liv og som rent faktisk ville noget med at være her. Man kunne da sige, at det i det mindste var en start, ikke?

”Jeg ved det ikke helt, men jeg tror, han er sygemeldt,” sagde jeg langsomt. Faktisk anede jeg ikke, hvor han var henne, men det var så heller ikke mit job at finde ud fa det. Jeg skulle bare være stand in for ham i denne time.

Der lød en henrykt mumlen ved mine ord, og det fik mig til at kigge lidt overrasket på dem. Var han virkelig så slem? Da jeg havde snakket med ham, havde han da virket som en flink, gammel herre. Men hvilke lærere kunne unge mennesker også lide nu om dage? Selvom jeg var en af de yngste, der var her nu, så ville de garanteret alligevel ikke bryde sig om mig, fordi jeg var vikar.

”Er der nogen, som I er i gang med at lave her i timerne, eller vil I bare have udleveret de opgaver, jeg har med til jer? Jeg er ikke selv særlig god til matematik, men jeg kan godt hjælpe jer lidt. Tror jeg,” det sidste, jeg tilføjede, fik dem til at grine, og det var et godt tegn.

”Vi er ikke rigtig i gang med at lave noget. Hvad er det for nogen opgaver?” spurgte en fyr med mørkt, alt for strittende hår om.  Jeg kiggede lidt på ham. ”Det er ligninger, reduktioner, noget med cirkler, arealer og så videre,” forklarede jeg langsomt, imens jeg tjekkede de sider ud, som jeg stod med i hånden. Det var måske ikke sås smart, at jeg ikke helt vidste, hvad det var, men hvad fanden. Det gik nok.

”Så er vi i gang med at lave noget,” indskød drengen, og det fik mig til at sende ham et strengt blik. Det var klart, at han bare ikke gad lave noget, men den ære skulle han ikke have lov at få, bare fordi jeg var vikar. Der var mange, der troede, at det betød, at man ikke skulle lave noget, når man havde vikar, men det var noget, der misforstået.

”Det tror jeg ikke på. I får to sider, og så skal I bare have lavet dem inden næste gang, som næsten må være i morgen,” fastslog jeg og begyndte at dele papirerne ud til hver enkel elev.

Pludselig blev døren smækket op bag mig, og det fik mig til at dreje overrasket rundt og kigge på en pige. Ja, jeg ved, hvad I tænker: en pige? Wow. Men ja.

Det var en pige, der havde fuldstændig blåt hår, som sad en anelse uglet, og så havde hun et par hullede bukser på med en militærfarvet trøje på til. Hun så rimelig rodet ud, og mest af alt lignede hun faktisk en, der ikke var særlig indstillet på at være her.

Udover det, kom der også en stank af røg flyvende ind i rummet, da hun trådte ind, og det bekræftede ligesom, at hun røg. Jeg kunne simpelthen ikke forstå, at folk i den alder gad gøre det.

”Det var rart, at du havde lyst til at tage del i undervisningen…?” jeg kiggede afventende på hende, så hun ligesom forstod, at hun skulle sige sit navn til mig. ”Conlin. Kierra Conlin,” svarede hun, ”og ja, det er rart, ikke? Jeg tror også, at der er en hel del, der har savnet mig,”  fortsatte hun flabet, og det fik mig til at kigge måbende på hende.

”Det er godt, Kierra. Find en plads og gå i gang med at lave de her,” jeg flagrede lidt med de to papirer, som jeg havde i hånden, og det fik hende til at trække på skulderen. ”Okay, okay, Mr..?” hun gjorde det samme, som jeg lige havde gjort, og det fik mig til at grine indvendigt. Selvfølgelig skulle hun lige gøre det.

”Tomlinson. Sæt dig ned,” det sidste sagde jeg mere alvorligt og uden nogen form for smil i stemmen, fordi der var noget, der sagde mig, at hun ellers ville blive ved med det her, og det gad jeg ligesom ikke rigtigt, vel?

Imens hun gik ned til et bord, der var allerbagerst, kunne jeg ikke lade være med at studere hende. Selvom det var dumt af mig at tænke det, kunne jeg ikke lade være med at tænke på, at hun altså så godt ud. Hun var nok også den eneste, der kunne bære den farve blå uden at ligne en komplet idiot – i hvert fald efter hvad jeg havde set.

Hendes numse var velformet, og jeg kunne ikke lade være med at bide mig i læben over den måde, hun vrikkede med den på. Det skulle fandeme ikke undre mig, hvis det var med vilje. Hun vendte sig om og kiggede op på mig med et drillende smil. Hun vidste godt, at jeg havde studeret hende, og jeg var da på spanden, hvis hun fik en idé om at sige det til ledelsen eller noget.

Hurtigt tog jeg mig sammen og gik ned til hende med opgaverne, som jeg lagde på bordet foran hende. Jeg vendte mig om, og imens jeg gik væk, kunne jeg høre hendes halvhæse stemme.

”Siden hvornår er de begyndt at ansætte lækre vikarer?” mumlede hun til en pige, der sad ved siden af hende. Jeg kunne ikke lade være med at smile over det, imens jeg gik tilbage mod tavlen. Ingen tvivl om, at hun med vilje havde sagt det højt nok til, at jeg kunne høre det.

 

Kierras synsvinkel:

Vores vikar var lækker, det var helt afgjort. Der var ikke andet, man kunne kalde ham, hvis ikke jeg skulle lyve, og hvorfor skulle jeg dog være uærlig omkring det? Det irriterede mig dog, at han virkede så kæk, for det plejede kun at være mig, der gjorde det.

Og så ville jeg for resten meget gerne vide, hvad han hed til fornavn, for jeg kunne ikke lide at skulle omtale ham som Mr. Tomlinson. Jeg mener helt ærligt, ikke? Det fik ham til at lyde så meget som om, at han var vildt hævet over os andre, og det var bare VIRKELIG nederen. Han var ikke en skid bedre end os, så deeet.

Jeg tog mig lidt sammen og kiggede ned på de opgaver, han havde givet mig. Da jeg havde kigget dem alle sammen igennem, sukkede jeg frustreret, fordi det gik op for mig, hvor dårlig jeg egentlig var til alt det her matematiklort. Det havde aldrig været min stærke side at lave matematik, og det ville være synd at sige, at det var belvet ændret, efter jeg var startet her.

Det var det virkelig langt fra.

I stedet for at lave opgaverne, lænede jeg mig tilbage i stolen, og af en eller anden grund kom jeg til at sidde og pille ved den ring, som jeg havde i næsen. Jeg fik den, da jeg var 14 år gammel, så jeg havde haft den i gode 5 år efterhånden og ikke en eneste gang, havde jeg fortrudt det. Det var min baby, hvis man kunne sige det sådan.

Mit blik faldt henover klassen, og da jeg passerede Mr. Tomlinson, der åbenlyst kiggede på mig, lod jeg min hånd falde væk fra min næse, da det var rimelig akavet, og i samme øjeblik kiggede han ned på en måde, der viste, at han var en anelse flov over det.

Jeg lod mit blik passere videre rundt, indtil det til sidst faldt på en lyshåret fyr. Han var en, som man ikke lagde særlig meget mærke til, og som jeg egentlig slet ikke brugte min tid på. Jeg havde bare set ham et par gange. Han var vidst oprindeligt fra Irland eller noget i den stil, og så hed han Niall, hvis ikke jeg tog fejl. Det var altså ikke lige noget, som jeg havde undersøgt nærmere.

Han skrev hurtigt svar ned, og jeg måbede, da han lage blyanten fra sig og papiret ud til kanten af bordet; han var allerede færdig med alle opgaverne. Det var fandeme sindssygt.

En idé tog form i mit hoved, og jeg kiggede hen mod Mr. Tomlinson, der nu var optaget af at kigge på de papirer, der lå på katederet, og derfor rev jeg en lille stump papir ud af mit kladdehæfte, hvorpå jeg skrev: Giv mig svarene, og du får noget igen. Jeg vidste ikke lige, hvad det var, jegmente med at få noget igen, men det fandt jeg nok ud af med tiden.

Efter jeg igen havde tjekket, om Mr. Tomlinson kiggede på mig, kastede jeg den hen mod Nialls bord, hvor jeg ramte helt plet. Altså, man var vel efterhånden øvet i det her, når man altid var en af de populære, og når man ikke var så skide skarp hver dag (læs: aldrig).

Niall gav et underligt sæt fra sig, da den ramte bordet, og forvirret tog han den op og kiggede diskret på den. Faktisk lignede han en, der var i gang med at begå et indbrud eller noget, fordi han så så nervøs ud. Troede han virkelig, at han ville få problemer, hvis Mr. Tomlinson opdagede, at han havde en seddel i hånden?

Hvis der overhovedet blev set, hvad der stod i den, så ville det da være mig, der fik problemer, fordi jeg ville snyde, altså. Han var måske lidt mere nørdet, end hvad godt var.

Forvirret drejede han sig rundt og kiggede tilbage, og jeg sørgede for at smile stort og udfordrende til mig, så han vidste, at det var mig, der havde kastet sedlen hen til ham.

Med lidt tøven sukkede han stort, før han vendte sig om, og kort efter kunne jeg se, at han begyndte på at skrive svarene ned i sit hæfte, hvilket betød, at jeg ville blive reddet totalt. Lige nu kunne jeg falde på knæ for Niall og give ham et blowjob. Eller.. noget.

Der gik ikke lang tid, før Niall forsigtigt vendte sig om og rakte sit hæfte til mig, hvor alle svarene stod, og jeg sendte ham et kæmpe stort og taknemmeligt smil. Jeg var jo ikke sådan en kæmpe stor bitch overfor de mindre populære – jeg ville nok bare ikke lige tilbringe min fritid sammen med dem.

Niall smilede ikke tilbage, men skyndte sig derimod at vende sig om mod tavlen igen og se så uskyldig ud, som muligt, og jeg måtte indrømme, at det lykkedes rimelig godt. Men hvad fanden, han så også virkelig uskyldig ud med hans ansigt. Han mindede mig faktisk lidt om sådan en sød baby, eller noget i den stil.

”Godt så. I skal, som sagt, bare sørge for, at det her er lavet færdigt til i morgen. Så det er altså en lektie,” Mr. Tomlinson gjorde meget for at understrege, at det var en lektie.

Med et sødt og uskyldigt smil rakte jeg hånden op, samtidig med jeg lod en hånd glide igennem mit hår på en yderst flirtende måde. Fuck it. Var det nu, jeg skulle sige yolo? YOLO.

Han kiggede ned mod mig, og da de andre var begyndt at pakke sammen, og der var kommet lidt larm, gik han ned til mig. ”Ja, Kierra?” spurgte han venligt og stillede sig foran mig. Jeg bed mig lidt i læben, og jeg fik lyst til at give mig selv high five, da jeg så, at han fulgte den handling meget nøje.

”Jeg har lavet det,” sagde jeg så og holdt artigt papirerne hen til mig. Overrasket kiggede han ned på papirerne, før han tog fat i dem. Han skimmede dem hurtigt igennem, før han kiggede på mig med et nærmest skræmt blik.

”Rigtig godt, så,” svarede han, og jeg nød at se, hvor overrasket han var over, at jeg ’havde lavet det’. Han skulle til at vende sig om, da jeg greb fat i hans håndled. Det var faktisk lidt underligt, at jeg gjorde det, men af en eller anden uforklarlig grund, virkede det slet ikke som om, at han var en vikar for mig. Nærmere en, jeg ville hænge ud med i fritiden.

”Fortæller du mig ikke, hvad dit rigtige navn er?” spurgte jeg langsomt og sørgede for at holde øjenkontakten med ham. Forvirret flakkede hans blik mellem mig og væggen bag mig, og det gjorde det klart for mig, at han ikke havde prøvet at have sådan en elev før.

Tøvende åbnede han munden, men lukkede den i igen, som om han fortrød.

”Ej come on, det er jo ikke fordi, jeg dræber dig eller noget, vel?” sukkede jeg en anelse irriteret. Han smilede skævt, og så var det som om, at hun pludselig følte sig helt latterlig. ”Louis,” sagde han så langsomt, og det fik mig til at slippe taget om hans håndled (akavet, at jeg var blevet ved med at holde om det, jeg ved det godt), og så lænede jeg mig tilbage i stolen og nikkede langsomt. Very well, then.

Han trak på smilebåndet, og jeg kunne ikke lade være med at sende et blink tilbage til ham.

Vent, hvad? Et blink? Et fucking blink? Blinkede jeg fucking til ham? Hvorfor fanden blinkede jeg til ham? Det kunne sku da ikke blive meget værre.

Oh well.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------------

WAY, andet kapitel. Kan I lide det? er hun anerledes i dette kapitel end et andet? (vi skal lige vænne os til hende, hæh). Hvad med hendes måde at være overfor Louis på?

og HEY, vi fik introduceret Niall. Hvilke personer tror I, de andre drenge er? :D xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...