Head Over Heels - One Direction (13+)

Hold på hat og briller, for Kierra Conlin er landet på Bristol College. Med hendes unikke, turkise hår, den kendetegnende personlighed og ikke mindst hendes omdømme, er der intet at sige til, at hun netop er blevet smidt ud af sin tidligere skole og nu er havnet på Bristol. Sammen med sin bedsteven, og måske endda lidt mere end det, Andy Samuels, klarer de sig igennem hverdagen, på en ikke helt lovlig måde. Weekender bliver for det meste brugt på tilfældige fester, der for det meste ender i tilfældige baggårde, med tilfældige fyre. Men hvad gør Kierra, når hendes rodede tilstedeværelse tager en uventet drejning på grund af en hvis vikar fra colleget, ved navn Louis Tomlinson? *Drengene er ikke kendte* (TJEK TRAILEREN YO)

296Likes
443Kommentarer
26533Visninger
AA

9. The one with the almost good day

Jeg vågnede op til en ny dag og forhåbentligt også en bedre dag. Ellers ville jeg nok græde, når den her dag var omme. Hvis en dag kunne blive værre end den i går, så var den ikke værd at stå op for.

Mine tanker blev afledt fuldstændig af duften af mad, der kom strømmende ind i værelset. Det fik mig til at komme en del hurtigere ud af sengen, end jeg normalt ville være kommet. Hvis der var god mad i huset, skulle jeg for alt i verden da ikke gå glip af det.

Kulden lagde sig om mig, da jeg stavrede ud af sengen, men jeg ignorerede det og fortsatte målrettet ud i køkkenet, hvor jeg så Andy sætte et par skårede tallerkener på det lille spisebord, vi havde anskaffet os.

”Godmorgen,”  sagde jeg til ham med min hæse morgenstemme, og det gav et sæt i ham. Han havde nok ikke lige forventet, at jeg ville være en, der kom op af mig selv, huh? Det havde jeg faktisk heller ikke forventet af mig selv.

”Dav, Kierra. Hvorfor er du så tidligt oppe?” spurgte han forvirret om og var stoppet op henne ved bordet. Jeg smilede et lusket smil. ”Jeg kunne dufte mad, og så tænkte jeg, at jeg lige ville stå op og tjekke, hvad det var, når nu det rent faktisk er lækker mad, her dufter af,” forklarede jeg.

Andy udstødte en underlig blanding mellem et fnys og et grin. ”Jeg har faktisk gjort det for din skyld. I går kunne jeg fornemme lidt på det hele, at du havde haft en dårlig dag, så jeg ville gerne give dig en god start på dagen i dag. Er det ikke venligt af mig?” han smilede stolt til mig, og jeg nikkede ivrigt.

Så skyndte jeg mig at sætte mig ned på en af de faldefærdige stole, der stod ved bordet. Andy kiggede smilende på mig, før han gik ud i køkkenet og tog fat i flere forskellige skåle og tallerkener. Der lagde jeg mærke til både røræg, bacon, boller og nutella. Andy måtte altså virkelig have fået gode penge her for tide, siden han gjorde det her. Og det mindede mig nu engang om min hårfarve.

Jeg valgte at vendte lidt med at spørge ham, indtil jeg havde spist, fordi jeg ikke selv kunne holde mig væk fra maden. Praktisk talt proppede jeg det hele ind i munden på en gang, så Andy ikke kunne holde sit grin inde. For en gangs skyld irriterede det mig overhovedet ikke, fordi jeg bare tænkte på maden.

Med sådan et solidt morgenmåltid kunne det rent faktisk være, at jeg kunne følge med i skolen i dag. Eller i hvert fald være mere oplagt til det, end jeg var normalt. Var det ikke det, man sagde? At morgenmad gjorde, at man havde mere energi til skole og sådan noget?

Som i måske kunne regne ud, var det ikke tit, jeg nåede at spise morgenmad, inden jeg tog i skole.

”Du, Andy?” begyndte jeg henkastet, og han kiggede opmærksomt op fra den avis, han sad og læste i. Det var også noget af det sære ved ham. Den ene dag elskede han at læse aviser, og den næste dag skulle de bare holde sig langt væk fra ham. Hans hjerne fungerede altså virkelig ikke optimalt.

”Mhmm?” sagde han for at få mig til at fortsætte, hvor jeg var gået i stå. ”Kan du huske, at du snakkede om, at du ville give mig noget hårfarve? En tur hos frisøren?” jeg lagde hovedet på skrå, så jeg var klar til at tigge og bede, hvis han pludselig havde ændret sin mening. Ikke, at jeg kunne forstå, hvis han havde gjort det.

”Ja, det kan jeg godt. Vil du gerne have det farvet snart? Så smut ud i byen efter skole og find en rimelig billig frisør, så kan du få nogle penge med i morgen til det,” sagde han med et smil, og jeg blev helt lettet. En trang til at kaste mig om halsen på ham steg op i mig, fordi mit hår virkelig havde brug for at blive farvet og endelig ville blive det.

”Tak! Så går jeg ud og finder en efter skole i dag,” smilede jeg stort. Han nikkede.

På mange måder var det faktisk nærmest som om, at jeg var et lille barn, og Andy var min far. Det var ham, der stod for pengene, det var ham, der for det meste bestemte, hvad der skulle købes, hvad jeg måtte købe, og fx som nu, var der jo det med, at han ville give mig nogle penge med. Det lød meget som om, at jeg var hans datter.

Og holy fuck, hvor ville det dog være ulækkert, hvis jeg var – hvis nu man tænkte på det forhold, Andy og jeg havde til tider.

”Åh gud, Kierra, vil du ikke godt gøre mig en tjeneste og gå i bad. Du ser forfærdelig ud,” betroede Andy mig, og jeg himlede med øjnene, ”dit hår er fedtet, og lige meget hvad kan du ikke tillade dig at gå i skole, når du ser sådan der ud,” insisterede han.

Jeg kiggede olmt på ham. ”Jo, jo, jeg skal nok,” muggede jeg så og rejste mig fra bordet, da jeg var sikker på, at der ikke var mere mad tilbage, der kunne gå til spilde. Det ville jo være synd.

På vej ud på badeværelset slog jeg lige en omvej ind på værelset for at få fat i et sæt undertøj og en tilfældig af Andys skjorter.

Da jeg kom ud af badet igen, gik det op for mig, at jeg rent faktisk havde tyve minutter, til jeg skulle gå. Hvordan jeg kunne være stået så tidligt op, forstod jeg ikke, men det var rart med noget tid før skole da.

Derfor valgte jeg også for en gang skyld at gøre noget mere ud af mig selv. Det kunne jeg ligeså godt nu, hvor jeg havde tiden til det. Så jeg gik igang med at ligge min makeup og derefter ordne mit hår.

 

***

 

Der var en del mennesker, der kiggede på mig, da jeg trådte ind i skolegården 5 minutter for tidligt. Jeg var overbevist om, at det enten var fordi, de ikke kunne genkende mig, eller også fordi de undrede sig over, at jeg – af alle mennesker – kom for tidligt.

Man kunne så også godt sige, at jeg slet ikke lignede mig selv. Faktisk langt fra. Det var jo ofte, at jeg ikke havde noget makeup på, fordi jeg kom fra en fest eller var kommet for sent op eller noget i den dur.

Nå, men jeg lignede ikke mig selv, fordi jeg havde gjort så meget ud af mig selv. Min makeup var mørk; mascara, eyeliner og en mørk øjenskygge, så jeg så mere frisk og hardcore ud. Det klædte mig faktisk rigtig godt.

Mit hår havde jeg sat op i en høj hestehale, og så havde jeg taget et par solbriller på, som jeg fandt hjemme hos os – helt ærligt, solen skinnede rent faktisk. Okay, det gjorde den langt fra, men jeg kunne godt lide at have solbriller på.

Det tøj, jeg havde på, var måske også en anelse bemærkelsesværdig, for det var nok ikke lige det, som folk normalt tog på til det makeup og hår; et par joggingbukser og så Andys skjorte, som jeg havde bundet op, så noget af min mave blev afsløret. Det var faktisk skide hamrende koldt, men jeg skulle for helvede da også bare have det på indenfor i klassen.

..og når jeg prøvede at få fat i en frisør efter skole.

”Hej ven,” mumlede jeg til July, da jeg kom op på siden af hende. Hun kiggede overrasket og respektfuldt på mig, før hun smilede. ”Hej, Kierra,” svarede hun så.

Hermed havde jeg givet mig selv et løfte om, at jeg ville begynde at snakke med flere folk fra skolen – heriblandt July. Jeg var træt af, at der var så mange, der havde så meget respekt, at de ikke turde snakke med mig. Den eneste rigtige ven, jeg havde, var Andy, og det var lidt trist i længden.

Så fra nu af starede min plan om, at jeg skulle snakke med flere mennesker og specielt piger. Af en eller anden grund havde jeg alt holdt mig lidt væk fra dem – måske, fordi fyre oftest var lettere at omgås. Der var ikke s meget tøsefidder, men hvad fanden. Jeg skulle vel også virke en smule normal.

”Jeg elsker dig for evigt, hvis du fortæller mig, at vi ikke har matematik i første time,” sagde jeg til hende, imens vi åbnede døren ind til selve bygningen. Hun tænkte sig kort om, før hun kiggede undskyldende på mig. ”Desværre,” svarede hun så stille.

”Great. Så har vi søde Mr. Tomlinson igen,” hun kunne let høre iroien i min stemme, og et usikkert smil gled over hendes læber. Hurtigt sendte jeg hende et beroligende et igen – jeg ville ikke have, at hun troede, at jeg var en bitch, som ville bestemme over, hvordan hun skulle reagere på forskellige ting.

Suk, nu skulle jeg så ind og dø til matematik. Ih, hvor jeg glædede mig.

 

Louis synsvinkel:

Jeg gik ned af gangen på vej hen til Kierras klasse. Det var lidt før td, men det ville være et dårligt eksempel for eleverne, hvis læreren kom for sent, så det ville jeg ikke risikere. Specielt ikke, når Kierra var der, for hun ville helt sikkert kommentere på det, bruge det i mod mig.

Mit blik faldtpå en blåhåret pige, og det kunne kun være Kierra. Der var ikke andre på denne skole med den farve hår, og det ville være lidt for typisk, hvis der pludselig var to med samme farve hår.

Men hun så anderledes ud, end hun havde gjort nogle af de andre gange. Lige nu havde hun solbriller på, men hun så stadig meget mere ordenlig ud end normalt. Hendes hår var ret igennem og sat  op i en sirlig hestehale, og man kunne godt fornemme, at der var blevet gjort noget ud af makeuppen. Det ville jeg dog først få bekræftet helt, når hun tog solbrillerne af.

Hendes tøj var der intet usædvanligt over. Det var normalt, at hun havde noget tilfældigt sammensat tøj på, men det, der var med hende, var, at hun ikke engang så dum ud, når hun gjorde det. Det var jeg overbevist om, at alle andre ville.

Jeg sendte hende et forsigtigt smil, da vi fik øjenkontakt, men hun stivnede blot kort, før hun vendte blikket væk og strøg forbi mig uden et ord. Okay, jeg havde helt klart pisset hende af, men det var jo kun, fordi jeg ville hjælpe hende.

Hun var fandeme ikke så lige til, som jeg havde håbet på i starten, og det var frustrerende.

Hurtigt smilede jeg til eleven, der gik bag hende for at lade som om, at det ikke gik mig på, at hun var sur. Hun skulle ikke have nogen mistanke.

Jeg trådte ind i klassen i samme sekund, som klokken ringede. Blot et par sekunder efter strømmede det ind med elever. Det gjorde det altid, lige efter klokken ringede. Så var det som om, at folk kom lige akkurat der.

Niall sad allerede på sin plads, og da jeg fik øjenkontakt med ham, smilede jeg venligt. Han gengældte det ikke. Faktisk kiggede han bare væk, og det fik mig til at rynke på panden. Hvornår var Niall begyndt på sådan noget?

”Okay, venner, I fortsætter bare der, hvor vi slap sidst. Og jeg vil ikke høre spørgsmål om, hvor Mr. Brown er, for jeg kan ikke svare jer, ok? Jeg skal nok sige til, når jeg ved noget,” jeg kiggede ud over klassen.

Halvdelen af klassen sad velforberedte og begyndte med det samme at regne, da jeg sagde det. Så var der en kvart klasse, der med en del dovenhed fik skubbet sig selv igang, hvor i mod den sidste kvarte del af klassen, som Kierra hørte ind under, ikke gjorde mine til at gå igang.

Efter godt og vel ti minutter, hvor jeg rent faktisk havde fået de fleste i gang med deres matematik, kiggede jeg hen mod Kierra. Og sjovt nok var hun ikke kommet videre overhovedet.

Det fik mig til at sukke og rejse mig fra stolen og gå hen til Kierra. Jeg blev seriøst nødt til at snakke med hende igen. ”Kierra, kom,” sagde jeg med hævet stemme, som fik de fleste til at kigge på os. Dog var de hurtige til at kigge væk, bortset fra Niall, der lignede en, der kunne springe i luften hvert øjeblik, det skulle være. ¨

Hans øjne fulgte mine bevægelser helt nøje, og jeg var overbevist om, at han var bange for, at jeg ville gøre hende noget. Måske var der kommet nogle følelser i klemme, da jeg fangede dem i det, de havde gang i til festen sidst, men jeg kunne let regne ud, at hun ikke ville noget med ham.

Faktisk forstod jeg slet ikke, hvorfor hun havde haft gang i ham, når hun havde så høj en status her på skolen, men det var vel nok, fordi hun var så fuld. Jeg kunne godt skrive under på, at man gjorde mange dumme ting i fuldskab.

Hun tyggede voldsomt meget på sit tyggegummi, hvilket uden tvivl kun var for at genere mig. Det kom ikke engang bag på mig, at hun gjorde det.

Da det gik op for hende, at jeg rent faktisk mente det, sukkede hun højt og opgivende, før hun rejste sig fra min stol. Jeg kunne mærke Nialls øjne i nakken, imens jeg guidede hende ud af klassen og videre ind i et andet lokale, der heldigvis var tomt lige nu.

”Du bliver altså nødt til at tage dig sammen,” var det første, jeg sagde til hende, da vi kom indenfor. Jeg vendte mig rundt mod hende og måtte mod min vilje indrømme, at jeg blev overrasket over, hvor godt hun så ud. Hvorfor tænkte jeg overhovedet på sådan noget? Det burde jeg virkelig ikke.

”Kan du ikke godt stoppe med det der? Jeg er så træt af, at du åbenbart skal hjælpe mig. Mig ud af alle mennesker, som du kunne vælge,” vrissede hun igen. Jeg himlede med øjnene, for det burde da være åbenlyst for enhver, ikke?

”Du er den, der har flest problemer, og det står ud af øjnene på dig. Det er ikke lige til at undgå, og jeg forstår ikke, at der ikke er nogen, der har gjort noget ved det noget før,” svarede jeg igen og prøvede at holde min stemme i ro, selvom det var rimelig svært.

”For helvede, Tomlinson,” – hun vrængede mit navn ud, som om det var giftigt – ”hvad er det, du ikke forstår? Jeg vil ikke have din fucking hjælp. Jeg ved ikke, om det er, fordi du selv har mere tralvt med at lave en eller anden heltegerning og føle dig som et bedre menneske, men jeg vil ikke være med i den plan. Indtil videre har jeg klaret mig meget godt, så undskyld mig meget, at jeg bliver ved med at klare mig igennem min hverdag,”

”For helvede. Du har ikke klaret dig meget godt indtil videre, nej. Du er på kanten til at blive smidt ud – vil jeg vædde med – du tilbringer for meget tid sammen med en eller anden idiotisk fyr, der ikke er god for dig, og du følger slet ikke med herhenne. Hvorfor valgte du overhovedet college? Var det for at få det til at virke som om, at du rent faktisk lavede noget med dit liv eller hvad? Det eneste, du gør, er at spilde tiden. Både for dig selv og for dine undervisere. Jeg tager fat i ledelsen senere, hvis ikke du acceptere nu, at du skal samarbejde med mig,” sagde jeg og hævede min stemme gradvist, imens jeg snakkede.

Hun kunne virkelig pisse mig af, og jeg vidste ikke engang, hvad det var, hun gjorde, der kunne det. Der var bare et eller andet, der gjorde, at jeg blev så sur og irriteret.

”Det gør du bare ikke. Louis, hvis du gør det..” begyndte hun truende, men tav – nok, fordi hun ikke vidste, hvad hun egentlig ville true mig med, ”det gør du bare ikke. Det ved jeg, at du ikke gør,” sagde hun så bestemt og sikkert.

Så kastede hun et sidste blik på mig, før hun vendte om og bevægede sig ud af lokalet med elegante skridt, der samtidig viste, hvor sur hun var. I stedet for at gå hen i klassen gik hun til højre ud mod skolens udgang.

Siden hendes jakke og ting var i klassen, kunne jeg regne ud, at hun ikke ville pjække resten af dagen. Hun var nok bare gået ned for at ryge, gik jeg ud fra.

Men hun havde ret – jeg sagde det ikke til nogen. Hverken nu eller senere.

 

***

 

Jeg havde lige fået fri og var på vej ud fra skolens område, da en arm greb fat i mig. Overrasket udbrød jeg et gisp, før jeg opagede, at det var Kierra, der stod med et tilfredst smil om læberne.

”Kierra,” sagde jeg konstaterende med en klar stemme. Jeg ville ikke vise hende, at jeg egentlig var blevet forskrækket, selvom hun nok godt kunne regne det ud. Hun nikkede langsomt og slap grebet om min arm.

”Jeg vil gerne snakke med dig,” startede hun tøvende ud og kiggede ned mod hendes fødder, ”men ikke her på skolen,” hun kiggede op på mig, og jeg måtte have set forvirret ud. Dels, fordi hun ville snakke md mig, men også, fordi hun ikke ville snakke med mig om det på skolen.

”Hvad foreslår du så?” spurgte jeg forvirret om og lod en hånd køre igennem mit hår. Hun trak kort på skuldrene, før hun pludselig smilede, som om der var noget, der var gået op for hende.

”Skal du helt ind til byen nu, eller? For jeg kunne godt bruge et lift, og så kunne vi snakke derinde eller sådan. Jeg skal også finde en frisør,” hun lavede en underlig bevægelse med sine hænder for at understrege, at hun skulle have farvet sit hår.

Jeg tøvede. Egentlig måtte man vel ikke ses med elever privat, men hvis man fortalte, hvad det var om, kunne det nok godt være en undtagelse. I øvrigt ville det nok heller ikke blive opdaget, hvis jeg lige tog hende med derind og gik med hende rundt, imens hun fandt en frisør. Vel?

”Okay så,” jeg nikkede afgørende for også at overbevise mig selv om, at det var det rigtige at gøre. Hun lyste op i et kæmpe, glad smil, og så var jeg ikke i tvivl om, at det var det rigtige at gøre. Det var da et skridt på vejen, at vi kunne tale sammen nu.

 

Kierras synsvinkel:

Det var ikke nogen hemmelighed, at jeg lidt udnyttede Louis lige nu, men jeg skulle også have opnået noget. 1. jeg ville gerne have et lift. 2. jeg ville gerne sørge for, at han ikke fik sagt noget til ledelsen om mig. 3. jeg havde ikke tænkt mig at sige noget ægte om mit liv til ham. Så jeg ville komme op med en løgnhistorie om, hvorfor det gik så meget ned af bakke for mig. Jeg var da også bare genial. 3 fluer med et smæk.

Louis virkede utroligt glad for, at jeg pludselig ville snakke med ham, og han begyndte hurtigt at guide os en til hans bil. Jeg fulgte ivrigt og nysgerrigt med – det blev jeg jo ligesom lidt nødt til for at beholde den gode stemning, der nu pludselig var i mellem os, fordi jeg ville ’snakke’ med ham.

”Hvordan kan det være, at du pludselig skiftede mening?” spurgte Louis om, da jeg havde sat mig ind i bilen. Jeg tog mine solbriller op i panden og kiggede kort på ham. ”Det ved jeg ikke. Du har måske bare ret i, at jeg burde sige noget til dig,” jeg trak på skuldrene.

Han begyndte at køre, men kiggede kort efter hen på mig. ”Kiearra, sele,” befalede han, og det fik min mund til at stå helt åben. ”Mener du virkelig det der?” brokkede jeg mig. Jeg havde aldrig sele på, når jeg sad i en bil.

”Så sandt, som jeg hedder Louis, mener jeg det,” svarede han flabet, og med et rul med øjnene gjorde jeg, som han bedte mig om. Det var faktisk virkelig ydmygende på en eller anden måde.

Så kiggede jeg surmulende ud af vinduet i godt og vel fem minutter, før jeg lænede mig frem i sædet og tændte for radioen. Louis kiggede kort på mig, før han igen kiggede væk. Så vidste jeg da, at han havde accepteret det. Derefter skruede jeg op for en god sang, imens jeg holdt øje med han reaktion ud af øjenkrogen. Jeg kunne godt se, at han ville protestere i mod det, men der var tydeligvis noget, der holdte ham tilbage.

Måske ville han bare ikke komme op og toppes med mig nu, når vi rent faktisk snakkede sammen, og det var bare til min fordel.

Efter 10 minutters køretid til stoppede Louis bilen op for enden af gågaden, der lå her, og jeg hoppede tilfredst ud. Det her var jo perfekt. Og solen skinnede, selvom det blæste og var fucking koldt på min mave, som jo ikke var dækket af skjorten.

”Okay, er det en frisør, du skal finde?” spurgte Louis om, og jeg nikkede medgivende. ”En billig frisør,” tilføjede jeg og begyndte dermed at gå ned af gaden, imens mine øjne spejdede lidt udover alle butikker. Sidste gang jeg havde fået farvet mit hår, havde det været et utroligt dyrt sted, fordi Andy også havde haft mange penge der. Dog fandt vi hurtigt ud af, at det havde været en dårlig idé, fordi vi i sidste ende fik brug for pengene. Så nu var det billige frisørere, vi skulle have fat i.

Vi gik i tavshed, indtil Louis skævede til mig. ”Vil du ikke låne min jakke, som du kan lukke? Du ser ekstremt kold ud med den der skjorte,” mumlede han lavt, og det lød som om, at det tog alt hans mod at spørge mig om det.

Jeg kiggede kort hen på om og observerede, at han havde en langærmet trøje indenunder hans jakke. Så nikkede jeg, imens jeg holdt blikket rettet mod jorden. Jeg skulle stadig virke sød og en anelse genert overfor ham.

Hurtigt havde han taget sin jakke af og givet den til mig, og jeg lynede den op, som han havde forslået. Jeg måtte mod min vilje indrømme, at den både duftede godt og gjorde mig behageligt varm. Øv altså.

”Har du så noget i mod at fortælle mig, hvad det er, der er sket?” spurgte han usikkert, og jeg bed mig i læben for ikke at smile. Det ville nok være det sidste, jeg skulle gøre, hvis jeg skulle fyre en løgn af overfor ham.

”Okay, hvis du virkelig insisterer.. det hele startede nok, da jeg var omkring de 9 år eller sådan noget. Min mor og far var blevet skilt et år før, og min mor havde så allerede fundet en ny kæreste, hvilket jeg havde det meget, meget svært med. Det var underligt at lukke en anden mand ind, hvis du forstår? Men det gik så fint nok det første halve år. Så begyndte han at opføre sig underligt overfor mig.. han ville.. tættere på mig. Han tvang mig også til at gøre ting for ham, som en forældre burde gøre. Men nej, det var mig, der skulle gøre alt for ham. Så blev jeg 10-11, og han begyndte..” jeg fik min stemme til at knække, som om jeg var ved at græde, ”han begyndte at røre ved mig og min søster. Men hun var 17, så hun flyttede hjemmefra, og det var ellers hende, der have været min faste støtte, når alt var svært. Så gik det bare ned af bakke for mig. Min far fik kræft – han døde. Min papfar, som han ville have, jeg kaldte ham, slog min mor. Blev ved med mig. Så skred jeg med mine sparsomme ting, da jeg var 16. Jeg stødte på Andy – ham fyren, du ikke bryder dig om. Han tog sig af mig og tilbød, at jeg kunne flytte hjem til ham. Sådan har det været siden. Derfor har jeg nogle psykiske problemer, som gør, at jeg lidt svært ved at følge med i skolen, og at jeg er kommet ud på noget hash og drikkeri. Det hjælper altså lidt at komme væk fra hverdagen,” sluttede jeg.

Louis kiggede chokeret på mig. ”Det anede jeg slet ikke. Det er jeg ked af,” sagde han lavt, så jeg næsten ikke kunne høre ham. ”Det er okay,” skyndte jeg mig at sige og sendte ham et halvhjertet smil.

”Har du et arbejde?” spurgte han interesseret om. Jeg rystede på hovedet, før jeg forstod, hvor han ville hen af med det her. ”Men det har Andy. Det er derfor, vi kan klare os,” løj jeg og sendte ham et blik, der viste, at han ikke skulle spørge om mere.

Louis nikkede lidt, og vi gik i stilhed, indtil jeg pludselig fik øje på en frisør. Hurtigt gik jeg hen til den og fik kigget på priserne.

”Er der noget?” spurgte Louis og kom op på siden af mig. Jeg rystede kort og sukkende på hovedet.

”Nej, det er for dyrt, desværre,” forklarede jeg så, og Louis tøvede, før han kiggede mig lige i øjnene. Han havde aldrig kigget så direkte på mig før, så det var lidt scary.

”Jeg betaler. Kom – der ser tomt ud, så du kan nok godt få en tid,” sagde han så venligt, og jeg rystede hurtigt voldsomt på hovedet. ”Du skal da ikke betale for min hårfarve,” protesterede jeg i mod, men han var ligeglad og tog bare fat i min arm for at hive mig med ind hos frisøren.

Jeg var forvirret over, hvorfor han gjorde det her. Han behøvede slet ikke at gøre det, for det var slet ikke det, jeg ville opnå af at have ham med herind. Mest af alt ville jeg bare opnå, at han ikke tog fat i vores inspektør – Mr. Styles, som han hed. Fornavnet var vidst nok Harry, men jeg var ikke engang helt sikker på det.

”Vi skal have en farvet denne piges hår blåt. Det, hun har nu, skal friskes op, så det ikke er så mat,” forklarede Louis til den unge dame, der nu stod foran os. Hun nikkede for sig selv, imens han snakkede, før hun bad mig om at træde frem foran hende.

Det gjorde jeg så. Jeg havde efterhånden opgivet at sige til Louis, at han ikke skulle betale for mig. Han var fast besluttet på, at det skulle han altså, og så ville jeg heller ikke bruge al min energi på det.

Den unge kvinde studerede mig lidt, før hun tog et blad fra bordet og begyndte at bladre i det. ”Er det nogenlunde det her?” spurgte hun så og vendte bladet om mig. Jeg studerede et billede af en pige med præcis den hårfarve, som jeg altid havde.

”Det er faktisk lige præcis den farve, jeg tænkte på,” svarede jeg hende smilende og roligt. Hun blev tydeligvis lettet, før hun bad mig tage plads. Så kunne jeg ligesom godt fornemme, at hun ikke havde andet at tage sig til lige nu.

 

Louis synsvinkel:

Jeg vidste godt, at jeg ikke burde betale for Kierra, men jeg fik alligevel ondt af hende. Det, som hun fortalte mig, gjorde, at jeg straks fik medlidenhed af hende. Og det blev bestemt ikke bedre af, at hun så sagde, at hun skulle lede efter en billig frisør, så hun kunne få råd til at få farvet sit hår.

Det kunne jeg ikke klare, når jeg selv gik rundt med penge, der satgtens kunne betale det, og som ikke ville blive brugt alligevel.

Hun virkede også glad for, at hun fik farvet sit hår. Lige meget hvor meget hun protesterede mod det, så måtte der være en del af hende, der var mere end villig til at tage i mod det – noget sagde mig, at der ikke var nogen, der gav hende noget særlig tit. Måske alkohol og stoffer selvfølgelig, men ikke ting, som var normalt for andre mennesker.

Kierra sad i frisørstolen og havde indtil videre holdt blikket nede mod bordet, men pludselig løftede hun dem. Spejlet var så stort, at hun kunne få øjenkontakt med mig i det, hvilket hun så gjorde. Hun sagde ikke noget, men hun smilede, og jeg kunne se taknemmeligheden lyse hende ud af øjnene. Det var nok.

 

***

 

Kierras synsvinkel:

”Bare sæt mig af her. Jeg har ikke lyst til, at du skal se mit hus,” sagde jeg til Louis, da vi holdt på hjørnet. Jeg var rent faktisk flov over det, for lige meget hvad Louis boede i, så ville han være chokeret over at se vores. Uden tvivl.

Louis kiggede tvivlsomt på mig, før han stoppede bilen op. ”Håret klæder dig,” sagde han så og snakkede totalt udenom emnet. Jeg grinede for at få det hele til at virke lidt mere ægte. ”Ja.. Tak for det, det havde du altså ikke behøvet,” mumlede jeg og kiggede ned.

Hvad var der med mig? Sådan var jeg slet ikke normalt, når jeg skulle spille skuespil overfor andre. Måske var det, fordi det heller ikke involverede, at der skulle bruges 1000 kroner på min hårfarve. Ja, det måtte være det – jeg havde ikke andre grunde.

”Det skal du ikke takke for. Vi ses til matematik i morgen?” han kiggede indtrængende på mig, og jeg kunne hurtigt opfatte, at han mente det som et spørgsmål. Om jeg mødte op i morgen.

Jeg bed mig i læben og ville egentlig sige, at jeg ikke ville love noget, men det var ikke det, der slap ud af min mund. ”Ja,” ordene forlod mine læber, uden min hjerne var med i den beslutning.

Louis lyste op i et smil og nikkede. ”Super,”

”Ja. Vi ses,” jeg rev mig væk fra hans øjne og skyndte mig ud af bilen. Det var første gang i lang tid, at jeg egentlig havde haft en god dag. Og det havde jeg ikke regnet med skulle ske, når jeg var sammen med Louis.

Jeg begav mig ned af gaden med hurtige, lystige skridt. Nu glædede jeg mig faktisk til at se Andy, og jeg skulle også lige takke for morgenmaden, han havde lavet i morges. Folk havde været så søde i dag.

Der var ikke nogen rigtig lås til vores lejlighed – i hvert fald ikke nogen, der virkede – hverken ved døren nede ved gaden eller helt oppe ved den egentlige lejlighed, så jeg bragede direkte ind.

Mit humør, der ellers var godt, blev dæmpet en smule, da jeg kunne høre stemmer inde fra stuen. Jeg skulle være dum, hvis ikke jeg kunne gætte, at det var Zayn, der var her. Det var faktisk underligt, at han var her så meget for tiden. Det var som om, at de var begyndt at planlægge noget, men hvad fanden vidste jeg egentlig også om det? Intet.

Andy kiggede op, da jeg kom vadende ind med sko på. Hans blik hvilkede kun på mig i et kort sekund, før han åbnede munden.

”Hvordan har du fået farvet dit hår?” spurgte han med en stemme, der var hårdere end normalt. Jeg glippede overrasket med øjnene. ”Der var det her sted nede ved-” ”du skal ikke snakke udenom – jeg spurgte dig om, hvordan du har fået det farvet,” gentog han og blev ved med at kigge indtrængende på mig.

Det gik hurtigt op for mig, at han ikke kunne lide, at det ikke var ham, der havde betalt for det. Måske skulle jeg bare fortælle ham sandheden, når han var i det her humør.

”Louis,” sagde jeg så stille, og han hævede et øjenbryn. Jeg kendte ham godt nok til at vide, at han tænkte over, hvem Louis var. Så var det som om, han forstod det.

”Ham stodderen, der er din lærer? Vikar, eller what ever?” spurgte han så. Jeg kiggede hen på Zayn, der sad og kiggede utålmodigt på Andy. Han havde nok ikke tid til det her pjat.

Jeg vidste ikke, hvorfor jeg fik en trang til at sige til Andy, at han ikke skulle kalde Louis en stodder. Louis havde bevist et eller andet overfor mig i dag, og det var nok det med, at han rent faktisk havde givet det her for mig, der gjorde det. Dog holdte jeg det for mig selv.

”Ja, ham. Jeg kunne jo ligeså godt udnytte det og spare nogle penge til os, ikke?” jeg sendte ham et falskt smil, men han gengældet det ikke. I stedet rystede han lidt på hovedet. ”En anden gang vil jeg gerne have, at vi selv betaler for det, Kierra. Han kan bruge det i mod os, forstår du det?” sagde han alvorligt uden at kigge på mig.

Vreden steg op i mig, men jeg svarede ikke. Jeg gad ikke indlede et skænderi med ham, når Zayn var her. I stedet undlod jeg at svare og gik ind på mit værelse, hvor jeg smed mig i sengen.

Søvnen blev større og større, og selvom jeg lovede mig selv, at jeg ikke ville falde i søvn, så faldt jeg i søvn. Og jeg sov og sov og sov til langt ud på natten.

-----------------------------------------------------------------------------------------------------

Okay wow, nu fik I lige et længere kapitel end normalt - det kom helt op på 5576 ord, og normalt er de gennemsnitligt på 3400 ord! Ja, ja, nu blev det over 2000 ord længere, haha.

Grunden til, at det har taget lidt tid med opdateringen er, at min computer gik i stykker og slettede halvdelen af kapitlet, som jeg havde skrevet i forvejen, så jeg skull starte forfra :-(

Nå, kan I lide det? Louis giver Kierra hårfarve, Kierra lyverv overfor ham med hendes problemer, Andy bliver mopset, Zayn er der IGEN og hey - Styles er skoleinspektør.

Hvad tror I, der vil ske?

Vi har for resten fået en trailer, som skønne Freja har lavet!

Mirah xx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...