Det indbildte mirakel - One Direction Oneshot

Beskrivelse afslører for meget af et oneshot.

One Direction - Valentines Day.
Cara 18 år.

13Likes
14Kommentarer
933Visninger

1. Oneshot

De hvide vægge omsluttede mig, kvalte mig. Jeg lå på min seng, armene og benene ud til siden, sådan lå jeg bedst. Jeg prøvede at beslutte hvilket billede jeg skulle kigge på, men de mange hundrede udklip på den ene væg forvirrede mig. Hvilket ansigt, hvilket år, hvilken lejlighed. 

Der var x factor finalen, klassisk. Som de stod der på rad og række, mens de sang Torn. Bare klassisk. 

Så var der Sugarscape, sjovt. Et enkelt billede var et helt interview, jeg huskede hvert et ord. Louis var pænest der. Chickenfilet. Skønt.  

Brit awards, VMA, MSG, Children in Need, LWWY, WMYB, One Thing, Gotta Be You, Kiss You, Little Things, Ghana, OL, Video Diaries, Australien, USA, Sverige, Tyskland, Frankring, La Boite á Question, Italien, Surprise Surprise, Up All Night, alt. 

De tre andre vægge pressede sig længere og længere ind mod mig, jeg havde lyst til at klistre dem til, ville så gerne. Men jeg måtte ikke. Typisk. Hvidt er godt. Jeg lukkede øjnene, øjnene var lukkede. Jeg sov. 

 

"Cara, vågn op" en velkendt stemme trak mig ud af drømmen. Den lød igen, lokkede mig væk fra søvnens dyb. Og da jeg åbnede øjnene, skønhed. 

Zayn sad på sengekanten og strøg min kind. 

"Jeg har ventet på dig, men jeg nænnede ikke at vække dig" sagde han sagte til mig, mens han fortsat strøg min kind, min. Han kærtegnede den, tegnede små mønstre ud over kæben og ned langs halsen. Det kildede lidt, men jeg lod ham fortsætte, og kvalte grinet. Jeg lukkede øjnene igen, for søvndrukken til at ville med Zayn, kunne han ikke bare lade mig sove, bare i dag? 

"De venter på dig" sagde han sukkersødt, og lænede sig ned over mig, og plantede et kys på min pande. Jeg åbnede det ene øje, hvorefter jeg rullede om på siden, og satte mig op. 

"Åh gud, jeg er bare så træt i dag" stønnede jeg, mens jeg forsøgte på at rejse mig op, og gå hen mod skabet. 

"Jeg går ud og siger at du er vågen, så kommer du bare ikke?" sagde Zayn, og rejste sig også af sengen, krydsede det hvide værelse, og gik ud af døren. 

 

Jeg trak i et par cowboybukser og en t-shirt. Jeg gik hen til billedevæggen, og sukkede. Perfekt. Jeg vendte mig om, og gik tilbage til sengen, min computer stod på natbordet, og ventede bare på at blive tændt. Ved lyden af windows opstart sprang mit hjerte et slag over af bar glæde. Jeg var hurtig på fingrene, i løbet af nul komma fem var jeg inde på min afspilningsliste. 

 

"Cara, kom du ikke?" Niall stak hovedet ind af døren, og jeg lukkede computeren med et smæk.

"Jo, undskyld, jeg blev distraheret" sagde jeg hurtigt, og stillede computeren fra mig.

"Det er helt okay" sagde han med et smil, og viste sine skønne tænder. Med bøjle, perfekt.

Jeg rejste mig og gik hen til Niall, "lad os gå."

Han trak mig med ud af døren, og hviskede; "jeg bliver nødt til at holde dig for øjnene Cara, der venter dig en overraskelse." Han satte hænderne for mine øjne, og førte mig væk. 

"Er du klar?" spurgte han mig listigt, og strejfede min kind med sine læber. Jeg fik kuldegysninger. 

"Jeg er spændt" hviskede jeg tilbage, i frygt for om jeg ville blive overrasket nok, når han åbnede døren. Han fjernede hænderne fra mine øjne, og jeg åbnede dem langsomt. 

 

"Godmorgen Cara" lød det. Jeg missede med øjnene i lyset, der var et vindue i rummet, der gav mig et indblik i vejret udenfor. Sne, der glimtede i solens lys. Jeg gættede på, at den lige var stået op. 

"Niall, hvad er-" jeg vendte mig om, for at høre hvad jeg skulle herinde, men han var væk. 

"Cara, hvorfor sætter du sig ikke ned, så vi kan snakke lidt?" lød det igen. Jeg snurrede endnu en gang rundt, og mødte en gammel dame med gråt opsat hår, og rynker i hele ansigtet, siddende i en stol. Hun stak mig et grimt og anstrengt smil. 

"Har de planlagt dette?" spurgte jeg hende undrende, og satte mig på kanten af den stol, hun nikkede hen mod. 

"Hvem min ven?" spurgte hun mig pædagogisk, og gav mig fornemmelsen af, at jeg ikke skulle afsløre for meget af min hemmelighed. 

"Ikke noget" sagde jeg kort for hovedet, og begyndte at pille ved mine negle, her på det sidste var de blevet flotte, længere end de længe havde været. 

"Okay søde" sagde hun med endnu et skildpaddesmil, "jeg har set hvordan du har pyntet dit nye værelse, det er super flot. Du må have været længe oppe for at nå alt det, ikke sandt?"

Jeg nikkede, stadig med blikket limet fast til mine negle, der var stadig få neglerødder. Jeg rev irriteret i den største. Det gjorde ondt, jeg stak den hurtigt i munden for at dulme smerten, og besluttede mig for bare at bide den af, sådan. 

Jeg prøvede at ignorere den akavede stilhed, men det var svært, hun ventede hundrede procent sikkert på, at jeg skulle tage intiativ, til at sige noget. Men jeg holdt muden lukket, hvem ved, havd jeg kunne komme til at lukke ud. 

"Hvor længe har du kendt dem?" spurgte hun mig så endelig. Jeg stivnede, hvad mente hun med kendte? Jeg bed febrilsk i mine negle, og kiggede mig panisk over skulderen, var her andre end os? 

Jeg fik det dårligt, og rejste mig. Jeg måtte ud herfra. 

"Hvor skal du hen Cara?" spurgte damen overrasket, og rejste sig også. 

"WC" mumlede jeg, og gik målrettet hen mod døren, og tog fat i den. Den var låst. Jeg vendte mig opgivende om, og kiggede skeptisk på hende. 

"Der er WC på kontoret" sagde hun, og nikkede i retning af en anden dør. Fedt, jeg skulle jo ikke tisse. Jeg gik dog alliegevl hen mod døren, ellers ville hun jo vide, at jeg løj. Da jeg kom der ud, var der en håndvask, og endnu en dør, der førte ind til toilettet, jeg gik derind og trak ud. 

 

Da jeg kom ud af toilettet igen, og ud til håndvaskene stod Louis der. 

"Hvad laver jeg her? Hvorfor har i sendt mig her ind? Der er sgu da ingen overraskelse!" råbte jeg rasende til ham.

"Er du færdig?" spurgte han mig skeptisk, og løsnede derefter op til et grin, "den rigtige overraskelse kommer senere, vi skulle bare have dig ud af værelset."

 

"Åh i dumme-" mere nåede jeg ikke at sige før døren blev smækket op, og damen kom ind. Jeg fik et chok, og min puls steg. Hvad hvis hun så ham? Ingen måtte se ham, de ville fjerne ham fra mig. 

"Hvem snakker du med?" spurgte hun så sukkersødt, at det fik det til at løbe koldt ned af nakken på mig. Jeg stod med armene spredt ud, for at dække hendes udsyn over toilettet, og bedte til, at han havde skyndt sig ind på toilettet, og for guds skyld uden at have låst døren, det ville hun sikkert bemærke. 

"I-i-ingen" fremstammede jeg, med sveden løbene ned over panden, og pulsen på højtryk. 

"Er du sikker?" spurgte hun mig gennemtrængende uden at kigge rundt efter persone jeg jo havde snakket med. Hun kiggede kun på mig, gennemborede mig med sine gamle grå øjne. Jeg mærkede panikken sprede sig i kroppen, havde hun set ham? 

Hun trak sig langsomt tilbage, og lod døren stå åben ud til værelset. Jeg kiggede mig lynhurtigt over skulderen, og så at døren ud til toilettet var lukket, og ulåst. Jeg åbnede den på klem, jeg ville bare fortælle ham, at jeg gik tilbage, det var jeg nødt til. Men da jeg kom derind var han der ikke. Han var væk. 

Det var som om noget af min verden gik fra hinanden, hvordan kunne han ikke være der? Hvor fanden kunne han have gemt sig? Jeg mærkede hvordan der blev varmere og varmere, og luften slap op. Jeg faldt på knæ og gispede efter vejret. Hvor var han? Hvad skete der? Hvor var jeg? Rummet gyngede, og jeg faldt ned på alle fire. Gloende hedt. Jeg hev efter luft, men det var som om alle mine forsøg var forgæves. Jeg kravlede ind i toiletbåsen, og lænede mig op ad væggen, tog benene op under mig, og sank sammen. Jeg fik det lige så stille bedre, og efter hvad der føltes som evigheder, rejste jeg mig op, og gik ind til damen, der sad i stolen og nippede til en kop te. 

"Jeg regner med at vi fortsætter imorgen Cara" sagde hun roligt, og smilede til mig. Jeg nikkede stakåndet, og gik hen mod døren. Den var nu åben, og uden for døren ventede en en ung mand på mig. 

"Godmorgen Cara, vil du med ned og have noget morgenmad?" spurgte han mig næsten endnu mere pædagogisk end damen. Men min maves knurren kunne ikke ignoreres, så jeg nikkede stille, og lod mig føre afsted gennem hvide gange og korridorer indtil vi kom til et stort rum, hvor der sad fem andre unge mennesker og tre voksne, imellem dem, der prøvede at føre en samtale. Jeg gøs. 

Manden gik ud i køkkenet og hentede en tallerken til mig fyldt med morgenmad. Jeg tog den, og satte ved et andet bord. 

 

"Bon apetite" lød det fra Liam, der sad over for mig, og smilede til mig, helt igennem smuk.

 

Jeg fik juicen, som jeg var ved at drikke, galt i halsen, og begyndte at hoste som en sindssyg.

"Hvad fuck laver du her?" spurgte ham vredt, mens jeg tørrede juicen op fra bordet med en serviet. Jeg kiggede op, og så ingen spor af Liam. Jeg tabte servieten, af bar skræk, og satte mig så hårdt tilbage i stolen, at den væltede. Jeg faldt ned på gulvet, hovedet først, og alle de voksne i rummet strømmede til, og meddelte mig, at det nok var bedst, at jeg gik op i seng igen, det var også blevet sent i går. Jeg gjorde ingen modstand, lod dem bare skubbe mig af sted, og da vi kom op til mit værelse stoppede jeg op foran døren, og vendte mig om. 

"Jeg kan godt selv gå i seng" sagde jeg roligt, og gennede dem væk. Jeg ville ikke have nogen til at spolere overraskelsen. 

Da de var væk, tog jeg forsigtigt fat i dørhåndtaget og skubbede så til.

 

Et overvældende syn ventede mig derinde. Alt var dækket af rosenblade, og der stod stearinlys på alle overflader i hele rummet, og bedst af alt stod Harry med ryggen til, og var ved at rede sengen. 

"Hvad er alt det her?" spurgte jeg ham overvældet. Han fik et sæt ved lyden af min stemme. 

"Åh Cara, jeg vidste ikke at du allerede var tilbage" sagde han usikkert, sikkert over at jeg var brast ind midt i hans overraskelse. Men så tog han sig sammen, og greb en rose, der lå på sengen, og gik hen til mig. 

"Glædelig Valentines dag" hviskede han, og kyssede mig på halsen. Jeg blev helt blød i knæene, jeg havde helt glemt Valentine.

"Åh gud, Harry, jeg havde helt-" han løftede mig op, og bar mig over i sengen, hvor han lagde mig. Derefter lænede han sig ned over mig, og begyndte at kysse mig. Jeg tog fat om hans nakke, og gengældte kyssene, åh hvor det føltes godt.

 

Det gav et sæt i mig, da der blev banket på døren, og da den to sekunder efter blev åbnet af skildpaddedamen fór jeg forskrækket og genert sammen. Vi var lige i gang med noget. Jeg satte mig op, og trak dynen over mig, og da jeg kiggede til siden for at tjekke op på Harry var han der slet ikke. Jeg troede at jeg så syner, hvor fanden var han? Tårerne steg op i øjnene på mig, og højlydte hulk undslap mine læber. 

"Jamen barn da, hvad sker der?" spurgte hun mig forfærdet over min gråd og min lette påklædning. Jeg havde kun undertøj tilbage på kroppen, resten lå smidt på gulvet. Mit uglede hår sagde jo også sit. Det gjorde hulkene endnu værre, og da varmen også steg op i mit ansigt vidste jeg simpelthen ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. 

Damen gik hen imod mig, og jeg kravlede længere og længere væk fra hende, ind imod sengekanten. 

Hun rakte armen ud, "søde skat..."

"Ikk rør mig!" skreg jeg, og rykkede endnu længere væk, ud over sengekanten. Jeg tumlede ned på gulvet, og trak dynen med. Jeg skubbede mig så langt væk jeg kunne, jeg mødte den kolde væg dækket til med billeder.

"Cara, tag det helt roligt min pige" sagde hun, stadig på vej imod mig. Jeg ville bare have hende væk. Hende væk og Harry tilbage! Det var et mirakel i sig selv, at de overhovedet havde kigget min vej, der var millioner af andre piger, smukkere, klogere, men de havde valgt mig! Jeg skreg, skreg fordi det var det eneste der overhovedet kom tæt på at beskrive hvordan jeg havde det lige nu. 

"Han forsvandt bare, han var bare væk!" hulkede jeg højlydt op ad væggen. En dag havde de bare været der, sagt at de elskede mig, og siden da havde vi hængt ud, altid. De blev selvfølgelig nødt til at tage til interviews og den slags en gang imellem, men jeg var deres første prioritet. Ingen måtte tage dem væk fra mig, det var et under at de var kommet, mit største ønske. 

Skrigene fortsatte, og til sidst kom fem store mænd løbende ind på værelset til mig, og tog fat i mig, mine arme og ben. Jeg kæmpede imod, sparkede i alle retninger, og råbte at de skulle slippe mig, men det skete ikke. Til sidst kom de ind med en båre, og lagde mig på den. De gav mig en maske på, og kørte mig ud af værelset, væk.

 

Ude på gangen stod de alle fem. De ventede på mig. De gik ved bårens kant, og Louis og Liam tog mine hænder. Zayn og Niall holdt ved begge mine ben, og Harry, Harry aede mig på panden, og nynnede en sagte melodi. 

"Vi ses snart igen Cara" hviskede han, og sekundet efter blev mine øjenlåg tunge, og mine omgivelser slørede. Jeg faldt ind i en dyb, dyb søvn. 

 

Sikke en valentines dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...