Maybe some day pretty boy

Seline Brooks er blevet optaget på den fineste designer skole Central Saint Martins i London, og skal krydse Atlanten for at begynde et nyt liv i London. Seline er virkelig dygtig og kreativ, og det kræver bare, at hun holder hovedet højt, så er hun næsten selvskrevet som designer, men der er en grund til, at hun valgte England. Hun plejede at være den vilde festabe, men endte ud i noget, hun ikke kunne styre og en fortid, som stadig jager hende om natten. Seline støder en dag ind i Louis Tomlinson, og taber sin skitsemappe, som hun ikke når at få, fordi hun skynder sig væk. Hvad skal Louis gøre med den?

5Likes
3Kommentarer
614Visninger
AA

2. London, baby

 

Her står jeg så. Mig i kæmpestore London, midt på King Cross station. Jeg er på vej hen mod den lejelighed, som jeg med mine sparsommelige sommerferie penge har skrabet sammen til. Det er en okay lejelighed midt i hjertet af London. London er her hvor teen hører hjemme, her hvor historiske perioder er begyndt, her hvor moden er i top, her hvor drømme kan blive til. Okay stop dig selv Seline, træk vejret og tæl til ti. Det eneste du skal gøre nu, er at minder dig selv om, at det vil blive det bedste år nogensinde, for hvis man blider sig noget ind mange gange, så begynder man at tro på det til sidst. Det er en meget smart teknik, og den kan klart anbefales, hvis man bare ikke bruger den så ofte, så kan det vidst have en sideeffekt, trust me.

Jeg gør forsigtigt tegn til en af taxierne, og venter pænt på at en af dem vil stoppe op. Jeg nyder synet af den travle trafik og selvfølgelig den britiske accent, som virkelig er forførende især, hvis vi taler om hotte drenge. En eller anden dag, så vil jeg lege dum turist, og jeg vil se alt, hvad der er at se. Men som sagt, det må blive en dag ud i fremtiden, hvor jeg har fået nogle venner. Men det bliver ensomt, at bo alene igen og at starte helt om igen. Jeg sukker stille, og venter på, at min bagage bliver sat ind i taxaen, før jeg selv sætter mig ind.     

 

Mit liv var ved at gå i spåner for omkring seks måneder siden. Jeg hang i en tynd tråd, og mit liv var noget lort. Jeg havde lavet så meget crap og shit, at det var for sent at redde mig selv. Jeg kunne ingen vej se ud af mørket, og jeg følte, at jeg mistede en del af mig selv hver dag. Jeg ville ikke spøge med, at mit liv var det levende helvede. Jeg manglede et mirakel, og så ville jeg være fri, fri som en fugl. Jeg kunne hører den velkendte melodi fra min smadrede telefon henne ved natbordet. Jeg tog nogle tunge sløve skridt og samlede telefonen i et ryk. Det var et ukendt nummer, hvilket ofte betød handel med narko eller værre. Men alligevel tog jeg den, selvom der måske ville være en ubehagelig konsekvens, men jeg gjorde det, jeg tog den.

 

”Hello det er Amy Digerti”, sagde jeg med en bestemt tone. Imens jeg går i cirkler rundt om mig selv. Det er noget jeg gør, når jeg er nervøs eller korrekt meget nervøs. Når jeg er nervøs, så leger jeg med mit hår, som en eller anden idiot.

 

”Hej, jeg ringer fra designerskolen Central Saint Martins i London, og jeg vil meddele dem at De har fået en plads på vores eksklusive skole helt gratis, da De er blevet udnævnt til vores scholarship”, siger en dame med en meget tyk britisk accent.

 

”OMG, virkelig”, skriger jeg så højt så jeg er sikker på at naboerne ved siden af kan høre mig igennem vores papirvæg. Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glad jeg er for den nyhed.   

 

”Ja, du er blevet valgt som en af vores kommende studerende her efter sommerferien. Der var over 10.000 ansøger, men du kom igennem nåleøjet sammen med 29 andre. Vi glæder os til at møde Dem”, siger damen glad og lægger på.  

 

Jeg tørrer hurtig en tåre væk fra kinden, og prøver at opretholde min facade igen. Jeg er kommet her til, fordi jeg fik en ny chance for at leve. Jeg må holde lav profil, og undgå drama. Det er da det mindste, jeg kan gøre for at vise min taknemmelighed til designerskolen. Jeg beundre faktisk det kvarter jeg skal bo i, der en hyggelig stemning og de gamle bygninger har en vis charme. Da taxaen stopper, tager jeg min bagage, og låser mig ind i opgangen, hvor jeg skulle bo i et år.  Det her er min fremtid, hvor jeg ikke ville kigge tilbage.     

 

 

Dette er mit bidrag til konkurrencen ”at miste”. Jeg håber I vil følge den og jeg lover at skrive næsten hver dag! Så den kan nå at blive færdig. Hvis I kan lide den, så må I meget gerne like den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...