Louisa Hyllebjerg

"Louisa Hyllebjerg, det navn var formentlig det navn, jeg flest gange i mit liv havde sagt til mig selv. Det var nærmest blevet helligt for mig, og det blev brugt i alle situationer. Louisa Hyllebjerg havde, skønt jeg ikke kendte hende, aldrig havde mødt hende og ikke anede, hvem hun var, i min underbevidsthed vokset sig til en altovervågende og altingigennemsyrende skytsengel. "

1Likes
3Kommentarer
449Visninger

1. Oneshot

Jeg lod langsomt min venstre hånd stryge over de indskårede tegn i træstammen, mens jeg sukkede.

Louisa Hyllebjerg 1987, stod der. Det var svært at se, men jeg var sikker. Hele min bardom havde jeg besøgt det mægtige egetræ mindst en gang om ugen, når jeg havde haft lyst til at være alene. I starten havde jeg leget indianer under det, så, da jeg blev ældre, havde det været mine lektier, der blev lavet under det. Nu kom jeg der mest, når jeg ville tænke, og det ville jeg tit.

    Egetræet befandt sig i skoven tæt på mit barndomshjem i udkanten af en lysning, hvor der voksede hindbær. Hindbær, som i min tidligere bardom udmærket havde gjort det ud for alverdens og alle eventyrs delikatesser.

Louisa Hyllebjerg, det navn var formentlig det navn, jeg flest gange i mit liv havde sagt til mig selv. Det var nærmest blevet helligt for mig, og det blev brugt i alle situationer. Louisa Hyllebjerg havde, skønt jeg ikke kendte hende, aldrig havde mødt hende og ikke anede, hvem hun var, i min underbevidsthed vokset sig til en altovervågende og altingigennemsyrende skytsengel. Hun beskyttede mig, hvis jeg bare traf de rigtige valg. At jeg skulle gøre, som hun sagde, det var prisen for, at hun beskyttede mig, og sørgede for, at mit liv ikke ville blive en fiasko. Hver gang, jeg træffede et valg, spurgte jeg mig selv, ”Hvad ville mon Louisa Hyllebjerg synes om det? Ville hun være skuffet over mig, eller ville hun selv gøre sådan?” Denne evige overvejelse ved et hvert simpelt valg blev, efterhånden som den voksede sig større, mere og mere tidskrævende, for på et tidspunkt gik det så vidt, at jeg måtte bruge et kvarter hver morgen på at overveje, om Louisa Hyllebjerg mon ville foretrække, at jeg spiste rullepølse eller smøreost på min middagsmad, og når jeg skulle lave lektier, om hun mon ville fortrække, at jeg skrev mine stile med den ene eller den anden skrifttype .

    Dog var det ikke altid, at jeg skulle overveje, oftest sagde hendes fløjlsbløde, men forræderiske stemme, som jeg blindt stolede på, præcis, hvad jeg jeg skulle gøre. Når det skete, stolede jeg blindt på hende, selv når hun sagde meningsløse ting, som at jeg ikke måtte høre musik i en måned, eller at jeg skulle hoppe over hver anden flise i fortovet, ellers ville der ske noget med mig selv eller min familie, der ikke skulle ske.

     Til prøver, hvis jeg sad blank som sølvpapir, bad jeg Louisa Hyllebjerg om en løsning, og længe havde jeg en idé om, at hun uendeligt mange gange havde reddet mit skind, og for hvert tolvtal, jeg fik, og fik ros for, som retfærdigvis skulle have været hendes, stod jeg mere og mere i gæld til hende, og hendes krav blev mere og mere ekstreme. Jeg skulle skære i mig selv, så blodet fossede ud, jeg skulle holde vejret så længe, at jeg besvimede, og jeg skulle slå mig selv, så jeg kunne betale hende tilbage. Tænk nu, hvis hun ikke ville hjælpe mig næste gang. Jeg blev nødt til at følge hendes ordrer.

    Nu skulle jeg væk fra byen med skoven med træet med Louisa Hyllebjerg, til nærmeste storby, væk fra mine forældre, som, til min store irritation, blev mere og mere bekymrede for mig. Kunne de da ikke se, jeg havde fint, og at Louisa Hyllebjerg både hjalp og beskyttede mig? Jeg troede, jeg skulle leve med Louisa Hyllebjerg for evigt, og at hun skulle tage med mig ind i byens kaos, men da jeg, for at tage afsked med mit ”hellige” sted, sad under træet, indså jeg, at hvis jeg tog væk, ville Louisa Hyllebjerg forlade mig for altid. Så græd jeg, længe og bitterligt. Højt og hulkende.

    Med et stønnende åndedrag tog jeg mod til mig og hviskede, mens min rystende hånd strøg mit hår væk fra mit blege, tårevædede ansigt, som jeg langsomt løftede op mod inskriptionen med Louisa Hyllebjerg 1987:

”Farvel, Louisa. Farvel for bestandigt, Louisa Hyllebjerg.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...