Only the eyes

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 6 aug. 2013
  • Status: Igang
Lucifer Alexsander Grace, er på trods af hans navn halv russer. Og med hans familie i Rusland kommer også en forbandelse han er tvunget til at live med resten af hans liv; man kalder det for death mark. Men ikke nok med denne forbandelse, så begynder hans liv også og blive vendt på hovedet. Da en sindsyg pige møder op og på står at hun er hans forlovede, men Lucifer har aldrig set pigen før. Og har kun en gang i sit liv være sammen med en pige. Kan dette være fordi hans tvilling stadigvæk er i live? Han havde ellers fået at vide at han døde for mange år siden

5Likes
10Kommentarer
821Visninger
AA

2. Droppet, mig? aldrig, jo måske lidt..

Jeg gik med høretelefonerne over ørene. Det var mine højt elskede over ears. Jeg gemte ansigtet bag mit tørklæde, det var stort dejligt og varmt. Jakken lindene måske en piges men jeg kan forsikre dig, det er jeg altså ikke. Jeg løftede blikket og kiggede mod himlen, det sneede. Det havde været vinter så ufattelig længe i mit hovedet, i virkeligheden havde vi kun lige presset nytår. Jeg var sådan set på vej hjem fra skole, men det ville nu være så smuk og tegne skoven. Så det var hvad jeg besluttede mig for. Jeg så dem ikke til at starte med, men da mit blik faldt på dem, kunne jeg ikke lade være. Jeg begyndte langsomt og tegne dem, pigen stod med ryggen til, så jeg kunne ikke se hendes ansigt, men jeg kunne se hans. Jeg skruede ned for musikken og sukkede lavt, jeg havde billedet i hovedet af hvordan de stod. 

"Jamen det var jo ikke mening han skulle blive så ked af det.." Det var pigens stemme, lys og meget bekendt. Anja, hvis ikke jeg tog meget fejl, men hun ville umuligt genkende mig. Ikke sådan som jeg så ud i dag. 

"Jeg ved det godt men du ville jo ikke være sammen med ham mere så der var jo ingen grund til at trække det ud og lade ham lide" Fyrens stemme havde jeg aldrig hørt før. Og hvis jeg havde, havde jeg været meget fuld for at kunne glemme sådan en stemme. Han måtte godt hviske i mit øre, med søde elskovs ord. Det var til at få kvalme over mig selv. Jeg kiggede igen på dem for at få opfrisket det billede jeg havde af dem, men i det samme vendte hun sig om. Og ganske som jeg havde forvendte det var Anja, det var Altså mig de snakkede om, Jamen hyggeligt. 

"Hvad tror du lige at du laver?" Hendes stemme var kold. Og jeg rejste mig op med et suk, jeg sagde ikke noget. Det var jo ikke lige frem mod loven og sidde og tegne i en skov, og hun kunne sandt og sige ikke se, hvad det var jeg tegnede. 

"Lad hende nu pigen har bare en sans for romantik" Jeg fnys over hans kommentar og vendte bare ryggen til dem for at gå. Jeg skulle ikke nyde noget og dog kunne jeg ikke lade vær.

"Og sandt og sige er pigen altså af hankøn, hvis du kan live med det" Jeg vente mig om mod dem med et smil på læberne, før jeg gik videre. Jeg smed tasken da jeg kom hjem, og efter den fulgte jakken. Det var da en fin lille bunke, skoen ente på toppen. Og jeg sukkede dybt, og luskede ud i køkkenet på jægt efter et æble.Og jeg var heldig der var et tilbage, sejres dans. Min far smilte bare da han så mig, han var altid glad for at se mig. Men det var ikke altid den glæde var gengældt, og dog i dag var den. Jeg havde været ude det mest af ugen, først hos den ene også hos den anden.

"Madam Rossie har ringet, hun siger du ikke har været til træning i denne uge, Alexsander det har vi jo talt om, hvis det noget du gide, så mød da forhelved op i stedet for at blive væk" Han kiggede skuffet på mig og rystede på hovedet. Jeg sukkede jeg vidste det jo godt, det ville bare gå ud over mig selv i sidste ende.  

"Jeg ved godt, der her bare været så meget og jeg ved også godt det ikke er en undskyldning, må jeg godt sove nu?" Han smilte og lo, det var en joke vi havde haft længe, det med at sove. Jeg var alle andre steder end der hjemme, ikke at der var noget galt med der hjemme. Jeg havde bare så mange ting, som jeg skulle nå i løbet af ugen, at jeg ikke havde tid til at være der hjemme. Og en periode havde det været så slemt at min far kun så mig når jeg sov. Jeg sukkede og satte mig ved bordet. Jeg sad bare med æblet i hånden, uden at vide om jeg skulle spise det eller ej. Det ente først ved et ej, men blev så til at gør det. Det var som om en lille stemme hviskede det i mit øre. Jeg tog langsomt en bid af det, som om jeg var bange for æblet ville kæmpe imod. Men kan godt kalde mig letter sindsyg, i hvert fald når jeg tænker. Jeg bærer af det man kalder for Death Mark. Det et lille mærke der sidder nederst på min nakke, og det kommet fordi min syge russiske familie, lige siden jeg har lille, trænet mig til at dræbe. Og adlyd man ikke order fik man stød, ikke voldsomt meget, bare nok til at man forstod det. Men det har også bare ødelagt noget oppe i min hjerne. Jeg kan til en hver tid, ved hjælp af det rigtig ord på russisk selvfølgelig,  dræbe på klods hold, uden og tænke det mindste over at det et andet menneske jeg står over for. Det også derfor jeg bor hos min far og ikke min mor.   

"Ja ja, det har jeg jo hørt før, men få gjort noget ved det denne gang" Min far talte i telefon, meget rig forretnings mand, nok derfor hans søn gik på en af lands fineste skoler. Og det var ikke fordi jeg var glad for det, jeg af fandt mig ligesom bare med det hele. Jeg sukkede igen og smilte falsk da han sagde han var nødtil at køre. Typisk, men sådan var det nu en gang bare. Og igen jeg fandt mig bare i det, det var efter hånden bare en vane. Normalt ville jeg sidde hos kæresten lige nu, men hun har droppet mig. Anja den kælling mente jeg ikke havde tid nok til hende og alt det der. Men det var jo heller ikke hende, der både havde arbejde, ballet og skole. Så det gjorde ondt, selvfølgelig gjorde det det. Men jeg var lidt for meget af hankøn til at vise det, så jeg lod vær. Og alligevel så hun det. Jeg rejste mig og gik ind på mit værelse eller skulle jeg måske sige ud. Jeg havde fået en helt halv del af huset for mig selv. Og det var jeg også glad for, det var ikke noget stort, ikke i forhold til huset, men der var plads nok til mig. Jeg smid skole uniformen på sengen og sukkede lettet. Det var godt og få noget andet tøj på. Den sorte t-shirt med Slayer blev let og elegant trukket over hovedet. Mens det gik let og elefant til med mine Jeans, jeg havde, som jeg frygtede, taget på. Og det ville sige at de sad en del mere stramt end jeg havde forventet de ville. Men what ever. Jeg skulle bare ud her fra, der var ikke noget ved at være der hjemme alene, det var bare ligesom ikke det samme. 

Hej far

jeg er smuttet over til Moe, ved ikke som jeg kommer hjem i aften

men ellers ses vi i morgen.

lu..

Jeg kiggede på sedlen og smilte svagt. Det var måske ikke helt sandt, men han kunne jo være lige glad. Jeg havde skam planer om at tage hjem til Moe, men jeg havde ikke planer om at blive. Så det var bare ikke hele sandheden men hvad så? Jeg var single,  men jeg havde ikke planer om at blive det længe. Og det var jo fredag så...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...