Show me your smile!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Igang
Zhily (udtales som Chili) Wondermann er en pige på 16 år, som egentlig ikke er så speciel. Hun får gode karakterer i folkeskolen, og det eneste der er specielt ved hende, er at hendes forældre er flyttet til Danmark, fra USA.
Men da de efter nytår får både en ny dreng og en ny pige i klassen, begynder hendes liv at ændre sig...

Jeg er ikke sikker på om den skal være rød endnu i stedet for gul, da jeg ikke ved helt præcist hvad der skal ske helt ned til mindste detalje, men kun i store træk...

9Likes
14Kommentarer
701Visninger
AA

5. The Nightmare Continues

Jeg løber, løber væk fra alt det onde, alle de masker de andre har på, grædende, leende, hånlige, uhyggelige masker. Jeg prøver at komme væk fra dem, men de er overalt. Jeg drejer til højre, endnu flere masker. Jeg stopper op, løber ned af en side gade. Hjertet pumper, hurtigere, hurtigere! Overalt skriger maskerne af mig. Sveden springer frem på min hud, danner perler som bliver svunget ud til alle side imens jeg løber. Jeg vil bare væk, væk fra det hele. Tårerne tårner sig frem i mine øjne og glider ned over mine kinder. Jeg hulker og råber efter hjælp, som snart går over i at jeg skriger efter hjælp. Jeg sætter mig ned op af en mur, lægger mine hænder over mine ører og lader tårerne få frit løb. Jeg vugger panisk frem og tilbage. De kommer nærmere, hele tiden tættere på.

Jeg er fanget, fanget i maskernes spil, i deres verden. Og jeg slipper aldrig ud igen. 

 

Hun spærrede øjnene op, hendes sengetøj var klamt og vådt, hun badede nærmest i sin egen sved. Alarmen, den hun altid blev vækket med, var høj og havde ringet i et par minutter. Utroligt at hun havde sovet over den alarm. Hun skyndte sig at slukke den og satte sig op. Mareridt, igen. Næsten altid det samme. Der var altid det gennemgående tema, maskerne. De skræmte hende alle de masker. Hun ønskede virkelig at de drømme ville stoppe.

Hun skubbede dynen til side, satte benene ned på gulvet, det samme hver morgen. I bad, tøj på, skippe morgenmaden, gå til skole. Hvornår var det lige hendes liv var holdt op med at have nogen form for indhold?

 

Den dag kom hun forsent, hun vidste det allerede da hun lukkede døren til huset bag sig, hun ville ikke kunne nå det på den tid hun havde til det. Badet havde taget for lang tid, og hun havde brugt dobbelt så lang tid på at finde tøj, i forhold til hvad hun plejede. Hun skulle jo finde noget hun kunne vise fedtet frem i.

Hun orkede heller ikke at løbe til skole, selvom hun ville have haft nået det hvis hun havde gjort det, hun gik bare, stille og roligt, langsommere end hun plejede. Hvorfor skynde sig når man allerede var forsinket?

Hun bankede roligt på døren ind til klasselokalet, men forventede egentlig ikke at blive lukket ind, da reglen sagde at kom man for sent, skulle man udeblive fra timen.

Døren blev åbnet og Brita så på hende med et overrasket blik, det var første gang i mange år at hun var kommet for sent. Læreren åbnede døren helt, og blev mødt af et lige så forvirret blik fra Zhily, som det læreren havde sendt før.

"Det er jo første gang, kom du bare med ind og sæt dig.." Læreren smilede stort, hun havde sikkert bare en god dag. 

Zhily gik ind gennem døren med blikket rettet mod gulvet, hun vidste godt at de andre ville sende hende hånlige blikke og smil, måske ikke Luca, men de andre. Hun havde set dem gøre det før, ikke imod hende, men mod en pige der flyttede skole sidste år, efter at have gået der kun et enkelt år. 

Zhily vidste godt at hun var nødt til at se op før eller siden, og da hun skulle til at gøre det, var det med en masse forventninger om, at Luca ville sidde og vente på hende nede bagerst i klassen. Tanken om hans smil fik det til at boble svagt i maven, men da hun endelig fik løftet hovedet, og derved blikket, faldt det hele til jorden. Hendes håb og forventninger forsvandt som dug for solen, hendes ansigt ændrede sig hurtigt og blev til en opgivende mine.

Luca var der ikke. Hvorfor var han der ikke?! Det var kun hans anden dag, og han kunne da ikke være blevet syg allerede! Kunne han? Han havde jo haft det okay igår...

Zhilys øjne fik en panisk udstråling, og hendes blik flakkede rundt, håbede vel på at finde ham et andet sted i mængden, men det eneste hun fandt, var endnu en tom stol. 

Robin manglede også.

Hvad foregik der? Var det noget de havde spist på caféen igår? Det kunne det da ikke være, så ville hun jo selv have været blevet syg.

"Zhily, sæt dig nu ned, en ting er at du kommer for sent og forstyrrer undervisningen den vej rundt, men så behøver du heller ikke stå stille midt i det hele og forhindre os andre i at have undervisning" Det var Brita. Okay, måske var hun ikke i så godt humør endda.

Zhily tog sig sammen og gik ned til sin plads og satte sig. Hendes kinder brændte, blodet havde samlet sig i dem og givet dem en meget i øjefaldende rødlig farve.

Latter og hvisken lød spredt rundt i klassen indtil Brita rømmede sig. Selvom hun ikke var den strengeste lærer, og de ikke altid tog hende helt seriøst, havde de fleste elever i klassen respekt for hende. Til en hvis grænse.

Men den dag havde Zhily ikke respekt for nogen.

Mobilen  blev hevet frem for lommen lige så snart undervisningen begyndte igen. Hun var ikke sikker, men hun mente at hun havde fået både Luca og Robins numre igår, men igen, hun var ikke helt hundred procent sikker på, om det var drøm, ønsketænkning eller virkelighed.

Da hun kiggede på displayet, var det første der sprang hende i øjnene, den lille firkant hvor der fint stod: 

Luca Tekstbesked (2)

Hendes blik søgte hurtigt op, ingen kiggede, hun kunne lige nå at åbne dem og læse dem. Det var sikkert noget vigtigt.

Hey Zhily!

Ro og jeg stiger over i dag, vi har fundet et lille sted nede ved havnen at mødes. Wanna join?

 

Det irriterede hende lidt at Robin havde et kælenavn, når hun ikke havde. Hun følte lidt at det gjorde Robin mere speciel end hende. Misundelse længe leve.

Hendes blik søgte op igen, tjekkede at læreren ikke stod og kiggede på hende med et bebrejdende blik, før hun gik videre til næste besked. Room declared safe.

Yo Zhily?

Hvis du allerede er kommet i skole, så spil syg! Kom og join os! Vi mangler dig ;)

 

"Vi mangler dig" Hvis et enkelt ord havde været anderledes, så der ikke havde stået vi, men jeg, så havde hun været ude af døren med det samme. Men nu stod der nu en gang vi, det kunne der ikke ændres på. Så hun begyndte at svare. Hendes fingre havde aldrig nogensinde skrevet så hurtigt som de gjorde nu. Hun vidste at hvis hun blev opdaget i at skrive i timen nu, ville hun ikke se hendes mobil før næste dag.

Hey Luca!

Jeg er her bare lige den første time, og så er jeg på vej! 

 

Hun låste sin mobil og lagde den tilbage i lommen. Hun lagde hovedet ned på bordet, begyndte at forestille sig hvordan det var at være syg, for hvis hun overbeviste sit sind og sin krop om det, så var det nemmere at overbevise læreren om det.

 

 

 

******************************************************

Dette kapitel er ikke færdigt, men hva synes I der skal ske? Skal hun have lov til at forlade undervisningen, eller skal hun blive? :DD

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...