Show me your smile!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Igang
Zhily (udtales som Chili) Wondermann er en pige på 16 år, som egentlig ikke er så speciel. Hun får gode karakterer i folkeskolen, og det eneste der er specielt ved hende, er at hendes forældre er flyttet til Danmark, fra USA.
Men da de efter nytår får både en ny dreng og en ny pige i klassen, begynder hendes liv at ændre sig...

Jeg er ikke sikker på om den skal være rød endnu i stedet for gul, da jeg ikke ved helt præcist hvad der skal ske helt ned til mindste detalje, men kun i store træk...

9Likes
14Kommentarer
697Visninger
AA

3. Saved by the bell

"Giv mig min telefon!" Råbet kom fra Amanda, hvor drengene igen havde taget hendes telefon og gemt den. Altid var det hende de var ude efter, men hun var vel også deres type? Høj, tynd, blond og enten dum eller enormt god til at spille det.

Drenge der løb grinende rundt i et klasselokale var ikke lige det Zhily havde allermest lyst til. Der var så mange andre ting hun kunne lave, så som at gå direkte igennem en dag hvor hun blev tortureret non stop... Men på den anden side, det var også sådan hun så sine klassekammerater, som tortur.

Teaterklokken havde ringet første gang, så nu var der ikke så lang tid til at den ringede anden gang, og så ville timen begynde. Første time var dansk, der havde de deres klasselærer, hvilket nok betød at hun havde de nye elever med ind når hun dukkede op. Nye elever.....

Nårh ja! Der skulle starte nye elever idag... vent lige lidt... Hvad var det ham der Luca tingen havde sagt?

"Jamen ser man det, første dag og kvinderne falder allerede for mig på stribe!" 

Zhilys blik begyndte at flakke, ville det sige at hun var faldet ind i klassens nye dreng?! Åh nej. Nu ville han sikkert gå sammen med resten og bagtale hende på grund af hendes særheder; så som at de mente hun var alt for tynd og ikke spiste det rigtige, at hun var kold og kynisk, selvom hun altid satte det smil op, men de havde vel luret hende. Det havde igennem mange år gået og pillet små stykker af hende, af hende. Begravet stykkerne, brændt dem, nogle havde sikkert også gemt dem som souvenir. Barbarer, det var hvad de var.

 

Klokken ringede for anden gang og folk begyndte at sætte sig på sin plads, snakken hørte dog ikke op, før vores klasselærer, Brita, stod oppe ved katederet med to unge mennesker; den ene var ham fyren Luca, den anden var en smuk pige, med en lidt alternativ stil, hun havde brunt hår, som var flettet i to fletninger og så var hun iført en læderjakke, en løs bluse og et par stramme bukser. Hun præsenterede sig selv som Robin. Hun var flyttet dertil fra Sverige, den gang hun var seks.

Luca var fra Norge, han var flyttet til Danmark da han var 7, og havde derfor gået i børnehave klasse der, men da de flyttede til Danmark skulle han starte forfra i skolen.

Men det var nu ikke deres baggrunds og livs historie der vækkede Zhilys interesse. De to nye elever stod og skævede til hinanden, smilede som to tåber, som om de kendte hinanden fra før de mødte hinanden nede på kontoret.

Luca's blik gled rundt i klassen og det var tydeligt at se, at han vurderede sine klassekammerater, men da hans blik nåede til Zhily nede bagerst i klassen, brød han ud i et stort smil, et smil der fik det til at boble i maven på Zhily og hun rødmede desværre nok også en smule. Om hun rødmede fordi hun var stødt ind i ham tidligere og var pinligt berørt over det, eller om det var fordi hun måske var ved at få et crush på ham, var stadig uvist, men hun kunne ikke lade være, hans smil blev gengældt af et sødt smil, men det var et smil, der ikke nåede øjnene. De var tomme som altid, ulykkelige. Men det var det eneste smil hun kunne lave. Og Luca så en smule bekymret ud, men kun et kort øjeblik, han vendte sin opmærksomhed imod Robin og smilede et strålende smil til hende, som blev gengældt med det samme. Et stik af jalousi ramte Zhily, men hun skubbede det væk. Det var ikke noget hun havde ret til at føle.

 

"Nå, 9. A, tag godt imod de nye elever og lad os så komme i gang. Robin og Luca, I sætter jer bare hvor der er plads" Zhilys hjerte blev til is og hun spærrede sine øjne op. Det læreren lige havde sagt, bekymrede hende, for der var kun to tomme pladser, den ved en af drengene fordi hans side-makker ikke var i skole, og den ved siden af hende, fordi ingen gad sidde ved siden af hende.

Drengen hvis side-makker manglede, hvis navn var Andreas, smilede skævt til Robin og blinkede til hende, det måtte have virket, for hun satte sig derhen, eller også var det fordi hun så at Luca allerede havde sat kursen mod mig og nærmest allerede stod ved siden af mig og skulle til at sætte sig. En bølge af fnis, fra mine såkaldte kære klassekammerater, lød, da de så hvordan de nye elever havde sat sig. Ha, de skulle bare vide hvorfor han havde sat sig ved siden af hende, men på den anden side, hun ønskede ikke at fortælle dem omkring hvad der var sket inden skole. Det skulle blive i uvisheden.

 

***

 

Da timen var forbi, og også den efterfølgende, havde de frikvarter. Tyve minutters frikvarter, det var ikke så slemt. Men som sagt, da de fik frikvarter startede alle med at flokkedes omkring den nye pige, Robin. De satte hende i noget der mindede om et krydsforhør, men det gjorde vist ikke noget, Robin lignede en der ligefrem nød at snakke med de andre og grinede og smilede stort imens hun snakkede på livet løs. Det ville nok ikke vare længe før hun var en af de populære piger, og så ville hun få Luca med ind i det, og så ville ingen da slet ikke snakke med hende.

Luca... Tanken om hans navn fik hende til at drejede hovedet væk fra de andre og vende blikket imod sin side-makker, som allerede sad og smilede skævt til hende. Det betød at han havde siddet og kigget på hende inden. Betryggende.

"Zhily, du er nødt til at fortælle mig noget.." Panden var rynket og han lænede sig en smule tilbage, løftede hånden, førte den op til munden, timet med at han var færdig med at snakke da den nåede dertil. Han holdte en kort pause, og lod så hånden falde.

"Nu har jeg kendt dig i hvad? Tre timer? Og jeg endnu har jeg ikke set dig smile... Hvorfor ikke?" Han så vurderende på hende, men også spørgende, ja måske var han endda en smule forvirret over det.

"Hvad mener du? Jeg smiler da hele tiden" Zhily prøvede at skjule sin nervøsitet ved at sætte et smil op, et falsk et, men det måtte vel tælle som et smil. Hendes blik begyndte at flakke, så hun lod det falde på bordet.

"Nej, ikke sådan rigtigt..."

Zhily kiggede op igen, Lucas ansigt var så tæt på hendes eget. Han måtte være rykket tættere på da hun havde set væk. Hans ansigt var så tæt på hendes eget, men alligevel så langt væk. Hun så ind i hans øjne. Hun druknede i dem, men alligevel kunne hun flyde med lethed. Og hans læber... Hun havde lyst til at kortlægge afstanden imellem hans og hendes, og bare kysse ham. Men hun gjorde det ikke. Hun følte slet ikke sådan for ham, på ingen måde. Det var nok fordi han var så tæt på. Hvis nu bare han rykkede lidt væk så hun kunne få et overblik over det hele! Hvorfor skulle han være så tæt på?!

"Luca! Du kom fra Norge, ikke?" En overgearet pige stemme reddede Zhily. Luca drejdede hovedet og lod sit blik falde på pigen, hvor efter han satte et blidt smil op.

Anna, som pigen nu engang hed, kom hurtigt hen til Luca og hendes bord og begyndte at spørge ham om en masse ting, og ikke længe efter fulgte resten af klassen med.

Zhily sad så nu, ved siden af den store halvcirkel af elever, så tæt på dem, men alligevel ikke en del af deres sammenhold. Så tæt på alle de populære, men stadig lysår væk fra dem.

Hun ville ønske at skoledagen snart var forbi...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...