Show me your smile!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2013
  • Opdateret: 27 jun. 2013
  • Status: Igang
Zhily (udtales som Chili) Wondermann er en pige på 16 år, som egentlig ikke er så speciel. Hun får gode karakterer i folkeskolen, og det eneste der er specielt ved hende, er at hendes forældre er flyttet til Danmark, fra USA.
Men da de efter nytår får både en ny dreng og en ny pige i klassen, begynder hendes liv at ændre sig...

Jeg er ikke sikker på om den skal være rød endnu i stedet for gul, da jeg ikke ved helt præcist hvad der skal ske helt ned til mindste detalje, men kun i store træk...

9Likes
14Kommentarer
672Visninger
AA

4. Cinderella, you're too late!

*Idioter... Tåber... Hvem fanden tror de lige de er?!*

Jeg traskede videre igennem sneen, væk fra resten af skaren fuld af mennesker. Jeg kunne ikke holde dem ud, og de hadede mig som pesten. Hvornår ville det ikke også gå op for mig? Ingen ville have mig. Ingen ville i nærheden af mig.

Jeg hev min skuldertaske op på plads og holdte mit blik fæstnet til jorden under mig. Jeg ville ikke risikerer at falde to gange på én dag.

"Hvad er der dog i vejen med mig? Man skulle jo tro at jeg snart havde lært det..." Jeg sukkede og sparkede til en klump af sne, der lå på jorden og så hånligt på mig og mit bjerg af fedt. Det var sikkert også derfor at resten af klassen ikke kunne lide mig, på grund af mit fedt.. De svulmende bølger af rent fedt der bare nærmest falder i lag ud over mit tøj. Jeg hader mig selv...

 

"Hey! Zhily! Vent lige!" Jeg stoppede op ved lyden af hans stemme. Jeg vendt mig op og så, som jeg havde frygtet, Luca og Robin komme løbende imod mig, Luca med sin cykel og tasken over den ene skulder, Robin tomhændet og tasken på ryggen. Hun så så perfekt ud med det store smil og de der fletninger. Jeg havde allerede nu en fornemmelse af at de ville få noget sammen, hvis de ikke allerede havde det.

"Hva så? Vil du ikke følges med os?" Det var Luca der spurgte, og hvis det nu kun havde været ham, så havde jeg helt klart sagt ja. At følges hjem med sådan et par øjne, det ansigt, den udstråling! Jeg blev helt blød i knæene ved tanken, men så brasede Robins stemme ind igennem min øre gang og vækkede mig fra min fantasi.

"Ja! Det kunne være enormt hyggeligt! Vi kunne lære hinanden bedre og kende og sådan!"

Jeg fnøs over hendes kommentar, hvorfor kunne Luca ikke bare have startet i klassen uden hende?

"Hvorfor skulle I dog ville lære mig at kende? Har I ikke hørt det fra alle de andre? Jeg er ikke det værd" Jeg sukkede og rystede på hovedet. Jeg vendte mig om og begyndte at gå, langsomt men bestemt. Men dog nåede jeg ikke mere end et par skridt før jeg mærkede noget om mit håndled og jeg vendte mig overrasket om. Mit blik faldt på hånden, stor og varm, og lys i forhold til min egen hud. Jeg lod mit blik søge op ad og blev fanget af ejerens blik.

"Hvem lytter til rygter? Desuden, vent et par dage eller to, så er vi 'nye' ikke spændende mere, tro mig" Smilet der var bredt udover Lucas læber, og strejf af sandhed i hans dejlige blå øjne, gav mig en følelse af, at han måske ikke tog helt fejl. Men hvorfor skulle jeg være så ond at trække dem med ned til bunden af klassen? Hvis de endelig skulle derned og ligge, kunne de vel selv sørge for det.

"Måske, men jeg tror ikke jeg er godt selskab for jer..." mere nåede jeg ikke at sige før Robin begyndte at le og Luca fulgte straks med. Robin var den første der holdte op med at le og fortalte mig, med dyb seriøs stemme;

"Dig, dårligt selskab? Pigebarn, du ved vist ikke hvad vi er vant til!" 

 

***

 

Den dag havde det taget mig flere timer at komme hjem igen. Først var vi gået en mega omvej, rundt igennem skoven, ned til åen, vi havde endda fundet et sted ude i skoven, som var så langt ude at finde, at der ikke havde været nogle længe. Men det sted, der var enormt hyggeligt, vi sad der og drillede hinanden i en times tid, før Robin spørge om vi ikke ville med ud og have noget mad, jeg var blevet en smule skræmt ved tanken, men havde bare tøvende sagt ja.

Da vi sad der på Coffee and Cream, og de to andre bestilte nachos' og smoothies, der måtte jeg nøjes med en kup icecoffee. Det svarede til lidt færre kalorier end deres, for der var vanilje is i min, men det betød også at det bare var en rask tur rundt om huset før de var forbrændt. Jeg havde styr på det hele.

Robin og Luca fortalte mig også at de havde mødt hinanden til en fest et års tid tidligere, hvor de så havde haft kontakt i et halvt år efter, men så ikke havde skrevet sammen siden da. Det forklarede også de blikke de sendte hinanden. De havde sikkert haft et eller andet sammen, og nu ville de snart genoptage det.. Jeg kunne se det på de blikke han sendte hende. Hvor typisk, den lækre dreng får den tynde og smukke pige. Hvad får den fede og grimme tøs, tænker I nok? Hun får bumser og mere fedt. Det var i hvert fald sådan jeg så min "cinderella" historie. Jeg var kommet for sent til prinsen, og nu havde den onde stedsøster allerede nupset ham.

Da jeg kom hjem begyndte min mor straks at spørge mig hvor fanden jeg nu havde været henne, og om jeg var på stoffer og alt muligt. Jeg måtte fortælle hende omkring de to nye i klassen, som jeg så havde vist rundt og snakket med efter skole. Min faldt en smule ned og begyndte at smile stort, ved tanken om at jeg var ved at få nogle nye venner. Min bror så bare mistroisk på mig.

Jeg fortalte om café besøget og sagde, at jeg derfor ikke behøvede aftensmad, da jeg så allerede havde spist. Min mor tænkte ikke over det og nikkede bare. Jeg smuttede op på mit værelse med den undskyldning, at jeg havde lektier for.

Jeg smed mig på min seng, ventede et minut, rejste mig op, slukkede lyset og tog så mit tøj af. Jeg skyndte mig i mit nattøj og lagde mig så ned under dynen, inden mine øjne tilpassede sig lyset nok til, at jeg kunne se min fedt blævrende krop.

Jeg lukkede mine øjne, trak dynen godt op omkring mig, og så varede det ikke længe før søvnen indhentede mig og overtog min krop og sjæl fuldt ud...

 

//Kort, men er ikke vant til at skrive i "jeg" fortæller... Sig mig hvad I synes, og hvad der kan gøres bedre, og om I synes jeg skal fortsætte i første eller tredje person fortæller ^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...