Memories - One Direction (One Shot)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 11 feb. 2013
  • Opdateret: 13 feb. 2013
  • Status: Igang
"She's unable to stay but unwilling to leave."

266Likes
189Kommentarer
6484Visninger
AA

2. The One and Only Chapter

 

SE: Lyt gerne til sangen, der er sat ind som trailer for at få den rette stemning.

*

~ 14 februar 2019 ~

 

Der var intet anderledes ved turen i elevatoren i dag. Den grå, skinnende stålboks lignede sig selv, og som sædvanlig landede mit blik på hygiejneplakaten, der hang på væggen ved siden af de mange knapper. Selvom jeg ikke nænnede at læse de ord, der havde kørt igennem mit hoved op til flere gange, gled mit blik stadigvæk hen over dem, så sætninger blev dannet i mit hoved og gav mere eller mindre mening.

Det var efterhånden begyndt at blive en vane.

Jeg var lettet, da elevatorens døre åbnede, og jeg trådte ud på salen, som jeg vidste var den rette.

Fjerde sal, stue 289.

Mine ben føltes robotagtige, da jeg bevægede mig hen mod stuen. De første par gange jeg havde været her, havde de gået i et raskt og uroligt tempo, men nu føltes det mere som om, at de bevægede sig af sig selv. Som om jeg ikke kunne styre dem, men at de alligevel vidste, hvor jeg skulle hen. Men jeg ignorerede det og gik bare tavst af sted.

I min venstre hånd bar jeg en buket røde roser. Det var den fjerde buket, jeg havde købt i denne uge. Selvom Emmelie havde bedt mig om snart ikke at købe flere blomster, lod jeg ikke være. Det var som en selvfølge at have et eller andet med til hende hver gang, jeg kom og besøgte hende, hvilket faktisk var hver dag.

Jeg kunne bare ikke lide at komme tomhændet herhen, da jeg vidste, hun havde en svaghed for blomster. Især mørkerøde roser, hvilket jeg kun gav hende én enkelt gang om året på en speciel dag – og den specielle dag var altså i dag.

Tallene på dørene bevægede sig hurtigt opad i takt med mine ben gik, og ikke længe efter stod jeg ved den velkendte stue. Døren derind til var lukket, men jeg åbnede den roligt uden tøven og så derind.

Emmelie lå i den store, hvide metalseng og foretrak ikke en mine, da jeg trådte ind. Ud fra hendes høje vejrtrækning og lukkede øjne, kunne jeg hurtigt regne ud, at hun lå og sov.

Et lille smil gled hen over mine læber, inden jeg lukkede døren og stille fandt min vej over til hende. Stolen, som jeg havde sat ved siden af sengen for et par dage siden, satte jeg mig på. Inden da havde jeg lagt buketten på det lille bord, hvor der stod et par vaser med andre blomster, bamser og samtlige gaver fra hendes familie, venner og mig selvfølgelig.

Jeg tog langsomt hendes hånd, der lå på den hvide, bløde dyne og nussede den med min tommelfinger.

Hun reagerede ikke rigtig på det, og det fik mig til at bide mig selv i læben. Tanken havde strejfet mange gange, men jeg havde stadigvæk ikke vænnet mig til den.

Tanken om, at hun snart ikke ville være her mere, og at hendes hånd ville være fuldkommen livløs. Og endnu værre, at jeg aldrig ville kunne få lov til at holde den igen. Alle de små kys, som jeg plejede at forære den. Ringen, der sad på ringefingeren.

Det hele ville blive til fortid.

Jeg kunne mærke, hvordan en klump i min hals samlede sig og måtte derfor tage en dyb indånding.

Jeg strøg blidt Emmelie over kinden med min ene finger, og jeg kunne ikke være mere lykkelig, da hun begyndte at bevæge på sig.

”Em?” spurgte jeg lavt og lænede mig længere frem mod hende. ”Mm?” mumlede hun og smaskede lidt, før hun åbnede øjnene langsomt. ”Er du vågen?” sagde jeg, hvilket nok var et rimelig dumt spørgsmål, eftersom hun nok ikke ville have svaret mig så.

”Nu er jeg i hvert fald,” svarede hun stille og drejede hovedet hen mod mig. Jeg sendte hende et smil, så godt som jeg nu kunne, og lænede mig frem mod hende. Hun greb fat i min hånd, da jeg pressede mine læber mod hendes, og jeg lod de gamle gnister flyve rundt fra top til tå indeni mig.

De gnister, som ville blive siddende for evigt, selvom hun snart ville forlade mig.

”Hvordan har du det?” spurgte jeg som sædvanlig. Og som altid håbede jeg at få et andet svar, end det jeg plejede at få. Bare en enkelt ændring ville gøre mig glad. Bare en. Det var alt, jeg bedte om.

”Som i går, da du spurgte,” konstaterede hun stille og prøvede at komme lidt op. Men hun var svag.

Alt for svag.

Alligevel var hun stærk nok til at prøve at overbevise mig om, at hun nok skulle komme igennem det hele, selvom vi begge vidste, at hun ikke ville være tilstede inden længe. Inderst inde ville hun bare ikke indrømme det for nogen, og jeg vidste, at det var fordi, at hun var bange for at forlade verdenen.

Og jeg kunne ikke andet end at forstå hende.

Hun var sølle 25 år. Hun havde ikke levet livet endnu. Det kunne godt være, at jeg havde fået æren af at tage hende med så mange steder hen. Jeg havde fået æren af at gifte mig med hende. Og nu havde jeg fået æren af at være en af de sidste personer, der sad med hende, inden hun gik bort.

Og selvom det ikke var noget af en ære, følte jeg mig stadigvæk beæret. Jeg havde lovet mig selv, da vi blev gift, at jeg ville være der for hende i medgang og modgang, og her sad jeg i dag. Ventede på noget nyt, godt som ville ske, men som jeg vidste aldrig ville komme.

Jeg rejste mig op og hjalp hende op at sidde, så vi kunne kigge ordentligt på hinanden. Hun fremtvang et lille smil og tog lidt hårdere fat i min hånd. Mine øjne mødte hendes, og fornemmelsen af sorg bredte sig i min krop.

”Jeg var næsten bange for, at du ikke kom,” sagde hun og prøvede at grine, men det resulterede ikke i andet end et par host. Jeg smilede svagt og tog hendes hånd op til min mund for at plante et kys på den. ”Jeg kommer altid,” forsikrede jeg hende og flettede vores fingre for at lægge dem tilbage på dynen, hun lå sad under.

Hun kiggede lidt ned på vores hænder, i takt med hendes smil falmede lidt. Hendes blik søgte hen mod droppet, der sørgede for en passende mængde antibiotika for at lindre smerterne.

Jeg bed mig en smule i læben og trykkede hendes hånd en enkelt gang, for at få hende til at se over på mig igen – få hendes opmærksomhed. Hun gjorde heldigvis, som jeg ønskede og kiggede på mig med trætte øjne, der alligevel så dybt inde i mine. De var svage, men den sædvanlige gejst inde i dem var stadigvæk til at se, og det gjorde mig lykkelig.

”Ved du, hvilken dag det er i dag?” spurgte jeg nysgerrigt og satte mig ned på stolen igen. En god følelse landede i min krop, da hun begyndte at smile, imens hun knugede min hånd ind i sin. ”Liam, hvordan skulle jeg kunne glemme det?” sagde hun og lod et grin undslippe hendes røde læber.

Jeg smilede stort og tog en dyb indånding. ”19 år siden i dag,” mumlede jeg og nussede fugtede mine læber med tungespidsen. Emmelie kiggede på mig og lænede hovedet på skrå. ”10 år siden du inviterede mig ud,” hørte jeg hende tilføje. Et lille smil gled hen over mine læber, imens jeg nikkede.

”Og 1 år siden jeg satte mig på knæ for dig,” sagde jeg som det sidste med et lille grin. Emmelies øjne mødte mine, og selvom sorgen let kunne ses i dem, kunne jeg også se glæden. Hun elskede, når jeg bragte minderne tilbage, og selvom det gjorde ondt på mig at tale om det, ville jeg gøre alt for, at hun var glad.

Om det så lød umuligt, ville jeg gøre det.

”Det føltes som i går,” hørte jeg hende mumle, imens hun trak sin hånd fra min, for i stedet for at lægge begge hænder omkring den og nusse den stille og roligt, som om jeg var et stykke legetøj, hun sad og fedtede med.

”Det gør det, ja,” bekendtgjorde jeg mig og begyndte med min anden hånd at ae hende blidt på armen. Det var sådan set det tætteste, vi kunne komme på hinanden. Siden Emmelie blev indlagt for to uger siden, havde der heller ikke været andre muligheder. Vi kunne kysse, kramme og nusse, men det var også det.

Det eneste, og det sidste.

En flok af myrekryb løb ned ad min ryg, og fik mig et kort øjeblik til at ryste, hvis ikke det var fordi, at Emmelie kiggede hen på mig med et bekymret blik. Hvis der var noget, jeg ville have, at hun ikke var, var det at være bekymret. Hun skulle ikke have noget at tænke over mere. De sidste stunder af hendes liv skulle være gode. Perfekte. Det fortjente hun virkelig.

”Er der noget galt?” spurgte hun uroligt og rynkede hendes øjenbryn en smule. Jeg sendte hende straks et smil og rystede på hovedet med et ærligt blik, selvom jeg ikke var meget for at lyve for hende. Men var der noget, jeg havde lært meget de sidste par dage her, var det at lyve. Jeg ville bare ikke have, at hun skulle tænke på, hvordan jeg havde det, selvom jeg inderst inde godt vidste, at hun også tænkte på mig.

”Alt er fint,” sagde jeg nikkende og sendte hende et betryggende smil. Hun skævede kort til mig, som om hun ikke troede på mine ord, men endte alligevel med at nikke en smule.

Jeg bed mig en smule i læben og begyndte så at smile skævt. ”Ved du, hvad jeg tænker på?” spurgte jeg og lænede mig frem mod hende for at tage min hånd op til hendes kind og ae den stille og roligt. ”Fortæl mig det,” mumlede hun og lukkede øjnene lidt, som tegn på, at hun lyttede godt efter.

Jeg tog en dyb indånding og fugtede min læber en enkelt gang, før jeg gik i gang med at fortælle, hvilke billeder, der netop kørte rundt i mit hoved lige nu.

 

*

~ 14 februar 2000 ~

 

”Liam, hvor er du?!”

En skinger pigestemme skar i mit øre, og fik mig til at grine lavmælt, imens jeg stak hovedet et lille stykke op over hækken for at kigge rundt i den tidlige forårslignende have. Græsset var allerede begyndt at være grønt, bladene på træerne voksede, og mors blomsterbed var begyndt at vokse.

Og selvom jeg vidste, hvor meget de blomster betød for hende, havde jeg alligevel plukket et godt bund og bar det i min venstre hånd. Min plan var at overraske min bedste veninde med buketten, fordi det var den såkaldte Valentines Day.

Mor havde flere gange fortalt mig om dagen. Kærlighedens Dag, kaldte vi den.

Og nu var det tid til at erklære min kærlighed for min bedste veninde med blomster.

Jeg smilede for mig selv, da jeg fik øje på en sidste blomst, der stod i græsset. En orkide. Jeg vidste, at Emmelie elskede Orkideer og plukkede den derfor til hende.

Nu kunne jeg bare ikke vente med at give hende buketten og se hendes ansigt, når hun fik den.

”Liam, det er ikke sjovt!” Emmelie blev ved med at råbe efter mig, og jeg blev sådan set ved med at løbe rundt og gemme mig for hende. Jeg fandt vores sædvanlige gemmested, hvor vi havde udkig til hele haven. Ligeglad med, hvordan der så ud på jorden, lagde jeg mig ned i det våde græs og betragtede Emmelie løbe fortvivlet rundt og lede efter mig.

Hun endte med at stoppe sukkende op på græsplænen og pruste. ”Liam, hvor er du?” hørte jeg hende sige en smule trist, hvorefter hun lagde armene over kors. Hun var seks små år, og alligevel utrolig stædig. Jeg smilede stort og kastede et hurtigt blik på buketten.

Efter at have taget en dyb indånding rejste jeg mig fra græsset og fandt vejen ud mod Emmelie igen. Hun stod med ryggen til mig, hvilket gav mig en perfekt chance for at gøre hende forskrækket, for hvis der var noget jeg elskede, var det at forskrække hende. Hendes pigede skrig var forfærdelige, og så kunne man ikke lade være med at grine, når man hørte dem.

”Liam, kom nu fre-” ”Halløj, prinsesse.” Jeg prikkede hende på skulderen, og som forventet begyndte hun at skrige og hoppede et par skridt frem, før hun vendte sig om. ”Liam!” råbte hun og grinede højt. Jeg smilede stort, imens en farve bredte sig i mine kinder.

”De her er til dig,” sagde jeg og rakte blomsterne frem imod hende. Hun kiggede fra mig til dem og gispede næsten ved synet. ”Mener du virkelig det?” spurgte hun og gik frem imod mig. Jeg nikkede fast besluttet. ”Jeg vil gerne sige, at jeg elsker dig, Emmelie,” fortsatte jeg og smilede stort, hvilket fik hende til at rødme.

Hun tog langsomt imod blomsterne, for derefter at tage et skridt hen til mig. ”Du er også sød,” sagde hun genert og trak mig ind til et kort kram. Jeg smilede for mig selv, og selvom jeg kun var de små syv år gammel, følte jeg mig stadigvæk lykkelig.

 

*

 

Hvis der var noget, man ikke kunne undgå at få øje på lige nu, var det Emmelies smil. På trods af, at vi havde kendt hinanden i så mange år nu, havde jeg aldrig set hende smile så stort før. Det var næsten som at se hende lykkelig.

”Hvordan kan du huske det så tydeligt?” spurgte hun mig og glippede lidt med øjnene, som om hun havde fået tårer i dem. Jeg smilede lidt og gav hendes hånd et klem. ”Fordi jeg husker ting, der er vigtige for mig,” fortalte jeg ærligt.

Hun så mig ind i øjnene og tog en dyb indånding. ”Og du får mig til at tude ved det,” sagde hun med en ironisk latter. Jeg grinede kort af hende og rejste mig en smule op for at læne mig op mod hende og plante min læber på hendes.

Mit hjerte bankede hurtigere ved hendes nærvær, og gav mig allerede følelsen af savn. Det gjorde mig så forfærdelig nedtrykt at tænke på, at jeg om ikke så længe ville stå uden hende. Hun havde altid haft en så speciel indflydelse på mig.

Vores forældre var gode venner, da vi var små, og det var sådan set grunden til, at vi mødte hinanden. Jeg havde selvfølgelig ikke haft det i tankerne, at vi senere hen ville blive kærester eller at blive gift.

Men jeg var glad for det.

Emmelie havde præsteret at gøre mig glad, lige siden vi mødtes, og det var det, der var min største frygt lige nu – at jeg ikke ville kunne være den sædvanlige mig, og at jeg på en eller anden måde ville gå ned. Det var ikke let at miste en person, og slet ikke en person, som man havde kendt hele livet, havde vokset op med, og som man elskede allermest.

 

*

~ 14 februar 2009 ~

 

Jeg sad og stirrede ned på min telefons skærm, som om vi havde en intens stirrekonkurrence. En nervøs, malplaceret følelse var placeret i min mave, og jeg kørte derfor flere gang min hånd igennem håret, tog dybe indåndinger og prøvede at få mig selv til at falde ned.

I dag var det Valentines Day, og jeg havde efter lange overvejelser endelig taget mig sammen til at spørge Emmelie, om hun havde lyst til at gå ud i aften.

Sagen var bare, at jeg slet ikke var sikker på, hvad hun ville sige. Om hun overhovedet så på mig, på dén måde, som jeg så hende. Eller om jeg stadigvæk bare var den syvårige dreng, der havde sagt 'jeg elsker dig' på Valentines Dag for præcis ni år siden i dag. Jeg havde ingen anelse, og længtes ærlig talt bare efter svar.

Derfor havde jeg samlet mod til mig og skrevet en sms til hende, om jeg kunne komme over. Hvis det blev et ja, ville jeg spørge, om hun ville med ud og spise og i biografen, og hvis det blev et nej, måtte jeg vel bare prøve en anden gang.

Jeg syntes bare, at denne her dag var speciel for os, og jeg ville gerne dele den med hende.

Utålmodigt så jeg ned på min skærm, der pludselig lyste op. Emmelies navn stod på skærmen, og inden jeg gik ind og så sms'en, hun havde skrevet, tog jeg en hurtig dyb indånding.

#Du kommer bare :)#

Jeg åndede lettet op og tøvede ikke et sekund, før jeg rejste mig op og gik ud i gangen. Da vi boede mindre end 200 meter fra hinanden, var det rimelig lige til at komme hen til hende. Så jeg tog bare mine sko på og fes ud ad døren.

Jeg satte kursen over mod Emmelies hjem med hovedet højt og rank ryg, men kunne mærke, at det hele faldt lidt sammen, i takt med at jeg kom tættere på huset.

Jeg havde aldrig været helt god til det med piger, fordi jeg var så forbandet genert. Og jeg var bange for, at jeg ville fejle, og at Emmelie ville syntes, jeg var en idiot eller sådan noget lignende. Selvfølgelig havde jeg tænkt over konsekvenserne, men da jeg nærmede mig målet, syntes jeg bare, at det hele blev værre.

Jeg bed mig hårdt i læben og sukkede af mig selv. Det var virkelig irriterende, at jeg skulle være så pokkers nervøs, i stedet for bare at bide tænderne i mig og gøre, hvad jeg skulle.

Så i stedet for at stikke halen imellem benene, tog jeg mig sammen og satte tempoet op, indtil jeg endte foran døren til Emmelies hjem.

Efter endnu en dyb indånding ringede jeg på døren og ventede på, at den blev lukket op. Som det var sagt blev den åbnet, og til min lettelse stod Emmelie og så på mig med et smil.

”Hey,” hilste jeg og trådte frem mod hende for at give hende et kram. ”Hej,” sagde hun og trak mig hårdt ind til sig. Jeg smilede for mig selv og tillod mig selv at nyde det, før jeg til sidst trak mig tilbage, så jeg kunne komme indenfor.

”Nåå,” begyndte Emmelie og så spændt på mig. ”Glædelig Valentines Day,” jokede hun men så lidt væk fra mig og rynkede i stedet for panden en smule. Jeg løftede øjenbrynene en anelse men lod være med at kommentere det.

”I lige måde,” svarede jeg og bed mig i læben, imens jeg kunne mærke mine håndflader begyndte at blive svedige.

”Vil du med op, eller...?” Hun kastede et nik hen mod trappen som tegn på, om jeg ville med op på hendes værelse. Selvom jeg overvejede at nikke, lod jeg være. Det var ikke derfor, jeg var kommet. Så til mit held fandt jeg min modvilje frem og svarede med et skævt smil. ”Ikke i dag.. Faktisk kom jeg for at spørge dig om noget.”

Allerede nu følte jeg min stemme begyndte at lyde mærkelig. Når jeg var nervøs, havde den en tendens til at drille mig, og jeg var bestemt nervøs lige nu. Mit hjerte pumpede hårdt i mit bryst, imens jeg rykkede lidt uroligt på mig.

”Ja?” Emmelie så på mig med løftet øjenbryn, samtidig med, at hun så spændt ud. Jeg vidste ikke, hvad hun tænkte på, men håbede egentlig lidt, at det var noget hen ad min tankegang.

”Ehm,” jeg slikkede mig koncentreret om læberne og samlede al modet til mig for at se hende i øjnene, ”jeg tænkte på, er du blevet inviteret ud i aften?” Jeg prøvede at koncentrere mig om at virke selvsikker, men følte bare at jeg klokkede i det.

Og Emmelie kendte mig, så hun vidste udmærket godt, at der var noget.

Hun rystede på hovedet og så en smule ned i gulvet. ”En af fyrene fra din årgang inviterede mig ud, men jeg sagde nej,” fortalte hun langsomt. Jeg hævede et øjenbryn, men tvivlede på, om hun lagde mærke til det.

”Hvorfor sagde du nej?” spurgte jeg lidt overrasket. Ikke fordi det gik mig på. Faktisk var jeg mere end lettet over det. Men jeg kunne ikke bare stå og juble over det nu, selvom jeg gjorde det indvendigt.

Emmelie så forsigtigt op på mig med smårøde kinder og bed sig lidt nervøst i læben. ”Jeg havde lidt håbet på, at en anden person ville invitere mig ud,” forklarede hun og fangede mit blik.

Og ligesom jeg skulle til at spørge om, hvem hun snakkede om, slog det klik for mig.

Det var mig, hun mente.

 

*

 

”Jeg har spurgt dig tusinde gange før, men hvordan kan det være, at du virkede så overrasket over, at jeg hellere ville ud med dig?” sagde Emmelie med en skinger tone, der fik mig til at smile forfærdelig meget, fordi hun ikke kunne holde op med at smile.

”Helt ærlig, Brad var pigernes favorit,” svarede jeg og rullede med øjnene. Hun rystede på hovedet og gav min hånd et klem. ”Du var og er altid min favorit, Liam,” mumlede hun, som om det ikke var meningen, at jeg skulle høre det.

Men det gjorde jeg. Og den triste stemme, fik mit smil til at falme lidt. Jeg vidste udmærket godt, at det ikke var hendes intentioner at gøre mig nedtrykt, men jeg hadede at høre hende sådan der. Det kunne virkelig ødelægge en hel dag for mig.

”Jeg elsker dig,” poppede det stille ud af min mund. Emmelie så hen på mig med et alvorligt blik, som langsomt blødte op. De smukke øjnene borede sig ind i mine, og jeg måtte tage mig sammen for ikke at lægge for mange følelser i mig selv lige nu. Det var det mindste, hun havde brug for lige nu.

”I lige måde,” sagde hun kort og tog lidt hårdere fat i min hånd. ”Hvis jeg kunne bevæge mig rigtigt lige nu, havde jeg lænet mig ned for at give dig et kys,” fortsatte hun stille. Hendes ord fik mig til at smile svagt, inden jeg sprang op fra stolen og uden tøven fik plantet mine læber på hendes.

Kysset varede i længere tid end de foregående. Emmelie prøvede ikke at skubbe mig væk eller noget, selvom hun virkede svag, og derfor lod jeg heller ikke rigtig være. Jeg nød bare de savnet læber mod mine, imens følelserne indeni mig boblede rundt i min krop.

Jeg lod grådigheden gå lidt til, og var til sidst nødt til at trække mig tilbage. Vi hev begge lidt efter vejret, da jeg havde sat mig i stolen igen.

Emmelie kneb øjnene lidt sammen og lagde en hånd på hendes mave, som om hun havde smerter. Det fik mig til at se bekymret på hende, og mit hjerte begyndte at bankede hårdt mod mit bryst, da hun skar ansigt.

”Er du okay?” spurgte jeg lidt ivrigt. Hun nikkede uden tøven og bed sig hårdt i læben, hvorefter hun kiggede hen på mig. ”Lægen siger, at det er normalt,” forklarede hun og rykkede sig uroligt rundt i sengen for til sidst at ende med at lægge sig ned igen.

”Em-” ”Jeg er sikker, Liam,” afbrød hun og sendte mig et lille smil. Hendes vejrtrækning dæmpede sig igen, og kort efter virkede hun okay igen.

Jeg sank ned i stolen og bed mig frustreret i inderlæben. Emmelie kiggede indtrængende på mig, og enten var mit blik rimelig læseligt, siden hun begyndte at få en rynke i panden, eller også kunne hun tyde, at der var noget galt.

Derfor rejste jeg mig ihærdigt op og vendte mig om for at få fat på blomsterbuketten, som jeg havde haft med til hende. Jeg drejede om på hælen igen og så med et smil på Emmelie, der så undrende på mig.

”Se, hvad jeg har med til dig,” sagde jeg og rakte blomsterne hen mod hende. Et lille smil spillede om hendes læber, da hun tog imod dem og betragtede dem nøje. ”De er virkelig smukke,” hviskede hun og så fascineret på dem.

Jeg smilede for mig selv og kløede mig let på armen. ”Så minder de vel bare om dig,” samtykkede jeg, hvilket fik hende til at se op på mig med løftet øjenbryn. ”Hold op med at sige det,” fastslog hun med et lille, genert smil, der fik mig til at grine let.

”Her, lad mig tage dem igen,” sagde jeg og hentydede til blomsterne. Hun rakte mig dem, og som jeg havde gjort et par gange før, fandt jeg en vase og stillede dem i noget vand. Vasen kom til at stå på natbordet, efter Emmelie havde insisteret på, at den skulle stå foran alle de andre ting, så hun kunne kigge på dem og blive mindet om mig.

Lige præcis som med forlovelsesringen, der sad på hendes venstre ringefinger.

 

*

~ 14 februar 2018 ~

 

”5 minutter!”

Jeg sank klumpen, der havde sat sig i min hals og så hen mod indgangen til scenen, hvor jeg om lidt skulle hen. Skrigene ude fra hallen af havde sat sig i mine ører, selvom jeg havde al mit scenegrej på, der plejede at gøre lyden mindre. Men af en eller anden grund føltes alting bare mere større i dag.

Måske fordi det bare vár en større dag end sædvanlig.

Det var d. 14 februar, hvilket ville sige, at det var Valentines Day. Og for første gang var det ikke bare en almindelig Valentines Dag, hvor jeg plejede at forkæle Emmelie med blomster og chokolade.

Jeg ville nemlig tage et skridt videre i vores liv, og derfor havde jeg en lille æske i min venstre bukselomme, hvori der lå en forlovelsesring.

Et smil gled hen over mine læber ved tanken, men forsvandt da jeg kunne mærke et dask på min skulder. Jeg drejede hurtigt hovedet for at se på Louis, der stod med et smil på læberne.

”Der er vist en, der glæder sig, hva'?” spurgte han og hentydede til mine kommende planer. ”Hvad tror du selv?” sagde jeg med et grin og puffede blidt til ham. Han grinede af mig og lagde herefter betænksomt en arm om mig.

”Hun skal nok sige ja,” forsikrede han mig og sendte mig et bredt smil, som jeg ikke kunne undgå at smile af.

De fem minutter gik rimelig stærkt. Før jeg vidste af det, stod vi ude på scenen og fyrede den af, ligesom vi altid havde gjort. På trods af, at alder var steget, var vi stadigvæk fjollede og barnlige, og det kunne jeg vel kun være glad for. Så vidste jeg i hvert fald, hvor jeg havde drengene, og at de altid ville være med mig.

Vi havde haft generalprøve på dagen i dag. Og indtil videre gik alt som planlagt. Det gjorde mig heldigvis også lidt mere rolig, selvom jeg inderst inde var begyndt at få nerver på. Det var først nu, det gik op for mig, hvad jeg egentlig havde planlagt.

Men tanken skræmte mig ikke. Jeg følte mig mere sikker end nogen sinde.

Fordi det var Valentines Day, havde vi blandet en masse sange fra vores forrige albums ind og sunget dem. Det var rart at tage fat på dem i stedet for kun at synge de nyeste. Alligevel gjorde det mig også en smule mere nervøs, for jeg vidste, at nu var det nu.

Drengene jokkede rundt med mig inde på scenen, imens jeg prøvede at koncentrere mig om at synge. Netop på grund af de vidste, at jeg nok ville have nerver på og så ville drille mig lidt ekstra med det. Heldigvis havde ingen andre mistanke. Publikummet fik jo bare en sjovere oplevelse ud af det.

Da Harry havde nappet sidste linje i What Makes You Beautiful, kiggede jeg langsomt rundt på scenen, hvor drengene så på mig med et lille smil. Jeg kunne lige ane, at Zayn mimede noget, der mindede om et 'du kan godt'. Og det fik mig til at smile lidt, hvorefter jeg så ud på publikum, der skreg og hujede virkelig højt.

”Som I alle ved, er det en speciel dag i dag,” begyndte jeg, imens jeg begyndte at gå lidt frem og tilbage for at få ro på mig selv. Jeg stoppede op i midten og så ud mod folket. ”Ved I, hvilken dag det er?”

Jeg begyndte at grine lavt, da hele nærmest hele salen eksploderede et 'Valentines Day'. ”Det er nemlig rigtig,” nikkede jeg og bed mig blidt i læben. Før jeg kunne nå at stoppe mig selv og tage en dyb indånding, føltes mine håndflader svedige, og mit hjerte bankede hårdt i mit bryst. Jeg havde følelser, der poppede rundt inde i min mave. Det hele mindede mig om dengang, hvor jeg inviterede Emmelie ud for første gang.

Og følelsen var vidunderlig, men samtidig virkelig skræmmende.

Jeg så på Niall, der var gået lidt hen mod mig og gav mig tegn til, at jeg skulle fortsætte.

”Valentines Day har altid været en vigtig dag for mig,” begyndte jeg roligt. ”Jeg har oplevet samtlige 19 Valentines Days med min nuværende kæreste.” Jeg smilede for mig selv, og kunne mærke hvor afslappet jeg egentlig blev, da jeg begyndte at blande Emmelie ind i det hele.

”Og faktisk er det sådan, så jeg har hende med i dag. Jeg har noget, jeg gerne vil sige til hende. Så Emmelie, du må gerne komme ud på scenen.” Jeg vendte mig om mod indgangen af scenen, imens jeg så spændt derhen. Drengene begyndte at lave thumbs up og smilede betryggende til mig, hvilket fik en god følelse til at runge i min mave.

Jeg kunne ikke lade være med at smile stort, da Emmelie kom gående ud på scenen. Publikum begyndte automatisk at skrige endnu mere end før, og det fik hende til at grine lidt og kigge usikkert rundt.

”Kom her, sweetheart,” sagde jeg med et grin, hvilket endelig fik hende til at fokusere på mig. Hun smilede forlegent og luntede langsomt hen imod mig. Jeg rakte en hånd ud til hende, som hun hurtigt tog imod.

Hun lænede sig hurtigt hen mod mig og lod hendes mund finde vej op til mit øre. ”Liam, hvad er det her?” spurgte hun, tydelig rimelig forvirret og usikker. Måske fordi hun kun havde været på sådan en scene her et par gange, hvor der ikke var så mange mennesker, der så målrettet på hende. Og nu havde hun heller ikke altid været den mest åbne person, der tog alting med et smil.

Heldigvis havde jeg hjulpet hende bedre på vej til at blive mere sikker.

Jeg svarede hende ikke, men fik hende i stedet for stillet hende hen foran mig, så jeg kunne kigge på hende. Hun så helt forvirret rundt, men prøvede at smile så godt som hun kunne. Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt.

Jeg havde pillet min ene in-ear monitor ud ad øret og kunne nu høre publikum rigtigt. En del af mig sagde, at de vidste, hvad der var på færde, og en anden del af mig sagde, at de var mindst ligeså forvirret, som Emmelie var.

Det var vel bare et godt tegn.

”Emmelie,” begyndte jeg ind i mikrofonen og så på hende. Hendes forvirrede blik fangede mit, imens jeg trykkede hendes hånd et par gange. Jeg sendte hende et sikkert smil og tog så en dyb indånding.

”Vi har snart været sammen i ni år, og skal jeg være helt ærlig, så har de ni år været de bedste år i mit liv.” Jeg så ærligt på hende, imens hun så usikkert på mig og bed sig i læben, som om hun havde lidt af en anelse om, hvad der skulle til at ske.

Jeg gav hendes hånd et klem og hævede den lidt for at kysse den kort, hvilket fik publikum til at gå mere amok, end de i forvejen gjorde.

”Du er solen i mit liv, og jeg ved ikke, hvad jeg skulle gøre uden dig.” Min mund løb lidt tør for ord. Jeg havde ikke rigtig forberedt mig på at sige noget, da jeg vidste, at jeg alligevel ville glemme det igen. Desuden kunne min kærlighed for hende ikke beskrives. Så der var egentlig ikke særlig meget andet at sige.

Emmelie begyndte at ryste på hovedet, imens et lille smil var placeret på hendes læber. Hun havde regnet det ud, og det fik mig til at smile stort.

Vores øjne mødtes, og gejsten i hendes var slet ikke til at overse. Det var som om, de slog gnister og lod mig blive blind.

Blind af kærlighed uanset, hvor dumt det lød.

Jeg sukkede og rystede på hovedet. ”Jeg tror egentlig ikke rigtig, at der er mere at sige,” sagde jeg og trådte et skridt tættere på hende. Jeg så ærligt på hende og lod vores øjne smede sig sammen. Mit hjerte bankede hårdt i mit bryst, og jeg kunne slet ikke stoppe det. Det hele virkede så virkeligt og uvirkeligt på samme tid, men da jeg vidste, at det var virkelighed, kunne jeg ikke lade være med at smile.

”Emmelie, jeg elsker dig,” sagde jeg og tog en dyb indånding, før jeg tog mig sammen og satte mig ned på det ene knæ. Skrigene og råbene i hallen blev dobbelt så høje som før. Faktisk var jeg i tvivl, om jeg overhoved havde hørt så højt et publikum før.

Men jeg fik skubbet tanken væk og fokuserede nu kun på Emmelie, der stod med sin anden hånd over sin mund og med tårer i øjnene, som om hun ikke vidste, hvad fanden der foregik. Og det fik modet inde i mig til at vokse en del, og før jeg vidste af det, havde ordene forladt min mund;

”Vil du gifte dig med mig?”

 

*


Det var første gang, jeg havde fået tårer i øjnene ved mindet. Jeg plejede ikke rigtig at græde, men pludselig var det som om, at smerterne lod sig indtage hele min krop og fik tårerne til at presse på.

Emmelie sad og kiggede ud i luften, og jeg vidste allerede nu, at hun sad og græd. Hendes skinnende kinder og blævrende læber sagde det hele.

Jeg bed mig i læben og prøvede at få taget mig sammen, men det var som om, at jeg ikke kunne være stærk lige nu. Det føltes som om, at alle kræfterne havde forladt min krop. Jeg følte mig virkelig svag, og selvom jeg prøvede at tage mig sammen, hjalp det ikke.

Og inden længe forlod den første tåre min øjenkrog.

Jeg knyttede næverne og lagde en hånd på Emmelies. Men hun sad bare stille og stirrede ud i luften. ”Lad være med at græde,” bad jeg og tog hendes hånd. Hun svarede ikke, men begyndte at ryste på hovedet. ”Emmelie,” sagde jeg og knugede hendes hånd ind til mig. Et hulk forlod hendes læber, og langsomt begyndte hun at se hen på mig.

”Du græder,” snøftede hun og lagde en hånd over sin mund, som om det var virkelig chokerende. Jeg rejste mig derfor op og trak hende hurtigere end før ind til et kram. Hun begyndte at hulke højt i min skulder, og det førte til, at et par nye tårer trillede ligeså langsomt ned ad mine kinder.

Jeg holdt hende tæt indtil mig og prøvede at finde på noget, jeg kunne sige. Men jeg vidste ikke hvad. Jeg ville ikke sige, at det hele nok skulle gå. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Jeg ville ikke lyve overfor hende, og i sidste ende ville hun alligevel ikke tro mig.

Jeg bed mig i læben og lukkede øjnene lidt for at få mig selv til at tage det lidt roligere. Det hjalp bare ikke rigtig at høre Emmelies hulken og mærke hende hjerteslag mod mit bryst. Tværtimod forværrede det situationen, og før jeg vidste det af det, kom jeg til at snøfte.

Jeg havde grædt foran hende før. Men det havde slet ikke være på grund af noget lignende. Det her var så meget værre. Min elskede skulle dø, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg kunne ikke gøre noget ved det. Ingen kunne gøre noget ved det.

Uanset hvad var jeg tvunget til at give slip på hende, selvom det var det, jeg allermindst ville.

Bare tanken om, at jeg skulle starte på en frisk fik tårerne til at trille. Jeg var slet ikke klar til det. Det var min drøm at leve videre med Emmelie. Vi skulle leve livet sammen. Have børn. Være sammen i medgang og modgang.

Men en enkel blodprop i hendes hjerte havde gjort det absolut klart, at vi ikke skulle have en fremtid sammen alligevel. Den havde gjort det klart, at hun slet ikke skulle have nogen fremtid overhoved.

Jeg bed mig i læben og sank en klump, der havde sat sig i min hals. ”Shh,” fik jeg mumlet og aede hende blidt på ryggen. I første omgang adlød hun mig ikke rigtig, men efter nogle få minutter, var hun faldet mere ned, og det gjorde mig roligere.

Jeg havde sat mig på sengenkanten og holdt bare om hende. Ingen af os sagde noget, og jeg havde heller ikke rigtig behov for at få noget sagt. Så længe Emmelie bare vidste, at jeg elskede hende, var det nok for mig.

”Liam?” hørte jeg hende pludselig mumle med en grødet stemme. ”Ja?” sagde jeg stille og lænede mig lidt tilbage for at se på hende. Hendes sørgmodige øjne borede sig ind i mine, imens et par tårer trillede lydløst ned ad hendes kinder.

Hun løftede en finger op til mit ansigt og tørrede mine kinder blidt. ”Du er det bedste, der nogen sinde er sket mig,” begyndte hun, hvilket fik flere tårer til at presse på. Jeg rystede på hovedet af hende for at få hende til at stoppe med at snakke, men hun fortsatte bare, ”du har altid været her for mig. Og jeg er virkelig taknemlig for det. Jeg skylder dig alting.”

Tårerne løb stadigvæk ned ad hendes kinder, men hun var god til at ignorere dem og koncentrere sig om at snakke i stedet for.

Jeg lukkede øjnene et kort øjeblik for at tænke over, hvad hun sagde. Dog gik der ikke mange sekunder, før jeg åbnede dem igen og så alvorligt på hende. ”Em, du skylder mig ingenting, okay? Jeg elsker dig. Jeg vil gøre alt for dig. Jeg sagde ja til at være med dig i medgang og modgang, og her er jeg.” Min øjne føltes våde, og hele min hals snørede sig sammen. Jeg følte mig dårligt til mode og havde på en eller anden måde lyst til at gå ud og kaste op. Men hvad ville det nytte?

Ingenting.

”Jeg elsker også dig,” mumlede hun og trak denne gang mig ind til sig. Jeg slog armene omkring hende og hev hende ind til mig, så langt hun nu kunne komme. På trods af, at hun havde ligget på hospitalet i lang tid efterhånden, kunne jeg tydeligt dufte den velkendte orkideshampoo, som hun havde i håret.

På grund af mig gjorde hun sig klar hver dag. Hun brugte sin sidste tid på at gøre mig tilfreds, når jeg så hende. Selvom jeg egentlig ville være tilfreds uanset hvad. At hun var her, betød bare mest. Og det var der vel en rimelig indlysende forklaring på.

En af de ting som jeg dog altid kunne sætte en finger på var, at hun havde de velkendte øreringe på, som jeg gav hende på hendes tyveårs fødselsdag. Hun havde dem altid på. Uanset om hun sov, gik i bad eller noget helt andet.

Hun havde fortalt, at de mindede hende om mig, og at hun derfor følte sig bedre tilpas, når hun havde dem på. Hun følte sig mere sikker, og selvfølgelig gjorde det mig virkelig glad.

Men jeg kunne stadigvæk ikke lade være med at tænke på, at hun snart ville være væk, og at jeg ikke ville kunne frembringe den følelse mere. Tanken gjorde mig så forfærdelig tom og trist, og jeg hadede følelsen.

Og det gjorde det ikke bedre, at det bare var begyndelsen. Ligeså snart Emmelie ville gå bort, ville jeg med garanti få det meget værre. Det kunne godt være, at hun kom til et bedre sted, men jeg var egoistisk og ville have hende hos mig. Jeg ville have, at det skulle være hende og mig for evigt.

Jeg havde altid forestillet mig os sammen, når vi var blevet gamle og grå. Men det ville ikke ske. Vi ville blive adskilt, og derfor gå i to forskellige retninger.

Jeg bed tænderne sammen og kyssede Emmelie i håret. Selvom jeg ikke havde lyst, prøvede jeg på at fokusere på det bedste. Det var svært. Virkelig svært. Jeg følte ikke, at der var noget godt at fokusere på, så det eneste, der egentlig fik mig til at lade være med at græde igen, var tanken om, at hun ville få det bedre, når det hele var ovre. Hun havde haft smerter, været igennem operationer, og alt det en 25 årig ikke burde opleve, så det var det bedste for hende.

Jeg kvalte et hulk og begravede mit hoved i hendes skulder.

Det var første gang, at vi havde grædt overfor hinanden her på hospitalet. Da Emmelie fik at vide, at hun ikke ville overleve, kunne hun ikke lade være med at græde. Jeg derimod var chokeret. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle vise, hvor ked af det jeg var.

Det var først, da jeg fortalte drengene, hvad der skulle ske, at jeg brød sammen. Men det var der, det hele gik op for mig, at jeg snart ville stå uden den pige, som betød allermest i mit liv.

Jeg kunne ikke lide at græde foran hende, men jeg ville alligevel gerne vise hende, hvor ked af det jeg var, selvom hun ikke skulle tænke på det. Hun skulle bare vide, hvor meget jeg egentlig elskede hende, og hvor meget jeg ville ønske, at hun kunne blive hos mig.

Vi havde været så meget igennem allerede, selvfølgelig ikke noget lignende, men det havde stadigvæk været hårdt. Emmelie havde gennemgået så meget med mig. Hun havde været med igennem min X-Factor rejse, og selvom vi faldt lidt fra hinanden, da One Direction startede deres karriere, havde hun aldrig opgivet mig.

Hun havde altid været der for mig, og nu var det min tur til at være der for hende, selvom det ville blive forfærdelig hårdt. Men det var det eneste, jeg kunne gøre for hende nu. Selvfølgelig ville jeg ønske, at jeg kunne gøre mere. Jeg ville praktisk talt gøre alt for, at hun blev rask igen. Men lægerne sagde, at hun var uhelbredelig, og derfor var der ikke mere at gøre.

Jeg måtte bare nyde den sidste tid, jeg havde sammen med hende, selvom det var utrolig hårdt. Men det var bare om at bruge tiden fornuftigt og prøve at undgå tanken om, at hun snart ville være væk, og jeg ville stå alene tilbage, dog med en masse fantastiske venner og familie, der ville hjælpe mig videre.

Og hvad jeg så skulle gøre derfra, vidste jeg ikke. Der ville gå lang tid, før jeg ville komme mig over Emmelie, det vidste jeg med garanti. Allerede nu vidste jeg ikke engang, om jeg ville være istand til at elske en anden. Emmelie havde været så stor en del af mit liv, og jeg kunne ikke bare smide hende væk til fordel for en anden pige.

Alligevel var det også min drøm at få børn og leve livet. Men jeg kunne ikke tænke på, hvem der ville blive den næste kærlighed i mit liv. Det var jeg overhovedet ikke klar til.

Det ville blive et helved at skulle glemme pigen, som jeg havde kendt i 23 år. Pigen, der var gået fra at være min bedste veninde til at være min kone. Vi havde haft en hel fremtid foran os, som var ødelagt nu. Og jeg kunne intet gøre ved det.

Den eneste ting, der holdt mig oppe lige nu var at se hende smile. Hun havde været så meget igennem, men hver gang når jeg kom, fik hun alligevel fremstillet et smil – et ægte smil. Og selvom det var lille, kunne det stadigvæk redde hele min dag, og det kunne jeg ikke være mere glad for. Det vidste bare, hvor meget hun egentlig elskede mig. Hun elskede mig, og jeg elskede hende. Jeg kunne ikke bede om mere.

Selvom hun ville forlade mig, ville jeg ikke glemme, hvad vi har. Hvad vi har været i gennem. Hvad vi har oplevet. Det hele var vores minder, om de så var dårlige eller gode, og de skulle gemmes. De skulle forblive hos mig for evigt.

Det samme med mine følelser for hende. Jeg vidste ikke, om jeg nogen sinde ville være i stand til at glemme dem. Ikke, fordi jeg havde lyst til at prøve at fortrænge dem. Emmelie betød alt for meget for mig. Hun var en del af mig. En del, som jeg aldrig nogen sinde ville glemme, og som skulle forblive indeni mig, til jeg selv engang ville forlade verdenen.

Allerede nu vidste jeg, at det ikke ville blive svært. Om jeg så endte op med at møde en ny og leve videre med hende. Emmelie ville altid have en plads hos mig. En plads som ingen anden ville kunne udfylde. En plads som ingen anden nogen sinde ville kunne nå. Og det vidste jeg med garanti.

For inderst inde ville min kærlighed til hende altid eksistere uanset hvad.

 

*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...