Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23434Visninger
AA

10. Kapitel 9.

Hayleys synsvinkel:

"Hvad mener du med, du ikke kan finde nogen informationer om hende? Summer Clark, Rita Oras veninde, uden tvivl briter.." Jeg remsede igen alt, jeg vidste om Summer op for min informator, der ikke lod til at kunne finde noget brugbart. Det indrømmede jeg gerne, det var første gang, jeg havde været udsat for det.

"Der er intet at finde om; Summer Clark, Rita Oras veninde, uden tvivl briter.." Frustreret kastede jeg den fra mig i sengen, hvorefter jeg gemte ansigtet i mine hænder. Om en lille time skulle jeg af sted for at møde Liam, og da jeg allerede var klar, satte jeg mig til at undersøge alt om Summer. Irriterende nok bestemte informatoren sig bare for at gå i stykker samme dag.

Jeg rejste mig op og gik hen til den bærbare computer, der lå på skrivebordet. Hurtigt tog jeg fat om den, inden jeg skyndte mig at sætte kursen tilbage mod sengen. Idet jeg placerede måsen derpå, og den gravede sig dybere ned i dynen, åbnede jeg for computeren og tændte den. Måske hjalp den mig bedre på vej end en ubrugelig informator, der ellers plejede at hjælpe mig gennem selv de sværeste udfordringer.

Hastigt klikkede jeg mig ind på internettet, hvor Google dukkede op som startsiden. I en fart tastede jeg de 11 bogstaver ind, som dannede hendes navn, og ganske rigtigt poppede en helt masse op. Jeg måtte sende den informator til reparation senere. Det var en af de ting, der bare skulle virke, når jeg arbejdede på en mission.

Koncentreret lagde jeg hovedet en anelse på skrå, mens jeg ventede på, at den loadede siden, jeg valgte at undersøge. Kort efter scrollede jeg ned for at læse, hvad der stod. Det lignede en side fra et blad. Undrende rynkede jeg brynene, da billedet ikke kom fra festen af. Tog jeg ikke meget fejl, sad de på en af de nærtliggende restauranter. Hurtigt tjekkede jeg datoen, der bekræftede mig i, at det var taget efter festen, vi mødtes. Det var taget i går. Altså så de noget til hinanden.

Teksten sagde mig ikke meget, da journalisterne åbenbart ikke vidste noget med sikkerhed. Sladderblade bar tit på løgne, og dem skulle jeg under ingen omstændigheder sætte min tiltro til. I stedet for at lægge mere vægt i de få informationer i teksten, zoomede jeg ind på billedet. Mit hoved lå fortsat på skrå, mens jeg grundigt studerede hver en pixel.

Selvfølgelig afbrudte min mobil mig ved at alarmere, en ringede mig op. Jeg sukkede dybt, himlede med øjnene og lagde computeren fra mig, som jeg før gjorde med informatoren. Inden længe kiggede jeg på navnet, der lyste op på mobilens skærm, og jeg smilede stort, hvorefter jeg klappede den op.

"Hey, Quinn!" Den pige reddede virkelig altid mit humør, selv når jeg troede, det under ingen omstændigheder kunne blive godt igen. I dag følte jeg mig egentlig ikke så mut, men det lysnede klart dagen endnu mere op, at hun ringede. Utroligt nok var det nu ikke mere end en time siden, sidste time sluttede, og vi så hinanden.

"Hey, skat!" kvidrede hun i den anden ende af røret. Jeg satte mig roligt tilbage i sengen igen, mens jeg lyttede til hendes lyse stemme. "Skal du noget senere? Jeg tænkte på at komme over, hvis det er. Min mor er lige kommet hjem med den her nye film, hvor Johnny Depp spiller hovedrollen. Den kan ikke være andet end genial! Hvad siger du? Jeg tager en pakke popcorn med, hvis vi spiste de sidste, I havde?"

Nervøst bed jeg mig i læben. Jeg brød mig ikke om at lyve for Quinn. I forvejen holdt jeg det hemmeligt, at jeg arbejdede som agent, og nu blev jeg også nødt til at finde på en lam undskyldning for at afslå hendes tilbud. Den grimme smag bredte sig allerede i hele munden på mig, og jeg gav et lydløst suk fra mig.

"Det lyder hyggeligt, Quinn!" startede jeg ud med at sige, inden jeg kom med undskyldningen, der dukkede hurtigst op. "Men jeg kan faktisk ikke i dag.. Min mor har en eller anden skør tanke om, at vi skal indføre en familiedag, hvor ingen af os må have planer med andre. Så det skal vi prøve af i dag, åbenbart." Jeg sukkede dybt for at vise hende, hvor kedeligt det var, og hun grinede let.

"Det er i orden. Man skal jo høre efter, hvad ens mor siger, ikke? Så gør vi det bare en anden gang. Hvad med i morgen?" Jeg tænkte mig kort om og kastede tilfældigt et blik hen på væguret, der viste mig, jeg skulle til at komme af sted. Trods alt manglede jeg endnu et par få ting, før jeg var helt klar.

"I morgen lyder fint! Men Quinn, jeg bliver nødt til at smutte nu. Kedsomheden kalder. Vi ses i morgen, søde!" Hun hilste kort farvel, inden jeg lagde på og skyndte mig hen til spejlet for at lægge den manglende lipgloss. Den skulle helst være så frisk som muligt, når jeg mødte Liam. Herefter betragtede jeg for en kort stund mit udseende for at være sikker på, det ikke lignede noget, katten havde slæbt ind.

Håret sad i to slatne rottehaler, der gled ned over skuldrene. Jeg overvejede, om jeg kunne tillade mig at flette det, men det gjorde jeg for ofte. Det ville være bare en anelse for genkendeligt, hvis man samtidig syntes, jeg mindede om en. Øjenvipperne dækkedes af mascara, den brune øjenskygge indrammede øjnene, og pudder var tværet rundt i hele ansigtet, selvom jeg normalt undgik nogen form for brug af det. Den grønne top med blondekanter hist og pist kom højst sandsynligt slet ikke til at ses, da min jakke ville være nødsaget til at varme mig gennem hele turen, der foregik udendørs. Om benene sad et par af de elastiske cowboybukser, jeg nemt kunne bevæge mig rundt i. Fødderne..

For den forsvundne morder, det skulle nok blive deres død!

Jeg sendte de sorte sko med kilehæle et dræbende blik i håb om, det fik dem til at ændre form til noget nær gummisko eller converse. Ingenting skete, hvilket måske ikke var så tosset endda. Hvis jeg ønskede at træde ned i nogle flade sko, ejede jeg masser af dem, men det fandt sig bare ikke rigtigt muligt. Jeg blev nødt til at spille Elena Hope.

Great.

 

***

 

Grinende overværede vi en lille abe svinge sig fra gren til gren, mens en større prøvede at få fat i den. Jeg kiggede hen på Liam, der smilede stort efter at have grinet færdigt. En halvanden times tid havde vi brugt i Zoologisk Have indtil videre, og det hele forløb ganske godt.

Det føltes som om, vi havde haft kendskab til hinanden i utroligt lang tid, fordi vi bare snakkede derudaf, og han tillod sig også at sammenligne mig med næseaberne. Efter et tøsefornærmet puf tog han det i sig igen og sagde, jeg burde vide, det ikke passede det mindste. Selvom han kaldtes Daddy Directioner, kunne han sagtens finde ud af at joke. Samtidig gjorde han det på sådan en kærlig måde, præcis som alle forestillede og udtalte sig om ham, når man passerede en gruppe fangirlende piger på gangene.

"Du, Liam.." Jeg rømmede mig kort, og Liam nikkede som tegn på, han lyttede. Hvad jeg ville sige, vidste jeg faktisk ikke helt. Kunne man tillade sig at spørge ind til Summer? "Til festen der i fredags.. Der mødte jeg jo hende Summer.." Han smilede bredt, da jeg nævnte hendes navn, hvilket fik mig til at mistænke dem for at have noget kørende. "Kender I hinanden godt, eller snakkede I bare sammen den aften?"

I et stykke tid tænkte han over sit svar, inden han rettede sin fulde opmærksomhed mod mig. Vores øjne mødtes, og øjenkontakt opstod. Jeg sendte ham et sødt smil, da jeg havde fuld kontrol over mine handlinger. Endnu var det ikke sket, at jeg kom ud af kurs ved at se en dreng i øjnene, så det ville have undret mig, hvis dette blev første gang.

"Tjo.." startede han ud med, og jeg hævede øjenbrynene i et afventende udtryk. "Det var faktisk første gang, jeg mødte hende i fredags. Vi snakkede lidt som du og jeg. Det var helt utroligt, jeg skulle støde på to så søde piger," klukkede han, og jeg smilede lettere smigret. Da han lod til at synes, han var færdig, nikkede jeg langsomt med hovedet som en mor, der nede fra publikum af forsikrede sin søn om, at hans skuespil gik rigtig fint.

Liam lo kort og rodede sig en smule i det næsten ikke-eksisterende hår. Herefter kiggede han igen på mig, der interesseret ventede på, at han begyndte fortsættelsen. "Kom nu, Liam, fortæl mig bare, hvad det er, du tænker på lige nu. Jeg kan jo se på dig, at der er et eller andet." Han smilede forlegent og trak en anelse på skuldrene.

"Vi var ude og spise i går. Mere er der egentlig ikke." Han gjorde tegn til, at vi skulle fortsætte turen gennem Haven, og vi spadserede side om side videre til de næste dyr. Flere familier hyggede sig rundt omkring og pegede rundt omkring. Koldt var det, så jeg forstod ikke helt, hvordan den lille dreng, vi netop gik forbi, kunne holde ud at slikke på en ispind.

"Så I dater?" gnavede jeg længere ind i hans svar, og han grinede højlydt. Tre piger stod inden længe foran os og bad om Liams autograf, der undskyldende smilede til mig, inden han gav sig til at skrive på deres mobilcovers og tasker. De takkede ham jublende for det, og netop som de trådte væk fra os, skreg de skingert. Jeg grinede lavt, da jeg fandt deres reaktion ret morsom. Uden at tænke over det skiftede jeg emne ved at stille et helt andet spørgsmål. "Er det tit sådan der?"

Liam nikkede. "Man vænner sig til det. Alligevel er det stadig ret vildt, at folk reagere sådan på at støde ind i en, når man selv føler sig helt normal. Selvfølgelig ved jeg godt, drengene og jeg er blevet berømte inden for kort tid, men alligevel er det en smule underligt," forklarede han, og jeg lavede en forstående trutmund, mens jeg tænksomt så ud i luften, som vi fortsatte vores gang.

"Men du kan lide det?" spurgte jeg til sidst om, og han nikkede ivrigt. "Jeg har drømt om det stort set hele mit liv. Den er gået i opfyldelse. Hvilket utaknemmeligt menneske ville jeg ikke være, hvis jeg så beklagede mig?" grinte han, og jeg tog del i det for en kort tid.

Allerede nu begyndte mine fødder rigtigt at kunne mærkes for alvor. Selvom kilehæle klart var meget bedre at gå i end stiletter, så brød de sig åbenbart heller ikke vildt meget om dem. Uden at sige noget satte jeg mig tungt ned på en bænk, vi passerede, og Liam opdagede det først lidt efter. Med rynkede bryn og et forvirret grin kom han tilbage og så spørgende på mig.

"Er du blevet træt?" spurgte han, og jeg rystede voldsomt på hovedet. Måske gjorde jeg det lidt for hurtigt, for han hævede det ene øjenbryn. Jeg kendte til enhver form for kropssprog, da man på den måde gennemskuede mange folk, og det var en fordel, hvis en forbryder nægtede at udtale sig. Det hævede øjenbryn betød uden tvivl, at han ikke troede mit rystende hoved.

Jeg forsøgte ihærdigt at gnide min ømme hæl, men da det var en lukket sko, gjorde det det lidt besværligt. Lavt sukkede jeg, inden jeg nærmest helt udmattet så på Liam, der sendte mine fødder bekymrede blikke. "Det er okay. Jeg dansede bare ret meget til en fest i går, og det skal jeg love for kan mærkes i dag!" grinede jeg en smule anstrengt, og Liam hoppede vist på den.

"Man skal passe på sig selv og sine fødder. Hvis der sker dem noget, vil du jo ikke kunne gå ture med mig i Zoologisk Have igen, vel?" jokede han, og jeg lo kort, hvorefter jeg nikkede mig enig. Han satte sig til rette ved siden af mig på bænken, og i et stykke tid lå stilheden som et tykt lagen hen over os. Utroligt nok føltes det ikke spor akavet, men nærmere helt rart.

Forbi os spadserede flere folk, og nogle stykker kiggede med opspærrede øjne på Liam. Det var næsten ikke til at tro, men de holdt sig faktisk lidt på afstand, som om de fornemmede, vi måske var i gang med noget. Ærlig talt takkede jeg dem lykkeligt for det, for selvom Liam mente, man vænnede sig til det, var jeg slet ikke nået det punkt endnu. Aldrig før havde jeg været ude med en verdensberømt stjerne, så det lå stadig langt fra det normale niveau, hvis man spurgte mig.

Kulden prøvede at trænge ind gennem min varme jakke, der samtidig gjorde sit bedste for at holde den ude. Pludselig jeg dog at kunne føle den lave temperatur bide sig fast i bagdelen på mig, og jeg skævede hen til Liam, der i netop gjorde det samme til mig. "Skal vi ikke rejse os?" adspurgte han mig, og jeg nikkede leende.

Hurtigt stod han på benene og rakte mig hånden som en hjælp. Jeg tog smilende imod den, og han trak mig let op. Grundet de få centimeters høje sko var vi nogenlunde på samme højde, og igen fangede vores øjne hinanden. Jeg lagde mærke til den nøddebrune farve, der blødt hvirvlede sig rundt som et eventyr. Hastigt så jeg væk, mens jeg svagt smilede, og vi begyndte roligt at gå igen.

Vi stoppede op, da vi nåede pandaerne, og jeg betragtede dem længe uden at sige noget. Jeg følte, jeg havde glemt noget. I same øjeblik fandt mit tidligere spørgsmål vej tilbage til mig, og jeg smilede svagt, inden jeg repeterede det for Liam. "Så.. dater du og Summer?"

Han trak på skuldrene, mens han fulgte en af pandaerne med blikket, hvis skuldre skiftevis fremtrådte tydeligt, som den gik rundt. "Dater er måske ikke ligefrem ordet. Men hun er virkelig sød," indrømmede han, og jeg nikkede stift. Måske jeg skulle opsøge hende og sørge for, hun hjalp mig tættere på Liam, som Warren foreslog? Når min informator da ellers gad finde ordentlige oplysninger omkring hende.

"Har du tænkt dig at se hende igen?" spurgte jeg stille, og han smilede skævt, inden han kiggede på mig. Det virkede som om, han ikke turde svare af frygt for min reaktion. Jeg ønskede blot sandheden, så jeg kunne finde ud af, om jeg virkelig behøvede Summers hjælp.

Han adskilte forsigtigt læberne, mens han sendte mig et af sine blide smil. "Måske. Lige nu er jeg jo sammen med dig. Det nyder jeg mindst lige så meget."

 

***

 

Jeg havde fået smidt skoene og skiftet dem ud med nogle flade af slagsen, inden jeg besluttede mig for at undersøge sagen nærmere om Summer. Til mit held fik jeg med lidt skuespil fat i hendes adresse. Det hjalp at sige, man havde fået et nært venskab til festen, men jeg blev nødt til at gå, inden vi udvekslede numre og adresser, fordi 'min bror rodede sig ud i ulykker.'

Nej, jeg havde faktisk ingen bror. Jeg var enebarn. - Modsat Elena, åbenbart. Nogle gange dukkede de skøreste undskyldninger op, men Liam spurgte heldigvis ikke nærmere ind til, hvilke ulykker det var. Han regnede nok med, jeg ikke ønskede at snakke om det.

Et lille smil pyntede på mine læber, som jeg tænkte på Liam. Jeg løj, hvis jeg påstod, jeg ikke hyggede mig her til eftermiddags. Det overraskede mig helt, hvilken dejlig tid det viste sig at gå hen og blive.

Jeg følte ikke, det var nødvendigt at skifte tøj eller sætte håret om. Det eneste, der betød noget, var at finde ud af, om Summer kunne hjælpe mig. Som noget helt andet bestemte jeg mig for at praje en taxi, da jeg ikke vidste, hvor langt væk hun boede. Jeg gad ikke engang tjekke adressen, før jeg rakte den til chaufføren, og nu sad jeg på bagsædet og fulgte med i det forbikørende landskab udenfor.

Min mobil ringede, og jeg skyndte mig at tage den uden at kigge på, hvem det var. "Hallo?" Igen lød Quinns stemme i den anden ende, og jeg smilede stort, mens jeg følte bilen køre hen over nogle få brosten, til den igen havde glat asfalt som hjulstøtte.

"Hayley! Du bliver altså nødt til at droppe den familiedag, du har med dine forældre! Hvor lang tid varer den i øvrigt? Er den slut nu? For jeg har altså lige set filmen alene, og jeg kan ikke vente til i morgen med, at du skal se den! Det er helt vildt, så god den er! Er du sikker på, jeg ikke kan komme over?" Hun fyrede sætningerne af uden pauser, hvilket fik mig til at fnise en smule. Hun var kendt som den stille pige, der ikke sagde meget, men lærte man hende at kende, kom man på bedre tanker.

"Jo, jeg tror faktisk godt, du kan komme hen til mig lidt senere. Lige nu er 'dagen' stadig i gang, men jeg kan skrive en besked til dig, når der er tid?" Hun svarede mig fuld af begejstring og begyndte at fortælle mig, hvor genial filmen var lavet, og jeg lyttede smilende til hvert et ord.

Pludselig stoppede taxien, og jeg betalte hurtigt chaufføren det, han skulle have, uden at lægge på. Hurtigt åbnede jeg døren og steg ud, og inden længe rullede taxien væk. Jeg kiggede mig kort omkring, og jeg betragtede roligt hele Summers bopæl. Det så ganske nydeligt ud, og.. måske også en smule genkendeligt?

Vent lidt!

Jeg spærrede forskrækket øjnene op, da det gik op for mig, hvor jeg stod. Mit hjerte bankede voldsomt mod mit bryst, og jeg følte mig helt ved siden af mig selv. Det kunne da ikke passe. Det.. Det kunne da ikke passe. Kunne det? Summer.. Jeg vidste, der var noget genkendeligt ved hende. Jeg vidste det!

"Hayley, er du der?"

Summer Clark.. Hvad skjulte Quinn for mig?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...