Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23130Visninger
AA

9. Kapitel 8.

Undskyld for ventetiden - min computer gik i stykker, så har ikke haft særlig meget mulighed for at skrive. Mirah. x 

 

Quinns synsvinkel:

Jeg havde fået sms’et en del med Liam gennem de sidste par dage. Der var ikke nogen akavet stilhed i sms’erne, hvis man kunne sige det. Det var i hvert fald det, jeg kaldte det nu.

Han havde lovet mig, at vi snart kunne finde en dag, hvor vi kunne være sammen – i følge ham havde han fri i dag (tirsdag) og i morgen, så jeg ville se, om jeg ikke kunne få ham lokket til at tage med ud og spise frokost i dag.

Nå, men det var tidlig morgen, og jeg var blevet vækket klokken 5. Gæt selv af hvem. Nemlig – Jamie.

”Mhmm?” mumlede jeg træt ind i telefonen, og jeg fik lyst til at kyle den af helvedes til, da Jamies alt for friske stemme lød i mit øre. Det var ikke lige det, jeg var i humør til nu.

”Jeg blev lige nysgerrig, når nu jeg sidder hernede på kontoret og ikke rigtig har noget at tage mig til..” begyndte han og tav som tegn til, at jeg skulle sige noget. ”Hvad med at prøve at sove? Det plejer at være rimelig normalt,” svarede jeg med en anelse kold stemme. Jeg var træt, så jeg havde en undskyldning.

”Ha ha ha, meget morsomt, Quinn. Men jeg vil gerne vide, hvordan det står til med ham Payne,” forklarede han. Med et gab satte jeg mig op i sengen, da jeg godt var klar over, at jeg ikke ville komme til at sove mere. Når jeg først var stået op, så kunne det være lige meget. Jeg ville ikke kunne sove derefter.

”Liam,” rettede jeg ham, ”men det går fint. Jeg har skrevet rigtig, rigtig meget med ham – jeg fik fat i hans nummer til festen jo. Så jeg vil prøve at lokke ham med ud og spise frokost i dag,” svarede jeg og hev dynen til side.

Kulden lagde sig med det samme om mig, og der gik ikke længe, før mine ben rystede af kulde. Det overraskede mig gang på gang, hvor koldt det var så tidligt om morgenen. Jamie grinede lidt i røret, og hvis ikke jeg kendte ham så godt, som jeg nu engang gjorde, ville jeg tro, at han var fuld.

”Det lyder godt. Du skal blive tæt med ham hurtigt. Vi kan ikke have, at vores kunde får en lang ventetid, for så vil han tage en del af prisen. Og af gode grunde kan vi ikke ligge sag an mod ham. Men jeg tror godt, du kan klare det. I skal blive tætte hurtigt, så det føles for ham som om, at det er helt rigtigt at være sammen med dig konstant. Så i hurtigt får et bånd, og fordi han ikke har prøvet det før, og så føles det rigtigt for ham. Ja, nu går jeg vidst i ring,” han slap igen et grin ud, men jeg deltog ikke i det.

Jeg hadede at blive vækket om morgenen, når det ikke var noget, der var planlagt. Det kunne man vidst roligt sige, at det her ikke var.

”Ja, jeg forstår godt, hvad du mener. Og jeg vil gerne lige sige, at jeg virkelig har presset på for at få ham til at finde en dag til mig snart. Du skal tænke på, at han ikke liiiiige altid har sin kalender fri. Nu må vi indrømme, at han er lidt mere kendt end os, så han har nok også lidt flere aftaler, end vi har, okay?” vrissede jeg.

Jame grinede af mig – han var vant til det. ”Det er godt med dig, smukke. Jeg håber, at du får en aftale med ham i dag, og så skriver du lige en rapport til mig eller noget over det. Er det en aftale? Og god skoledag.. om 3 timer,” det sidste sagde han med et kæmpe grin, og det beviste, at han godt vidste, hvor tidligt han havde vækket mig. Nogen gange var han altså også bare en idiot, for fanden da.

”Jo tak skal du have din spasser,” mumlede jeg som svar. Han grinede bare, før han lagde på. Med det samme skrev jeg en besked til Liam – så ville han få den, når han stod op, og dermed ville han ikke have tid til at lave andre planer. Jeg var fandeme så smart en gang i mellem.

”Hej og godmorgen. Skal du noget specielt i dag? Ellers synes jeg, at du skal med mig på en lidt afsides café senere. Jeg sms’er dig navnet, hvis du synes om det. Håber du sover godt, indtil du står op og får denne besked! Knus,” jeg skrev hurtigt sms’en og sendte den uden at tjekke for stavefejl eller noget i den dur.

Det virkede meget mere naturligt, når det bare blev skrevet, som jeg ville skrive det til enhver anden person. Ellers ville det hele blive lidt for perfekt og ordenligt, og det ville jeg ikke risikere.

Så valgte jeg at gå i gang med at gøre mig klar. Jeg havde ærlig talt ikke så meget andet at gøre, så det kunne jeg vel ligeså godt tage mig til, kunne jeg ikke? Jo.

Jeg gik først og fremmest hen til mit spejl, som jeg kiggede mig lidt i. Så fik jeg bevæget mig hen til mit skab og efter 5 minutter, hvor jeg rodede tilfældigt rundt, fandt jeg noget. Okay, det var ikke så tilfældigt, for hvis det var tilfældigt, ville jeg nok tage det første, der lige faldt mig ind, og det gjorde jeg ikke ligefrem.

Det endte med, at jeg fik fat i et par almindelige, sorte bukser, som jeg trak i. De var tætsiddende, men jeg kunne til mit held være sikker på, at jeg ikke skulle lave noget arbejde i dag. Jeg ville være screwed, hvis jeg skulle, for det var ikke til at bevæge sig rundt i. De var faktisk en smule for små, men det var lige til at ovekromme.

Dertil tog jeg en lysegrå hættetrøje på, som jeg kunne gemme mig selv lidt væk i. Jeg elskede sådan noget tøj.

 

***

 

Der var mange mennesker på gangen, da jeg kom gående med Hayley ved min side og et par bøger under min arm.

”Hvad er det, vi har i første time?” spurgte Hayley om og kiggede lidt forvirret rundt på alle menneskerne. Det var typisk hende ikke at vide, hvad vi skulle have i første time. Jeg tjattede hende på skulderen.

”Vi har psykologi. I det mindste er vi da så heldige, at vi har det fag sammen. Jeg er klar på at græde over dem, som vi ikke deler,” svarede jeg hende og lavede for sjov et sadface. Hun grinede kort, og jeg skulle lige til at beundre det, da min smstone – og dermed min mobil – tog min opmærksomhed.

Hurtigt hev jeg den op af lommen, og imens jeg læste, gled et smil over mine læber.

”Hej du. Jeg har fået noget plads ind til dig ved en tretiden, så jeg håber ikke, at du laver noget der?” det var det, han skrev, og som sagt smilede jeg stort. Hvordan kunne jeg lade være med det?

”Hvad er det, du smiler sådan over?” Hayley prikkede mig i siden og rakte ud efter min mobil. Dog var jeg heldig og nåede at hive den væk fra hende. Jeg ville virkelig være fucked, hvis hun fik min mobil og læste beskeden. Hun vidste godt, at jeg ikke kendte nogen, der hed Liam. Eller det gjorde jeg selvfølgelig nu, men det skulle hun af gode grunde ikke vide.

”Okay, nu bliver jeg for alvorlig nysgerrig. Det plejer da ikke at være noget, du skjuler,” hun kiggede undrende på mig og opgav at få fat i min mobil. Nok mest, fordi jeg havde pakket den et godt og sikkert sted hen, hvor hun ikke kunne få fat på den.

”Det er ikke alt, du skal vide, skatter,” jeg blinkede, og hun himlede med øjnene. Hun havde nok forventet, at jeg ville sige alt til hende. Det ville jeg også, hvis ikke det var Liam, der var personen, jeg skrev med.

Hayley sagde ikke mere, men drejede i stedet til højre, så hun kunne åbne døren ind til vores klasselokale. De personer, der allerede sad derinde, kiggede op, men da de så, at det bare var os, koncentrerede de sig igen om det, de havde gang i.

Sådan var det altid. Hayley og jeg var jo ikke nogen af de populære her, men vi var jo, som tidligere nævnt, heller ikke nogen af dem, der blev set ned på. Vi var bare.. os. Hende og jeg, mig og hende. Hayley og Quinn – præcis, som det skulle være.

Uden et ord til hinanden satte vi os ned ved et bord. Det var også noget af det, der var vildt ved vores forhold. Vi behøvede slet ikke at sige noget til hinanden for at vide hvad vi ville. Det skete bare naturligt, at vi gjorde det samme. Derfor var jeg overbevist om, at vi var meant to be. Hvis jeg så bare slet ikke havde noget at skjule for hende, ville det være rart, men jeg vidste godt, at det var udelukket.

Jeg havde flere gange forestillet mig, hvordan det ville foregå, hvis jeg fortalte hende det; hvis jeg gik hen til hende og sagde, at der var noget, som jeg aldrig havde fortalt hende, men som jeg gerne ville have, at hun vidste. Hendes måde at spørge om, hvad det var, og så hendes blik, når jeg fortalte hende, at jeg var lejemorder. At jeg slog mennesker ihjel for penge.

Det var helt sikkert, at jeg var klar over, hvor grimt et arbejde det var, men jeg tænkte ikke over det normalt. Det var kun, når jeg stillede det op på den her måde, at det gik op for mig, hvor forfærdelig jeg egentlig var. Hvor mange mennesker jeg havde slået ihjel uden at vide grunden til det. Bare, fordi der var nogen, der havde bestilt det, så gjorde jeg det.

For fanden da også.

”Du ser koncentreret ud,” hviskede Hayley til mig, ”om noget, der ikke omhandler denne time,” tilføjede hun så, og jeg smilede, da det gik rigtig op for mig, hvad hun sagde. Selvfølgelig kunne hun se det på mig.

Jeg svarede hende ikke, men fokuserede i stedet på vores lærer, der  var kommet ind i lokalet, uden jeg havde lagt mærke til det. Det var typisk mig.

Min mobil vibrerede igen, og det var der, jeg kom i tanke om, at jeg havde glemt at svare Liam. Han vidste ikke, om jeg kunne på det tidspunkt eller ej. Forsigtigt og diskret hev jeg min mobil frem og tjekkede beskeden, der, som forventet, var fra ham:

”Hvad siger du til det? Det passer ikke, eller...?” havde han skrevet. Jeg skævede kort hen til Hayley, som desperat prøvede at få et indblik af, hvem jeg sms’ede med, men igen formåede jeg at holde skærmen vent væk fra hende. Dog gjorde jeg det på en måde, så det ikke så så indlysende ud, som det havde gjort tidligere. Ellers ville hun vide, at jeg helt sikkert skjulte noget for hende.

”Det passer fint. Jeg har godt nok først fri klokken halv fire, men jeg kan sagtens tage fri den sidste time – vi skal ikke lave andet end at lave film, og jeg vil ikke gå glip af chancen for at spise med dig,” svarede jeg sødt tilbage.

Egentlig havde jeg ikke sent så fri. Jeg havde fri klokken to, men jeg skulle nå hjem og gøre noget mere ud af mig selv, så jeg så anderledes ud. Ikke for at imponere Liam eller noget i den dur – det var, fordi jeg var sikker på, vi ville blive set sammen. Så gik det ikke, at jeg lignede mig selv, for så kendte jeg en person, der hurtigt ville finde ud af, hvem det var, han var sammen med.

Jeg ville føst være fucked, hvis Hayley fandt ud af det, og derudover ville min plan også gå i vasken, hvis det skete.

 

”Hvad synes du egentlig om One Direction?” Hayley og jeg var netop gået hen i kantinen, og jeg kiggede overrasket på hende. Hun havde aldrig spurgt mig om sådan noget før, og selvom det højst sandsynligt var tilfældigt, at hun spurgte mig om det, fik jeg alligevel lidt klamme håndflader.

”Jeg har ikke tænkt så meget over det, men de er alle sammen meget flotte, er de ikke?” jeg spillede dum. De var alle sammen flotte, og jeg vidste udmærket godt, hvem, der var hvem, men det ville jeg ikke sige til hende. Det var bedre at være på den sikre side end at risikere et eller andet.

”Hmm,” svarede hun bare og koncentrerede sig i stedet om sin mad. Jeg hævede et øjenbryn. ”Hvorfor spørger du da?” spurgte jeg og prøvede at lyde så henkastet som muligt. Hun kiggede op med et skævt smil. ”Det ved jeg ikke. Jeg er bare nysgerrig, tror jeg. Jeg så et eller andet med dem i tv’et i går, og så kom jeg til at tænke på det,” forklarede hun.

Jeg nikkede kort. Så måtte det vel være det.

 

***

 

Aldrig i hele mit liv var jeg kommet så hurtigt hjem, som jeg gjorde efter skole – jeg skulle jo nå at lave mit udseende lidt om. Men nu var klokken tre, og jeg havde nået det hele.

Jeg havde taget en nederdel på og endda bare ben, hvilket ellers var noget, som jeg aldrig gjorde normalt. Jeg hadede at gå i det, men det var bare den gode ting ved, at jeg tog den på. Dertil havde jeg en hvid t-shirt på, som let kunne afsløre noget af min mave, og det var også noget, som jeg normalt heller ikke gik i.

Mine øjenvipper var dækket af et par falske, og alene dem gav mig et helt andet look. Jeg kunne ikke sætte finger på, hvad det præcist var, men det gjorde en hel del til forskel. Til det hjalp min eyeliner og mørke øjenskygge også en del.

Normalt så man mig jo kun med mascara og måske lidt rouge. Det var det, jeg kunne lide; naturlig makeup. Nu var det her dog nødvendigt, og så ville Liam måske også finde mig en anelse mere tiltrækkende – ikke, for at sige noget ondt om mig selv, men jeg påpegede det bare.

Jeg var hoppet i et par Jeffrey Campbell og havde taget en læderjakke med nitter på. Det fuldendte ligesom hele looket sammen med mit hår, som jeg havde sat i en høj hestehale. Så så jeg også ordenlig ud.

Min mobil bippede og uden at tjekke beskeden, vidste jeg, at det var Liam. Jeg tog mine nøgler fra bordet, før jeg gik ud i entréen og videre ud i opgangen. Høje hæle var heldigvis ikke svært for mig, så jeg lignede ikke en kajkage på stylter. Jeg havde vænnet mig til at gå i dem, selvom jeg klart foretrak flade. De var meget mere behagelige på alle måder.

Da jeg kom ud på gaden, fik jeg med det same øje på en sort range rover. Vinduet rullede ned, og jeg fik øje på Liams ansigt, der vinkede mig hen mod ham. Jeg gjorde, som han sagde, og gik hen til bilen. Inden længe havde jeg sat mig ind i den og gav ham et forsigtigt frem.

”Holy fuck, du dufter virkelig godt,” komplimenterede han mig med det samme, og det fik mig til at rødme. Selvom det her var arbejde, ændrede det ikke på, at jeg var virkelig dårlig til at tage i mod komplimenter. Det var faktisk helt vildt, så dårlig jeg var til det.

”Tak,” mumlede jeg genert, og han grinede over mig. Det var lidt flovt, at han gjorde det, for det fik mig til at føle mig endnu mere dum. ”Du er dårlig til at tage i mod komplimenter,” konkluderede han med et grin, og jeg nikkede lidt.

Med en håndbevægelse strøg jeg noget vildfarent hår om bag mit øre igen, så det passed bedre til hestehalen.

”Det må jeg desværre nok give dig ret i, at jeg er,” sagde jeg med et underligt skævt smil, der garanteret så dumt ud. Han klukkede lidt, og så var der stilhed i godt og vel 5 minutter, før jeg brød den. Jeg blev nødt til at lære ham at kende.

”Hvordan er det egentlig at være kendt? Jeg ved godt, jeg kan snakke med Rita om det, men du ved.. det er bare det der med, at du er en af verdens mest kendte personer lige nu..” jeg kiggede ham ind i de brune øjne, og det gik op for mig, at de faktisk var ret flotte.

Hvad sagde jeg lige? Var de flotte? Han var et fucking offer, ikke en jeg skulle sidde og vurdere. Fokuser, Quinn.

”Det er meget stressende engang i mellem, det kan jeg ligeså godt indrømme. Der er også tidspunkter, hvor jeg ville ønske, at jeg ikke var en del af det, så jeg kunne tilbringe mere tid sammen med folk, som jeg aldrig ser mere, men jeg fortryder det altid i samme sekund, som jeg har tænkt det. Jeg elsker mit liv nu, og det er det her, jeg har drømt om, så jeg nyder hvert sekund,” forklarede han. Smilet, som prydede hans læber, imens han snakkede, beviste, hvor glad han blev, når han tænkte på det hele. Jeg kunne godt forstå ham.

”Bliver man aldrig træt af, at der er så mange piger, der skriger en lige op i ansigtet?” spurgte jeg nysgerrigt om og lagde hovedet på skrå. I et kort øjeblik ville jeg ønske, at jeg havde valgt løst hår i stedet for, for så ville jeg kunne sno det rundt om mine fingre og gemme mig lidt bag det.

”Man vænner sig i hvert fald aldrig til det,” fastslog han, før han skiftede emne, ”hvorfor er det egentlig, at du har falske øjenvipper på?” spørgsmålet var nysgerrigt ment, og jeg kunne let læse, at han slet ikke havde noget i mod det.

Jeg trak på skuldrene, før et eller andet tilfældigt røg ud af mig. ”Jeg tror bare, at jeg får mere selvtillid af det på en eller anden måde. Bare det der med, at jeg føler, det gør mig flottere. Det hjælper på selvtilliden,” forklarede jeg med et skuldertræk.

Det var et eller andet lort, jeg bare fyrede af, for normalt var jeg meget glad for mine øjenvipper. Faktisk irriterede de her mig lidt, og hvis ikke det var, fordi vi skulle være ude i offentligheden, ville jeg helt sikkert ikke have taget dem på.

Liam nikkede forstående og smilede et smil, der afslørede en svag antydning af nogle smilehuller. det her skulle nok gå bedre, end jeg måske havde regnet med. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...