Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23181Visninger
AA

8. Kapitel 7.

Jeg undskylder for, at kapitlet først kommer nu, selvom I fik en mail om det tidligere. Der gik noget galt, så den ikke fik gemt det hele, og der manglede tusind ord, som jeg i dag har siddet og skrevet om. Da jeg ikke kunne huske det, ved jeg ikke, om det er det samme, men det ved I jo heller ikke. Lad os håbe, det går. Nu er det her i hvert fald. God læselyst! x
 

Hayleys synsvinkel:

Mandag morgen blev det hurtigere end forventet, og som sædvanlig var søvn ikke noget af det, jeg fik mest af. Research krævede arbejdet nu engang, og hele fredag aften festede jeg med de mange kendte, jeg aldrig havde troet, jeg skulle møde. Til mit held stødte jeg ikke ind i nogen, jeg kendte. - Selvom hende Summer virkede lidt for bekendt til, at jeg følte mig tryg omkring det.

Igen lagde jeg hovedet i blød og ransagede min hjerne for spor, hvor jeg før kunne have set hende. Hun lod heller ikke til at genkende mig, så der var sikkert ingenting. Alligevel mærkede jeg bare, at jeg blev nødt til at finde ud af, hvem hun var. Hvorfor, vidste jeg ikke. Det stikkede bare i mig som et tegn.

Jeg bed mig let i læben, da jeg tyve minutter i otte sad med computeren på skødet. Hurtigt tastede jeg Summer Clark ind i søgefeltet, og google fandt straks alt muligt frem. Billeder af Summer fra festen dukkede også op, og jeg rynkede brynene, da jeg igen syntes at have set hende før. Ikke bare til festen, men.. før det. Irriteret stillede jeg computeren fra mig og rejste mig op for at tage af sted til skole. Jo tidligere, jo bedre.

Idet jeg tog fat om min mobil, stoppede jeg brat op og stirrede længe ud i luften. Tiden stod stort set stille, indtil blikket gled ned på mobilen igen. Langsomt slog jeg klappen op. Eftersom jeg behøvede en mobil, der kunne modstå stød som agent, var en iPhone ikke det smarteste. Desuden virkede den fint, selvom den ikke så ud af meget. Jeg klikkede mig ind under kontakter og så Liams navn med sorte bogstaver på det hvide display. Et smil bredte sig svagt omkring mine læber, og jeg røg nærmest tilbage til fredag aften.

Af en eller anden grund kunne jeg slet ikke finde på noget at snakke med ham omkring, da jeg fik chancen. Surfing kom på bordet, og han fandt det vist interessant, at jeg vidste en del om det. Vi snakkede i hvert fald en tid om det, og jeg endte med at få hans nummer. Indtil videre lød vores aftale bare, at vi skulle mødes engang, og eftersom det var vinter, blev det nok desværre ikke stranden. Da jeg vendte tilbage efter at have fundet mig selv igen ude på toiletter, talte han med Summer, og jeg smuttede hjem. Jeg fik, hvad jeg kom efter, og mere påtrængende ønskede jeg ikke at være.

Efter at have stirret på hans navn et stykke tid og givet mig indre ros for opgaven, stak jeg den i lommen og fortsatte ud. Meget langt nåede jeg dog ikke, før jeg mærkede den vibrere, og jeg skyndte mig tilbage på værelset. Hastigt smækkede jeg døren i og fiskede igen mobilen op, hvor jeg så nummeret, jeg regnede med.

"Første trin; fuldført," sagde jeg som det første, da jeg tog den op til øret, og jeg hørte straks min chefs stemme. Han lød tilfreds, og det tegnede som en god start. Afslappet lænede jeg mig op ad døren for at sikre mig, ingen kom ind, mens tasken røg ned på gulvet.

"Godt klaret. Du skal altså møde ham igen?" - "Ja," bekræftede jeg hurtigt hans spørgsmål. Præcis som jeg regnede ud, spurgte han hvornår. Se, det vidste jeg jo så ikke helt endnu. Så langt i planen var jeg ikke nået. For desperat skulle jeg nødigt lyde. Så droppede han mig da med det samme, hvilket måske ikke var det smarteste, når jeg prøvede at redde hans skind. "Det finder jeg ud af."

"Du ved det ikke endnu?" Der holdtes en kort pause, inden jeg tillod mig at svare nej på hans spørgsmål. Det dybe suk i den anden ende af røret tydede på, at jeg måske skulle skynde mig at få styr på det. "Se at find ud af det. Måske kommer nogen dig i forkøbet." Han behøvede ikke fortælle mig, hvem disse 'nogen' var. Alle i bureauet kendte dem. Eller, kendte og kendte.. Vi anede ikke, hvem de var, hvilket var problemet. Mordere vidste vi dog, at de kunne kalde sig.

"Forstået." Efter mit korte svar afsluttede han samtalen, og jeg klappede mobilen sammen. Igen blev jeg stående, og det endte med, at jeg slog den op som før. Ved nogle få klik på tasterne dukkede de fire bogstaver op på displayet igen. Jeg trykkede den grønne knap ned og tog mobilen op til øret og vandrede hen imod min seng. Kom jeg for sent i skole, måtte jeg tage en af de lamme undskyldninger i brug.

Det bippede flere gange ind i øret på mig, før jeg hørte en søvndrukken stemme. Først her gik det op for mig, at jeg måske burde have ventet til senere. Trods alt stod alle ikke op for at nå i skole. Lige meget hvad var det for sent at ligge på nu, og det blev først rigtig akavet, hvis ikke jeg snart startede en samtale.

Lige som jeg åbnede munden, glemte jeg mit navn. Hayley kunne jeg ikke præsenterer mig som. Haglgeværets torden, hvad i alverden kaldte jeg mig i fredags?! Der lød et lille 'hallo' i røret, og jeg gik næsten i panik. Uprofessionelt, ja. Pludselig kom jeg dog i tanke om det, og jeg smilede hurtigt, selvom han ikke kunne se mig.

"Hej, Liam. Det er Elena."

 

***

 

Jeg smækkede rumpen i sædet ved siden af Quinn på bænken til idræt. Alt i alt dannede det en lang kø, og vi ventede hver især på, det blev vores tur til at gennemføre forhindringsbanen. Efter min lærers mening skulle den være ret svær, og Joe stod nervøst og hoppede op og ned som den første. Her var det vigtigt, han viste, hvordan det skulle gøres. Grunden til, han blev valgt, var i hvert fald derfor.

"Hvorfor smiler du sådan?" hviskede Quinn pludseligt spørgende. Jeg kiggede undrende på hende, da jeg ikke opdagede, jeg smilede. Idet hun påpegede det, skyndte jeg mig at lave trutmund i stedet, hvilket fik hende til at grine. Blidt puffede hun mig i siden, og jeg lo roligt. De situationer forstærkede klart vores venskab på en helt særlig måde, jeg ikke kunne forklare.

Hvorfor jeg smilede, vidste jeg måske godt. Liam vågnede hurtigt op, da jeg fortalte, hvem jeg var, og der gik en halv time med unødvendig snak, før vi fandt en dag, vi skulle ses. Onsdag. Han foreslog at tage i Zoologisk Have, efter jeg åbenbart nævnte, hvor vild med pandaer jeg var. Selvom de så så store og klodsede ud, havde de nogle ret seje skills. Po var en pandabjørn. Kunne han lige Kung Fu, eller kunne han lige Kung Fu?

Zoologisk Have endte det i hvert fald med at blive. Jeg smilede langt fra, fordi Liam og jeg netop havde en aftale. Følelser lå langt herfra, og det skyldtes uden tvivl kun, at jeg nu sprang et skridt tættere på min mission, jeg døbte Safely-Payne. Forkortelse; SP. Skolen nåede jeg desværre ikke til tiden, men jeg undskyldte bare og løb ind på min plads. Heldigvis havde vi dansk, og Miss. Rémanse blev sjældent sur. - Modsat vores idrætslærer, vi havde her i tredje og fjerde lektion.

"Kig nu alle på Joe, så I ved, hvordan det skal gøres! Jeg tolererer ikke fejl, efter vi har gennemgået det!" råbte Mr. Parisson højlydt, så flere holdte sig for ørerne. Quinn lagde hovedet på skrå, mens hendes øjne fulgte med Joes bevægelser, og jeg gjorde præcis det samme. Efter min egen mening gik det ikke ligefrem godt for Joe. Han væltede i hvert fald, da han nåede midten, og Parisson rystede opgivende på hovedet.

"Var det ikke meningen, vi skulle kigge på Joe, så vi vidste, hvordan det skulle gøres?" fnes jeg lavt til Quinn, der straks brød ud i sin søde latter. Uheldigvis opdagede Parisson selv en nål falde til jorden, og han pegede strengt på os med sin store finger. Hurtigt lukkede jeg munden og snerpede læberne sammen, og han kneb øjnene sammen.

"O'Connor, kan du vise os, hvordan det skal gøres?" Jeg rettede blikket på Quinn, der trak på skuldrene, inden hun rejste sig op og roligt vandrede hen til banens start. Hendes lyse hår hang løst, og den turkisblå farve, sportstøjet var i, stod godt til både hud- og hårfarve. For slet ikke at tale om hendes smukke, blå øjne, jeg ikke kunne lade være med at misunde en lille smule.

Parisson piftede så højt, selv døve ville kunne høre det, og Quinn fór af sted. Som sædvanlig havde hun ingen problemer med at bevæge sig hastigt, og hun sprang smidigt over alle forhindringerne. Da hun kom til hulahopringene, der lå spredt ud, trådte hun ned i dem alle, og var gennem også denne forhindring, før man nåede at blinke med øjnene. Uden besvær rullede hun under de redskaber, der krævede det, og hun fløj nærmest hen til den sidste bom, hun hurtigt kom over. 

Alle klappede vildt, og jeg smilede stolt af min bedste veninde. Naturligvis kunne jeg selv gøre det samme, men der var en grund til det. Quinn kunne bare det der, og hun løb ikke rundt på hemmelige missioner. Parisson overvejede kraftigt, om han skulle rose hende, hvilket det endte med, og hun bukkede kort i alle klapsalverne. Igen hev Parisson Joe op og skældte ham ud for ikke at have kunnet gøre det ordentligt. Som straf fik han lov til at gennemføre banen igen, og denne gang skulle det være uden fejl.

Quinn satte sig tilbage på pladsen ved siden af mig, og jeg skyndte med at skubbe blidt til hende med skulderen. "Godt gået, mus." Hun takkede grinende, men sagde beskedent, det da ikke var noget. Jeg rullede med øjnene, før jeg begyndte at overfalde hende med kindkys. Leende prøvede hun at gemme sit hoved, men jeg stoppede ikke.

"Okay, okay, jeg er dygtig, stop så!" grinte hun, og jeg trak mig tilfredst tilbage. Det første, hun gjorde, var at tørre sine kinder, så hun fik alle mine kys væk, og jeg lavede en trist mine. Hvad, jeg ikke regnede med, var, at det forårsagede, hun begyndte at kysse mig rundt omkring i ansigtet. Flere kiggede underligt på os, hvilket vi ignorerede mesterligt. Efterhånden havde vi vænnet os til at være outsiderne, og det gjorde intet, så længe vi var sammen om det. Jeg fornemmede klart, intet nogensinde ville kunne komme imellem os.

Først da Parisson råbte af os, stoppede Quinn sit gengældende kysseri, og vi skyndte os at sætte os ordentligt op. Idrætstimen fortsatte, og den næste i rækken blev sendt gennem forhindringsbanen. Ud af øjenkrogen kiggede jeg på Quinn, der sjovt nok også så på mig, og der gik ikke lang tid, før vi brød ud i en øredøvende latter.

 

***

 

Øvet sigtede jeg på pladen, der hang 500 meter fra mig. Jeg trykkede aftrækkeren ind på pistolen, og kuglen fløj af sted. Lyden af den, der skar i luften, elskede jeg simpelthen højere end noget andet. Jeg følte mig hjemme, når jeg holdt pistolen i hånden, og jeg nød at kunne være i fred og bare øve mine færdigheder.

Det var sjældent, her ingen andre end jeg stod og øvede sig på denne tid af døgnet, men tiderne krævede bare, at der var flere ude på hemmelige missioner. Jeg fandt det stadig ret utroligt, at ingen andre end os, der vidste, hvor det lå, kunne finde frem til bygningen her. Egentlig arbejdede helt normale mennesker ovenpå, så det kunne man sagtens finde. Det var vores træningsplads, der lå skjult under bygningen, og man fandt den ikke uden hjælp. Muligheden i at fare vild og dukke op hernede ved en tilfældighed fandtes simpelthen ikke. Hvordan man kom herned, kendte vi agenter kun til.

Jeg affyrede endnu en kugle, og efterfulgt af den fløj endnu en hen imod pladen, jeg skød efter. Uden stress og jag spadserede jeg ned mod den for at se, hvordan jeg havde ramt den. Den eneste lyd, jeg hørte, var mine sko, der stødte mod gulvet og gav genlyd i hele rummet.

Hurtigt rev jeg pladen af papir ned fra dens plads og studerede den grundigt. Alle kuglerne så ud til at have ramt lige omkring midten, og hvis ikke jeg tog meget fejl, var nogle af dem suset igennem samme hul. Jeg så ned på skraldespanden, der 'pyntede' nær mig, hvorefter jeg bukkede det tykke papir sammen og smed det ud. Helt ensomt blev det ikke. Der lå allerede hundrede af samme slags dernede. Hvorfor gemme dem?

"Fik du så den aftale med ham?" Forskrækket over stemmen, der pludseligt dukkede op lidt fra mig, spjættede jeg en anelse. Min chef, Warren, hævede øjenbrynet, og jeg pustede kort ud, inden jeg rømmede mig og satte pistolen ned i bæltet, jeg havde omkring hofterne.

"Vi skal mødes onsdag," besvarede jeg hans spørgsmål, og han nikkede let på hovedet. Jeg betragtede hans mørke hår, der matchede tøjet, mens hans øjne - som så mange andre gange - gemte sig bag et par solbriller. Han tog dem langsomt af, og hans nøddebrune øjne kom til syne, så jeg selv herfra kunne se dem.

"Jeg tænkte, det måske var klogt at advare dig. Bare for en sikkerheds skyld," startede han ud med at sige, og jeg lyttede opmærksomt efter, mens jeg afventede fortsættelsen. "Du ved jo, der er en grund til, du skal i kontakt med drengen. Du skal beskytte ham."

Da han igen holdt en pause, lagde jeg armene over kors, da jeg ønskede, han kom til pointen lidt hurtigere. Han opfattede det hurtigt og lo derfor blot i stedet. Selvom han var min chef og ufatteligt klog, så kunne han også være den mest irriterende drengerøv. Om det havde noget at gøre med, han ikke var så gammel, som man skulle tro vores leder var, vidste jeg ikke. Han rundede da de tredive, så han burde opføre sig bare en smule mere modent en gang imellem. - Som nu, for eksempel.

"Ja, det ved jeg," bekræftede jeg hans konstatering. "Kan du måske se at komme til sagen?" skyndede jeg på ham, og han klukkede endnu en gang. Jeg sukkede dybt, da jeg godt vidste, det ikke hjalp at prøve og få ham til at komme med informationerne lidt hurtigere.

"Tålmodighed, Hayley." Han smilede skævt, før han fortsatte sin talestrøm. "I forvejen kender du jo til reglerne om at skille følelser og arbejde fra hinanden. Det er intet nyt. Jeg ved, at du nok skal klare det, for det er utroligt vigtigt, det ikke bliver indblandet. Husk det."

"Den regel kender jeg godt," sukkede jeg og slog ud med armene. "Har du noget at fortælle mig, som jeg ikke allerede ved?" Ved at lægge ekstra tryk på ordet 'ikke', kom den rigtige tone frem, og jeg fik dermed vist ham, at den tålmodighed, jeg burde have, ikke var til stede lige i øjeblikket.

"Hayley.." startede han ud med at sige, mens det svage, skæve smil stadig hang omkring munden. "Jeg ville ikke dukke op, hvis jeg bare skulle gentage alt det, du i forvejen godt ved. Selvfølgelig har jeg noget vigtigt at fortælle dig. Jeg valgte netop dig til denne opgave, fordi jeg mente, du var den mest priviligerede. Vi kender ikke til vores modstander, men ved blot han højst sandsynligt er lige så dygtig som du. På andre områder, måske. Det kan vi ikke være sikre på. Du skal derfor holde øje med alle, der virker bare den mindste smule mistænkelig. Det er enormt vigtigt, der ikke sker drengen noget. Hvis det ender med, at de andre får fat i ham.." Han holdt igen en kort pause, og jeg lyttede koncentreret efter. "Sørg for det ikke sker."

"Er der andet?" forhørte jeg mig nærmere omkring, og han nikkede. Langsomt tog han et foldet papir frem, der lignede en side fra et blad. Roligt foldede han det ud, mens han med neutrale skridt nærmede sig mig. "Kender du.." Han stoppede op nogle centimeter fra mig og rakte mig papiret. ".. hende her?" Forvirret over billedet rynkede jeg brynene, hvorefter jeg forsigtigt tog imod siden, der klart var revet ud af et blad.

Op på mig så en smilende Summer, og jeg studerede hende grundigt. Hvorfor gav han mig et billede af hende? Igen syntes jeg, hun så irriterende bekendt ud på en dybere måde end, at jeg bare mødte hende til festen i fredags. Jeg kunne bare ikke sætte min finger på, hvem hun var. Makeuppen, kjolen, håret.. Kunne jeg ikke fjerne det på en eller anden måde?

Jeg rettede blikket op på Warren, der tydeligvis afventede mit svar. "Altså.. Jeg mødte hende til festen. Hun er Rita Oras veninde, tror jeg nok.. Summer Clark. Mere ved jeg ikke. Hun snakkede med Liam noget af tiden, men.. Andet er der vist ikke." Igen lod jeg blikket glide ned på billedet, hvor jeg kunne se, at hun i hvert fald havde fået noget alkohol indenbords. Det strålede ud af hendes øjne og som professionel agent, kendte jeg alt til den slags. Man skulle jo have styr på de forskellige tegn.

"Hun snakkede med Liam.." Warren så tænksomt ned på billedet og nikkede så langsomt. "Du skal måske finde ud af lidt mere om hende. Hvis du bruger hende rigtigt, kan hun blive til en hjælp, men.. Hun kan også gå hen og blive en forhindring, hvis hun skaber et for tæt bånd på Liam, så han lukker dig ude." Jeg blinkede et par gange med øjnene, før jeg igen betragtede Summer på billedet. "Det ser ud til, at du har lidt flere undersøgelser at gå i gang med." Jeg fulgte min chef med blikket, da han vendte om og senere hen forsvandt.

Efter at have studeret billedet ekstra grundigt foldede jeg det sammen og besluttede mig for at gå hjem. Han havde ret. Jeg skulle have undersøgt en hel masse, og det drejede sig nu ikke kun om Liam. Summer måtte for alt i verden ikke blive en knude på snoren. Vigtigt var det, at jeg kom nær Liam, når jeg prøvede at beskytte ham mod en farlig morder. Hvor ville det være meget nemmere, hvis jeg vidste præcis, hvem der forsøgte at gøre det af med ham.

Summer Clark. Helt dårligt så hun jo ikke ud.. Hvis det endte med, hun ikke blev en hjælp, men et bump på vejen, måtte jeg finde på noget. Ikke dræbe hende, nej. Vi slog ikke folk ihjel, medmindre det var højst nødvendigt, og aldrig skød vi uskyldige mennesker. Nej. Vi forsøgte at undgå den slags. Det var derfor, vi fandtes.

Kun lyden af mine sko rungede i det store rum, og jeg havde kursen mod udgangen. Pludselig krævede denne opgave lidt flere undersøgelser, end jeg først troede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...