Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23437Visninger
AA

5. Kapitel 4.

Quinns synsvinkel:

Okay, jeg var officielt på udkig efter en kjole, fordi det ligesom var rimelig nødvendigt, når man tænkte på, at jeg skulle til en fest senere i dag. Og don’t blame me, fordi jeg ikke havde haft tid til at købe en kjole. Okay, jeg havde haft tid, men jeg havde ikke fået det gjort, fordi jeg ikke havde haft lyst. Hvordan fandt jeg en kjole, når jeg slet ikke var vant til at gå i dem?

Der var mange mennesker i byen, og det stressede mig af en eller anden grund. Det var som om, at de alle sammen skulle gå i vejen for mig, nu når jeg havde travlt med at blive klar og finde ting, så jeg overhovedet kunne blive klar.

Typisk også, altså.

Irriteret skubbede jeg lidt til et turistpar, der havde besluttet sig for, at de skulle stå midt på fortovet. Normalt var jeg ikke uhøflig eller noget i den stil, men lige nu havde jeg ganske enkelt ikke tid til at være høflig og stå og vente.

Efter lang tid søgens fik jeg øje på en kjolebutik, der ikke så alt for dyr ud, og før man kunne nå at blinke, skubbede jeg døren op og trådte ind.

Mit blik søgte rundt over det hele, og det var lige før, jeg blev helt svimmel over alle de kjoler, der var over det hele. Der var fuldstændig proppet op med alle mulige slags kjoler. Hvor skulle jeg starte henne?

”Kan jeg hjælpe dig?” en ung pige med blond hår, kom nærmest springende på mig, da jeg var trådt lidt længere ind i butikken. Jeg kiggede på hende med et overrasket blik, imens hendes blå øjne blev ved med at stirre intenst på mig. De var faktisk rimelig skræmmende, fordi hun blev ved med at kigge sådan på mig.

”Ja tak, det kan du faktisk,” sagde jeg så, da det gik op for mig, at jeg ikke havde svaret hende. ”jeg skal have en kjole, som jeg skal bruge i aften. Sammen med de kendte, så den skal være fin og sådan lidt, men jeg aner ikke, hvad man tager på – jeg bruger ikke kjole, så det er ikke så godt. Og jeg skal også have et par sko for resten!” tilføjede jeg hurtigt. Sko. Stilletter. Fuck.

”Selvfølgelig,” hun lavede store øjne, da jeg nævnte, hvem jeg skulle til fest med, men så reagerede hun ellers ikke mere på det. Hun ville måske meget gerne virke helt rolig og casual omkring det, selvom det var noget, hun ikke var.

Hun begyndte at føre mig igennem butikken, og jeg undrede mig mere og mere over, hvor stor den her butik mon egentlig var. Det var som, at den bare fortsatte og fortsatte i en evighed, men til sidst stoppede vi endelig op, og jeg åndede lettet ud.

”Jeg har tre kjoler her, som jeg tror, ville passe dig utroligt godt,” sagde hun så og kiggede på mig med det samme skræmmende blik, før hun begyndte at hive tre kjoler ned fra bøjlerne, som de hang på.

Den første var helt rød og allerede der, stod jeg af. Jeg vidste ikke hvorfor, men det var som om, at røde kjoler aldrig havde sagt mig noget. De var utroligt flotte på alle andre, det var da slet ikke det, men på mig lignede de bare mere lort end så mange andre kjoler – ikke, fordi de ikke lignede lort på mig, for det gjorde de da bestemt. Det var bare værre med rød.

”Ikke den røde,” afslog jeg hurtigt, og hun hang den skuffet tilbage med et bebrejdende blik. Hun var garanteret irriteret over, at jeg ikke ville give den en chance, men det følte jeg altså bare ikke lige for nu. Jeg havde ikke tid til at prøve kjoler for ekspedienters skyld, desværre.

Hun holdt så de to sidste frem for mig. Den ene var sort og var med garanti ALT for kort, hvis man tænkte på, at jeg nok skulle være rimelig godt klædt på til det her. Så ville det nok vise for meget, og jeg ville blive stemplet som en eller anden idiot i medierne, hvis der blev taget billeder af mig.

”Den er for kort,” jeg rystede svagt på hovedet, imens jeg sagde det, men mit blik havde allerede låst sig fast på den næste kjole; den var en slags lysegrøn. Nærmest æblegrøn, og det var faktisk en ufatteligt flot farve. Jeg havde aldrig set den til en kjole før, men jeg kunne let sige, at den var flot.

Det var som om, at den gik til lige midt på lårene og så buede den lidt på en måde, der var ekstremt svær at forklare. På den, var der intet for oven omkring mine bryster, der ville blive afsløret, og det gjorde mig af en eller anden grund lidt rolig. Det var faktisk en ting, som Hayley og jeg OGSÅ havde tilfælles. Der var ingen af os, der rigtig gad vise noget af og selv, ligesom så mange andre på vores skole gjorde.

”Jeg kan godt lide den,” mumlede jeg så, og hun gav den hurtigt til mig. Det var faktisk lige før, hun smed den i hovedet på mig, så jeg kun med besvær greb den. Men jeg fik den da, ja.

”Prøv den. Jeg er sikker på, at den ser super godt ud på dig,” betroede hun mig, og jeg kunne ikke lade være med at himle indvendigt med øjnene. Var det ikke det, alle ekspedienterne skulle sige til en for at få solgt tøjet?

Hurtigt fik jeg banet mig vej ind i prøverummet, som der var et rimeligt godt stykke væk herfra, og blondinen fulgte lige bagefter mig. Det var lige før, at jeg følte mig helt stalket af hende, men det havde jeg ikke tid til at tænke over.

I stedet skyndte jeg mig at give den trøje, jeg havde på, over hovedet, og derefter tog jeg mine bukser af, så de faldt til jorden. På en eller anden måde fik jeg kæmpet mig i kjolen og studerede mit spejlbillede tilfredst – overraskende nok.

Den sad faktisk overraskende godt, og jeg kunne ikke lade være med at smile, fordi jeg blev helt lettet. Da jeg trådte ud, nåede jeg dårligt nok at blinke, før jeg fik kastet et par stiletter i hovedet. Jeg sukkede højlydt – stiletter. Suk.

Hurtigt fik jeg dem på, og jeg kunne ikke andet end at føle mig rimelig utilpas, da jeg så stod med den grønne kjole på og de sorte, ekstremt høje stiletter på. Det var bare ikke det, jeg plejede at gå i. Sådan havde Hayley det i øvrigt også.

”Du ser fantastisk ud i det der,” komplimenterede blondinen, og jeg kiggede på hende med at skævt smil. Jeg ville egentlig fyre den der af med, at det skulle hun jo sige, fordi hun var ekspedient, men jeg lod være. Det ville næsten være synd for hende.

”Ja, men så går jeg ud fra, at jeg vel skal have det her,” sukkede jeg ud, og hun smilede kæmpestort, da jeg lod ordene slippe ud af min mund. Det var lige før, man skulle tro, at det var første gang, hun havde fået solgt en kjole til nogen. Åh, jeg følte mig ikke særlig flink i dag, men jeg måtte ærligt indrømme, at jeg heller ikke var i særlig godt humør. Hele aftenen skulle jeg gå rundt i en kjole og høje sko.

Den unge pige fik lagt mine ting i en stor pose, og jeg betalte med halvdelen af de penge, jeg var i besiddelse af – hvorfor var det lige, at det her kostede så meget? Det var lige før, mit arbejde burde betale det, egentlig.

Med posen i hånden og uden mine elskede penge begav jeg mig ud af butikken. Nu handlede det bare om, at jeg skulle hjem, blive klar og få ringet til Jamie for at høre, hvordan fanden jeg kom ind.

 

***

 

”Hvad skal du lave i dag, smukke?” beskeden fra Hayley tikkede ind, og det gjorde mig helt panisk, at hun spurgte. Hvad nu, hvis hun ville være sammen eller noget i den stil? Så skulle jeg lyve godt.

”Ikke så meget. Jeg har lovet at se film med min familie aften, gab!” svarede jeg hurtigt, før jeg lagde min mobil fra mig igen. Håndklædet omkring min krop fjernede jeg hurtigt, da det gik op for mig, hvad klokken var. Den var lidt i seks, og jeg skulle endda også nå at spise lidt inden da.

Fik jeg i øvrigt sagt, hvordan det var, jeg skulle komme ind? Jeg skulle gå som Rita Oras veninde, og siden jeg ikke vidste så meget om hende, andet end hun havde lyst hår, skulle det nok blive spændende. Og ja, så skulle jeg være der under et andet navn: Summer Clark. Hvad fanden.

Rita havde åbenbart fået at vide, at jeg skulle ind for at lave noget arbejde, som hun ikke måtte vide noget om, og at det skulle skjules for paparazzierne, og ergo skulle jeg gå som hendes veninde, hvilket hun var gået med til. Hvordan det var blevet fikset, vidste jeg ikke, men jeg var også lige glad. Jeg skulle bare med, og Ritas chauffør ville hente mig halv otte.

Jeg fandt et sæt rødt undertøj frem og hoppede hurtigt i det, før jeg så fik taget kjolen på. Den sad heldigvis ikke mindre dårligt, end den havde gjort, da jeg købte den tidligere, og det var lige før, jeg var glad for, at jeg havde fundet en kjole, som jeg kunne tillade at vise mig i.

Fordi jeg holdt mest af at lade mit hår lufttørre, gik jeg i gang med at ordne min makeup, som jeg helt klart skulle gøre en hel masse ud af. Jeg ville helst ikke ligne mig selv særlig meget, for så ville der ikke gå lang tid, før jeg blev opdaget af folk fra skolen, selvom jeg gik under et andet navn. De ville jo let kunne genkende mig.

Nå, men jeg lagde et godt lag foundation og også en del rouge. Allerede der så jeg en del anderledes ud, og det ville kun blive helt godt, når jeg fik ordnet mine øjne.

Jeg valgte hurtigt, at jeg ville tage falske øjenvipper på, så jeg lagde min øjenskygge først; en sølv med glimmer. Eyeliner lagde jeg i en lille bue ud, så man let kunne se, at jeg havde den på, og jeg blev helt overrasket over mig selv, da jeg kiggede mig i spejlet. Kunne je virkelgi se sådan ud?

Mit blik faldt på de falske øjenvipper, og det var lige før, at jeg var ved at råbe over det. Det var altid så svært at tage dem på, i hvert fald, hvis det var mig, der var personen, der skulle tage dem på. Det fungerede bare ikke.

Efter 20 minutter og meget frustration havde jeg fået dem på og kiggede mig tilfredst i spejlet. Mit krøllejern var blevet tændt i mellemtiden, fordi mit hår nu var blevet tørt af sig selv.

Der gik lidt tid, og jeg var færdig med hele mit udseende, da klokken var 10 minutter over syv. Det betød, at jeg havde 10 minutter til at varme en thaiboks, spise den og børste tænder. Jeg ville helst ikke lugte totalt ud af munden, når jeg skulle til at omgås med de store navne.

Aldrig i hele mit liv havde jeg troet, at det ville være muligt for mig at se sådan her ud, men man kunne så også godt sige, at jeg aldrig før i mit liv, havde dullet mig så meget op som nu.

Jeg lignede praktisk talt slet ikke mig selv, og man ville nok ikke kunne genkende mig særlig godt, hvis ikke man studerede mig ekstremt nært, og det gik jeg ikke ud fra, at der var nogen, der fik mulighed for.

Der var vidst ikke engang nogen fra min skole, der interesserede sig særlig meget for sådan noget her. Okay, måske var der et par enkelte One Direction fans, men ellers var der vidste ikke nogen grund til, at der var andre, der ville se det.

 

***

 

Jeg havde fået snakket en hel del med Rita vej herhen, og til mit held havde hun slet ikke spurgt ind til mit arbejde. Måske havde hun fået at vide, at jeg ikke kunne sige noget om det. Hvem vidste?

”Så er vi her. Er du nervøs?” hun smilede stort til mig, og jeg kunne ikke lade være med at smile ligeså stort tilbage. Hun var virkelig, virkelig sød at snakke med, og jeg fandt det nærmest helt naturligt.

”Hvis jeg skal være ærlig, så ja. Jeg har aldrig prøvet at skulle gå på en rød løber eller noget i den stil, så det bliver nok rigtig underligt,” indrømmede jeg, og hun grinede opmuntrende. ”Det skal nok gå. Bare hold dig til mig og husk på, at du ikke behøver svare alle på alt,” hun skubbede sig selv hen mod døren, som var blevet åbnet for os.

Lige da hun trådte ud, lød der en masse skrig og råb fra de fans, der var stimlet sammen, og det var lige før, jeg var ved at hoppe tilbage ind bagerst i bilen. Okay, det her var jeg da i den grad ikke vant til.

Rita vendte sig om og kiggede på mig. ”Bare kom,” hun rakte hånden frem mod mig, og jeg tog den med det samme. Jeg skulle prøve at få mig selv til at se mere eller mindre rolig ud, så jeg smilede stort, da jeg hoppede ud og praktisk talt blev blændet af alle kameraerne.

Der var et par andre mennesker på den røde løber, og da jeg fik øje på Demi Lovato, var det lige før, jeg fik et lille fangirl moment. Jeg kunne ærligt indrømme, at jeg havde været meget stor fan af hende, fordi hun var så stærk, så det var da vildt at stå og se hende her.

”Du er gået i stå,” grinede Rita og tog igen fat i min hånd, som hun havde haft sluppet før. ”Det er jo Demi, for fanden da,” grinede jeg igen til hende, og hun fik pludseligt et forstående blik. ”Du er fan af hende?”

”Jeg var. Så det er alligevel rimelig stort,” forklarede jeg og følte mig ærlig talt lidt dum for at stå her og opføre mig på den måde. I øvrigt burde jeg virkelig også koncentrere mig mere om at få øje på One Direction eller sådan noget.

”Vi kan godt hilse på hende, hvis du vil?” foreslog hun, men jeg rystede hurtigt på hovedet. ”Nej, du skal ikke tænke på mig nu, når du lige er ankommet. Bare gå hen og snak med dem du skal snakke med, så følger jeg bare efter dig,” insisterede jeg, og hun nikkede uden yderligere protest.

Pludselig blev en mikrofon stukket op i mit ansigt, og jeg trådte overrasket et skridt tilbage lige ind i Rita. Hun smilede kort til mig, før hun igen vendte sig om til den, hun snakkede om.

”Er det dig, der er Ritas veninde? Hvad er det, du hedder?” spurgte en dame foran mig. Hun havde brunt hår, der var stramt redt tilbage, og jeg fik nærmest stress af at se på hende, fordi hun så så streng og punktlig ud. Det ville jeg sku nok ikke lige kunne leve med.

”Summer Clark,” svarede jeg hurtigt og smilede stort. Det var da kun til mit eget held, at jeg kunne huske, hvad jeg hed, når jeg var her. Tænk, hvis jeg nu glemte det, imens jeg stod og snakkede med nogen, og de spurgte efter mit navn eller noget i den stil.

”Nå ja, det er rigtigt. Hvordan er det at være her? Er det stort?” hun smilede venligt på noget, der lignede kommando, og jeg sukkede indvendigt. Der var tit mennesker, der bare spillede søde, fordi de skulle.

”Hvad er det, du skal lave her?” spurgte hun nysgerrigt, og jeg måtte virkelig tage mig sammen for ikke at spænde helt op i kroppen. Det var ikke, fordi jeg blev mega nervøs, men jeg måtte da indrømme, at det gav et lille giv i mig, da hun spurgte om det.

”Jeg er for at opleve showet, og så var jeg heldig, at Rita kunne tage mig med – hun er en god veninde,” det føltes underligt at skulle omtalte hende som en veninde, når jeg kun havde kendt hende i godt og vel 30 minutter.

Damen nikkede, før hun pludselig vendte sig om og lyste helt op i ansigtet. Forvirret over hvad, der kunne være så spændende, vendte jeg mig om og fulgte hendes blik.

Og heldigvis for det da, for jeg fandt lige præcis, hvad jeg ledte efter; One Direction.

 

***

 

Det var helt uroligt, hvor mange mennesker, der var her, og det var det, der gjorde det svært for mig at finde ham, jeg ledte efter. Det var som om, at Liam var forsvundet fra overfalden, selvom jeg vidste, at han var her til afterpartyet.

Rita anede jeg heller ikke, hvor var henne, men jeg var også sikker på, at vi begge to var rimeligt lige glade med, hvor hinanden var. Vi vidste begge to godt, at vi ikke var rigtige veninder eller noget, så det var jo helt okay.

Mit blik gled henover alle menneskerne, og jeg var ved at skrige af glæde, da jeg så den lyshårede og krøltoppen fra One Direction. De måtte vide, hvor Liam befandt sig henne, ikke?

Hurtigt banede jeg mig vej hen mod dem og grundet den rigelige mængde alkohol, jeg havde indtaget, følte jeg mig slet ikke flov eller utilpas, da jeg nærmest sprang ind foran dem begge to, så de overrasket trådte tilbage.

”Hej!” udbrød jeg højt, og de vekslede begge to et blik.

 

Liams synsvinkel:

Jeg var blevet sendt op til baren for at hente noget at drikke til Harry, Niall og jeg, men jeg kunne ikke lade være med at stoppe op, da jeg så en pige stå foran dem. Var det en, som vi kendte?

Lige meget hvad, kunne jeg let se, hvordan Harry tjekkede hende ud, og jeg kunne egentlig godt forstå det; hun var virkelig en flot pige, ingen tvivl om det. Faktisk var det lige før, at jeg selv stod og måbede over hende, og det blev ikke bedre, da jeg hørte, at hun slog en kæmpe latter op, der simpelthen var så sød.

Så tog jeg mig sammen og gik hen til drengene. ”Hej venner. Og hej..?” jeg fik det formuleret som et spørgsmål.

”Summer,” skyndte hun sig at sige, og jeg smilede stort.

”Hun har ledt efter dig,” sagde Harry så, og jeg kiggede overrasket på ham, ”det er en skam, hun er ellers lækker. Gid det var mig, hun havde ledt efter mig,” sagde han så en del lavere, og det var nok egentlig meningen, at det kun skulle være ham selv, der hørte det.

Summer smilede en anelse genert, før hun kiggede ned i jorden. Det fik mig til at ae hende beroligende på armen.

”Hey, jeg er slet ikke farlig. Hvad er det, du gerne vil snakke med mig om?” spurgte jeg hende roligt om, og hun kiggede igen op på mig. Hendes øjne strålede glæde på en utrolig sød måde, og jeg kunne nærmest ikke andet end at smile over hendes søde væremåde.

”Der er faktisk ikke rigtig noget. Jeg synes bare, du er sød, såå.. Jeg er en af Ritas veninder,” skyndte hun sig at tilføje, som om hun ikke måtte snakke med mig ellers. Jeg nikkede interesseret. ”Jamen lad os da bare snakke så,”

Hun synes, jeg var sød, og hun turde sige det? Det var da en meget god ting på den i forvejen fantastiske aften, der havde været.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...