Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23433Visninger
AA

4. Kapitel 3.

Hayleys synsvinkel:

Mit blik gled hen over skærmen, mens jeg klikkede mig ind på den næste hjemmeside. Informationen, jeg ledte efter, var ikke til at få øje på nogle steder. I flere timer havde jeg nu siddet foran min computer, og endnu så det ikke ud til, at heldet var med mig.

Liam Payne.. Liam Payne.. Liam Payne..

Jeg vidste udmærket godt, hvad jeg søgte af oplysninger, så jeg skimmede hurtigt al teksten igennem, inden jeg gik tilbage for at finde en ny hjemmeside. Egentlig stod der en masse om Liam i sig selv, men hvad ragede det mig, om han brugte den ene deodorant eller den anden? Det eneste, jeg behøvede at vide, var, hvordan jeg kunne komme i kontakt med ham hurtigst muligt.

Frustreret lagde jeg den bærbare computer fra mig på sengen og rejste mig herefter op. I løbet af nogle få skridt nåede jeg hen til mit skab, hvor jeg hastigt åbnede den skjulte låge. Mine forældre kom først hjem i nat engang, da de begge arbejdede over tid i dag, hvilket en gang imellem var en fordel. Naturligvis skulle jeg stadig være forsigtig med ikke at have alt mit grej liggende fremme, men jeg havde ikke behov for at gøre det lige så meget i smug.

Ud af skabet hev jeg den lille, sorte taske, der rummede min specielle informator. Igen lukkede jeg skabet, og selvfølgelig nægtede pistolen igen at kunne være der. Irriteret smed jeg tasken hen på sengen, hvor den landede blødt, inden jeg gav mig til at presse lågen i.

"Sig, det er løgn!" vrissede jeg ud i det blå, mens jeg desperat kæmpede med lågen. Som tidligere gik jeg nogle skridt tilbage, inden jeg kastede mig mod den, hvilket fik den til at give sig. Tilfreds sukkede jeg lettet ud, mens pusten fandt sin normale rytme. Hurtigt vandrede jeg hen til min seng, hvor tasken med informatoren lå, og jeg tog den op i hænderne, idet jeg satte mig til rette igen.

Jeg lynede roligt lynlåsen op, og ud kom den flade maskine, der mindede om nutidens iPad. Alligevel kunne de langt fra det samme, og jeg ville ikke kunne bruge en ægte iPad til noget som helst. Informatoren her gemte på specielle informationer, internettet ikke viste frivilligt, og den var nem at håndtere. I min træningsperiode blev jeg oplært i at bruge den, og den hjalp mig på alle de opgaver, min chef ikke gav mig præcise instruktioner.

Jeg lod min finger taste mit agentnummer ind, skrev min kode og placerede herefter min tommelfinger i den lille boks, der blev vist på skærmen. Nogle få sekunder brugte den på at scanne mit fingeraftryk, inden den bekræftede min identitet, og jeg fik fri lejlighed til at benytte dens indhold.

"Hvad kan du fortælle mig om Liam Payne?" spurgte jeg den, mens jeg klikkede rundt på skærmen. Program efter program åbnede jeg, og jeg tastede let hans navn ind, mens jeg afventede et svar. Det tog den altid et par sekunder at finde den nødvendige information.

"Berømt sanger, medlem af One Direction, britisk boyband, 19 år, født 29. september 1993, single, bor i London, bange for skeer.." - "Bange for skeer?" Undrende rynkede jeg brynene, idet jeg afbrød dens talestrøm. Hvordan kunne man være bange for skeer? Et smil poppede op på læberne, da informatoren bekræftede det med et enkelt 'ja,' og jeg rystede blot på hovedet.

"Ved du, hvordan jeg kan komme i kontakt med ham? Hvor vil han være de næste dage?" spørgsmålene fyrede jeg af, imens jeg tjekkede endnu flere oplysninger ud om ham. Trods det, at alle hele tiden snakkede om ham og de andre fire drenge, så kendte jeg langt fra alt. Mens tavsheden lå mellem os, trykkede jeg mig ind på nogle sider, der fortalte lidt om hans interesser. Af ren overraskelse hævede jeg begge øjenbryn, da jeg så, han holdt af at surfe.

"Onsdag har han bestilt bord på en italiensk restaurant for to, torsdag: ukendt, fredag afholdes et arrangement for en masse kendisser, hvor han vil være til stede, lørdag.." - "Vent nu lige! Fredag afholdes der et arrangement? Lad mig få lov til at se nærmere på det," bad jeg om, og en masse koder kørte rundt på skærmen, inden en side dukkede op. Jeg kunne ikke skjule smilet, der bredte sig på mine læber. Det var lige præcis dette, jeg ledte efter.

Det lød til, at der ville være proppet med mennesker, så jeg gættede på, fjenden ikke så sit snit til at gennemføre mordet her. Til gengæld kunne det måske være den perfekte lejlighed til at lære ham at kende, så jeg på en eller anden måde fik lov til at være i nærheden af ham? Planen måtte gennemtænkes først, men helt tosset syntes jeg ikke, det lød. Spørgsmålet var så bare, hvad jeg dog lavede til sådan et arrangement, og hvordan jeg sneg mig ind?

Ordet kjole fangede min opmærksomhed, og jeg stirrede i lang tid tomt på det. Hele mit liv havde en kjole været mit sidste tøjvalg. Jeg følte mig indespærret og malplaceret i en, og det var bare en af de ting, Quinn og jeg havde til fælles. Utroligt nok sprang hun også smidigt rundt til idrætstimerne, selvom hun ikke levede af at gøre det på samme måde som jeg. Hun havde lynhurtige reflekser, og det gav mig til tider et chok, når hun hastigt vendte sig om.

Åh, for pokker da også.. Jeg var ret sikker på, jeg ikke engang ejede en kjole. Hvis jeg gjorde, passede den sikkert ikke længere, eftersom jeg nok fik den som yngre. For en kort stund sad jeg og overvejede, hvad jeg stillede op. Nu engang skulle kvinderne være iført kjoler, mens mændene hoppede i jakkesættene. Hvis jeg skulle falde ind i mængden, måtte jeg skaffe mig en flot kjole. Der var ikke noget at gøre.

Mine øjne slugte ordene på skærmen, som jeg læste videre om arrangementet. Her stod, det holdtes i den store festsal hos Flowpow. - En kæmpe bygning, der ofte brugtes til store fester eller andre lignende ting. Nu var jeg i hvert fald slet ikke i tvivl om, at der kom mange mennesker.

Jeg lagde informatoren fra mig og tog i stedet computeren op i skødet igen. Hvis jeg skulle komme i kontakt med Liam, var jeg nok nødt til at vide lidt mere om hans interesser. På den måde kunne jeg starte en samtale op omkring noget af det, han elskede, hvilket forhåbentlig fangede hans interesse. Ved nogle få hurtige klik røg jeg ind på en side, der oplyste mig med 100 facts.

Flere gange stoppede jeg undrende, mens jeg læste dem igennem. Aldrig havde jeg hørt noget om, at han som yngre blev mobbet? Måske interesserede det ikke de mange folk, der gik så meget op i drengene, og hvis det gjorde, lod de ikke til at ville tale om det. Ellers burde jeg da have hørt det?

Min telefon ringede, og jeg tog den hurtigt, mens jeg monotont hilste, da jeg var optaget af at læse om 'min nye mission.' I den modsatte ende af røret hørte jeg Quinns fine stemme, og jeg lyste straks op. Computeren lagde jeg en smule til siden, mens jeg smurte den ubekymrede facade på.

"Hey, Quinn. Hvad så?" startede jeg ud med at sige. Jeg lagde telefonen mellem mit øre og min skulder, så jeg samtidig kunne pakke informatoren sammen, hvis nu der skulle komme ind. Selvom jeg var alene hjemme, betød det ikke, det var det sikreste at have noget af mit udstyr liggende fremme. Måske jeg havde mulighed for at redde den med netop denne informator, da jeg blot kunne påpege, jeg købte en iPad på vejen, men lå min pistol fremme.. så var jeg med sikkerhed på spanden.

"Hey, snuske. Ehm.. Jeg har et problem med en af matematikopgaverne. Kan du ikke lige hjælpe mig? Jeg forstår ikke helt opgave 19.." mumlede hun, og jeg grinede let ind i røret. Selvfølgelig ville jeg da hjælpe hende. Til hver en tid støttede jeg fuldt og fast op omkring hende, og jeg ville aldrig lade hende i stikken.

"Of course! Prøv at læs den op for mig, så ser jeg, om det er noget, mit hoved kan klare.." klukkede jeg som svar, og hun lo svagt i den anden ende. Mens hun læste opgaven højt, koncentrerede jeg mig endnu om min egen opgave, jeg netop havde fået på arbejdet.

Først og fremmest krævede det vist, at jeg shoppede. Kjolen skulle jeg jo have fat på. For patroner og skudsårets pine, hvor jeg engang imellem hadede mit liv.

 

***

 

Selvom klokken rundede syv, besluttede jeg mig for at tage ned og kigge lidt på nogle kjoler. Jeg orkede ikke selv at kokkerere, nu mine forældre alligevel ikke spiste med, så jeg kunne lige så godt gå ind i nogle butikker på vejen ned til pizzeriaet. Muligheden i at få det bragt lå der selvfølgelig, men mine ben virkede nu udmærket i sig selv. Ellers havde jeg nok heller ikke det job, jeg elskede så højt.

Londons gader larmede som sædvanlig altid højlydt, og mørket sænkede sig allerede over hele landet, mens vinterens kulde bed mig i kinderne. Jeg krøb en smule mere sammen i min jakke, mens jeg prøvede at dække mine ører til ved at trække skuldrene op.

Hurtigt sprang jeg til siden, idet en hund løb mod mig. Heldigvis fejlede mine reflekser, som Quinns, heller ikke noget, og det kom mig da kun til gode. Den spurtede hastigt videre ned ad fortovet, og kort efter fulgte en pige, der desperat gearede sin egen hastighed så meget op, at hun håbede på at kunne få indfanget hunden, som løb med snoren slæbende efter sig.

Egentlig overvejede jeg, om jeg burde hjælpe hende. Jeg var pænt sikker på, at jeg selv kunne indhente hunden, men måske vækkede jeg lidt for meget opmærksomhed, hvis.. Nej. Selvfølgelig skulle jeg da hjælpe hende. Inden der gik mere end to sekunder, havde jeg sat mine ben i gang med kurs mod pigen, der stadig fortvivlet råbte efter hunden. Hendes ben gav næsten op, og hun stirrede overrasket efter mig, da jeg passerede hende.

Folk flyttede sig, da de så mig komme løbende, og de, der ikke gjorde, løb jeg i stedet uden om. Ærligt talt indrømmede jeg gerne, det ikke var en langsom hund, men jeg opgav ikke, når jeg først havde sat mig noget for. Det gjaldt det samme i min dagligdag som for på missioner: det skulle gennemføres!

Lige akkurat inden den bestemte sig for at løbe over vejen, nåede jeg op til den, bukkede mig hurtigt ned og fik fat om snoren. Den peb kort, da den opdagede, den ikke længere kunne løbe frit, men lang tid gik ikke, før den logrede med sin lille stump af en hale og stak tungen ud af munden. Pigen tøffede langsomt op til mig, mens hun forpustet sendte mig et taknemmeligt smil. "Mange tak."

"Det var så lidt," svarede jeg og overrakte hende snorens ende og derved også hunden. Hun tog stramt fat om den, viklede den flere gange om håndleddet, inden hun nikkede til mig og fortsatte ned ad gaden. Jeg lagde hovedet på skrå og kiggede kort efter hende, inden jeg rystede på hovedet og gik tilbage ad gaden, jeg kom fra.

Et skilt oplystes af en masse lygter, og det fik mig til at knibe øjnene sammen. Navnet lød fornemt i sig selv, og i vinduerne stod der flotte kjoler til udstilling. Jeg lod et kort suk undslippe, inden jeg bevægede mig hen mod døren. Idet jeg trak i den, nægtede den at åbne, hvilket undrede mig. Inde i butikken var lyset tændt, og der gik flere mennesker rundt. Døren burde da ikke være lukket endnu?

Igen trak jeg i den og bandede lavmælt, da jeg fandt ud af, at der stod skub på den. Hvor måtte jeg have set dum ud, som jeg sådan hev i døren og prøvede at komme ind, når det blot krævede, at jeg skubbede til den. Det var nu engang typisk mig ikke at være så heldig med den slags.

En ældre dame stirrede undersøgende på mig, som om jeg ikke hørte spor til i denne butik. Jeg kunne hurtigt give hende ret; det gjorde jeg ikke. Men hvordan kunne hun tillade sig selv at dømme mig på den måde, når jeg stod og lignede Rudolf med den røde tud grundet kulden med min jakke som varme?

Langsomt nærmede jeg mig et af de mange stativer, hvor der hang forskelligt tøj. Et par bukser faldt straks i min smag, men jeg lyttede til min fornuft og skyndte mig videre for at finde det, jeg rent faktisk ledte efter. Bukser havde jeg tusindvis af, men efter at have tjekket mit skab måtte jeg erkende, at jeg ingen kjoler ejede, nej. Inde hos min mor mindede de fleste for meget om farvestrålende skittles. I Japan var farver klart noget, man satte højt i moden, men.. nu engang boede jeg ikke i Japan. Selvom farver uden tvivl var flotte, søgte jeg noget lidt mindre skrigende.

"Undskyld, har De brug for hjælp?" jeg drejede hovedet og så op på en ung kvinde i starten af tyverne, der venligt smilede ned til mig. Hun var noget højere end mig med et flot ansigt. Kindbenene sad højt, og øjnene udstrålede denne specielle form for livsglæde, mens hendes røde hår krøllede let omkring hendes skuldre.

Til at starte med rystede jeg automatisk på hovedet, hvorefter jeg huskede på, at jeg ikke anede noget om, hvordan jeg skulle finde den perfekte kjole. "Eller jo.." endte jeg med at svare, og hun rettede igen sin opmærksomhed på mig, da hun netop skulle til at gå. "Du må faktisk meget gerne hjælpe mig. Jeg har brug for en kjole, der gerne må se lidt formel ud. Den skal helst være til at bevæge sig i, og hvis den ikke koster det halve af en bondegård, kunne det måske være, jeg havde pengene til den."

Hun nikkede smilende og viftede med hånden som tegn på, at jeg bare skulle følge med hende. Roligt gik vi ned til nogle af stativerne længere væk, hvor der hang alverdens kjoler i forskellige farver. Jeg spærrede øjnene op og kiggede på det store hav af valgmuligheder, da hun stoppede og lavede et udslag med hånden mod stativerne.

Usikkert tog jeg fat om en kongeblå kjole, der hang tættest på mig. Hurtigt hev kvinden den ud af hænderne på mig og rystede voldsomt på hovedet. "Der findes farver, der passer meget bedre til dig. Desuden er denne her form ikke lige en, man kan bevæge sig utroligt meget i." Jeg lod mit blik glide ned ad kjolen og opdagede, hvilken form den havde. Aldrig i livet om jeg skulle ned i den! En havfrue var nok det sidste, jeg ønskede at ligne.

"Prøv den her.." hun rakte mig en kjole i en varm, brun farve, og jeg tog forsigtigt imod den. Langsomt bevægede jeg mig hen mod et af prøverummene og trak gardinet fra, da jeg trådte derind. Lang tid gik der ikke, før jeg havde skiftet og stod og rynkede på næsen af mit spejlbillede. Den havde stropper og gik mig til knæene. Et indsyet bælte strammede den ind om maven på mig, og i realiteten så den køn nok ud. Sløjfen i højre side ødelagde bare det hele, hvis man spurgte mig. I den her situation var jeg ret sikker på, min mening betød en hel del.

Jeg fik den over hovedet i samme øjeblik, kvinden - hvis navn jeg endnu ikke kendte - stak tre andre kjoler ind til mig. Forskrækket trak jeg kjolen ned igen, men da jeg opdagede, hun ikke havde stukket hovedet ind, blev jeg en anelse mere rolig. Jeg takkede hende lettet og tog imod de tre kjoler og hang dem op på knagerne herinde. Herefter skiftede jeg til den første af dem.

Farven i sig selv sagde mig ikke ret meget. Gul fangede mig aldrig lige så meget som for eksempel blå, men da jeg fik den på, indrømmede jeg, farven klædte mig vældig godt. De korte ærmer dækkede mine skuldre, og dens længde gik hele vejen ned til mine ankler. Ingen steder var den stram, og jeg ville få let ved at bevæge mig i den. Uheldigvis så man lidt for meget af min kavalergang, hvilket jeg ikke fandt specielt behageligt. Måske skulle jeg fange Liams opmærksomhed, men aldrig havde jeg været så desperat, at jeg tog netop det middel i brug.

Igen skiftede jeg kjole, og denne gang blev det en rød-lilla farve. Allerede nu indså jeg, at det absolut ikke skulle være den. Pufærmerne irriterede mig grænseløst, og jeg hoppede hurtigt ud af den for at se på den sidste. Flaskegrøn.. Farven var skam pæn nok, men jeg behøvede ikke engang prøve den for at se, at jeg aldrig blev tilfreds med den.

Lige som jeg skulle til at tage mit eget tøj på igen, blev en sidste kjole stukket ind, og jeg tog forsigtigt imod den. Der gik ikke lang tid, før jeg betragtede mit eget spejlbillede, der fortalte mig om mit udseende. Den flammende røde farve var jeg helt vild med! Den mindede mig om levende ild, og dens form passede mig ret godt. Hvis jeg så bort fra det, at den var uden ærmer, kunne jeg let bevæge mig rundt i den. Ved hofterne blev den løs, mens den sad strammere for oven, eftersom den helst ikke skulle falde ned.

Jeg overvejede det kort, inden jeg trak den af og hoppede i mit eget tøj. Over den ene arm lagde jeg alle kjolerne og gik ud til kvinden, der hjalp mig, som afventende stod og smilede. "Fandt De noget, De kunne lide?" spurgte hun oprigtigt interesseret. Svært var det ikke at se, at hun elskede sit job og ikke blot gjorde det for pengenes skyld.

"Jeg tror, jeg vælger den her," jeg viste hende den røde kjole, og hun klappede kort i sine hænder, inden hun alle kjolerne fra mig og gik op til kassen. Med et træk på skuldrene fulgte jeg efter hende, og hun lagde kjolerne til siden deroppe, mens hun vendte fronten mod mig.

"Er der andet, De kunne tænke Dem?" spurgte hun høfligt om, og jeg rystede på hovedet. Hun tog kjolen, jeg valgte, og bippede den ind, så et beløb blev vist. "80 pund, bliver det så." Jeg fugtede mine læber, mens jeg indvendigt brokkede mig over at skulle af med så mange penge for en kjole, jeg kun ville bruge en enkelt gang.

Mens jeg fandt pengene frem, hørte jeg en klikkende lyd, og jeg vendte hovedet mod en dame i højhælede sko. Løgnagtige forbrydere, dem manglede jeg selvfølgelig også. Heldigt, at der endnu var et par dage til arrangementet, så jeg havde mulighed for at øve mig i at gå i dem. Nu plejede jeg jo at bære flade sko, så jeg nemmere kunne løbe rundt. Før havde jeg da haft høje hæle på, men sidst var da flere år siden, og jeg smed dem ud for længst.

"Eh, har I også nogle sko, måske? Med høje hæle, der kunne passe til kjolen i størrelse 39?" Jeg skar en underlig grimasse, og damen klukkede let, hvorefter hun gik ned i en anden del af butikken. Da hun igen kom tilbage havde hun et par stiletter i hånden, der ejede farven rød, så de matchede kjolen. Forskellen var blot, at de havde en lidt anderledes nuance.

"Størrelse 39, værsgo." Hun stillede dem på disken, og jeg skævede kort til dem, inden jeg nikkede og betalte hende de alt for mange penge. Jeg kunne have brugt dem på så meget andet, men det var nu engang nødvendigt at klæde sig ud som en, der tilhørte de mange stjerner.

Det her havde bare at give pote!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...