Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23357Visninger
AA

24. Kapitel 23.

Hayleys synvinkel:

Gråden overdøvede al larmen på gaden, som jeg slentrede mod Liams hus. I min hals snoede rørene sig sammen og dannede en ubehagelig klump, mens tårerne truede med at løbe ned over kinderne på mig. Min beslutning stod dog fast; jeg nægtede at komme grædende ind til Liam.

Fortsat rungede Quinns hulk i min øregang, der blev ledt videre fra sneglen, som var connected til de fem mikrofoner hjemme hos min veninde. Stadig forstod jeg ikke, hun ligefrem fik sig selv til at slå uskyldige mennesker ihjel, men jeg havde mere forståelse for hendes valg efter hele historien. Misforstå mig ikke, jeg accepterede ikke, at hun gik hen og blev lejemorder, men jeg måtte nok indrømme, jeg kunne følge hende en smule.

Foran Liams dør trykkede jeg ind på øresneglen, så lyden hjemme fra Quinn stoppede. Tøvende ringede jeg på døren, men da ingen åbnede, valgte jeg selv at gå ind. For en sikkerheds skyld lagde jeg hænderne på pistolen i baglommen. Jeg regnede ikke med, det var Quinn, da jeg for få øjeblikke siden sagde farvel til hende og hørte hende græde. Men der kunne måske være en anden, der prøvede på at gøre Liam noget.

Lyde kom inde fra stuen af, og jeg bevægede mig langsomt hen imod den åbne dør. Idet jeg trådte ind, rettede ti øjne sig imod mig, og jeg trak instinktivt pistolen op ad lommen for at pege mod de fem personer.

"Wow, wow, wow.." Harry skyndte sig om bag Louis, der med store øjne stirrede på mig. Undskyldende sænkede jeg mit våben, da jeg opdagede det ikke var andre end Liam og de fire musketerer. Umuligt blev det for mig, da jeg så Liams vædede øjne, mens tårerne roligt trillede ned ad de i forvejen utroligt våde kinder. Nu græd jeg også. Foran både Liam, Harry, Louis, Zayn og Niall. Dem allesammen.

Jeg afladede pistolen med en hurtig bevægelse, hvorefter jeg gav slip om den. Med et bump ramte den gulvet, og jeg tog skridtene hen til drengene, der alle stod beskyttende ved Liams side. Ængsteligt sendte Harry mig et blik, men det varede ikke længe, før han slappede nogenlunde af igen. Liam havde højst sandsynligt fortalt, det ikke var mig, der forsøgte at gøre det af med ham.

"Fik du fat i hende?" Liams lave, næsten hviskende stemme skar mig i hjertet. Den forårsagede et forøget tempo af tårerne, og jeg undgik ikke at undslippe et lille hulk, inden jeg brød fuldstændig sammen. Pludselig gik det hele op for mig og med en grædende Liam siddende på sofaen, væltede de forsvarende mure.

Jeg smed mig ned på sofaen og klamrede armene om ham, mens jeg mærkede tårerne fortsætte ned ad kinderne. Lige så stille fugtede de hans bluse, men han sagde intet til det. I stedet lagde han sine arme omkring mig, og jeg bemærkede nogle få kærtegn fra flere hænder. Jeg kunne dog intet se, da jeg begravede ansigtet fuldstændigt i T-shirten, Liam bar.

Aldrig mere ville jeg se Quinn.. Måske, men måske ikke.. Først om lang tid, hvis det overhovedet skete.. Allerede nu savnede jeg hende utroligt meget, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Det hele føltes så uvirkeligt. For et par måneder siden kunne intet skille os ad, men nu.. Hvorfor blev netop jeg også sat på den sag? Hvis Warren udvalgte en anden, opdagede jeg aldrig Quinns identitet, og alt ville være som før.. Quinn behøvede ikke flytte væk. Eller rettere sagt; hun behøvede ikke at flygte.

Tårer fra Liam blandede sig med mine egne, som de landede på mine kinder. Han holdt fortsat om mig uden at sige noget, da det sikkert også var ham mere eller mindre umuligt. Hende, han elskede, prøvede på at slå ham ihjel. Hvor ondt måtte det ikke gøre.. Jeg turde vove pelsen og sige, det nok smertede lige så meget inde i ham, som det gjorde i mig. Vi manglede begge en lille del af det, der sørgede for at holde os i live; af hjertet. Vi sørgede begge over samme person. Lige nu var ingen mere én person end ham og jeg.

Ingen.

Alt inden i mig smadrede efterhånden, som mit bryst hoppede i takt med mine hulk. Gråden føltes uendelig, mens tankerne fløj rundt oppe i hovedet som forvirrede duer. Hvor havde jeg bare lyst til at gemme mig langt væk for evigt. Mit liv gav ikke længere nogen mening. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre med det. Quinn opgav sit job og flyttede væk. Betød det.. Betød det, jeg burde gøre det samme?

Nej. Det kunne jeg ikke. Jeg ønskede ikke at stoppe som agent, og jeg nærede heller intet ønske om at flytte fra byen. Desuden, hvis jeg sagde op og prøvede at komme herfra, hjalp det ikke Quinn. Jeg måtte respektere hendes valg, som hun blandt andet tog for at beskytte mig.. og Liam.

Snøftende tvang jeg mig til at trække mig væk fra ham. Mine øjne føltes trætte, irriterede og tunge efter de mange tårer, og da de tørrede ind på kinderne, virkede de nu helt stramme. Stadig piblede tårerne frem fra øjenkrogene, men jeg forsøgte på at holde gråden tilbage. Jeg blev nødt til at fortælle ham det nu. Han fortjente at få og vide, hvad jeg lovede Quinn at fortælle ham. Lige så meget som Quinn fortjente, at jeg overholdt mit løfte.

"Liam.." hviskede jeg grådkvalt, men formåede ikke at hulke. Louis lagde en arm om skulderen på mig, da han satte sig ned på armlænet af sofaen, og jeg rettede automatisk opmærksomheden mod ham. Venligt smilede han til mig, mens han beroligende aede mig på den ene arm. Det resulterede desværre i endnu en omgang hulk, der nær dræbte mig. At fortælle Liam det var simpelthen for hårdt.

Langsomt fandt jeg brevet frem, hun skrev, inden vi sagde farvel. Da drengene så det, blev der helt stille. Jeg snøftede en enkelt gang, mens jeg vendte og drejede det. Han behøvede blot folde det ud for at læse det, da det ikke lå i nogen form for kuvert. Gennem papiret skimtede jeg Quinns sirlige håndskrift.

Modvilligt rakte jeg Liam det, der med blanke øjne stirrede på det. I lang tid skete der ingenting, før han til sidst tog imod det. Som jeg ellers regnede med, åbnede han det ikke. Jeg gættede på, det var ham for hårdt.

"Liam.. Lov mig, du læser det. Jeg.. det.. det vil betyde meget for hende.. Ikke nu, men.. engang.. når som helst.. bare du læser det," hikstede jeg, inden jeg måtte begrave ansigtet i hænderne. Næsen begyndte så småt at løbe, men jeg fortsatte bare med at græde. Det hele var blevet et stort rod. Heldigvis vidste jeg da, hun ville få det godt. Jeg skulle ikke længere frygte at være nødsaget til at skyde efter hende. Tilgengæld var det også det eneste plus ved situationen.

Da jeg endelig tog mig sammen til at gnide hænderne hen over ansigtet for at tørre det hele væk og bagefter kigge op igen, så jeg til min store overraskelse Liam sidde med brevet udfoldet. Hans øjne gled fra side til side, og de andre drenge sad absolut helt tavse. Tårer rendte ned ad kinderne på ham, og jeg fik det utroligt dårligt med at sidde og være tilskuer. - Dog forholdt jeg mig fuldstændig tavs som alle de andre.

Bedrøvet kiggede han op fra brevet, så vores blikke mødtes. Øjenkontakten sveg, da der ikke fandtes nogen glæde i hans øjne, som der plejede. Langsomt adskilte han læberne for at lade sin grådkvalte stemme flyde ud i rummet. Det var kun med nød og næppe, den kunne høres.

"Hvor er hun nu?" lykkedes det ham at sige. Smerten sad malet fast i alle hans ansigtstræk. Sorgen borede sig dybt ind i mig, som jeg kæmpede med svaret.

"Hun rejser," hviskede jeg besværet. Straks spærrede han øjnene op, hvorefter han rejste sig og spænede ud mod hoveddøren. Både drengene og jeg skyndte os at følge trop. Hurtigt svang Liam jakken om skuldrene, og jeg spurtede forbi Harry, der før gik forrest for at nå op til ham.

"Liam, hør, du kan ikke gøre noget.. Det er det bedste for både dig, mig og hende. Det sagde hun selv. Du må da kunne forstå, hun ikke kan blive," prøvede jeg desperat at forklare ham, men han lyttede knapt nok. Kærligheden gjorde åbenbart ikke kun blind, men søreme også døv.

"Hun kan ikke rejse. Det tillader jeg ikke." Som ordene gled ud ad hans mund, trillede endnu et par tårer ned ad kinderne. Jeg rystede voldsomt på hovedet, mens jeg blot løb efter ham ud ad døren. Jakke og sko havde jeg allerede på, eftersom jeg ikke tog overtøjet af, da jeg ankom.

"Liam, prøv nu at forstå.. Hun kan ikke blive. Tror du ikke også, jeg ønsker, hun kunne? Jeg har savnet hende gevaldigt de sidste to måneder, og når jeg endelig får snakket ordentlig ud med hende om det hele, forlader hun mig. Det er ikke kun dig, hun rejser væk fra. Det er også mig. Hun gør det for at beskytte os, og det er ikke muligt, hvis hun bliver. Vær nu sød at acceptere hendes beslutning."

"Hvordan skulle jeg kunne det?" Han vendte sig brat om og så med sårede øjne mod mig. Jeg rystede bare på hovedet, da jeg ikke vidste, hvad jeg skulle svare. Roligt snerpede han læberne sammen, mens de brune dådyrøjne var blevet skudt. De lignede ikke de trygge, varme øjne, der tilhørte Liam. Igen drejede han om på hælene for at fortsætte mod sin bil.

"Liam.. Liam.. Liam!" råbte jeg, mens jeg skyndte mig efter ham. De andre drenge sakkede så småt bagud, men jeg overvejede ikke engang at sænke farten ned for at vente på dem. Liam ventede jo ikke ligefrem på mig. "Liam, hør nu efter!" skreg jeg grædefærdig, da jeg snart ikke kunne klare mere. Quinn ville bryde helt sammen, hvis hun så ham nu. Præcis som han ville gøre, hvis han fik lov at sige farvel. Det var aldrig sjovt.

Liam stoppede, og jeg nåede op foran ham. Stadig skjulte de varme gnister sig i øjnene, og jeg troede ikke, de nogensinde kom frem igen. - Men jeg turde ikke miste håbet for det. En eller anden dag.. så skulle de nok komme tilbage. Så længe vi ikke opgav håbet.

"Hun er sikkert allerede rejst. Det hjælper ikke. Du kan ikke gøre noget," prøvede jeg at overbevise ham om, men han stirrede bare sørgmodigt på mig.

"Jeg kan prøve," svarede han i et lavt tonefald, inden han gik uden om mig. Igen spurtede jeg efter for at standse ham, hvilket igen lykkedes mig. Tårerne piblede frem fra øjnene på livet løs.

"Lad mig spørge på en anden måde," hulkede jeg. Jeg blev nødt til at tage mig sammen for at fortsætte. Klumpen i halsen sank jeg hastigt, selvom det ikke hjalp overhovedet. "Ønsker du hende død?"

Ordene prikkede hårdt til mit hjerte, der efterhånden led en endnu større smerte, end jeg troede var muligt. Jeg bemærkede straks, det også ramte Liam hårdt at høre det spørgsmål, jeg stillede. "Nej.." hviskede han tænksomt.

"Hvis ikke hun rejser, er hun i fare-"

"Jeg kan beskytte hende," forsikrede han mig om. Det gjorde helt ondt at skulle dræbe det spinkle håb, der blomstrede i hans stemme.

"Nej," hviskede jeg overbevisende. "Nej, du kan ej. Hun arbejdede som lejemorder. De er dygtige, hvor hun kommer fra. I har ikke en levende chance for at slippe godt fra det."

I et stykke tid kiggede vi bare på hinanden, og de fire andre drenge nåede op til os. Alvorligt holdt jeg øjenkontakten med Liam, hvis læber dirrede.

"Hun kan ikke rejse. Det kan hun bare ikke." Han fortsatte forbi mig hen til sin bil, hvor han satte sig ind og trykkede speederen i bund, før jeg overhovedet fik sat gang i benene. Med tårerne trillende ned ad kinderne bakkede han for at køre mod Quinns hjem. Jeg prøvede at stoppe ham, men han lyttede ikke. Mere kunne jeg ikke gøre.

 

***

 

"Det regner," lød det pludselig fra Zayn, der holdt øje med Liam ud af vinduet. Vi ventede på, han kom hjem igen. Lydløst spiste Niall en bøtte is, mens Harry og Louis spillede skak. Det lignede nu mest af alt, de var gået i stå og faldet i staver.

Hele dagen havde været et stort drama. Jeg vidste ikke, om jeg burde give Quinn eller jeg selv skylden. I princippet delte vi den nok nogenlunde lige meget. Til gengæld var jeg sikker på, Liam kom tilbage med et stadig ødelagt blik. Quinn droppede ikke at rejse væk. Hvis hun gjorde, sendte jeg hende af sted alligevel, hvor ondt det så end måtte gøre. Jeg magtede ikke at miste hende helt. Nu havde jeg mistet hende to gange, men hvis jeg mistede hende til døden, til dem.. Min verden ville gå under.

Fodtrin hørtes pludselig ude fra gangen af, og vi rettede alle opmærksomheden mod døren. Liam. Drivvåd stod han i døråbningen ind til stuen med al sit overtøj på. Han så mere trist ud, end da han kørte af sted. Hurtigt spænede Niall hen til sin kammerat med isbøtten i hånden og lagde armene om ham. Det virkede desværre ikke, som om det hjalp.

Langsomt vandrede jeg hen til dem, mens jeg betragtede Niall prøve at få Liams humør op. Så vidt jeg kunne se, sårede det næsten også ham, at Liam ikke grinede eller smilede. Jeg kendte godt følelsen. Hvis ens nære følte sorg, mærkede man præcis det samme. I flere år havde jeg trods alt hængt sammen med Quinn, som var vi siamesiske tvillinger.

"Hun.." Ordene satte sig fast i halsen på ham, da han forsøgte at sige noget. Tålmodigt kiggede jeg på ham. Inderst inde ønskede jeg mere end noget andet at sende ham et opmuntrende smil, men hvor meget jeg så end prøvede, kunne jeg ikke. Igen åbnede han munde, og lyden kom efter få sekunder. ”Hun var væk..”

Jeg tog fat om hans hånd, da jeg fornemmede, hvor tæt på det var, at tårerne igen fik frit løb. Samtidig mærkede jeg også mine egne presse hårdt på. Lige så stille opbyggede jeg en styrke til at få sagt noget tilbage til ham Noget, hun bad mig om.

”Det er jeg ked af, Liam,” startede jeg hviskende ud med. Jeg holdt en pause, mens han trist lod sit blik hvile ned mod gulvet. Hvor gjorde det ondt at se ham sådan her. Selvom jeg ikke følte, det var mig muligt eller var i humøret til det, smilede jeg svagt. Forhåbentlig bragte mine næste ord ham da lidt glæde. ”Inden jeg gik.. Hun sagde, jeg skulle fortælle dig noget..” Opmærksomt løftede han blikket, inden jeg sagde det sidste. ”Hun bad mig fortælle, hun elsker dig.”

”Hvad gør hun?” Med store, opspærrede øjne stirrede han på mig, mens tårerne banede sig vej ud af øjenkrogene og ned ad kinderne som så mange gange før i dag. Jeg nikkede bekræftende, inden jeg gentog mig selv.

”Du hørte rigtigt, Liam. Hun elsker dig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...