Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23348Visninger
AA

23. Kapitel 22.

Quinns synsvinkel:

Jeg vidste ærlig talt ikke rigtigt, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Følelsen, som jeg havde inden i mig, var ikke en, jeg kunne genkende på nogen måde, og det var virkelig forfærdeligt. Jeg var ikke vant til at have det sådan her, så man kunne let sige, at jeg ikke brød mig om det. Ja, det skræmte mig rent faktisk.

Mit blik fór frem og tilbage i det mørke, der var, for at finde ud af, hvor jeg var. Jeg havde løbet i et godt stykke tid uden at vide, hvor fanden jeg løb hen, men det var fint nok. Lige nu havde jeg ikke så meget behov for at vide, hvor jeg var, jeg havde bare brug for at komme væk.

Alt i mig var virkelig noget rod, som jeg ikke kunne finde hoved og hale i. På den ene side var jeg skuffet over, at jeg ikke kunne gennemføre mit arbejde, for jeg havde virkelig aldrig haft et problem med det før. Virkelig, aldrig. Men så var jeg også glad for, at jeg ikke havde gjort Liam noget.

Selvom jeg ikke var meget for det, kunne jeg ligeså godt indrømme det; Jeg havde nok fået følelser for Liam. Følelser, som ikke passede ind, når man havde mit arbejde. Det var derfor, at jeg havde ønsket mere og mere for hver dag, at der aldrig var nogen, der havde kontaktet mig med det åndssvage job. Så ville jeg måske kunne være sammen med Liam, selvom jeg så selvfølgelig ikke ville kende ham.

Så kunne man diskutere, hvad der var værst, ikke?

Forpustet satte jeg mig på en trappesten og hev knæene helt op til mit bryst. Jeg havde ikke lyst til noget som helst overhovedet. Jeg følte ikke, at jeg fortjente noget som helst oven på, hvem jeg egentlig var og hvilket job, jeg havde beskæftiget mig med i så lang tid.

Hvordan kunne jeg egentlig holde ud at stå op og kiggede mig i spejlet? Hvordan kunne jeg, i så mange år, slå den ene ihjel efter den anden, uden jeg overhovedet satte spørgsmål tegn ved det eller tænkte mere over det bagefter? Det var utroligt, at jeg først havde set det nu.

En tåre trillede ned over min kind og efterlod en våd stribe, der garanteret også var sort på grund af min mascara, og jeg orkede ikke engang at tørre den væk. Jeg var nemlig godt klar over, at der blot var flere på vej.

Jeg savnede alt, som jeg havde haft for et par måneder siden. Det var som om, at der slet ikke var noget mere. Jeg savnede at kunne stå op om morgenen uden at have det underligt og tænke så meget. Jeg savnede Hayley. Jeg savnede at have en, jeg kunne støtte mig til. Jeg savnede alt. Ja, lige nu savnede jeg selv Liam, selvom han var den person, jeg havde set mest på det sidste.

Faktisk havde jeg utroligt meget lyst til at få et kram af min mor, som altid ville støtte mig. Jeg savnede at være lille og uskyldig.

Et par snøft forlod mig, imens jeg sad og tænkte på, hvor forfærdelig jeg var. Jeg vidste ikke, hvor jeg skulle gå hen, for jeg var godt klar over, at mine forældre med det samme ville se på mig, at der var noget galt.

Og hvordan skulle jeg overhovedet kunne sige til mine forældre, at Hayley og jeg ikke var venner mere? Hvad skulle min gode undskyldning være for, at vi ikke var venner mere? Jeg kunne jo sjovt nok ikke bare sige, at jeg dræbte mennesker, og hun reddede dem, og derfor var vi ikke venner mere. Nope. Det gik ikke.

Jeg havde ingen idé om, hvor lang tid, der gik, imens tankerne bare fløj rundt. Liam havde sagt, at han ville gøre det seriøst med mig. Jeg var godt klar over, at den eneste grund til, at jeg kunne få ham til at falde så meget for mig, var, fordi jeg selv havde følelser i det. Umuligt at jeg kunne fake så godt, at han ville gøre det helt fast med mig.

Tårerne var så småt ved at forsvinde, og det gjorde mig mere opmærksom på, at jeg hørte fodtrin. Mit hjerte begyndte at banke, for af en eller anden grund var jeg virkelig bange for, hvem det var, selvom det højst sandsynligt blot var en, der lige gik forbi.

Dog tog jeg fejl, og jeg sprang op, da synet af min gamle bedste veninde kom frem.

”Hayley..” begyndte jeg, men kunne ikke finde på mere at sige. Da jeg studerede hende mere nøje, lagde jeg mærke til, at hun holdt hånden på sin pistol. Mit hjerte bankede endnu hurtigere.

Jeg var fuldstændig tør i halsen, og jeg var rimelig sikker på, at det nu var ude efter mig. ”Du må ikke.. jeg er ked af det,” pippede jeg. Det var nok noget af det mest åndssvage, jeg kunne sige, for som om, at det ville hjælpe mig i den her situation.

”Ti stille, Quinn. Jeg ved godt, hvad du vil sige, og jeg ved også godt, at du er vild med ham. Det kan man se på dig, og jeg ved også godt, at du ikke på nogen måde ville kunne slå ham ihjel. For ham var det ikke tydeligt, men fordi jeg er vant til det med pistoler, ved jeg, at du sigtede efter flasken. Lige i det sekund, du skulle trykke på aftrækkeren, rykkede du den en centimeter, så du ikke ville ramme ham,” sagde hun.

Noget sagde mig, at jeg måtte se ekstremt overrasket ud, for jeg forstod ikke det, hun sagde. Hvorfor sagde hun det her? Var hun ikke utroligt sur på mig? Hadede hun mig ikke som pesten? Ville hun ikke godt bare af med mig? Hvorfor var hun sådan her?

”Skal du ikke.. gøre et eller andet?” mumlede jeg. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge hende i øjnene. Jeg magtede ikke engang at tage min pistol frem, selvom Hayley holdt sin rettet mod mig. Jeg bebrejdede hende ikke.

”Du stod i vejen for mit arbejde helt fra starten af, hvor jeg troede, at jeg så kunne blive gode veninder med dig og dermed komme tæt på Liam og beskytte ham sådan. Så fandt jeg ud af, at det var dig. Er du klar over, hvor chokeret jeg blev? Jeg troede, at du var et eller andet følelsesløst monster, når man tænker på, at du har gjort det før, men så gik det op for mig, at du var i vildrede. Godt nok kan jeg ikke tilgive dig for, at du har slået andre ihjel, men det gik op for mig. Du ville så gerne udføre dit arbejde, men dine følelser kom i vejen og forhindrede dig i det. Liam var ikke, som du forventede, og det var det, der gik galt. Ikke?” hun søgte tydeligt mit blik, men jeg lod hende ikke få det.

I stedet kunne jeg mærke, hvordan tårerne pressede sig på. Jeg kunne ikke finde ud af, om det var af glæde eller ej. Jeg var glad, fordi hun snakkede til mig, og hun snakkede ordenligt, hun ville ikke gøre mig noget, men alligevel var jeg også så ked af det, fordi jeg kunne høre en snert af frygt i hendes stemme. Det, at hun rettede sin pistol mod mig, viste også, at hun var en smule bange for, at jeg pludselig ville gå til angreb. Ikke, at jeg havde nogen intentioner om det.

”Quinn,” sagde hun med en roligere stemme, da jeg ikke svarede, ”jeg ved godt, jeg lyder dum og det, og du har grund til ikke at ville gå med til det, når jeg peger på dig med en pistol, men er du ikke sød at give mig dit våben? Så slipper jeg for at stå her og virke så truende,” sagde hun. Hun lød ked af, at hun blev nødt til at sige det.

Uden tøven tog jeg fat om min pistol og trak den frem. Så afladede jeg den, før jeg trådte langsomt frem mod Hayley, så jeg kunne give den til hende. Lige snart, hun havde fået den, sænkede hun sit eget våben og sendte mig et lille smil.

”Jeg burde højst sandsynligt ikke gøre det her, for Liam er derhjemme alene, og jeg ved ikke, om der er andre efter ham, men hvad siger du til, at vi går lidt, og du fortæller mig, hvordan du er kommet ud i det, og jeg fortæller, hvordan jeg er kommet hertil?” foreslog hun. Jeg nikkede langsomt, imens jeg kæmpede med tårerne.

En del af mig ville have, at hun skulle gå sin vej, for jeg havde ikke lyst til at snakke om det, men stadig kunne jeg ikke sige nej, når det var Hayley, og jeg savnede hende så forbandet meget. Hun gik hen mod mig, så vi kunne gå den vej, men der var ikke rigtig nogen af os, der brød tavsheden.

Man kunne ikke sige, at det var akavet, men stemningen var trykket. Nu var det selvfølgelig heller ikke altid, at man lige havde skudt rundt efter hinanden på en måde.

 

***

 

”Du må for resten undskyld, at jeg skød efter dig, men mit arbejder-gen gik i mig. Du skulle have set mig bagefter, jeg var virkelig i chok over, at jeg havde gjort det, for jeg holder trods alt stadig af dig,” undskyldte Hayley.

Jeg kiggede på hende med store øjne. ”Nej, det er okay, jeg var ikke ligefrem så uskyldig selv. Åh gud, Liam må hade mig nu, han vil garanteret aldrig nogensinde se mig igen. Jeg bebrejder ham ikke, men han var så speciel. Jeg trak det ud, som jeg skulle, så mange gange, fordi jeg ville nyde at være sammen med ham. Så kan man jo så se, at det er lang tid siden, jeg ville være i stand til at gøre ham noget,” svarede jeg med en spinkel stemme.

”Det ved jeg godt. Det ved jeg,” forsikrede hun mig om, ”men fortæller du mig ikke lige om, hvad det var, der fik dig ud i dit job? Nu har jeg fortalt min historie,” sagde hun.

Jeg kunne ikke komme mig over, at hun virkede så venlig og så.. normal. Det kom bag på mig. Måske var det, fordi hun vidste, at intet ville blive som før, og at hun dermed ville snakke med mig en sidste gang.

Det var også sygt, at hun havde holdt skjult så meget for mig, at hun var agent, der beskyttede folk. I de år, jeg havde kendt hende, havde hun arbejdet med det her, og jeg havde ikke haft den mindste idé om det. På den anden side havde det jo været det samme med mig.

”Jeg blev mobbet, da jeg var lille. Meget. Folk kunne simpelthen ikke fordrage mig, og det kan jo ikke undgås, at der så er noget, der bygger sig op i en, vel? En vrede eller noget i den stil. Jeg kunne i hvert fald ikke komme uden om det, og jeg ville godt have en form for hævn, eller en måde at komme ud med følelserne. Så da der kom en fyr og spurgte mig, om jeg ville komme med ham og møde ham om eftermiddagen, så kunne jeg ikke se nogen grund til ikke at gøre det. Han sagde, at det kunne hjælpe mig. Ville du ikke også have gjort det, hvis man var så sur og indebrændt? Og derudover må jeg nok indrømme, selvom det lyder svinsk, at tanken om så mange penge, virkelig lød fristende,” svarede jeg hurtigt.

Endnu engang kiggede jeg hende ikke i øjnene, for det kunne jeg ikke. Jeg følte mig endnu værre, når jeg sagde det højt, for så lød det forfærdeligt. Mere, end når man bare tænkte på det. Åh gud, jeg kunne ikke holde mig selv ud.

”Jeg kan faktisk godt forstå dig, når du siger det på den måde. Forstå mig ret: Jeg kan ikke forstå, at du har slået mennesker ihjel, men det har jeg vist gjort klart for dig. Men jeg kan godt sætte mig en smule ind i, hvordan det må være, når man er så alene. Det har vel været det eneste, du havde, ikke?” spurgte hun.

”Jo,” svarede jeg lavt. Tankerne kørte stadig rundt, men jeg var kommet lidt tættere på en beslutning om, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne ikke blive her i den her by. Det kunne jeg simpelthen bare ikke, når de boede her.

”Hayley?” sagde jeg langsomt og vendte hovedet mod hende. Hun kiggede opmærksomt på mig. ”Ja?”

”Melder du mig? Melder Liam mig? Vil jeg komme i fængsel?” for hvert ord, der forlod min mund, gik det op for mig, hvor fucked jeg var. Jeg kunne komme i fængsel i utroligt lang tid for det her. Mit liv kunne blive ødelagt nu.

Stilheden før svaret virkede ulidelig. ”Nej. Jeg ved ikke med ham, men jeg har ikke tænkt mig at gøre det. Selvom jeg burde ønske det, vil jeg ikke have, at du ikke skal kunne få noget liv efter det her, og jeg kan prøve at overtale Liam til det samme. Men hvis ikke jeg tager meget fejl, vil han ikke gøre det, specielt ikke, hvis jeg fortæller ham, hvad du har fortalt mig. Og det er til din fordel, som altid, at han er vild med dig. Det er det virkelig,” svarede hun tøvende.

En lettelse bredte sig i min krop, for så var der i det mindste lidt håb om, at det ikke var helt ude med mig. Dog var det også kun et lille, spinkelt håb, der spirede i mig.

”Jeg bliver nødt til at tage væk,” sagde jeg så pludselig. Det fik Hayley til at reagere med at rykke hovedet hurtigt. ”Vent, hvad?” udbrød hun.

Jeg bed mig i læben. ”Jeg kan ikke blive her, Hayley, det ved du også godt. Jeg bliver nødt til at tage væk, så jeg ikke kan have kontakt med nogen af jer. Det er bedre for både dig, Liam og mig. Det ved du også godt,” mumlede jeg.

For hundrede syttende gang i dag, pressede tårerne sig på, og jeg havde lyst til at slå mig selv for det. Jeg skulle ikke virke så svag, som jeg gjorde. Selvfølgelig havde jeg ikke uden videre lyst til at tage væk, men jeg kunne ikke blive her.

Hvis blot jeg var væk i 2 måneders tid, ville det måske hjælpe, og jeg vidste allerede, hvor jeg kunne tage hen og starte i skole. Mine forældre havde altid ment, at jeg skulle gå i high school oppe ved mine bedsteforældre, så det var en mulighed. Jeg vidste, at der med garanti var plads på den skole, så jeg ville ikke rigtig miste noget ved det.

”Men du kan da ikke bare tage herfra? Hvad har du tænkt dig at sige til dine forældre? Skal de ikke have en grund til, at du vil flytte eller noget i den stil?” spurgte hun chokeret. Jeg trak på skuldrene. ”De har altid villet have mig hen på en high school henne ved mine bedsteforældre, så det kræver nok ikke meget overtalelse, du ved. Hvis bare jeg er væk, indtil vi er færdige med skolen.. så ville det være bedre. Hvis ikke jeg kommer i fængsel inden, selvfølgelig,” tilføjede jeg med at ironisk grin.

”Du skal ikke i fængsel,” mumlede Hayley anspændt. Hun holdt virkelig af mig på trods af alt det her, der var sket. Og ja, jeg holdte også af hende.

”Hmm. Gad vide, hvad Liam laver,” vi var ude foran min dør nu. Hayley trak på skuldrene. ”Det ved jeg ikke..” mumlede hun.

Hun kunne godt fornemme, hvad der ventede nu, og det var tydeligt, at hun ikke ville have det.

”Quinn.. jeg ved godt, at du gerne vil sige farvel til Liam, men det tror jeg ikke, du har mulighed for. Han er nok virkelig bange for dig, hvis ikke jeg tager fejl. Hvorfor går vi ikke lige ind til dig, så du kan skrive.. et brev til ham eller noget?” foreslog hun.

Jeg sank en klump. ”Okay, ” mumlede jeg. Forsigtigt låste jeg døren op. Jeg vidste, at alle sov, så vi skulle være stille. Det var nok bedst, hvis der ikke var nogen, der vågnede.

Vi kom indenfor, og jeg fandt hurtigt noget papir, før jeg gik i gang med at skrive. Min hånd rystede utrolig meget.

”Hej Liam.

Jeg ved godt, hvad du må tænke lige nu. At jeg er en eller anden psykopat, hvilket jeg til et eller andet punkt nok også er. Jeg har gjort ting, som ingen andre ville gøre, ting, som man bliver beregnet som sindssyg for. Så det må være op til dig, hvad du tror, jeg er.
Egentlig ved jeg slet ikke, hvorfor jeg skriver det her til dig, for jeg tvivler på, at du vil tro det, når du læser det. Ikke efter det, der skete under maden. Eller efter. Men du skal vide, at der var en grund til, at jeg ikke ramte dig. Det var ikke, fordi det var en upser. Hvis det var det, så ville jeg nok virke endnu mere følelseskold, men sådan er det ikke. Jo mere, vi har været sammen, jo gladere for dig, er jeg blevet, selvom det var meningen, at jeg skulle få dig til at falde for mig. Ikke omvendt. Jeg skulle gøre det, så jeg kunne manipulere med dig. Anyway, det var bevidst, at jeg ramte vinen og ikke dig. Lige meget hvor meget jeg ville tvinge mig selv til det, kunne jeg ikke. Derfor ramte jeg ved siden af.
Udmærket er jeg klar over, at det her lyder sygt. Jeg forventer ikke engang, at du skal tro på mig, men det betyder alligevel noget for mig, hvis du læser dette. Bare at vide, at du har læst det og set det, der skal være min undskyldning, selvom en undskyldning ikke holder i længden.
Men jeg er ked af det. Jeg er ked af, at det skulle gå udover dig, det her. Det er ikke sådan, at jeg selv vælger, hvem jeg skal.. rydde af vejen, men der er folk, der betaler os på mit bureau for det, og så gør vi det. Tror du selv, jeg havde forventet, at du ville være noget andet? Nej vel. Men det var du. Du overraskede mig med din kærlige opførsel og måde at være på. Du gjorde mig glad.
Hele tiden har jeg prøvet at bilde mig selv ind, at jeg ikke var vild med dig, men jeg er blot kommet med latterlige undskyldninger for mig selv, så jeg kunne udskyde det, jeg skulle.
Du kommer ikke til at se mig igen, og det tror jeg også kun, du er glad for. Men jeg kan ikke sige, at jeg er det samme. Jeg kommer til at savne dig så fandens meget og den tryghed, du kunne give mig. Men ja, jeg forsvinder nu. Jeg tager væk fra, hvor jeg bor og gør min skole færdig der. Det er bedst, hvis jeg ikke er i nærheden af nogen, jeg kender, og jeg ved, at du kun bliver glad for det.
Det lyder latterligt at fyre det af nu, men tak for de gode tider, du gav mig. Du må have det rigtig godt, og jeg håber for guds skyld ikke, at der vil ske dig noget.
Kan stadig ikke finde ud af, hvad pointen med det her er, for det undskylder ikke for noget, selvom jeg prøver på det. Og jeg vil ikke engang prøve at forhindre dig i at sende mig i fængsel, for jeg fortjener det. Nok om det. Undskyld. Jeg er ked af, at jeg ødelagde alt, lige da du ville gøre det seriøst. Det ville have været det mest perfekte, der nogensinde var sket for mig, men det er bare umuligt lige nu. Og fremover, fordi jeg er, som jeg er.
Håber du får det godt fremover.

Quinn.”

 

En tåre trillede ned af min kind, da jeg havde skrevet det færdigt, og den blev efterfulgt af en til. Det hele var noget rigtig lort, og det gik først op for mig nu, hvor meget Liam egentlig betød for mig. Han havde virkelig sat spor i mit hjerte, uden tvivl.

Forsigtigt foldede jeg det sammen, imens jeg tænkte på, hvordan Liam ville reagere, når han læste det her brev. Ville han græde, fordi det rørte ham? Ville han overhovedet læse det, fordi han var så sur? Ville han rive det i stykker og lade som om, det aldrig havde eksisteret? Ville han gemme det? Jeg vidste det ikke, og jeg kunne kun gætte på det.

”Her,” fik jeg fremstammet. Jeg kunne mærke, at tårerne bare godt ville ud nu. Hayley stod selv og kæmpede med tårerne, da hun tog i mod brevet.

Det var nu. Det var nu, vi skulle sige farvel, og jeg kunne ikke vide, om jeg nogensinde ville se hende igen. Det gjorde ondt. Det var noget af det mest smertefulde, jeg havde prøvet.

Hun trådte frem for at træde ind i et kram, og jeg lukkede hurtigt armene om hende. Et hulk undslap mig, da jeg ikke kunne holde det inde.

”Jeg elsker dig, Quinn. Og jeg vil savne dig så meget. Jeg er ked af alt det her,” hikstede hun. Jeg var ikke selv i stand til at sige noget, jeg knugede mig bare ind til hende. Jeg vidste ikke, hvor lang tid, der gik, før jeg trak mig væk fra hende.

Hun tørrede øjnene med et sørgmodigt smil. ”Klar dig godt, der, hvor du skal hen,” hun nev mig kort i kinden, før hun vendte om og trådte hen mod døren. Inden hun nåede at lukke døren i, sagde jeg hendes navn.

”Hayley.. vil du… sig til Liam, at jeg elsker ham,” endte jeg med at sige. Min stemme var næsten uhørlig, men hun opfangede det. Hun nikkede kort. ”Det skal jeg nok. Det lover jeg. Farvel,”

Det var det sidste, jeg så af hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...