Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23345Visninger
AA

22. Kapitel 21.

Hayleys synsvinkel:

"Liam! Er du okay?!" udbrød jeg højlydt, da han faldt sammen på gulvet. Med pistolen i hånden spurtede jeg hen for at se, hvad der skete. Hurtigt satte jeg mig på hug, hvorefter jeg forsigtigt berørte hans ene hånd, han pressede mod sit bryst. Lige så stille lagde jeg pistolen fra mig på gulvet, inden jeg fjernede hånden for bedre at kunne se. Hans ansigtsudtryk tegnede på, det smertede.

Det var mig umuligt at skjule det svage smil, som dukkede frem på læberne af mig, da jeg så, hvad hans hånd dækkede. Absolut ingenting. "Liam, du er ikke ramt," konstaterede jeg roligt, men han rystede bare vildt på hovedet. Smilet fra mine læber forsvandt også hurtigt, da jeg virkelig hadede den her situation. Jeg skød efter Quinn. Hvad så, om hun affyrede et skud mod ham først. Hvordan fik jeg overhovedet mig selv til det?

"D-d-det er ikke det.. Min overarm.." Han lavede en lidende grimasse, og jeg skyndte mig derfor at studere hans arm. Ganske rigtigt.. Der sad et lillebitte glasskår, som åbenbart borede sig ind i hans hud, idet Quinns kugle ramte flaskerne med rødvin. Ud over hele gulvet spredte vin og glasskår sig.

"Okay, kom her.. Kom her," gentog jeg, da jeg rejste mig op. En tåre gled ned ad Liams kind, hvilket gav mig en dårlig smag i munden. Langsomt bukkede jeg ned i knæene igen. Alt ved ham virkede pludselig så trist. Tidligere strålede han af glæde, og jeg ville lyve, hvis jeg sagde, det ikke rørte mig at se ham på denne måde. I stedet for at kommentere hans tårer, tog jeg fat om glasskåret og prøvede forsigtigt at hive det ud. Det lykkedes på få sekunder, men bagefter strømmede en lille stribe blod ud.

Såret fulgte Liam med i mine handlinger. Han forholdt sig tavs, som jeg forsøgte at fjerne de største glasskår omkring ham. "Jeg vil gerne have, du går, Elena.. eller.. hvem du nu er," rettede han sig selv. Jeg stirrede på ham i et godt stykke tid, inden jeg adskilte læberne for at svare ham. Før jeg nåede at sige en eneste ting, hævede han dog hånden som tegn på, jeg skulle forblive stille. Tydeligt bemærkede jeg, han rystede, idet jeg kiggede på hans hånd. Ærlig talt forstod jeg ham godt. Han havde lige været ude for at angreb. Heldigvis reagerede han okay på det, hvis man så bort fra.. Okay, nej. Han var i chok og tårer.

"Gå. Vær venlig at forlad huset. Tag dine ting og gå. Jeg vil.. Jeg vil ikke se dig igen," stammede han. Besværet prøvede han at rejse sig op, men jeg kom hurtigst på benene. Hvilke følelser, der overvældede mig, vidste jeg egentlig ikke. Det hele mærkedes som et stort kaos, men jeg følte mig både fornærmet, vred, rasende og mere ked af det end nogensinde før.

"Liam James Payne, jeg forlader dig ikke. Er du klar over, hvad der lige er sket, eller blev du forblændet af Quinns fortryllende, blå øjne og alt for lyse hår?!" For at understrege mine ord lagde jeg armene over kors og kiggede hårdt ned på ham. Fortsat kæmpede han med at komme op at stå, men helt let for ham var det vist ikke. Til sidst opgav han og stirrede op på mig med sine sårede øjne, der malede et dybt spor af lige så stor sorg inde i mig.

"Quinn, Summer, jeg aner ikke, hvem hun er, okay?!" råbte han grådkvalt. Alt inde i mig blev lammet. Liam var ikke typen, der hidsede sig op. Det vidste jeg allerede efter de få måneder, jeg nu havde kendt ham. At han derfor stillede sig op, grædende og råbende på samme tid.. Rettere sagt sad han ned, men det gjorde ingen forskel. Det fik ham bare til at se endnu mere lille, svag og ødelagt ud. "Jeg ved ikke engang, hvem du er! Hannah.. Harper.."

"Hayley," hjalp jeg ham, men han slog blot ud med armene. "Det er lige meget! Du sagde, du hed Elena. Jeg forstår det ikke.. Hvorfor har du løjet for mig? Hvorfor har Summer.. Quinn.. Hvorfor sagde du ikke bare, det var hende, jeg skulle holde mig fra? Hvorfor holdt I jer ikke bare fra mig? Hvad har jeg gjort jer? Jeg havde aldrig set jer før den fest, hvor.. Hov, vent. Er I så heller ikke.. Kender I hinanden?" Undrende rynkede han brynene, da han kom i tanke om festen, vi begge to deltog i.

Sukkende himlede jeg med øjnene, inden jeg rakte ham en hjælpende hånd. "Kom, Liam." Mistroisk vekslede han blikke fra min hånd og op til mig. Naturligvis ønskede han ikke at være nær mig lige i øjeblikket. Om han så endte med at tro på min fortælling eller ej, jeg om lidt fortalte ham, smuttede jeg ikke ud af hans liv. Ikke så længe Quinn var på fri fod. "Jeg skal nok forklare dig det hele," lovede jeg med en rolig stemme. Intet inde i mig stod i chok på samme måde, som det højst sandsynligt gjorde inde i ham. Tårerne trillede gentagne gange ned ad hans kinder som følge af hans ustyrlige følelser. "Liam.. Stol på mig. Jeg gør dig ikke noget. Det er ikke mig, du skal være bange for."

 

***

 

På bordet stillede jeg koppen med frugtte, så Liam havde mulighed for at drikke den, men han stirrede bare på den, som serverede jeg gift. Irriteret gav jeg en sukkende lyd fra mig, som han udmærket godt hørte. "Liam, hvis jeg ønskede at forgifte dig, havde jeg gjort det for længst. Jeg har haft tusindvis af muligheder. Der er ikke noget i vejen med det. Hvis ikke du drikker det, så gør jeg!"

Han kiggede kort på koppen, berørte den med fingerspidserne og rettede så blikket mod mig. De brune, blanke øjne bekræftede i en høj grad hans følelser for Quinn. Uden at lade blikket vige fra ham begyndte jeg at pille ved mine negle under bordet. Bare jeg tænkte på hende, gav det mig dårlig samvittighed. Egentlig burde jeg være glad for, at Liam nu kendte til hendes sande identitet og forhåbentlig holdt sig fra hende, men.. Hvis det blot var det, jeg ville, havde jeg jo selv fortalt ham sandheden. Jeg håbede inderligt ikke på, der skete hende noget. Selvom hun arbejdede som det mest frygtelige i hele verden og myrdede uskyldige folk for penge, så elskede jeg hende stadig.

"Du sagde, du ville fortælle mig det hele," huskede han mig på. Jeg nikkede let, inden jeg foldede hænderne i skødet. Som lovet skulle han nok få det hele at vide. "Du skal bare lytte til en start," pointerede jeg, og han løftede koppen med te op for at tage en tår. Inden han berørte den med læberne, studerede han den grundigt for en sikkerheds skyld, men det endte med, han nippede til den.

"Mit navn er i virkeligheden ikke Elena Hope. Jeg hedder Hayley Foyles og har absolut intet talent, når vi snakker om det at synge. Min karriere ligger et helt andet sted, hvilket den har gjort, siden jeg var 14 år gammel. Jeg er trænet og oplært som agent. Vi går undercover, fanger forbrydere eller beskytter folk, der er i fare." Kort holdt jeg en pause, mens Liam opmærksomt lyttede til alt det, der flød ud af munden på mig. Endnu viste han ingen tegn på snart at stille et spørgsmål, hvilket jeg lydløst takkede ham for.

"Ser du.. Jeg studerer på 3. år i High School sammen min bedste veninde. Tidligere har jeg altid været outsideren, hvilket jeg måske også er her. Det føles bare ikke sådan, når man i det mindste har en at holde sig tæt opad. Vi har været veninder lige siden starten af High School og har været fuldstændig ligeglade med, hvad andre tænkte om os. Det er vi nok stadigvæk. Desværre tror jeg bare ikke, man kan kalde os bedste veninder længere.." Jeg sank en klump, men formåede ikke at sænke blikket.

"Vi har aldrig haft hemmeligheder for hinanden. Ikke én ting holdte vi hemmeligt. - Det var da, hvad vi troede. En dag fik jeg en ny mission. Jeg skulle beskytte en af verdens nyeste popstjerner." Et svagt smil bredte sig hen over mine læber, idet jeg nikkede mod Liam. "Selveste Liam Payne, en af drengene fra det noget så fantastisk boyband, One Direction, som jeg ikke gik op i overhovedet," klukkede jeg kort, og Liam kunne ikke lade være med at lade sig smitte en smule. Inden længe sad dog vi begge med det alvorlige udtryk igen.

"Naturligvis tog jeg imod opgaven. Min chef fortalte mig, han stolede mest på mig til netop denne mission, og det er noget, man ikke kan lade være med at føle sig en smule stolt over. Jeg arbejdede hårdt på at lære dig at kende ved hjælp af mine specielle, elektroniske midler, og jeg fandt da en masse interessant information. Før jeg begyndte at læse diverse facts om dig, anede jeg ikke, man kunne være bange for sådanne ting som skeer." Jeg rakte ind over bordet for at tage fat om skaftet på gaflen i tekoppen. "Se.. Min hjerne gemmer på alle oplysninger. Det var nok en af grundene til, jeg blev sat på jobbet."

Tavst betragtede Liam mig gennem hele min forklaring. En af de ting, jeg elskede ved ham, var, at han rent faktisk forstod, når jeg sagde, jeg helst undgik spørgsmål til en start. Til gengæld vidste jeg godt, de strømmede ud, når det blev tid. For lidt siden smed han jo halvtreds styks i hovedet på mig, som jeg umuligt kunne nå at svare på med så korte mellemrum.

"Min chef ringede og informerede mig omkring denne her celebrityfest, hvor du ville være til stede. Det var op til mig selv at komme derind. Når man er øvet i sådanne ting, er det faktisk ikke så svært at bryde ind ad bagindgangen. Det svære var da klart at få din opmærksomhed, som en anden pige allerede ejede fuldt ud. Lad os bare sige, jeg syntes at have set hende før, men det sagde mig alligevel ikke rigtigt noget. Hun genkendte tydeligvis heller ikke mig. Men ingen af os går med så meget makeup til daglig, som vi gemte os bag den aften. Ja, jeg ved stadig ikke, hvordan hun fik snydt sig ind som Rita Oras veninde, for det er da nok noget af det sidste, hun er. De havde aldrig mødt hinanden før. - Tro mig. Så havde jeg hørt alt om det."

Så småt begyndte noget vist at give mening oppe i Liams hoved, men jeg stoppede ikke for at lade ham tænke det igennem. Han måtte følge med og lade de løse tråde finde hinanden hen ad vejen, til de sad snoet rigtigt sammen.

"Summer var en stor udfordring for mig på flere måder. I starten kun på en; du brød dig mere om hende end om mig, hvilket ikke kom mig til fordel. Trods alt behøvede jeg at være tæt på dig så meget som overhovedet muligt, da jeg jo gerne skulle kunne beskytte dig til enhver tid. Derfor tænkte jeg, jeg måtte skabe mig et bånd med Summer, så jeg måske kunne bruge hende. Det var grunden til, jeg spurgte om hendes adresse.." Med opspærrede øjne så Liam på mig, som om jeg havde gjort noget af det mest kriminelle, man kunne bilde sig ind. Det hang jo slet ikke sådan sammen, at jeg desperat forsøgte at holde ham i live.

"Da jeg kom derhen, viste det sig, jeg godt kendte adressen. Jeg stod foran min bedste venindes hus. Quinn O'Connors hus. Du kender hende bedre som Summer Clark, vil jeg tro. Jo, det begyndte så småt at gå op for mig, hun ikke talte med rent mel i posen, og jeg fandt da også hurtigt ud af, at hun havde en mappe liggende derhjemme, hvor der gemte sig informationer om dig. Læste jeg dem nærmere igennem, fandt jeg ud af det værst tænkelige: Det var hende, jeg skulle beskytte dig fra. Hun var lejemorderen. Vi levede begge et dobbeltliv uden problemer, lige til vores to vidt forskellige liv stødte sammen. Siden da har vi kun talt sammen, når du var til stede, medmindre det var for at advare eller vrisse ad hinanden." Tårerne mærkede jeg pressede sig på, og jeg tørrede hastigt øjnene. Ikke om jeg skulle græde foran Liam. Da slet ikke nu.

”Vores venskab sluttede..” hviskede jeg lavt. En varm hånd lagde sig oven på min for at berolige mig, og idet jeg løftede blikket, kiggede jeg direkte ind i et par medfølende, brune øjne tilhørende Liam. Kort snøftede jeg, mens jeg følte alt inde i mig vende sig grundet savnet efter min bedste veninde, men samtidig også fordi jeg hadede hende så meget, for det hun havde gjort. Jeg forstod slet ikke, hvordan hun fik sig selv til det. Men på samme måde forstod jeg heller ikke altid, hvordan jeg overtalte mig til forskellige ting. Episoden fra tidligere, hvor jeg skød efter hende, dukkede op for mit indre syn, og jeg skammede mig grusomt. Der gik et stykke tid, inden jeg rystede det en smule væk og kunne fortsætte med forklaringen, Liam havde krav på.

”.. Og vores kamp begyndte. Fjendskabet, hadet, skuespillet.. Det hele startede der. Hun har leget med dine følelser, Liam. Jeg ved ikke, om hun kan lide dig. Mit job var blot at beskytte dig, og det har jeg tænkt mig at gøre. Hun er stadig på fri fod. Jeg slipper dig ikke af syne, så jeg nægter at forlade dit hus. Jeg håber, du kan tilgive mig mine løgne. De var for dit eget bedste. Ville du tro mig, hvis jeg bare gik hen og sagde, jeg var kommet for at beskytte dig? Nej. Det behøver du ikke engang sige, du ville have gjort, for jeg har arbejdet med det her i lang nok tid til at vide, det aldrig ville ske. Jeg løj for din skyld. Fordi jeg prøvede at beskytte dig modsat Quinn.” Afventende hvilede mit blik på ham som tegn på, han kunne sige noget nu, men der kom ingen ord ud af munden på ham. I stedet sad han bare og stirrede ned på sin kop te med hånden liggende på min endnu.

”Du må godt stille spørgsmål nu, Liam,” tillod jeg ham lavmælt, men han reagerede ikke. Jeg lod som ingenting og gav ham den tid, han behøvede, før der gled et ord ud over de ellers så glade læber. Først her rettede jeg igen blikket op på ham, hvor det før sov i retningen af vinduet. Hvor Quinn løb hen, anede jeg ikke. Jeg vidste bare, Liam ikke var i sikkerhed nogle steder, medmindre jeg var samme sted.

”Så du har ingen problemer med dine forældre?” Utroligt nok blev det det første spørgsmål af dem alle. Jeg undgik ikke at rynke på brynene, da det undrede mig en smule, han lige besluttede sig for at spørge om netop det. Måske faldt det ham først ind, men.. Personligt valgte jeg nok noget andet, hvis jeg sad i hans situation.

”Nej,” endte jeg blot med at svare. Han hævede det ene øjenbryn, før han alvorligt nærmest sendte mig et blik, der ikke skjulte på sin bekymring. ”Ved de godt, du er her?” gravede han dybere ned i det. Stikket af skyldfølelse over for mine forældre pinte mig nu. Fantastisk. Tak, Liam.

”Nej.” Korte og præcise svar, mere blev det ikke til. Han sukkede kort, før han igen skabte øjenkontakt med mig. ”Hvor tror de så, du er?” Jeg førte en tot af det mørke hår om bag øret, mens jeg begyndte at føle mig som en lille pige, der havde lavet ballade og nu skulle forhøres omkring det. Daddy Direction in da house.

”De tror, jeg er i Tyskland for bedre at kunne danne mig et indtryk inden for 2. verdenskrig til en skolerapport.. Sammen med Quinn,” tilføjede jeg efter en kort tænkepause. Det hjalp ikke på samvittigheden at sidde og snakke om, at jeg ligefrem havde løjet for mine forældre om, hvor jeg befandt mig henne i øjeblikket.

Liam nikkede tænksomt, inden han smilede svagt til mig. ”Tror du, du kan være i Tyskland lidt længere tid? Jeg tror, jeg har brug for dig her ved min side de første par dage,” klukkede han, og jeg lod mig rive med for et lille stykke tid. Det lød til, jeg ikke behøvede pakke mine ting alligevel.

Pludselig greb Liam fat om min ene hånd og så rædselsslagent på mig, hvilket skræmte mig gevaldigt. ”Hvad er der, Liam?!” Han hakkede i sætningerne, før jeg endelig fik det til at give mening. ”E-e-e-er de andre drenge så også i fare?!” forhørte han sig ængsteligt om. Altid var han så bekymrende. Beroligende smilede jeg, inden jeg rystede på hovedet. ”Det har vi ikke fået noget at vide om. Du kan være helt rolig. Jeg skal nok passe på dig.”

Langsomt slappede han mere af, og jeg syntes at fornemme, han ikke havde mange flere spørgsmål liggende. Der tog jeg dog fejl. Spørgsmålene lå på lur og ventede på at blive hørt, så jeg måtte pænt blive siddende på stolen og lytte til Liam. Nu var det hans tur til at køre løbet.

”Hvis du vidste, hun ville dræbe mig..” startede han ud med at sige. Straks fornemmede jeg, jeg ikke brød mig om spørgsmålet, selvom jeg ingen anelse havde om, hvordan det endte. ”Hvorfor meldte du det så ikke til politiet.. eller.. noget i den stil?” Overrasket over lige netop det spørgsmål spærrede jeg ubevidst øjnene op. Ærlig talt, så jeg godt meningen med det. Liam var et klogt hoved, der højst sandsynligt ikke stillede spørgsmålstegn ved nogle af de ting, jeg regnede med til en start. Grundigt overvejede jeg mit svar, men jeg følte mig knap så sikker på det. Det lød fuldstændig åndet. Alligevel røg det ud af munden på mig.

”Fordi jeg ikke ønsker, hun kommer i knibe.”

 

LAD OS ALLE GRÆDE, FORDI EMILIE HAR SKREVET SÅ GOD ET KAPITEL, JEG GRÆDER, DEN ER SNART SLUT OG URG! 

skal vi ikke gøre Emilie glad og give et like (jer, der ikke har gjort det) ???? 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...