Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

247Likes
468Kommentarer
22820Visninger
AA

21. Kapitel 20.

Quinns synsvinkel:

Det var i princippet nok dumt af mig at takke ja til Liam så hurtigt, men det var som om, at det bare røg ud af mig, før jeg kunne nå at stoppe mig selv. Han havde været så nem at se igennem, da han spurgte mig – jeg kunne let se på ham, at han havde været nervøs for mit svar, og jeg ville ikke kunne få mig selv til at sige nej.

Jeg vidste godt, at det var noget lort, jeg var blevet rodet ud i, når jeg begyndte at få lyst til at gå ud med ham, når han inviterede mig ud.

Selvom det var rimelig sent, ringede min mobil, og jeg tog den forvirret frem fra lommen, imens jeg gik hjem af. Jeg kunne ikke helt komme i tanke om, hvem det var, der skulle ringe til mig på det her tidspunkt, så jeg var nysgerrig.  

Dog blev jeg ikke ligefrem begejstret, da jeg så Jamies navn lyse op. Hvis ikke I havde fornemmet det, så havde jeg ikke ligefrem et kærlighedsforhold til ham lige pt.

”Ja?” sagde jeg, da jeg havde taget mobilen op til øret. I det samme, da hans stemme lød, skød en lyst til at slå ham, op i mig. Hvordan kunne jeg pludselig være blevet så træt af ham? Det her havde jeg aldrig rigtigt oplevet før, så det undrede mig en hel del.

”Quinn! Hvordan går det? Jeg er begyndt at se en del rygter rundt omkring med, at Liam er ved at få en ny flamme, der hedder Summer og alt sådan noget, og det er meget fint og godt klaret, men du skal snart til at slå til. Du vil blive kendt over hele verden, hvis ikke du gør noget, og det gør blot, at du bliver fanget næsten med det samme, og det regner jeg ikke med, at du lige ønsker, vel?” sagde han. Jeg kunne høre, at han var midt i at spise noget.

”Når du snakker med mig, gider du så godt lade være med at spise imens? Er du godt klar over, hvor klamt det lyder?” vrissede jeg, før jeg kunne nå at tænke over, hvad jeg sagde.

”Wow, wow ro på, snuske. Er der noget, der irriterer dig meget for tiden, eller hvad?” spurgte han og lød helt forbavset. Jeg fik lyst til at skrige ind i mobilen, at alt var galt lige nu, fordi jeg rent faktisk fucking ikke engang følte for at udføre mit job, fordi Liam var en fucking flink person, der ikke fortjente at dø. Men det gjorde jeg ikke.

Jeg kontrollerede mig. ”Ikke noget, jeg har bare haft en lang dag. Og så irriterer det mig gevaldigt, når folk smasker ind i mit øre,” forklarede jeg. ”Jeg smaskede dig ikke op i øret, for vi snakker i telefon og er dermed ikke i nærheden af hinanden,” sagde han flabet, og det var røv irriterende. Han kunne for helvede da mærke på mig, at jeg var irriteret, og så skulle han fortsatte?

”Det kom ligesom ind i mit øre, da du smaskede ind i telefonen, okay? Hvad er det, du vil? Andet end det, du sagde før, eller hvad?” vrissede jeg, imens jeg gik hen mod mit hus. Fumlende fik jeg mine nøgler op af lommen.

”Nej, nej, undskyld, du. Men jeg siger bare, at du gerne må skynde dig en lille smule, for jeg ved ikke, hvor lang tid vores ”klient” vil vente, før han går til et andet sted eller kræver mange flere penge,” betroede han mig. Jeg sukkede. Lige i den her sag irriterede det mig, at jeg ikke vidste, hvem det var, der ville have ham slået ihjel. Jeg var ekstremt nysgerrig.

”Jamie? Hvem er det, der godt vil have, at han skal slås ihjel?” endte jeg så med at sige, da jeg havde været stille i et godt stykke tid.

Der var stilhed igen. ”Hvorfor spørger du om det? Du skal ikke fortælle mig, at du er ved at falde for fyren, vel, for det går altså ikke. Så må vi få en anden på sagen,” skyndte han sig at sige, nærmest panisk.

”NEJ, rolig!” udbrød jeg i det sekund, han nævnte en anden, ”jeg er bare nysgerrig, fordi jeg ærlig talt ikke kan forstå det. Med de andre, jeg har gjort det af med, har jeg godt kunnet se grunde til, at der måske var nogen, der ville have dem af vejen, men ikke med ham her, ærlig talt. Men det er lige meget. Sov godt, når du engang når så langt, ikke?” uden at vente på svar, lagde jeg på.

Af en eller anden underlig grund, som jeg ikke kunne forklare, pressede tårerne sig på, og jeg gik frustreret ind på mit værelse. Jeg tog hurtigt mit tøj af og endte med at tage en stor t-shirt på, før jeg lagde mig i sengen. Jeg kunne slet ikke magte at skulle børste tænder, så denne ene gang droppede jeg det.

Der gik ikke lang tid, før jeg faldt ind i en urolig søvn, som bestemt ikke var særlig rar.

”Hey, taber, kom herhen!” jeg kiggede mig forvirret rundt efter hvem end, det var, der lige havde råbt af mig, indtil jeg fik øje på det. Det var en af de hårde typer, som vi havde her på skolen. Forvirret rynkede jeg på panden og gik derhen.

Det undrede mig ikke, at jeg blev kaldt taber, for det gjorde jeg ofte, men det undrede mig, at de ville have, jeg skulle gå derhen. Eller ham, der snakkede til mig, ville. Og det så endda ikke engang ud som om, at han var ude på noget, hvilket blot forvirrede mig endnu mere.

Ser du, jeg blev mobbet en hel del, og jeg var mildest talt alene. Fuldstændig alene faktisk, og der var i det store hele ikke nogen, der kunne lide mig, og hvis der var det, så lærte de da hurtigt at holde sig fra mig af de andre.

”Ja?” mumlede jeg og kiggede ned i jorden, da jeg var kommet helt hen til ham. Han tøvede kort, før han tog fat i min arm for at trække mig lidt væk fra resten af gruppen. Det her begyndte at blive mere og mere underligt.

”Okay, når jeg siger det her, lover du så ikke at sige noget til nogen af dem? Jeg bliver højst sandsynligt smidt ud af gruppen, hvis de hører noget om det her,” han snakkede hurtigt. Af frygt for andet nikkede jeg med det samme. ”Ja, jeg skal nok holde det for mig selv,” lovede jeg ham hurtigt.

”Godt. Du bliver jo mobbet, men du virker ikke som en, der går ned, og du har tålmodighed. Bliver ikke så let irriteret, det har jeg observeret. Sagen er den, at jeg har holdt øje med dig i længere tid. Min ven har et slags.. arbejde, som du måske ville kunne egne dig meget godt til, og det ville måske også hjælpe dig med at komme ud med den vrede, du må have over den mobning, du har været udsat for..” begyndte han, og jeg blev mere og mere forvirret.

Hvad snakkede han om? Ham, der havde mobbet mig mest af alle, prøvede at hjælpe mig? Hvor underligt var det lige?

”Kom med det, jeg tror efterhånden, jeg kan klare alt,” svarede jeg hurtigt.

”Godt. Grunden til, jeg har været mest efter dig, har været for at teste dig. Jeg ved ikke, om du har lagt mærke til, at det ikke var noget fysisk, der skete, når det var mig? Anyway, det er et… job som lejemorder. Og før du skriger, så tag det roligt. Du tjener ufatteligt godt på det, og du kommer ud med alt det, som du vil efter det, du har været igennem. Folk har ikke været søde overfor dig, det har jeg lagt mærke til. Ikke, at jeg gjorde det nemmere, men altså,” sagde han.

Jeg spærrede øjnene op, men jeg blev ikke engang skræmt. Da han nævnte det med en form for hævn over det, jeg havde været udsat for, gav det mig blot tørst efter det. Og det med penge.. jeg havde aldrig haft mange penge, og hvem ville ikke synes, at mange penge ville være fedt?

”Fortæl mig noget mere – hvordan kommer jeg derind? OG.. hvorfor mig?”

”Det fortalte jeg jo, men jeg har også set et par gange, når du har trænet selv. Du har hurtige reflekser, reagerer hurtigt og er opmærksom på alting. Det er lige præcis det, du kan bruge og skal bruge for at blive rigtig god. Mød mig her klokken fem i eftermiddag, kan du det?” spurgte han.

Tøvende nikkede jeg. Hvorfor ikke bare tage chancen og se, hvad det var for noget? Det lød så urealistisk, at jeg blev nysgerrig efter at se, hvad det egentlig var. Også selvom det måske i sidste ende kunne være et eller andet angreb på mig uden for skolen, men så måtte jeg tage det derfra. Nu havde jeg trods alt selv valgt det.

Jeg vågnede igen midt på natten og var overbevist om, at jeg ikke kunne sove mere. Flere gange havde jeg oplevet det der med, at jeg drømte hele denne seance igennem, men det havde aldrig føltes så meget som et mareridt, som det havde gjort nu. Det var rent faktisk uhyggeligt, at jeg oplevede det.

Irriteret rejste jeg mig op fra min seng. Jeg kunne vel ligeså godt lave et eller andet, som ikke gik ud på at ligge i min seng, ikke?

 

***

 

Det var i dag – det var i aften. Det var den dag i dag, hvor det var, at Liam have spurgt mig, om jeg ville ud med ham, og det var jeg jo dum nok til at sig eja til, ikke?

Problemet var bare, at jeg – efter min drøm vel og mærke – havde tænkt meget mere over det, og hvor kommet frem til den beslutning, at jeg blev nødt til at gå gennemført mit arbejde meget snart. Ellers kunne jeg med garanti ikke gøre det, og det blev jeg nødt til.

Det var også derfor, at jeg i dag havde en pistol med indenunder min kjole, i en form for holder, der sad om mit ben. Jeg havde ikke følt mig veltilpas, da jeg gjorde det, og jeg havde id en grad også rystet meget på hænderne imens, men der var ikke så meget andet at gøre ved. Nu havde jeg den med, og jeg sad blot og ventede på, at Liam ville hente mig.

I samme sekund, som jeg tænkte det, trillede hans bil op foran den bænk, som jeg havde placeret mig på, imens jeg ventede. Automatisk gled et smil over mine læber, da Liam stak hovedet ud og ventede.

”Kom ind med dig,” endte han med at sige og gjorde mig dermed opmærksom på, at jeg bare sad og stirrede på mig. Jeg var fuldstændig ude af mig selv i dag – det var jeg godt selv klar over.

Hurtigt gjorde jeg, som han bad mig om og satte mig ind i bilen ved siden af ham.

”Hej med dig,” sagde jeg og lød helt genert, før jeg lænede mig frem mod ham for at modtage det kys, han gav mig. Med det samme blev sommerfuglene, som i øvrigt ikke burde være der, vækket til live, og jeg kunne mærke, at jeg rødmede. Hvornår gjorde jeg efterhånden ikke det?

”Hey,” svarede han roligt, men med et mystisk blik.

”Liam, hvad er det egentlig, vi skal i dag?” spurgte jeg, da jeg kom til at tænke på, at jeg egentlig ikke havde den fjerneste anelse om det overhovedet. Han smilede stort. ”Det må du blot vente og se, ikke?” sagde han og puffede til mit ben.

I skræk for, at han fik mærket pistolen, skyndte jeg mig at fjerne mit ben, og han kiggede forvirret på mig. ”Er der noget galt?” spurgte han med et undersøgende blik. Hurtigt rystede jeg på hovedet. ”Nej, nej, jeg har bare et blåt mærke. Jeg stod op en af nætterne, fordi jeg ikke kunne sove, og så kom jeg til at gå lige ind i min bordkant, da jeg skulle have noget vand,” løj jeg.

Han smilede. ”Tossehoved – du er heller ikke så god til at være opmærksom, vel?” drillede han. Jeg smilede, en fordi jeg vidste, hvor forkert på den han var, blev det ikke til et helt rigtigt og ægte smil. Han skulle jo bare vide, hvor opmærksom jeg egentlig var på de fleste ting.  

 

”Summer? Jeg har et spørgsmål, som jeg har tænkt en del på her det sidste stykke tid,” mumlede Liam pludselig. Jeg kiggede opmærksomt på ham med et spørgende udtryk.  Vi havde været her i en halv times tid.

Før det havde mit blik været fuldstændig rettet mod alle tingene bag ham. Liam havde taget mig med ud og spise, men ikke nok med det, så havde han også sørget for, at vi kunne være helt alene. Der var simpelthen ikke andre end os og tjenerne – guderne måtte vide, hvor meget det havde kostet, altså.

”Jeg tænkte.. det fungerer jo rimelig godt med os to.. og… hvis du har lyst, så kunne vi måske.. gøre det til noget fast? Det ville jeg i hvert fald ikke have noget i mod,” betroede han mig, og jeg var helt lammet over det.

Hele den her aften havde jeg tænkt på, at jeg blev nødt til at gøre noget forfærdeligt senere, og nu smed han det her i hovedet på mig. Det fungerede bare ikke godt.

Forsigtigt lagde jeg min hånd på mit lår ovenpå pistolen. Dog nåede jeg ikke mere, før jeg fik øje på en skikkelse ud af øjenkrogen. Skikkelsen på en person, som jeg bestemt ikke havde håbet på at se lige nu, for det ville helt klart spolere alt.

”Hayley,” mumlede jeg for mig selv. Liam kiggede forvirret på mig. ”Hayley?” spurgte han så. Jeg bed mig i læben. ”Elena hedder rigtigt Hayley,” jeg valgte at røbe det uden at tænke over det. Det kunne vel ligeså godt komme ud nu.

”Hvad? Okay, nu bliver det underligt, og jeg ved ikke, om du har fået for meget vin, eller hvad..” mumlede han, ”Vent, når nu vi er ved hende, og det er så underligt.. ved du så, hvem Quinn er? Hende, som jeg skal holde mig fra?” spurgte han.

Jeg stivnede. Hvorfor spurgte han nu pludselig om det?

Jeg valgte at tage min hårde maske på og rejste mig op fra stolen. ”Mig,” sagde jeg så, og et bange og forvirret udtryk gled over hans ansigt. Det gav mig dårlig samvittighed, men jeg kunne ikkebakke ud nu og sige, at det var en eller anden syg form for joke. Hvem ville dog stole på mig?

Det var rent held, at jeg fik kigget til højre, så jeg bemærkede, at Hayley havde rettet en pistol mod mig. Det var også kun derfor, jeg nåede at bukke mig, før en kugle blev affyret.

Med det samme satte jeg i løb og måtte gentagne gange minde mig selv om, at hun kun gjorde det her, fordi det var hendes opgave at beskytte ham. Hun ville ikke kunne få sig selv til det ellers.

Liam råbte mit nav. Eller skulle jeg sige navne? Først skreg han Summer, så skreg han Quinn – jeg havde tydeligvis formået at få forvirret ham fuldstændig, men jeg havde ikke tid til at tænke mere over det.

 

***

 

Jeg var en lille smule forpustet, da jeg sneg mig ind i huset. Selvom jeg var i yderst god form på grund af mit arbejde, kunne jeg ikke lade være med at blive en smule påvirket af, at jeg både skulle undgå en person, samtidig med jeg skulle finde en person.

Det var mit job at gøre det her, så jeg forstod ikke, hvorfor jeg havde det sådan her. Som sagt var jeg forpustet, ja, men der var noget indeni mig, der bare skreg nej. At jeg ikke skulle gøre det her, men at jeg bare skulle vende om og gå min vej.

Hvordan skulle jeg kunne gøre det? Så ville jeg uden tvivl få problemer med min chef.

Jeg listede mig frem igennem huset og sneg mig nærmest langs væggen, så Hayley ikke ville kunne få øje på mig. Det var blevet en langt farligere og sværere mission at fuldføre, end jeg havde regnet med, så jeg skulle virkelig passe på.

Forsigtigt drejede jeg om hjørnet, imens jeg havde hånden på min pistol, der sad i det bælte, jeg havde på. Jeg havde flyttet den derhen i stedet for ved benet, så det ville være lettere for mig at bruge den. Det var skjult af min jakke, så almindelig folk ikke ville kunne se den, for så ville jeg nok være rimelig meget på spanden.

Det var som om, at jeg blev nødt til at hive efter vejret, da jeg fik drejet helt rundt og fik øje på Liam. Han kiggede lige på mig, og jeg kunne ikke se andet end frygt i hans øjne. Hvorfor gav det mig dårlig samvittighed?

Jeg hev langsomt min pistol frem, og hvorfor det foregik så langsomt, anede jeg ikke. Det var bare det, at jeg aldrig havde prøvet at reagere sådan her før. Normalt var det let for mig at få det overstået, men det var anderledes. Mine hænder rystede, og det fik også pistolen til at ryste.

Af en eller anden grund kunne jeg ikke lade være med at kigge bag Liam i stedet for at kigge direkte på ham, som jeg burde. Når man kiggede sit ’offer’ i øjnene, virkede man bare langt mere selvsikker, og det lignede, at man havde mere kontrol over situationen.

Men jeg kunne ikke – det var som om, at der var noget, der tvang mig til at lade være.

Der stod to flasker vin bag ham, og jeg fik pludselig en eller anden trang til at bunde dem begge to for bare at komme væk herfra. Det fik et underligt, garanteret skræmmende, grin til at slippe ud af mine læber, før jeg kiggede på Liam.

Fokuser, Quinn.

Jeg rettede pistolen mod ham, og jeg kunne let se, hvor nervøs og bange han var. Det var lige før, det var muligt for mig at se, hvordan hans hjerte pumpede mod hans bryst, og jeg måtte bide mig hårdt for at blive ved med at fokusere og sigte ordenligt.

Langsomt begyndte jeg at slappe lidt af i min krop, og til sidst rystede mine hænder ikke mere. Der var ro på mig udvendigt, og jeg kunne kontrollere min krop og mine handlinger.

Min ene finger gled langsomt ned til aftrækkeren, og før jeg kunne nå at blinke, havde jeg affyret. Jeg lukkede mine øjne i med et sæt, samtidig med at jeg sprang til siden, da der blev affyret et skud mod mig.

Jeg kiggede mig over skulderen, imens jeg løb væk. Der fik jeg øje på den røde væske, der var løbet ud over det hele.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...