Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23249Visninger
AA

3. Kapitel 2.

Quinns synsvinkel:

Jeg var begyndt at undre mig over, hvor Hayley befandt sig henne, for hun havde været væk i et rimelig godt stykke tid nu. Skulle hun ikke bare lige ringe til sin mor og høre, om hun skulle spise med?

Lige da jeg skulle til at rejse mig for at gå ud og se, hvad hun lavede, fik jeg øje på hende, som hun kom gående ind af døren til kantinen. Der var et afslappet smil placeret på hendes læber, da hun gik hen mod mig, og jeg satte mig igen ordenligt tilbage i sædet.

”Det tog sin tid, huh?” sagde jeg med et lille smil og et hævet øjenbryn. Jeg var ikke altid den der kække type, men tvært i mod den mere stille person, der ikke snakkede så meget, men måske kom med flere fornuftige indslag, når jeg så åbnede munden.

”Ja, undskyld, forbindelsen blev ved med at ryge hos hende. Jeg aner ikke, hvad hun laver,” undskyldte hun, før hun skævede op mod maden. ”Skal vi gå hen og få fat i noget mad?” spurgte hun så og lavede et nik hen mod maden. Jeg nikkede lidt.

Imens vi gik derop, blev jeg ved med at mærke folks blik på os, og jeg anede ikke hvorfor. Altså, det var ikke fordi, det irriterede mig på nogen måde, men det var bare lidt underligt, at det altid var Hayley og jeg, der skulle kigges på.

Måske var det fordi, alle andre her hørte til en eller anden ’gruppe’ her på skolen, hvorimod Hayley og jeg bare var os to sammen, altid. Vi tilhørte ikke nogen gruppe, og jeg så heller ikke nogen grund til, at vi skulle begynde på det. Vi havde det hyggeligt og sjovt på vores egen måde, og der var ikke noget, jeg elskede højere, end når jeg var sammen med hende.

Okay, så skulle det da lige være mit arbejde.

Ja, jeg kunne godt elske mit arbejde, på trods af at jeg egentlig var lejemorder. Det var som om, at det gav mig en spænding og udfordring her i livet, og jeg elskede følelsen af adrenalinen, der pumpede rundt i kroppen, når jeg var på arbejde. Det var noget af det bedste, der fandtes for mig.

Pludselig blev der knipset foran mig, og jeg kiggede forskrækket op på Hayley, der knipsede.

”Mhmm?” spurgte jeg og kiggede opmærksomt på hende, nu da mine tanker ikke længere var på mit job. Jeg kunne seriøst sidde og dagdrømme om alle mulige ting til for evigt, hvis ikke der var nogen, der stoppede mig – i dette tilfælde blev det så Hayley.

”Du stener for vildt. Hvad tænker du på?” spurgte hun nysgerrigt og lagde hovedet let på skrå, imens hun holdt bakken frem, så der kunne blive fyldt lidt mad på den. Jeg bed mig i læben. Ganske rigtigt fortalte jeg Hayley alt, men jeg kunne ikke fortælle hende om mit arbejde. Jeg havde tit haft lyst til at gøre det, men det ville være fuldstændig forkert og uprofessionelt at gøre det, bare fordi hun var min bedste veninde. Det kunne man ikke bare.

”Lucas har fødselsdag i næste weekend, og jeg overvejer bare, hvordan jeg kan gøre noget sjovt for ham og de venner, han holder fødselsdag for,” løj jeg og mærkede langsomt den dårlige smag brede sig i munden på mig. Jeg hadede at lyde, og jeg hadede det endnu mere overfor Hayley.

”Åh. Er det hele klassen, han inviterer over?” spurgte hun så, og jeg nikkede bestemt, imens jeg selv fik taget noget mad op på min tallerken, der stod på den bakke, jeg havde taget før.

Fik jeg nævnt, at jeg hadede skolemad? Det smagte aldrig så godt, som det meget gerne skulle, og jeg havde altid en fornemmelse af, at det var to dage for gammel. Det var det nok ikke, men det følte jeg.

Vi begav os tilbage mod vores bord uden at sige noget til hinanden, men det var okay. Der var tit stilhed i mellem os på den mest behagelige måde, som der garanteret ikke var andre, fra denne skole, der kunne drømme om. For de fleste var det altid bedst med så meget larm som muligt. Pisse irriterende, egentlig.

Jeg satte mig ned og kiggede på den ulækre masselignende ting, der skulle forestille at være det sunde her; salaten. Den lignede mere noget grønt stads, som ingen på nogen måde ville proppe i munden.

Forsigtigt studerede jeg Hayley og misundte endnu engang de japanske træk, som hun havde. Hun lignede virkelig en eller anden gud, med den flotte, glødende hud, som fik hende til at se så utroligt sund ud. Hun var også i god form for den sags skyld – hun gjorde alle ting let og elegant, næsten lige meget hvad det var. Okay, hun kunne godt være lidt klodset engang i mellem, men hun var normalt meget adræt og sådan.

Mit blik studerede hendes ansigt, og jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til, hvor fjern og koncentreret hun så ud. Helt fraværende fra virkeligheden.

”Hayley,” sagde jeg normalt for at fange hendes opmærksomhed, men det lykkedes ikke rigtigt. Hun kiggede i hvert fald ikke op. ”Hayley,” gentog jeg, denne gang en smule højere. Da det heller ikke fik hende til at reagere, lænede jeg mig frem over bordet og skubbede til hende.

”Godmorgen, snuske,” grinede jeg, da hun gav et underligt spjæt fra sig. Hun grinede af mig og åndede ud. ”Du gav mig næsten et hjertestop, din åndssvage blondine,” grinede hun og lagde hånden på hjertet for at understege, at hun var blevet forskrækket.

”Så må du lære ikke at falde så langt hen. Jeg sagde dit navn to gange, at du ved det,” smilede jeg alvorligt og tog en tår af mit vand. Hun himlede med øjnene af mig, før hun skævede ned til maden.

”Skal du ikke have noget af den?” spurgte hun så med rynket pande, og jeg kiggede overrasket op på hende. Hun vidste da godt, at jeg ikke særlig tit spiste det. For det meste tog jeg det bare, og så spiste jeg mad, når jeg kom hjem.

”Det ved du da godt. Jeg tager noget, når jeg kommer hjem, for det her er altså simpelthen for ulækkert at kigge på. Bare tanken om at proppe det ind i munden giver mig lyst til at kaste op, og jeg vil helst gerne undgå det. Du tager bare, hvis det er,” jeg skubbede bakken hen til hende, men hun skubbede den let tilbage.

”Lover du mig, at du spiser, når du kommer hjem? Altså, det er jo ikke fordi, du er sygeligt tynd, men du er tynd og slank, og du skal ikke tabe dig, hvis det er det-” ”Hayley stop, det er slet ikke sådan, det er! Jeg spiser en masse, og jeg træner en masse – det opvejer hinanden, så det er ikke fordi, jeg prøver at tabe mig,” forsikrede jeg hende om.

Nej, det var langt fra, fordi jeg prøvede at tabe mig – jeg var bare i form til mit arbejde, og det var kun godt. Ellers ville jeg ikke overleve 10 minutter på egen hånd uden at blive dræbt af andre først, og det følte jeg ikke for.

Hun nikkede langsomt til det. ”Du ved, jeg vil bare ikke have, at der sker dig noget eller noget i den stil,” mumlede hun så langsomt og nærmest undskyldende, og det fik mig til at lave en underlig ’pff’ lyd, for at få det til at lyde henkastet.

”Jeg vil heller ikke have, at der sker dig noget. Så lover jeg dig, at der ikke sker mig noget,” jeg fik egentlig dårlig smag i munden over, at jeg lovede det, for jeg kunne sku ikke love hende noget. Det var aldrig sikkert, at jeg egentlig kom hjem igen, når jeg var på arbejde, for man ville lyve, hvis man sagde, at det ikke var farligt. Det var ufatteligt farligt, og selvom det for det meste var mig, folk var bange for, så var der stadig risiko for, at der var nogen, der fik fat i mig på et tidspunkt, hvor jeg var helt uforberedt. Så ville jeg nok ikke have meget håb tilbage.

Hun bed sig lidt i læben, før hun nikkede. ”Det lover jeg.”

Det her var så den ugentlige eller månedlige gang, hvor vi fik et totalt intenst øjeblik, og så gik det ligesom lidt op for hver af os, hvor meget vi egentlig holdt af den anden.

Da jeg startede her, havde jeg lovet mig selv, at jeg ikke skulle knytte mig for meget til nogen, da det ikke var det smarteste, når man levede livet som mig. Men så var jeg bogstavelig talt gået ind i Hayley den første dag, og siden jeg så hjalp hende med at samle hendes ting sammen, og vi fulgtes til time, blev vi gode veninder. Det var som om, at det bare skete uden videre, og pludselig var vi bundet fuldstændig sammen. Men det var faktisk meget rart at have en, der var tæt på mig. En, som jeg kunne fortælle næsten alting til.

Det var da bedre end ingenting, kunne man sige.

Imens vi sad og spiste i stilhed, gav min mobil et specielt bip fra sig – et bip, som jeg kun fik, når jeg fik de beskeder. Det var med vilje, at jeg havde ændret på tonen, så jeg kunne vide, hvilke beskeder, der var vigtige, og hvilke der kunne vente.

Automatisk blev jeg en anelse mere nervøs og samtidig spændt, da jeg tog min mobil frem. Hayley virkede rimelig fjern igen, og denne gang var det til min fordel, så hun ikke ville blive interesseret i, hvem jeg skrev med. Det gjorde hun en gang i mellem.

Fra: Jamie
Mød mig på kontoret, når du har fri, Quinn – og du må gerne skynde dig en anelse, hvis det er muligt.

Jeg kiggede ned på beskeden og blev ærlig talt lidt skuffet over, at han slet ikke havde skrevet noget omkring, hvad det her gik ud på.

Fra: Quinn
Okay, jeg pjækker fra sidste time.

Hurtigt svarede jeg tilbage, før jeg forberedte mig til at skulle pjække fra sidste time. Jeg skulle i hvert fald komme med en eller anden god grund til Hayley.

”Ey, girl?” sagde jeg, da jeg havde tænkt mig lidt om. Hun reagerede ikke, og det fik mig til at sukke lidt. Det var da helt vildt, som hun var god til at falde hen i sine tanker i dag. ”Godmorgen endnu engang,” jeg puffede til hende, og hun kiggede op.

”Undskyld, jeg er vidst lidt træt,” forklarede hun med et lille smil, og jeg nikkede forstående. ”Det er helt okay. Men jeg tror altså, at jeg smutter hjem – gider du ikke sige, at jeg har det rigtig dårligt?” spurgte jeg bedende om.

”Du mener bare ikke, at du forlader mig her den sidste time, gør du?” sukkede hun og kiggede på mig med et sørgeligt blik. Hun var så god til at lave hundeøjne, at jeg blev nødt til at kigge væk for ikke at overgive mig. Det kunne jeg ligesom ikke rigtigt nu.

”Jeg har det dårligt. Hayley, du forlod mig en hel dag i skole i går, så jeg tror da nok lige, at du overlever en time. Vil du ikke nok?” nu var det min tur til at pudse mine hundeøjne på hende, selvom de nok ikke blev lige så velgjort, som hendes.

Hun kiggede mig lidt i øjnene, før hun løftede hænderne overgivende. ”Så smut da, din pjækkerøv. Du skylder mig noget for det her, for du ved godt, at jeg kunne få dig busted på det her, ikke?” hendes blik var alvorligt.

”Ja, men det gør du ikke. Tak skal du have, min skat,” jeg gav hende et kys på kinden, før jeg lavede tommel op og svang min taske, der i øvrigt var ekstremt tung i dag, op på min skulder. Så smilede jeg en ekstra gang, før jeg begav mig ud fra kantinen og derefter videre ud af skolen og dens areal.

 

***

 

Jeg ringede på, da jeg var kommet til bygningen. Hele mit ’bureau’, eller hvad man nu skulle kalde det, ejede hele den her bygning, og jeg skulle lige hilse og sige, at det var et meget stort sted. Normalt plejede jeg at have et kort med, som jeg blot scannede, men jeg havde ikke haft nogen mulighed for at være hjemme og hente det, fordi jeg kom direkte fra skole.

”Det er Quinn,” svarede jeg, da der blev spurgt om mit navn. Der var ikke andre, der hed Quinn, der arbejdede her, så det var ikke særlig svært for mig at komme ind – derudover vidste jeg, at der var kamera her ved døren, så man kunne se, hvem det var, der kom ind. Ergo kunne de se, at det var mig.

Der blev åbnet for mig, og jeg var hurtig til at gå ned i kælderen. Det var for det meste nede i den kælder, at man kunne finde Jamie, så jeg gik selvfølgelig derned først. Og hvor følte jeg mig egentlig malplaceret, når jeg gik blandt så mange velpåklædte mennesker, og så kom jeg her og var totalt teenager med min skoletaske, teenagetøj og alt muligt.

”Ey!” et pift lød, ”herhenne,” fortsatte Jamies stemme så, og jeg snurrede forvirret rundt for at få øje på ham. Til sidst lykkedes det også mine øjne at fange ham, imens han stod og fægtede dumt med armene.

Hurtigt satte jeg af sted hen mod ham, og jeg gjorde ikke andet end at følge efter ham ind på hans kontoragtige rum. Der var ikke så meget derinde; to stole, et skrivebord, en computer, og på væggen hang der et billede af en næsten nøgen dame.

Don’t blame him, han var kun 22, og han havde ingen kæreste. Jeg havde ondt af ham, for jeg var næsten overbevist om, at jeg fik mere sex, end han gjorde, hvilket var en anelse tragisk.

Så ja, derfor havde han et billede af en nøgen dame, og jeg ville egentlig ikke vide, hvad han måske havde lavet hernede, når han arbejdede over eller noget i den stil. Det krævede en del at holde styr på hvem, der skulle dræbes. Det lød voldeligt, men what to say – det var jo voldeligt. Vi dræbte mennesker, som vi blev bestilt til, og jeg var sikker på, at der ikke var nogen af os, der overhovedet anede, om de var skyldige. Formegentlig ikke – det var nok nogle stoddere, der havde betalt røven ud af bukserne for at få dræbt en person.

Så… det gav god løn, fordi der blev tjent så mange penge.

Nå, så tænker I måske på, hvorfor Jamie var så ung? Han havde overtaget det hele fra sin far, og han var altså en ekstremt god chef, selvom langt størstedelen af menneskerne, der var her, var ældre end ham. Han var så skide organiseret og velforberedt altid. Han gennemtænkte ting ufatteligt meget og gav ikke noget videre til nogen af hans ansatte, før han var helt sikker på en aftale, eller hvad man nu skulle kalde det.

”Sid ned, Quinn,” sagde han henkastet, hvorefter han skubbede den sædvanlige tallerken med cookies hen til mig. Sådan en havde han altid stående, og det var da en bonus ved at komme her og snakke med ham.

”Jeg sidder,” svarede jeg med et sødt smil og cookie i hele munden, da jeg havde fået sat mig ned. Han grinede lidt over det, jeg sagde, før han satte sig foran mig. Så begyndte han at rode lidt i en af sine skuffer og fandt efter lang tid de papirer blandt mange, som han havde.

Uden et ord kastede han dem på bordet foran mig og gjorde tegn til, at jeg skulle læse dem, så det gjorde jeg så. Jeg tog fat i dem og lod mit blik skimme over teksten.

Måbende kiggede jeg op på Jamie, da jeg så, hvem det her omhandlede.

”Hvad fanden.. hvem er det, der vil have ham her dræbt?” spurgte jeg chokeret og skævede til billedet af Liam James Payne, der var på dokumentet. Selvfølgelig vidste jeg, hvem han var, og han var sku da røv lækker. Ikke, fordi det gjorde, at jeg så ikke ville kunne gøre det, jeg ville bare lige pointere det.

”Det synes jeg slet ikke, at du skal tænke så meget på, snuske,” han rakte frem og nev mig i min kind, ”du skal bare have det gjort indenfor to måneder, og så er det i orden. Og jeg har allerede sørget for, hvordan du kan komme i kontakt med ham,” sagde han med et lusket smil og slap taget om min nu ømme kind.

Efter jeg havde lavet et par underlige spasserbevægelser med min kind for at få følelsen tilbage i den igen, svarede jeg ham: ”Nå, nå. Gider du så fortælle mig om det?” spurgte jeg og kiggede afventende på ham.

Fik jeg nævnt, at vi altid havde haft et meget drillende forhold til et eller andet punkt? Nej? Okay, det havde vi.

”Du ved godt, at der snart er et kæmpe arrangement, hvor der kommer en helt del kendte mennesker. Sangere, eller hvad fanden de nu ellers er. Det har jeg sørget for, at du kan få lov til at deltage i, og så skal du fandeme også få fat i ham,” sagde han alvorligt, og jeg kunne ikke lade være med at rynke på panden.

”Forventer du, at jeg skal kunne gøre det, når der er så mange sikkerhedsvagter, og jeg ved ikke hvad, til sådan en fest? Det tror jeg sku bliver en anelse svært, hvis jeg skal være helt ærlig,” jeg lænede mig tilbage i sædet med armene over kors og et hævet øjenbryn.

”For helvede da også, pigebarn,” han slog sig på panden, ”du er så dum nogen gange. Du skal sørge for at komme i kontakt med ham og få lavet en aftale, så I kommer til at se hinanden igen – heldigvis for dig, er han lige blevet single, så det gør det nok nemmere,” han smilede kæmpe stort.

”Og du skal have en kjole på,” tilføjede han så, og det fik mig til at måbe. Det mente han fandeme bare ikke, gjorde han?

”Har jeg nogensinde sagt, at jeg virkelig hader dig?” vrissede jeg opgivende, og han grinede bare af mig. Så gjorde han tegn til, at jeg skulle smutte ud af hans kontor, så han igen kunne være alene. Han kunne da også bare sige, at han ikke kunne lide mig, pff.

Jeg havde kun tre ord at sige: fuck mit liv – kjole?!

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...