Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23426Visninger
AA

20. Kapitel 19.

Hayleys synsvinkel:

Med store, forbavsede øjne stirrede jeg ned på min nykøbte is. Den is, der nu lå og gjorde sig til på asfalten. Flødebollen, vaniljeisen og jordbærisen, vaflen, der knustes.. Hvad gik det lige ud på? Hvorfor tabte jeg pludselig isen? Først her opfangede jeg, det ikke var min skyld. Jeg mistede ikke grebet om vaflen. Den blev ramt med en andens hånd.

Langsomt løftede jeg blikket fra min uspiselige is, hvor det til sidst landede på en mørkhåret dame. Med solbrillerne på lignede hun ikke en, der var ældre end de 30 i sit sorte lædertøj og de høje støvletter. Derfor overraskede det mig også gevaldigt, hvordan rynkerne samlede sig om hendes øjne, idet hun tog brillerne op og satte dem i håret.

"Undskyld," sagde hun med et smil, der tegnede på, hun ikke mente det spor. Jeg ønskede ikke at skælde hende ud, selvom skuffelsen over ikke at smage den lækre is svømmede inde i mig. I stedet for at sige noget trak jeg bare på skuldrene, svang det løse hår tilbage og besluttede mig for at gå hjem.

Alting gik ikke altid som planlagt.

Hendes hånd lagde sig på skulderen af mig, og jeg kiggede undrende tilbage på hende. "Hvad hedder du, min pige?" spurgte hun smilende, og jeg rynkede brynene. Hvorfor betød det noget for hende at vide, hvad jeg hed? Spørgsmålene rullede ind, så det endte med, jeg blot stod og gloede tomt ud i luften, til hun ruskede mig let.

"Eh.. Hayley," fremstammede jeg til sidst. Hun nikkede stift, gav slip om min skulder for herefter at dreje om på hælene. Jeg fulgte hende med blikket, til hun forsvandt fra mit syn. I længere tid forholdt jeg øjnene rettet mod stedet, hun drejede om et hjørne, til jeg bestemte mig for at fortsætte hjemad. Ikke, at der ventede mig noget specielt. Den veninde, jeg troede, jeg havde, vendte mig ryggen tidligere. Altid var jeg blevet set som den underlige af slagsen, og jeg anede ærlig talt ikke hvorfor. Hun var min eneste veninde, som jeg nu ikke længere kunne støtte mig op ad. Selv Anna syntes ikke at mene, jeg var noget værd. Heldigvis gik der ikke mere end et år, før jeg startede på en frisk med en masse nye mennesker på High School.

Billederne skiftede, øjnene glippede, men forblev lukkede. Inden længe havnede jeg på skolen og måtte opleve de ord, der ramte mig hårdt som 14-årig. Først da jeg startede på High School stoppede de. Måske blev jeg ikke mere populær, men folk respekterede mig, samtidig med jeg fik en ny, fantastisk veninde. Quinn. Men lige nu genoplevede jeg 9. klasse. Alle minderne rullede rundt og gav kun halvt mening. Ikke engang alt fik jeg fat i. Meget af det forsvandt ud i det blå.

Før jeg vidste af det, slog jeg ham. Jeg holdt ikke til flere af de skrækkelige ord, han smed i hovedet på mig. Hårdt og brutalt ramte jeg ham i maven med et spark, og han faldt ned på jorden. Forskrækket samlede alle de andre børn sig om ham for derefter at sende mig nedgørende og forfærdede blikke. Selv stod jeg blot uden helt at vide, hvad jeg skulle stille op. Aldrig havde jeg slået nogen før. Det blev bare for meget nu.

Uden at sige noget vendte jeg mig om og gik hen mod udgangen af skolegården. Hvorfor gjorde det noget at se en smule anderledes ud end alle de andre? Det var endda blot mine øjne og nogle få karaktertræk? Jeg forstod mig ikke på andet, end det kunne gå under racisme. - Ret godt, endda.

"Hayley," lød det bag mig. Straks drejede jeg om og så kvinden fra nogle dage før. Hun smilede til mig, som da hun kylede min is på jorden. Højst sandsynligt havde hun ikke gjort det med vilje, men jeg trængte alligevel til den is den dag. Den havde måske reddet mit humør. Måske var det den, der havde bragt det op i så højt et niveau, så jeg ikke netop slog Brian.

"Hvad vil du?" vrissede jeg irriteret, inden jeg ændrede mit spørgsmål. "Hvem er du?!" Frustreret over min handling for få sekunder siden, sendte jeg hende et rasende blik. Roligt vinkede hun mig hen til sig, og jeg fulgte hendes invitation efter at have stirret ondt på hende et stykke tid.

Spørgende kiggede jeg på hende, men hun rakte mig sin hånd i stedet for at svare på mit blik. Til gengæld besvarede hun mit tidligere stillede spørgsmål. "Katia Johnson er navnet. Jeg så dig.. angribe drengen, og jeg-"

"Han angreb mig først!" Det røg ud af mig, mens panikken spredte sig rundt i hele kroppen. Var hun her for at straffe mig for det? Arbejdede hun på skolen?

"Naturligvis," klukkede hun blot, hvilket fik mig til at rynke brynene. "Hør her, Hayley.." Pludselig forandrede hendes stemme sig til en hvisken, og jeg spidsede automatisk ører. "Det var ikke en tilfældighed, jeg skubbede din is på jorden. Det var nu heller ikke for at irritere dig. Jeg er fra FBI, men jeg går inden længe på pension. Mine ben kan ikke klare det mere.. Jeg er her for at finde en, der kan overtage mit arbejde. Det er vores pligt at finde nye agenter, der skal optrænes, inden vi forlader bureauet."

Uforstående stirrede jeg fortabt på hende. Alt det, hun fyrede af, fattede jeg ikke en meter af. Stod hun og hentydede til.. Rettere sagt, sagde hun direkte, hun var fra FBI? At hun var agent? Helt seriøst, hvor dum troede hun lige, jeg var?

"Jeg er måske bare en 14-årig pige, men jeg ved altså godt, du ikke er fra FBI," vrissede jeg irriteret, hvorefter jeg lagde armene over kors.

Katia sukkede kort. "Hør.. Jeg tror, du har potentiale. Det følte jeg allerede, da jeg så dig ved boden den anden dag. Hvis du bare vil give mig en chance, kunne du måske blive den næste agent.. - Og lad venligst være med at tale så højt. Det her er dybt fortrolige informationer. Selvom jeg snart forsvinder ud af FBI, vil det volde problemer, hvis folk finder ud af, jeg har arbejdet der."

Tvivlende tøvede jeg, mens jeg overvejede mulighederne. At være agent lød ikke så tosset endda.. Men.. Hvad hvis hun løj?

Igen sprang tiden inde i mit hoved. Billederne ændrede sig, stedet blev nyskabt, og jeg stod for første gang nede i træningskælderen. Det var første gang, jeg mødte Warren. Katia talte sandt. Selvom jeg afviste hendes tilbud den første gang, kom hun tilbage. Jeg gav mig og fulgte med hende. Nysgerrigheden overtalte mig.

"Hayley Foyles, siger du.." brummede Warren højlydt, mens han vekslede blikke med Katia. Hun nikkede blot, og jeg så mig forvirret omkring. Det begyndte at gå op for mig, Katia hele tiden havde talt sandt. Fra start af fortalte hun mig ikke andet end sandheden. Hun behøvede en til at tage over for hende, hvis hun skulle forlade stedet.

"Hvad kan du, Hayley?" Da mit navn blev sagt, skyndte jeg mig at kiggede hen på Warren, der roligt hævede det ene øjenbryn og afventede utålmodigt mit svar. Katia advarede ham med et blik, inden hun venligt så ned på mig.

"Ehm.. Kan? Det ved jeg ikke," hakkede jeg lettere ude af mig selv. Han holdt hånden oppe for derefter at dreje om på hælene. Katia løb hurtigt hen foran ham og stoppede ham ved at sprede sine arme ud.

"Warren.. Du er en ny chef. Du skulle også først oplæres. Giv hende dog en chance. Jeg ved, hun har det i sig. Hun vil være perfekt til jobbet, samtidig med hun vil redde hundrede af folk! Jeg kan fornemme det! Det bliver endda også hende, der vil blive pigen, der beskytter de vigtige personer!"

Jeg satte mig op idet samme, øjnene åbnede sig. Mørket lå som en tyk dynge hen over hele stuen, men jeg så stadig det hele klart. Alle billederne, jeg netop havde været vidne til for anden gang. Dengang, Katia fandt mig og fik mig ind i FBI.

Uden helt at vide, hvad jeg skulle gøre, smed jeg tæppet væk, jeg sov under. Lydløst trissede jeg ud i køkkenet for at tage en tår vand, som jeg efterhånden gjorde hver evig eneste nat. Af en eller anden grund vågnede jeg altid. Det irriterede mig, men hvad kunne jeg gøre ved det? Ikke meget, nej.

Langsomt åbnede jeg et af de mange skabe ude i køkkenet. Jeg passede på ikke at larme for meget, da jeg ikke ønskede at vække Liam. Roligt tog jeg et glas ned fra skabet og fyldte det op med vandet, der strømmede ud af hanen, idet jeg tændte for den. Da jeg igen trykkede ned, stoppede det straks.

Tankerne kørte rundt for mig, mens jeg tog en slurk af det kolde vand. Fire år. Tænk engang.. Jeg havde slet ikke tænkt over, hvor lang tid jeg havde været inde i denne branche. Fire og et halvt år. Det var slet ikke så lidt endda. På trods af de mange andre, der arbejdede her allerede, inden jeg blev en del af det hele, havde jeg fået tjansen af at beskytte Liam. Ikke bare Liam. Liam Payne. Den Liam, der var i livsfare grundet min bedste veninde, som kun ventede på snart at få muligheden for at tage livet af ham.

Katia fik ret i, jeg havde det potentiale, der skulle til. Det lå gemt under overfladen, men sprang frem efter de første to gange, jeg deltog i træningen og oplæringen. Med tiden udviklede jeg mig hastigt, og jeg blev sendt ud som alle andre. Warren virkede ganske glad for at have mig på holdet modsat dagen, jeg først ankom dertil.

Igen lod jeg mine læber berøre glasset, mens vandet løb ned i halsen på mig. Pludselig skød en ny tanke ned i mig. Mon jeg stadig ville være venner med Quinn, hvis jeg takkede nej til Katia? Hvis jeg ikke havde fået det job, jeg så inderligt elskede? Hvis jeg ikke beskyttede alle dem, der havde brug for mig?

Jeg følte mig noget så egoistisk og selvisk, da jeg for en kort stund ønskede, jeg havde takket nej og ladet være med at redde så mange folks skind. Lige i øjeblikket savnede jeg bare Quinn alt for meget. Til modeshowet føltes det næsten som at være bedste veninder igen. Jeg glemte på et tidspunkt næsten, jeg burde holde øje med alle hendes bevægelser.

Hurtigt drak jeg den sidste sjat vand, der var tilbage i glasset, hvorefter jeg stillede det fra mig. I et øjeblik lod jeg vandet være i kinderne, inden jeg sank. Lyset tændtes, og jeg vendte mig lynhurtigt om. Venligt smilede Liam til mig iklædt sit tøj fra tidligere. Var han ikke gået i seng endnu?

 

Liams synsvinkel:

"Pletskud!" Louis kylede sin vandflaske efter Harry, der vandrede lidt foran side om side med Zayn. Mopset tog han sig til nakken, idet han drejede rundt for at sende Louis et surt blik. Modsat ham grinede Louis højlydt og måtte lægge en hånd på min skulder for ikke at falde om af grin.

"Det kommer du til at fortryde, Boo Bear," forsikrede Harry ham hårdt om, inden han også brød ud i latter. De holdt aldrig maskerne specielt længe af gangen. I flere år havde de nu været bedste venner, og jeg tvivlede på, at de nogensinde lod sig splitte ad. Måske ændrede Larry Stylinson en del i offentligheden, men de tossede lige så meget rundt, som de altid havde gjort.

"Jeg må hellere lige minde jer om, at vi ikke begynder på en eller anden form for krig midt på gaden. Forstået, drenge?" Hentydende til Louis og Harry, der lignede to, som om få sekunder røg i totterne på hinanden med fjant og fjas, kiggede jeg rundt på dem alle fire. Undskyldende holdt de alle hænderne oppe, som var jeg politimand, hvilket straks bragte et smil frem på mine læber. De forstod vist.

Aftenen havde været fantastisk med gutterne. Vi hyggede os på en restaurant, hvor vi alle bestilte en lækker omgang mad. - Hvis vi da så bort fra Niall, der blev nødt til at bestille en ekstra portion, da maven endnu ikke var stillet for sult. Kun nogle få gange hoppede et par piger hen til os for at få en autograf, og da vi alle hadede at afvise dem, fik vi taget et par billeder også. Hvad skulle vi også stille op uden dem? De var vores fans. Hvis de ikke fandtes og støttede op om os, hvad havde vi så tilbage?

Ingenting.

Efter en tur i biografen slentrede vi nu hjemad. Klokken rundede da også snart de elleve stykker, og Elena lå alene derhjemme. I starten virkede hun bekymret, da jeg fortalte, jeg skulle ud. Jeg vidste ikke, hvorfor jeg syntes at føle, hun var bange for Summer, men det gjorde jeg nu engang. Idet jeg sagde, jeg blot skulle mødes med drengene, lyste hun op og hundsede ellers med mig for at blive klar til tiden. Hun fik mig nu til at smile, det indrømmede jeg gerne. På de to uger, vi efterhånden havde boet sammen, var vi blevet ganske tætte. Det var lige før, jeg så hende som en lillesøster. Forhåbentlig nærede hun ingen følelser til mig, som jeg i starten troede. For alt i verden ønskede jeg ikke at såre hende. Nu engang overbeviste mine egne følelser mig bare om, at jeg elskede Summer.

Jeg kunne ikke få mig selv til at sige det højt, og jeg erkendte det også først for mig selv første gang lidt tidligere midt i middagen. Naturligvis sagde jeg det ikke højt, men mit hjerte dunkede hårdt mod mit bryst, som mine tanker blev ledt hen på hende. Ikke engang med Danielle bankede mit hjerte på en sådan måde. Summer var noget ganske særligt.

"Hvordan går det egentlig med Elena? Får hun snakket ud med forældrene?" Louis hev mig tilbage til virkeligheden, og jeg blinkede kort med øjnene, før jeg rystede på hovedet.

"Nja.. Det går vist ikke så godt. Hun viser i hvert fald ingen tegn på at ville flytte lige for tiden," mumlede jeg tænksomt, da jeg sikrede mig, jeg ikke fortalte noget, der ikke passede. Louis rodede kort Harry i håret, inden han igen vendte opmærksomheden mod mig. Før han fik sagt noget, blandede Zayn sig dog lavmælt.

"Hvorfor skulle hun også ville flytte væk fra en af verdens største stjerner?" Jeg rynkede brynene. Den havde jeg ærlig talt ikke tænkt på før. Alligevel virkede det langt fra som grunden til, at hun boede hjemme hos mig. Nej. Det kunne det umuligt være, så ked af det hun var, da hun ankom.

"Hun har bare brug for lidt tid," forsvarede jeg hende, mens jeg svagt gav et smil fra mig. "Desuden er vi blevet utroligt gode venner. Hun er som en ny søster," klukkede jeg let, hvilket fik Louis til at slå mig blidt på skulderen med en knytnæve.

"Og hvad så med hende Summer?" Drillende hævede og sænkede han øjenbrynene flere gange, hvilket forårsagede, at Nialls grin rungede ud i mørket, der kun oplystes af gadelygterne.

"Vi har det rigtig hyggeligt sammen.. Jeg overvejer faktisk.. Jeg tænker på, om det vil gå at gøre det til noget fast." Meget mod min vilje indvilligede jeg drengene i mine tanker, og de kom alle med forskellige forme for lyde, pift eller slag.

"I passer godt sammen," konstaterede Niall smilende, hvilket fik mig til at smile større og mere forlegent end før. Der var noget mystisk ved hende, men samtidig følte jeg mig bare perfekt tilpas i hendes selskab.

Vi nærmede os lidt efter lidt Louis' bil, vi parkerede langt fra restauranten i håb om, der ikke var mange, der fandt os på vores fridag. Resten af turen derhen gik med en snak om Summer. Utroligt nok var det som om, hun hørte det. I hvert fald stod hun kort fra os med mobilen ved øret og et noget alvorligt udtryk klistret til hele ansigtet.

"Hey, Summer!" råbte Louis højt. Undrende kiggede hun hen mod os, spærrede øjnene op og skyndte sig at lægge røret på. Jeg mærkede lige så stille mit hjerte begynde at banke voldsommere mod mit stakkels bryst, der sikkert blev ømt af det senere.

Venligt smilede hun tilbage og gik os i møde. "Hej med jer, drenge!" grinede hun og gav os alle et kram. Til mit held sluttede hun af med mig, så jeg kunne holde hende lidt længere i min favn.

"Hvad laver du her?" forhørte jeg mig om, idet vi trak os væk fra hinanden. Hun trak en smule på skuldrene, inden vi skabte øjenkontakt. De to, blå juveler skinnede som aldrig før, og jeg kunne meget vel gå hen og drukne i det store ocean, de hver især rummede.

"Jeg er bare ude en tur. Men det er faktisk sjovt.. Jeg stod lige og tænkte på dig," indrømmede hun, hvorefter kinderne fik en rødlig farve. Roligt førte jeg en tot af hendes lyse hår om bag øret på hende, mens jeg beholdt smilet omkransende mine læber.

"Vi snakkede faktisk også lige om dig," fortalte jeg ærligt, og hun så straks mere genert ud. "Hør, jeg tænkte på.." Jeg kastede et blik hen på drengene, der alle stod og afventede mit næste skridt. Ikke om de skulle have lov at overvære det. Næ, det ville jeg gøre i fred og ro.

Igen vendte jeg blikket mod Summer, der tålmodigt kiggede op på mig. "Jeg tænkte på, om du skal noget på lørdag? Ellers vil jeg meget gerne invitere dig ud. - Hvorhen bliver en overraskelse."

"Det vil jeg meget gerne!" skyndte hun sig at svare, hvilket lettede på den tunge sten, der samlede sig om hjertet af ren nervøsitet. Flere gange havde jeg jo oplevet afvisninger. De kom nærmest på stribe før i tiden.

"Hey, Casanova.. Vi smutter nu.. Hvis du skal sættes af på vejen, er det måske en idé at gøre dig færdig," grinede Louis lavt nær mit øre, inden han forsvandt hen til de andre drenge, der satte sig ind i bilen. Jeg sank en klump, inden jeg lænede mig frem for at kysse Summers bløde læber.

"Jeg skriver til dig," lovede jeg, inden jeg vinkede og fulgte efter Louis hen til bilen. På vejen vendte jeg mig om for at vinke, og hun vinkede glædeligt tilbage. Lykkelig satte jeg mig ind på bagsædet ved siden af Niall, der gav mig en skulder i siden.

"Du har da piger nok," lo han, og jeg rullede hurtigt øjne af ham. Hvis han ønskede en pige, ville han nok ikke have svært ved at finde en, der var villig til at være drømmepigen. Problemet var nu engang bare altid at finde 'den rette'. En hvilken som helst pige kunne man jo samle op hvor som helst, men den rette.. Hun gemte sig desværre godt. Derfor glædede det mig også sådan, Summer ville snakke med mig den aften, vi mødtes.

Jeg blev sat af som den første efter en ti minutters tid, og jeg hoppede let ud af bilen. Som sædvanlig larmede vi mere end en søskendeflok, men vi skændtes til gengæld ikke. Vi var de fem bedste venner, de fem uadskillelige brødre, der holdt sammen gennem ild og vand.

Med hurtige skridt gik jeg op til døren, låste mig ind og lukkede den bag mig. Hele huset lå i mørke, hvilket højst sandsynligt tydede på, Elena sov. Mens jeg prøvede ikke at larme for meget, trådte jeg ud af skoene, hang min jakke op på en af knagerne, hvorefter jeg satte kursen mod mit værelse. Min retning ændrede sig dog hurtigt, da jeg hørte noget ude fra køkkenet af. Lige så stille gik jeg derud, mens jeg prøvede at forholde mig stille, hvis det nu ikke var noget.

Jeg skimtede straks en skikkelse, der ikke kunne være andre end Elenas, da jeg kom derud. Smilende tændte jeg på kontakten, og hun vendte sig forskrækket om. Jeg slog ud med armene som et tegn på, jeg var hjemme, men hun lignede mere eller mindre et spørgsmålstegn.

"Liam.." Hun rømmede sig kort, da tonen lød lidt for hæs, inden hun gentog sig selv. "Liam, er du først kommet hjem nu?" Jeg nikkede kort på hovedet med et forvirret smil. Troede hun, jeg var hjemme?

"Klokken er da vildt mange!" skældte hun. I starten troede jeg ærlig talt, hun mente det dybt alvorligt, og jeg søgte panisk efter min telefon i lommen for at tjekke klokken ud.

"Den er ikke mere end lidt over elleve.." undskyldte jeg hastigt, og hun spærrede overrasket øjnene op. "Er den ikke? Åh, det føles som om, jeg har sovet i lang tid," grinte hun, inden hun smilede. "Men det kommer da heller ikke mig ved, hvordan du bestemmer dig for at vende snuden hjemad." Først her gik det op for mig, hendes skældende undertone var ment for sjov, og jeg åndede smilende ud.

"Var det en god tur?" spurgte hun til sidst om, hvilket fik mig til at mindes det korte møde med Summer. Lidt for hurtigt nikkede jeg på hovedet.

"Det var en rigtig dejlig aften. Vi hyggede os som sædvanlig," fortalte jeg, og hun nikkede veltilfreds. I samme øjeblik hun vendte sig om, informerede jeg hende om min og Summers aftale. "Måske det er en god idé, du finder på noget lørdag aften. Jeg skal ud med Summer, og.. Jeg har noget, jeg gerne vil spørge hende om, når vi kommer herhjem. Selvfølgelig kan du sove her, men.. Bare inden da. Altså.. Det ville i hvert fald betyde meget at få lidt tid alene med hende herhjemme.. Medmindre det er til for megen ulejlighed? Elena?"

Hvad end jeg tilføjede, stod hun fastfrosset til gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...