Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23345Visninger
AA

19. Kapitel 18.

Quinns synsvinkel:

Jeg kunne ikke tro det, Liam havde sagt. Hayley skulle med til det her modeshow, som Liam havde inviteret mig til. Ikke hende. MEN nu skulle hun med os, og så skulle hun fandeme også lave mad til os. Og uh, hun boede da også lige hos Liam. Var det ikke meget normalt? Og han nævnte det ikke lige før nu?

Vigtigst af alt; hvorfor irriterede det mig så meget, at hun boede hos ham? Udover det faktum, at jeg efterhånden havde fundet ud af, at hun prøvede at beskytte ham fra mig. Det skulle man ikke være Einstein for at regne ud.

Mod min vilje havde jeg forsikret Liam om, at det var okay, selvom han nok havde hørt på min stemme, at jeg ikke havde det så godt med, at hun boede hos ham. Fuck det, nu skulle jeg bare få det her modeshow overstået.

Mit tøj havde jeg valgt lidt mere omhyggeligt denne gang, selvom jeg stadig følte, at jeg lignede noget, katten havde slæbt med ind. Det var nok ved tanken om, at jeg skulle hamle op med Hayley, og hun var så skide smuk lige meget hvad.

Tøjvalget var altså et par nylonstrømper, et par cowboyshorts, knæstrømper, en blå trøje, der stumpede lidt og en militærjakke til. Mine sko var et par lilla new balance, så jeg let kunne gå rundt uden at være ved at falde grundet åndssvage hæle.

Liam havde sagt, at de ville hente mig i en bil, så jeg ligesom slap for besværet om selv at skulle komme ind. Egentlig var jeg på vej, eller... Jeg var på vej til at være på vej, men det ville nok blive mere eller mindre umuligt for mig, når man tænkte på, at jeg så ikke var med Liam.

For fanden da, hvorfor gad det faktum, at Liam og Hayley var sammen, ikke gå væk? Det burde virkelig ikke gå mig så meget på, som det gjorde, og det var forfærdeligt. Heldigvis fik jeg skubbet mine tanker væk, da min mobil vibrerede, og Liam skrev, at de var nede foran min lejlighed.

”Mor, jeg smutter nu,” fik jeg råbt til hende. Hun anede stadig ikke, at jeg rendte rundt med kendte mennesker, så jeg havde bildt hende ind, at jeg bare skulle hen til Hayley. Hverken Hayleys eller mine forældre anede, at vi var uvenner, og det var kun til mit held, at Hayley også havde noget med Liam at gøre. Ellers ville jeg højst sandsynligt ikke kunne bruge hende som undskyldning mere.

”Ja, vi ses. Hils henne hos Hayley, ikke?” råbte hun fra køkkenet af. Jeg undlod at svare hende og gik i stedet for bare ud ad døren og ned til gaden. Den sorte bil, som jeg havde siddet i før, holdt på gaden, og jeg gik hen mod den med en dyb indånding. Jeg havde ikke lyst til at sidde i samme bil som Hayley. Dels, fordi jeg blev ked af det og fik dårlig samvittighed over, at vi ikke længere kunne snakke sammen, men også fordi jeg var bange for, at hun ville afsløre mig.

Hvorfor gjorde hun ikke det, når det ville være så let og enkelt? Hun kunne fortælle ham, at hun var en eller anden form for agent, og at det var mig, der var Quinn. Hun havde jo sagt til ham før, at han skulle holde sig væk fra en Quinn, så det ville være så fandens let for hende som noget andet, altså.

Måske var det til mit held endnu engang, at vi rent faktisk var så meget bedste veninder for kort tid siden, for så ønskede hun højst sandsynligt ikke for mig, at jeg kom til skade eller i fængsel på nogen måde.

”Hej med jer,” sagde jeg og fik et smil på, da jeg åbnede døren ind til bilen. Jeg følte mig heldig, da jeg så, at Liam sad i midten, for så betød det, at jeg kunne sidde ved siden af ham. Han lyste op i et smil, da han havde ladet sit blik glide over mig.

”Hej med dig, smukke,” røg det ud af ham, og det lignede lidt, at han var forbavset over det. Et fnis forlod mine læber, og jeg kunne hurtigt mærke, hvordan jeg mod min vilje begyndte at rødme. Det var ikke det, der var en del af planen, for jeg skulle ikke blive påvirket af hans kommentarer. Det var noget lort, altså.

”Hey,” sagde jeg med en alt for lille stemme, før jeg rettede opmærksomheden mod Hayley. Det skulle ikke virke som om, vi ikke kunne snakke sammen jo.

”Elena! Hej med dig, det er rigtig hyggeligt, at du skal med i aften,” fik jeg sagt med en dejlig imødekommende stemme, som totalt modsagde, hvad jeg rent faktisk mente. ”Hej Summer. Tak, fordi det er okay med dig, at jeg bare trænger mig på, på den her måde,” fik hun sagt med et lille grin. Jeg lavede en afværgende bevægelse med min hånd for at vise, at det var ’okay’.

Jeg kiggede lidt rundt i bilen og blev overrasket over, hvor luksus den egentlig var. Sidst jeg havde siddet i den, havde jeg ikke rigtigt bemærket det, så det sprang af en eller anden grund meget mere i øjnene.

”Uh, jeg glæder mig. Det er noget rigtigt tøsenoget det her. Egentlig lidt synd for dig, Liam, at du skal være sammen med os, når vi er til et modeshow,” lød det fra Hayley. Jeg smilede anstrengt.

”Ja, det har hun ret i, men det er nu meget sødt af dig,” grinede jeg til ham. ”Jeg vil meget gerne med. I er jo et par søde mennesker, og nu når du bor hos mig, Elena, kan jeg jo ikke bare lade dig blive hjemme, vel?” han vendte hovedet mod hende, og siden det var væk fra mig, kunne jeg ikke se, om han smilede eller ej.

”Gud ja, hvad er det, der er sket? Liam sagde godt til mig, at du boede hos ham, men jeg fik ikke tid til at få at vide, hvad grunden til det er,” jeg smilede venligt og kunne nu mærke, at det på en måde var blevet til noget mellem Hayley og jeg. Hun vidste, at det irriterede mig, og at jeg nu spurgte ind på den her måde, hvor Liam troede, at vi var fuldstændig på talefod. Det var desværre bare ikke tilfældet.

”Jeg kom op og skændes med mine forældre, og jeg vidste ikke, hvor jeg skulle tage hen, og så faldt Liams navn bare ind i mit hoved. Jeg ved ikke.. heldigvis er han bare en meget sød fyr, og han lader mig bo hos ham,” forklarede hun.

Det var klart, at Liam var hoppet på den løgn. Man skulle kende hende, som jeg gjorde, før man ville kunne regne ud, at hun løj.

”Det er jeg da ked af at høre. Hvad var det, I kom op og skændes over?” jeg gjorde det bedste for at få det til at lyde medfølende. ”Det er lige meget, Summer. Jeg har ikke rigtig lyst til at snakke om det, men jeg skal nok sige til, hvis jeg får lyst til at snakke om det,” sagde hun en anelse hårdt.

Selvom Liam ikke rigtig havde opdaget noget før, begyndte han at kigge forvirret frem og tilbage i mellem os. Jeg smilede til ham og nikkede kun til Hayley.

”Nå, men det ser ud til, at vi er her nu,” Liam klappede hænderne sammen, da han fik kigget ud af vinduet, hvor der var en del mennesker, deriblandt paparazzier. Aviserne og bladene skulle nok blive interessante i morgen, når det kom ud, at Liam havde haft to piger med til et modeshow.

 

***

 

Showet havde været virkelig fedt, det havde det virkelig. Jeg havde hygget mig med Liam og rent faktisk også Hayley, fordi det havde lykkedes mig at tænke bort fra, at vi var i den her situation nu. Nu da vi sad i bilen igen, var det forsvundet, og jeg var igen på vagt.

”Hyggede I jer, eller var det bare en ren fiasko?” spurgte Liam om, imens vi kørte. Jeg skyndte mig at smile til ham. ”Det var virkelig hyggeligt, og jeg nød det i hvert fald. Jeg ved ikke med Elena,” jeg kiggede hen på Hayley.

”Åh, jo det var super hyggeligt. Nu er jeg bare sulten, så det håber jeg, at I også er, for jeg går i gang med maden, når vi kommer hjem,” sagde hun ivrigt og alt for frisk. Jeg kunne ikke forstå, at hun kunne være så frisk, men det var noget, der altid havde ligget til Hayley.

”Jeg er meget sulten, så jeg glæder mig,” indrømmede Liam, før bilen stoppede, ”og nu er det så, at vi skal ud, så maden forhåbentligt snart kan være klar,” han klappede mig på låret som tegn til, at jeg skulle hoppe ud af bilen, og det gjorde jeg så.

Hayley hoppede ud i hendes side, og jeg kunne let se, hvor travlt hun havde med at holde øje med Liam og jeg, da vi gik tættere på hinanden, end de gjorde. Det måtte virkelig gå hende på nerverne, at jeg kom så godt ud af det med ham, for det var tydeligt, at han var en smule mere into mig end hende.

”Hvad skal vi have at spise, Elena?” spurgte jeg nysgerrigt om, da vi var kommet ind i huset. Hun smilede stort. ”Jeg overrasker jer, så jeg vil ikke sige det,” fik hun mumlet hemmelighedsfuldt.

Det fik mine tanker til at tænke på ting, som jeg måske ikke burde tænke på. Måske var det de forkerte baner. Men i princippet kunne hun jo let gøre noget ved min mad, så jeg blev.. forgiftet eller noget. Det kunne meget muligt være et trick fra hendes side.

Jeg reagerede ikke og var gået i stå midt i det hele. ”Summer, hvad laver du? Hvorfor er du gået i stå?” Liams stemme var undrende, og det fik revet mig tilbage til virkeligheden. ”Åh ikke noget, jeg gik bare lige i stå. Så Elena, du vil ikke have, at vi skal være her, imens du laver mad?” spurgte jeg, lige for at understrege det.

Normalt ville folk måske tro, at hun ville gøre det for, at Liam og jeg kunne få noget alene-tid, men siden situationen var, som den var, var jeg langt mere mistænkelig.

”Det er præcis det, jeg mener, når jeg vil overraske jer, blondie,” hun lavede tegn med hænderne om, at vi skulle smutte ud af køkkenet, hvilket vi så gjorde. Meget mod min vilje, for jeg ville ikke have, at der var nogen, der skulle forgifte mig.

Liam ledte mig ind i stuen, og jeg satte mig med det samme i sofaen, hvor jeg kunne se på det hele, at der var redt op til Hayley. I det mindste sov hun da her, og det var altid noget, at de ikke delte seng.

”Er det okay med dig, hvis jeg går i bad?” Liam gik hen foran mig med et spørgende udtryk, og jeg nikkede hurtigt. ”Ja, det er helt okay, det skal jeg ikke holde dig fra,” skyndte jeg mig at svare og smilede en lille smule for stort.

Det gjorde mig glad at kigge på ham, det måtte jeg indrømme, selvom jeg ikke rigtigt ville indrømme det. Alt ved ham gjorde mig glad, og det gjorde det svært for mig at skulle slå ham ihjel. Jeg burde højst sandsynligt få gjort det af med ham, før jeg gik hen og blev helt glad for ham, for så ville det være umuligt for mig at gøre det.

”Jamen, så gør jeg da det,” smilede han og forsvandt igen ud af stuen. Mit blik faldt på en taske, og jeg kunne let regne ud, at det var Hayleys. Jeg kiggede ud mod køkkenet for at se, om der var noget tegn på, at hun ville komme herind, før jeg forsigtigt tog fat i hendes taske.

Jeg kunne ligeså godt udnytte situationen og se, om hun havde noget med, som jeg kunne finde interessant. Og tro mig, det gik der ikke lang tid, før jeg gjorde; under alt det tøj, som hun havde med, hvor jeg rent faktisk så en eller to af mine trøjer. Men det var ikke det, der var interessant. Nej, det var, at jeg fandt en pistol nede i tasken.

Jeg gik ud fra, at den ikke var ladt, og dermed tog det mig heller ikke lang tid at finde patronerne, der hørte til. Hvorfor havde hun en med her?

For at beskytte Liam mod dig, Quinn. Det ved du godt.

Ja, det vidste jeg inderst inde godt, men jeg havde ikke lyst til at indrømme det. Jeg brød mig ikke om at være den, som folk skulle beskytte andre fra, fordi jeg var farlig. Jeg var en morder. Det var begyndt at gå meget mere op for mig her på det sidste, og jeg hadede det.

Tankerne fór igennem mig på alle mulige måder, og til sidst kom jeg frem til en mulig idé. Jeg havde tidligere sagt til mig selv, at jeg burde få gjort det af med Liam, før jeg begyndte at holde rigtigt af ham, og måske var det her tidspunktet, hvorpå jeg skulle gøre det. Det ville være perfekt, at det ikke ville være mit eget våben så.

Med en dyb indånding fik jeg sat pistolen ind under min trøje og ned i mine shorts, så man ikke ville kunne se den på nogen måde. Derefter puttede jeg Hayleys tøj tilbage, og det var lige tids nok til, at Liam kom gående ind i stuen kun iført joggingbukser.

En generthed skød op i mig, da jeg studerede ham, for det ville være at lyve, hvis jeg sagde, at han havde en grim krop.

”Gør jeg dig genert, Summer?” grinede han til mig, og jeg kiggede hurtigt på hans ansigt i stedet for kroppen. Hvorfor formåede jeg altid at komme ud i sådanne akavede situationer?

”Lidt,” mumlede jeg til sidst. Liam grinede blot af mig. ”Jeg finder mig lige en trøje så, så jeg ikke gør dig mere rød i hovedet,” han blinkede, og jeg blev om muligt endnu mere forlegen, end jeg i forvejen var. Åh, det her kunne bare ikke blive værre, vel?

Hurtigt slog det mig, at det måske var nu, jeg kunne få min mulighed til at få sluttet Liams.. liv. Også selvom Hayley var der, for hun var ligesom meget indblandet i det hele nu. Det var måske den eneste mulighed, jeg ville få i et godt stykke tid.

Så stille som muligt listede jeg efter ham og fik øje på ham gennem døren. Han kiggede efter en t-shirt, som han kunne tage på. Med et lidt forhastet åndedrag fik jeg rodet ved mine shorts og tog pistolen frem. Min hånd rystede, og det irriterede mig gevaldigt, for så ville det være langt sværere at få gjort noget ordenligt.

Jeg kiggede mig kort over skulderen for at sikre mig, Hayley ikke stod og kiggede på mig eller noget i den stil, men da det ikke var tilfældet, kiggede jeg hurtigt hen mod Liam igen.

Han havde fundet sig en trøje nu, så hvis det skulle gøres, så skulle jeg til at gøre det, inden han vendte sig helt om og fik øje på mig. Hvorfor var det, at jeg ikke bare gjorde det så let, som jeg havde gjort det alle de andre gange? Det burde ikke være noget problem, men det var det.

Pistolen havde jeg nu rettet helt mod ham, og hvis jeg tog mig sammen, ville det ikke være andet end at trykke på aftrækkeren, men det var som om, mine fingre var låst helt fast, så jeg ikke kunne gøre noget. Det, som jeg havde gjort så mange gange uden problemer, kunne jeg ikke få mig selv til at gøre.

Hvorfor? Svaret var enkelt: det var, fordi det var Liam, og det ændrede af en eller anden grund på alt. Det var sådan, det var, selvom jeg ikke var meget for at indrømme det overfor mig selv.

Med et suk fjernede jeg pistolen, så den ikke længere sigtede mod ham, og hurtigt havde jeg lagt den tilbage. Jeg handlede nærmest med afsky, og det skræmte mig. Hvor var det dog irriterende, at jeg ikke kunne udføre mit arbejde.

”Liam,” mumlede jeg, da jeg var kommet hen til døren alligevel. En dårlig samvittighed var steget op i mig, og jeg havde fået en eller anden lyst til at kramme ham for at sikre, at der ikke var sket ham noget.

”Ja?” han vendte sig om mod mig, i samme sekund, som jeg trådte ind på værelset. Uden et ord gik jeg direkte hen til ham og lagde armene omkring ham. Han måtte være blevet overrasket, men han lagde armene omkring min krop efter et par sekunder.

”Er du okay, Summer?” spurgte han forsigtigt. Jeg nikkede og kæmpede med at holde tårerne inde. Jeg havde lyst til at fortælle ham alt om, at jeg rigtigt hed Quinn, for jeg ville ikke have, at han kaldte mig noget andet, end jeg rigtig hed. Jeg var Quinn, jeg ville have, at han skulle kende den rigtige mig. Det var noget lort.

”Ja, jeg er okay,” mumlede jeg stille og snusede duften af ham ind. Han måtte tro, at jeg var en eller anden komplet freak eller noget i den stil, fordi jeg opførte mig sådan her, men jeg var lige glad.

”Sikker?” han skubbede mig en anelse væk fra ham for at ligge en finger under min hage. Jeg bed mig i læben og nikkede. ”Det gør mig bare.. nervøs, at Elena bor her..” fik jeg mumlet, før jeg kunne stoppe mig selv. Hvor kom det lige fra?

Et lille smil gled over hans læber. ”Det skal du ikke være, jeg hjælper hende bare og kunne ikke rigtig få mig selv til at sige nej,” mumlede han. Før jeg nåede at reagere på det, han sagde, lænede han sig ned og pressede sine læber mod mine.

Det var ikke godt, at jeg nød det, men det gjorde jeg. Jeg nød det alt for meget, og jeg fik en alt for god følelse i mig, da vi stod her med læberne mod hinanden.

”Der er mad, folkens!” Hayley rev os væk fra hinanden, og jeg smilede genert til Liam. Han smilede igen og strøg mig over kinden, før han gjorde tegn til, at vi skulle gå ud i køkkenet.

Jeg var så screwed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...