Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23254Visninger
AA

18. Kapitel 17.

Hayleys synsvinkel:

Forvirret vendte og drejede jeg mig på sofaen, Liam lod mig sove på. Til mit held hoppede han på løgnehistorien, jeg tidligere fyrede af, og han lukkede mig ind i sit hjem. Selvom jeg udmærket godt vidste, Quinn tog med ham hjem i går, overraskede det mig alligevel at høre ham snakke om hende. Endnu mere kom det som en overraskelse, hun havde sagt, vi skulle tilbringe tid sammen en af dagene i ugen. Egentlig burde jeg have regnet med det, men.. Helt ærligt? Alt kunne jeg ikke forudse, når det gjaldt Quinn.

Uroligt begyndte jeg at rode ved mit hår, der slangede sig ud over hele hovedpuden. Liam var flink. Alt for flink, faktisk. Han troede på alt, man sagde, og han nænnede ikke at gøre noget, som sårede andre. For hans egen skyld burde han lære det, selvom det måske betød, jeg ikke blev boende her ret længe.

Jeg besluttede mig for at tage et glas vand i håb om, det måske kunne få mig til at falde lidt ned. Quinn lavede ravage som en elefant i et køkken. Hvad end jeg prøvede at stille op for at komme i kontakt med Liam.. Mon ikke hun så også dukkede op eller i forvejen var der? Irriteret rystede jeg på hovedet, da jeg kom op at sidde og skubbede dynen fra mig. Nu gjaldt det vandet.

Lydløst tøffede jeg hen over gulvet i de lyseblå pyjamasbukser og den alt for store, hvide T-shirt. Normalt plejede jeg ikke at sove med bukserne, men jeg nægtede at lade som om, jeg var helt hjemme, når jeg ikke engang kendte Liam specielt godt. Selvfølgelig vidste jeg da utroligt meget om ham, men jeg følte ikke, det var det samme. Der lå en vis forskel mellem de to ting.

Ude i køkkenet fandt jeg et glas frem fra et af de mange skabe. Først efter at have kigget i tre af de forkerte lykkedes det mig at finde det rette, og jeg tændte hurtigt for vandhanen. Lige så stille løb vandet ned i glasset, jeg stak ind under strålen, og jeg slukkede hurtigt igen. Inden jeg nåede at tage en slurk, spidsede jeg opmærksomt ørerne i retning af værelset, hvor Liam sov. - Eller.. burde sove.

Uden at lade mine læber røre glasset satte jeg det fra mig på bordet og listede ud af køkkenet med kursen mod Liams soveværelse. Som beregnet kom lyden derfra, og den blev kun tydeligere for mig, jo mere jeg nærmede mig døren, der stod let på klem.

Uhøfligt kom jeg ikke uden om, det var. Nu engang behøvede jeg mere viden om alt, der foregik, hvilket resulterede i, jeg stillede mig tæt op ad døren. Varsomt passede jeg på ikke at berøre den det mindste, som jeg - trods mine til tider lettere kluntede bevægelser - klarede helt fint. Klodsetheden gjaldt oftest ikke, når jeg arbejdede. Heldigt nok, når det kom til stykket. Underligt, men virkelig heldigt.

"Stop det, Zayn," hørte jeg Liam sige på den anden side af døren. Straks vidste jeg, hvem han snakkede med, og da jeg ikke kunne høre Zayns stemme, gættede jeg på, de kommunikerede over telefonen. Nysgerrigt lagde jeg øret en anelse tættere på for at sikre mig, jeg fik alle brugbare oplysninger med.

"Hun overnatter bare, og je.. nej, Zayn. Zayn. Zayn? Zayn! Er du der?" forhørte Liam sig om, og jeg måtte stå som et uvidende spøgelse uden at stille nogle former for spørgsmål. "Er Niall hjemme hos dig? Fantastisk. Hør nu her, jeg har altså et problem, og nej! Det er ikke et problem, der omhandler Elena og Summer. Eller jo.. Det er det vel egentlig. Jeg kan ikke finde ud af det, siden jeg har mødt dem, er alt blevet så forvirrende."

Koncentreret rynkede jeg brynene, mens jeg ventede på at høre en fortsættelse af telefonsamtalen. "Elena dukker op og beder om husly, men jeg har ikke fortalt, hvor jeg bor. Summer lyver om at skulle være sammen med Elena, da jeg bare spurgte, hvad hun tænkte på. Jeg har det som om.. Der er et eller andet, de holder hemmeligt for mig. Noget vigtigt." Det sidste mumlede han stort set, så jeg anstrengte mig for at få fat i hvert et ord.

Desværre resulterede det i, at jeg på en eller anden måde trådte mig selv over foden og faldt bagover med et lavmælt skrig. Lænker og håndjern, hvad var chancen for, at Liam ikke hørte det?

Svaret kom ret hurtigt, idet Liam åbnede døren og så ned på mig med røret ved øret. Det undrende ansigtsudtryk overraskede mig ikke spor, da jeg nok selv ville have sat mig på min gæst og udspurgt personen om diverse ting. Til mit held blev Liam blot stående i et par minutter, før han åbnede munden. "Jeg ringer tilbage," sagde han som det eneste og lagde herefter på.

Akavet nok holdt jeg munden lukket, mens Liam stirrede spørgende på mig. Han regnede uden tvivl med, jeg selv forklarede, hvad jeg havde gang i, men jeg kunne ikke få mig selv til at sige noget. Intet passede i en situation som denne, og min hjerne kørte på fuld tryk.

"Elena?" Liam startede ud, og prøvede at fange min øjenkontakt. Hurtigt kiggede jeg på væggen bag ham, inden jeg lod ham få lov at se mig direkte i øjnene. Det var et tegn på svaghed, hvis jeg undveg hans blik. Oprigtig talt forsøgte jeg jo ikke på andet end at beskytte ham, og det krævede nok hans tillid. Sådan her gav han mig den nok ikke ligefrem.

"Undskyld, Liam," tvang jeg mig selv til at sige, og han afventede en fortsættelse. Jeg tænkte mig et kort øjeblik om, før en forklaring på, hvad jeg lavede, slog ned i mig. "Min far ringede og truede mig. Jeg kunne ikke falde i søvn igen og ville se, om du sov. Vækkede jeg dig?" Uskyldigt lagde jeg hovedet på skrå, mens jeg fastholdt øjenkontakten, der lige så stille blev ret intens. I længere tid forblev vi tavse på en sådan måde, jeg på gulvet, han med telefonen i hånden.

"Nej," endte det med, han svarede mig. "Jeg sov ikke." Som ren skuespil pegede jeg på telefonen, han holdt om, og han kiggede hurtigt ned på den.

"Snakkede du med nogen?" Jeg blinkede med øjnene, mens forundringen sad fast i stemmen. Perfekt. Ærlig talt kendte jeg jo godt til svaret, men det behøvede han for alt i verden ikke at vide.

"Eh.. Ja. Det var bare Zayn." En kort pause tog overhånd, før han bekymret rakte mig en hånd som hjælp til at komme op på benene. "Er du okay? Skete der noget?" Jeg rystede på hovedet med et svagt smil omkransende mine læber. Ikke om det bekymrede blik forsvandt på nogen måde, som han lagde en hånd på min skulder. "Skal vi ringe til politiet? Det er ikke i orden at sende trusler efter sine børn. Det må være et hårdt skænderi, I havde, du og dine forældre. Men den slags er bare ikke okay. Skal jeg ringe til nogen?"

Taknemmeligt sendte jeg ham et smil, inden jeg for tredje gang rystede på hovedet. "Det er okay, Liam. Han overreagerer bare. Det har han altid gjort. Jeg skal bare lige.. have lidt tid alene, før vi kan blive gode venner igen. Det skal de også." Forstående nikkede han, og jeg smilede, inden jeg vendte mig om og gik ud mod køkkenet igen.

"Hey, Elena?" Jeg drejede om på hælene, da Liam sagde mit navn. Tålmodigt kiggede jeg på ham og afventede at blive stillet et spørgsmål, som det lignede, han tyggede på. Kort efter lod han os igen få øjenkontakt, og jeg mærkede en lille sitren, da de brune øjne stirrede end i mine. "Hvordan ved du, hvor jeg bor?"

Jeg sank en utydelig klump, inden jeg smilede selvsikkert og troværdigt. "Du er kendt, Liam. For det første er internettet en god ven. For det andet kender jeg Summer, der vist også har været her. For det tredje.. Jo. Så fortalte du mig det," løj jeg i håb om, han hoppede på den.

I starten så han tænksomt ud i luften, mens han højst sandsynligt prøvede at huske, hvornår han gav mig sin adresse. Da han til sidst sukkede og indrømmede, han ikke huskede det, adskilte jeg igen læberne med et lille smil. "Det er ikke alt, man husker. Du har uden tvivl så mange andre vigtigere ting, din hjerne holder sammen på, så jeg bebrejder dig ikke. Du lukkede mig ind i dit hjem alligevel. Det betyder meget for mig, når jeg ikke har andre steder at være."

Uden at sige mere vendte jeg mig igen om for at sætte kursen mod køkkenet, hvor mit fyldte glas vand stod og ventede. Nu havde jeg været oppe på benene, så lidt måtte det da hjælpe på at falde i søvn. Til gengæld røg der på vejen også flere tanker ind, nu når Liam fortalte Zayn, han følte, der var noget på færde. Naturligvis var det ikke præcis sådan, han sagde det, men han syntes at mærke, Quinn og jeg holdt noget hemmeligt. Hvilket vi i den grad også gjorde. Det var nu engang bare sådan, Liam klarede sig bedst, hvis ikke han kendte til noget af det.

 

***

 

Liams synsvinkel:

Efterhånden var der gået fire dage, siden Elena bankede på døren og spurgte, om hun måtte bo her, til hun fik styr på problemerne med sine forældre. Det virkede ikke til, det gik bedre, når jeg forhørte mig yderligere om det. Ærlig talt mærkedes det som om, hun ikke ønskede at snakke om det. Jeg kunne ikke lade være med at have ondt af den stakkels pige. Konflikter med ens forældre var aldrig rare, og det her lød som en, der stod på listen over de værste.

"Jeg bliver nødt til at gå nu, men du kan tage, hvad du vil fra køleskabet. Du har jo mit nummer, så du kan bare ringe, hvis der er noget," fortalte jeg, mens jeg ryddede de sidste småting af morgenbordet. Da jeg sagde, jeg måtte gå, kiggede hun undrende på mig, mens hun spiste den sidste skefuld havregryn.

"Skal du gå? Hvorhen?" Jeg smilede svagt, da jeg kom i tanke om Summer, der ville være ved modeshowet. Af en eller anden grund formåede hun at få sommerfuglene til at baske med vingerne i maven på mig, som kun Danielle før havde gjort det. Jeg kunne nu heller ikke helt undgå, Elena også forårsagede en varm følelse i ny og næ. Summer.. Hende var der bare noget helt specielt ved. Noget mystisk, noget fortryllende.

"Jeg skal til et modeshow. Det er noget, alle os drenge er inviteret med til. Jeg syntes da, jeg fortalte dig det i går?" Hun rystede langsomt på hovedet med et trist og lettere nervøst blik. Forvirret over min glemsomhed trak jeg på skuldrene, og jeg skulle netop til at fortælle hende mere omkring det, før hun brød ind.

"Hvem kommer ellers?" Undrende kiggede jeg på hende, men hun mente det vist ret alvorligt. Jeg sukkede lydløst og prøvede at huske, hvem jeg havde hørt, dukkede op.

"Emma Watson, Simon Cowell, Billie Piper, Lola..-" Hun løftede hånden og afbrød mig igen. "Nej, Liam. Hvem kommer ellers?" Jeg indrømmede gerne over for mig selv, jeg ikke helt forstod, hvad hun bad om svar på. Før var jeg jo i gang med opremsningen, men det viste sig tydeligvis ikke at være det, hun søgte.

"Hvad mener du?" Jeg lukkede køleskabsdøren efter at have sat mælken på køl, og hun rejste sig op fra en af stolene. Hendes hår hang ned over den ene skulder i en tyk fletning, mens hendes brune øjne desperat forsøgte at fange mine. I sidste ende lykkedes det hende, og hun lod ikke til at ville slippe det.

"Hvem kommer ellers?" gentog hun blot, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle svare. Igen åbnede hun munden, men der gik ikke lang tid, før hun igen lukkede den. Det lignede mere eller mindre, hun overvejede sit spørgsmål, da hun måske havde opfanget, jeg ikke vidste, hvor hun ville hen.

"Kommer Summer?" røg det ud af hende, og jeg stirrede tomt på hende. Faktisk kiggede jeg vel mere eller mindre forbi hende. Hvorfor bekymrede hun sig om at vide, om Summer kom? Hvad var der mellem de to piger?

"Ja," svarede jeg ærligt. "Det gør hun." Hårdt ramte det mig at se Elena glide tilbage på stolen og begrave sit ansigt i armene på bordet. Noget var absolut helt galt, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Det med at trøste piger lå bare ikke som den stærkeste side hos mig, men jeg ville så forfærdelig gerne hjælpe hende på alle mulige tænkelige måder.

"Elena.. Jeg føler lidt.. Du har noget imod Summer.." konstaterede jeg mumlende. Hun hørte det tydeligvis godt, for hun løftede kort efter hovedet og så på mig med et opgivende blik. Hastigt kunne jeg konkludere, jeg havde ret. Næsten da. Måske ikke. Hvorfor forvirrede hun mig sådan?

"Hvad er der galt?" endte jeg med at spørge, men hun rystede i stedet bare på hovedet. Det virkede som om, hun skjulte noget vigtigt for mig. Præcis som det efterhånden begyndte at føles som om, Summer også gjorde.

"Jeg synes, du skal se at komme af sted til det modeshow. Jeg tror kun, det vil være godt, du tager derhen og ser Summer. Du må hilse hende fra mig. Jeg begynder at savne hende," sagde hun med en lille, sød stemme, der fik mig til at få helt ondt af hende. Jeg vidste trods alt, hvor meget det gik hende på med sine forældre, og alligevel tillod jeg mig at efterlade hende alene herhjemme. Hvor fedt mon det lige var? Desuden.. Hun savnede Summer. Måske tog jeg fejl. Hun havde intet imod Summer. Det var bare en svær periode for hende lige i øjeblikket.

"Hvorfor tager du ikke bare med?" Spørgsmålet nåede jeg ikke engang at tænke igennem. Det fløj ud af munden på mig, og jeg blev helt forskrækket over det. Var det nu også en god idé?

Straks lyste hun mere op, og det bekræftede mig lidt i, at jeg sikkert gjorde det rigtige i at invitere hende. Hun kunne hygge sig med Summer, når jeg snakkede med de andre drenge, og når jeg ønskede at være alene med Summer, så ville hun nok også komme godt ud af det med drengene. En gang før havde jeg ladet hende i stikken, og jeg følte mig faktisk ret led, når jeg tænkte tilbage på det.

"Det vil jeg meget gerne, Liam. Men.. trænger jeg mig ikke for meget på?" Hun kiggede spørgende på mig, og jeg rystede stille på hovedet med et lille smil.

"Det tror jeg ikke, du gør. Jeg er sikker på, det nok skal gå alt sammen. Så får du også set Summer igen," opmuntrede jeg hende let, og hun slap en kort latter ud mellem læberne. En kær englelatter, som Summer også ejede i en anden klang. Hvorfor tog mine tanker altid en vis drejning hen mod Summer? Det kunne ikke være helt godt.

"Selvfølgelig. Det skal nok blive hyggeligt," repeterede hun mig med et andet ordvalg, og hun rejste sig op med et lille smil. "Så må jeg hellere lige skynde mig at skifte tøj. Et modeshow.. Jeg tror ikke, det vil klæde dig at følges med en pige i nattøj. Men man ved jo faktisk ikke, om jeg sætter ny mode ved det," klukkede hun, mens hun satte kursen ind mod stuen. Hun vendte sig på vejen, og jeg nikkede smilende til hende. "Jeg tror ikke, jeg tager chancen," beroligede hun mig og forsvandt kort efter fra min synsvinkel.

Jeg kiggede ned i bordet, mens mit ben uroligt rystede en smule. Det skete en gang imellem, når jeg ventede eller var nervøs. Hvad jeg i dette øjeblik var.. Det vidste jeg faktisk ikke.

"Hey, Liam?" Elena stak hovedet frem i køkkendøren med et usikkert smil. "Du kan jo overveje at invitere Summer med hjem. Jeg kan lave aftensmad til os, og I skal nok få lov til at være lidt i fred, hvis det er?"

Skulle jeg være helt ærlig, lød det slet ikke som nogen tosset idé. Elena kokkererede i går, og det smagte ganske udmærket, selvom Harrys talenter ikke var til at slå. Efter en lille tænkepause nikkede jeg, og hun smilede stort. "Godt så. Jeg skynder mig nu!" lo hun, og jeg så hende igen forsvinde.

Min mobil summede med ringetonen, og jeg så Summers navn oplyse skærmen. Sommerfuglene fløj ind i hinanden, som jeg hurtigt trykkede på knappen, der accepterede hendes opkald.

"Hallo? Summer?" Jeg lagde mærke til, jeg måske lød en anelse for begejstret, men det forårsagede blot hendes latter kunne høres. Den søde, dejlige latter, jeg elskede kun efter nogle få uger.

"Godmorgen, Liam. Jeg tænkte på, om du måske har tid til at være sammen efter modeshowet? Jeg er forresten på vej derhen. Det er ikke noget, du skal føle dig tvunget til, men jeg tænkte, du måske kunne have lyst. Altså, jeg k..-"

"Det lyder storartet!" afbrød jeg hende. Denne gang slog jeg mig for panden, da jeg måtte se at styre mine følelser lige nu. Hun påvirkede helt sikkert min jordforbindelse. "Jeg mener.. Jeg havde faktisk også tænkt mig at invitere dig med hjem til middag. Hvad siger du til det?" rettede jeg mig selv.

"Det vil jeg meget gerne." Jeg fornemmede nærmest hendes lille smil, der klædte det lyse hår perfekt. Samtidig livede det helt op i hendes smukke, blå øjne.

"Super. Så ses vi til modeshowet. Jeg er sikker på, det nok skal blive en hyggelig dag. Elena sørger for maden, og vi kan..-" Nu var det hendes tur til at afbryde mig.

"Elena? Elena.. Elena Hope?" Hun lo usikkert, inden jeg igen hørte hende sige noget. "Hvad mener du med, hun sørger for maden?"

"Jo, altså.. Hun bor hjemme hos mig for tiden," hostede jeg, da jeg fandt det en smule akavet. Selvfølgelig reagerede Summer på det, som jeg forventede.

"Bor.. Bor hun hos dig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...