Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

247Likes
467Kommentarer
22853Visninger
AA

17. Kapitel 16.

Quinns synsvinkel:

Jeg var så forvirret over, at alt det her var sket. Jeg havde kysset med Liam, og det var en del af planen, det var det virkelig.. men det, der ikke var en del af planen, var, at jeg rent faktisk havde kunnet lide det. Det var havde føltes godt, og det var noget fucking lort, for så ville det helt sikkert være underligt for mig at skulle slå ham ihjel.

Men det ville ikke være umuligt for mig, det var jeg sikker på. Jeg var god til mit job, og jeg kunne godt gennemføre det.

Lige nu lå jeg i Liams seng, og det var i øvrigt også noget rigtig, rigtig lort. Jeg burde slet ikke have sovet her, men jeg kunne bare ikke få mig selv til at gå min vej, når jeg havde kysset med ham. Det kunne jeg simpelthen bare ikke – jeg ville føle mig så dum.

Og ja, det var endnu mere lort, for jeg burde slet ikke tænke i de baner, men det gjorde jeg.

Lyset stod ind af vinduet, fordi vi ikke havde fået trukket gardinerne for. Det var det, der havde fået vækket mig, og siden jeg ikke kunne få mig selv til at vække Liam og heller ikke få mig selv til at gå fra ham uden et ord, lå jeg her. Det ville desuden heller ikke være særlig smart for mig, hvis jeg skred for ham, for så ville han nok ikke lige have kontakt til mig igen, og som om, det var smart. Så kunne jeg slet ikke få gennemført min plan, og det var noget lort.

Jeg lå i yderligere ti minutter, før jeg pludselig kunne høre Liam bevæge sig ved siden af mig, og jeg kiggede en anelse genert hen mod ham. Han smilede med det samme, da han så, at jeg kiggede, og det gjorde mig helt varm indeni. Hvor var han dog sød, når han lå sådan. Og hvad fanden var det, jeg lå og tænkte?

”Godmorgen,” sagde han roligt, og jeg kiggede opmærksomt hen på ham igen. ”Godmorgen med dig,” sagde jeg så. Der var heldigvis ikke sket noget i mellem os i løbet af natten, så der var ikke nogen grund til, at det skulle være akavet, hvilket det så heller ikke var.

Og han havde heldigvis heller ikke prøvet på at holde rigtig om mig, så det var godt. Jeg var rimelig sikker, at han godt kunne mærke, at jeg ikke var en, der bare gjorde sådan noget lige pludselig – man skulle gå rimelig langsomt frem med mig, hvis jeg kendte mig selv ret.

”Har du sovet godt, eller har det været helt forfærdeligt?” Liam smilede drillende, og jeg himlede med øjnene for at virke rigtigt glad. Det var jeg vel egentlig også, men jeg havde bare mest af alt lyst til at komme hjem nu. Nu havde jeg ligesom været ude nok indenfor et døgn.

”Det har været godt – du har jo en meget normal seng, så altså, det kan ikke rigtigt være dårligt, kan det vel?” jeg blinkede, og det fik ham til at grine, før han slog dynen væk. Ubevidst gled mit blik ned på hans mave, der pludselig var helt blottet for mig.

Jeg mindedes ikke rigtigt, at han havde taget sin t-shirt af, så det gjorde mig lidt forvirret. Men det gjorde mig endnu mere flov, at jeg tog mig selv i at sidde og glo på hans overkrop. Til mit held kommenterede han dog ikke noget.

”Har du lyst til noget morgenmand, inden du skal hjem på et tidspunkt, eller er du sådan en, der ikke spiser morgenmad?” spurgte han og rejste sig helt op fra sengen. Jeg bed mig kort i læben og tvang mig til at kigge væk fra hans overkrop. ”Jeg vil gerne have noget, når nu du sådan tilbyder det,” smilede jeg så hurtigt og taknemmeligt. Han nikkede blot og gjorde tegn til, at jeg skulle følge med ham.

Jeg gjorde, som han bad om, og rejste mig fra sengen. Med det samme, da jeg fik rejst mig, opdagede jeg, at jeg kun havde Liams t-shirt på. Jeg havde slettet alt fra min hukommelse om, at jeg havde taget den på i går aftes. Men det var klart – jeg kunne jo ikke sove i det tøj, som jeg var taget til koncerten i.

Mine tanker gled hen på Hayley, da jeg sad ude i køkkenet og ventede på, at Liam fik stillet noget mad frem. Hun var garanteret blevet ekstremt pissed over, at det var endt med, at jeg var taget med Liam hjem. Hvis ikke jeg tog meget fejl, ville hun meget gerne have, at det var hende, der havde så godt et ’forhold’ med Liam og havde hans interesse.

”Summer?” pludselig trængte Liams stemme ind til mig, og jeg kiggede forvirret op på ham. Havde han snakket til mig? Det var dog helt utroligt, så uopmærksom jeg var lige nu.

”Ja?” jeg skyndte mig at svare, imens jeg kiggede på ham. Han lignede en, der havde sagt mit navn et par gange, og jeg kunne dermed ikke lade være med at rødme en anelse over det – det var en lille smule akavet, at jeg ikke havde reageret på noget.

”Du virker helt væk – jeg har lige spurgt dig om noget to gange. Hvad tænker du på?” han stillede en tallerken foran mig, for derefter at stille en på den anden side, der højst sandsynligt var til ham. Jeg kunne i hvert fald ikke regne ud, hvem det ellers skulle være til.

”Uhm jeg kom bare til at tænke på, at jeg snart har en aftale med Elena, og jeg kunne ikke lige huske, hvornår det var, at det var,” løj jeg, og han nikkede godtroende. Det var sku lige før, at det gav mig dårlig samvittighed, at han altid troede på det, jeg sagde. Han skulle bare vide den rigtige grund til, at han havde lært mig at kende.. han ville holde sig meget langt fra mig, hvis han vidste det.

”Nå, det var da meget hyggeligt. Er egentlig ikke blevet sådan meget gode veninder, siden I først mødte hinanden?” spurgte han nysgerrigt om og satte sig ned ved bordet. I panik over, hvad jeg skulle svare, nikkede jeg hurtigt. ”Jo, det er vi. Det er meget hyggeligt at få nye veninder en gang i mellem,” svarede jeg med et troværdigt smil.

Hurtigt tog jeg en bolle fra den lille slags brødkurv, han havde sat over på bordet. Han nikkede bare roligt til mig. ”Ja, det forstår jeg godt. Kunne du for resten egentlig godt lide koncerten i går? Når man ser bort fra alt det, der skete med vagten og så videre?” et glimt at håb kom frem i hans øjne, og det fik mig til at nikke ivrigt – hvad kunne jeg ellers gøre? Desuden havde de da også været meget gode på scenen.

”Ja! Det var rigtig fedt, og I gjorde det altså rigtig, rigtig godt,” forsikrede jeg ham om, og det fik et kæmpe smil frem på hans læber. Man kunne let se, hvor stolt han blev, og jeg måtte mod min vilje indrømme, at jeg fik en hel varm følelse indeni.

Det var noget rigtig lort, så det var vigtigt for mig, at jeg snart fik gennemført min misson. Jeg kunne ikke, hvis jeg begyndte at få flere af de her forvirrende følelser, der i hvert fald ikke skulle være her. De hørte ikke til hos mig, og slet ikke, når de omhandlede mit offer; Liam.

”Det er jeg glad for, du synes,” smilede han, og jeg kunne se, at han ville spørge mig om noget mere. Han tøvede, indtil jeg smilede opmuntrende til ham og sagde: ”Kom nu med det – jeg kan se, at der er et eller andet mere, du gerne vil,”

Han bed sig i læben. ”Okay. Det er, fordi der er det her top shop modeshow i næste uge, og så kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om du måske kunne have lyst til at tage med mig? Jeg tænkte, at du måske interesserede dig for sådan noget?” han smilede usikkert.

Før jeg kunne nå at stoppe mig selv, havde jeg nikket så ivrigt, at mit hår garanteret stod ud til alle sider. ”Ja, det vil jeg virkelig gerne!” udbrød jeg en anelse for begejstret. Men hey – selvom jeg havde det job, som jeg havde, så betød det ikke, at jeg ikke interesserede mig for mode, ligesom alle andre. For ja, det interesserede jeg mig i den grad for.

”Det var godt. Jeg havde faktisk også regnet med det, men det kunne jo godt være, at du skulle et eller andet – man ved jo aldrig,” grinede han, og jeg kunne ikke lade være med at grine med ham. ”Det har du ret i. Ej, jeg har faktisk ikke et særligt spændende liv, så de fleste dage laver jeg ikke rigtigt andet end at gå i skole,” svarede jeg ærligt, for det var ikke engang løgn. Jeg havde ikke så meget at lave i hverdagene, når jeg ikke var på en mission, som jeg egentlig var nu.

Det var helt utroligt, så let jeg havde ved at glemme, at det var job, jeg var på. Men det var jo også meget normale ting, jeg gjorde, så det var klart. Selvfølgelig glemte jeg det til tider.

”Spis nu noget mad,” opfordrede Liam, og jeg gjorde, som han bad mig om. Min mave rumlede også, så det var en andet god grund til at gøre det. Der var intet så godt som noget rigtig, rigtig god og lækker morgenmad fra morgenstunden af.

 

 ***

 

Liams synsvinkel:

Summer var taget hjem for godt og vel to timer siden, så jeg rendte rundt og ryddede op i min lejlighed, imens jeg snakkede i telefon med Zayn. Faktisk lyttede jeg ikke så meget efter, fordi jeg ikke kunne lade være med at tænke på Summer. Der var virkelig et eller andet specielt over hende – noget, som jeg ikke kunne sætte ord på, selvom jeg virkelig gerne ville.

”Liam, lytter du overhovedet på, hvad det er, jeg siger?” lød det utilfredst fra Zayn, og jeg rømmede mig kort. ”Nej undskyld, jeg hørte det ikke lige. Hvad var det, du sagde?” spurgte jeg og prøvede mit bedste for at lyde nysgerrig.

”Jeg prøvede at fortælle dig, hvad Perrie og jeg lærte Hatchi af tricks i dag, men du finder det tydeligvis ikke så interessant, så jeg gider ikke engang gentage det,” sagde Zayn med antydningen af et grin i stemmen. Jeg sukkede. Han vidste nok nogenlunde, hvad det var, jeg gik rundt og tænkte på.

”Stop nu, jeg vil gerne høre det,” insisterede jeg. Zayn grinede kort. ”Nej, det gør du ikke. Fortæl mig dog, hvad der skete mellem dig og hende den mystiske Summer, som vi aldrig hører om, da I tog hjem? Tog I hjem til dig?” han lød drillende, og det fik mig til at himle med øjnene, selvom han ikke kunne se mig.

”Hold nu op med det der, din ididot,” grinede jeg, ”nej, der skete ikke rigtig noget, men ja, vi tog hjem til mig. Hun tog hjem for to timer siden,” svarede jeg ærligt. Der lød et kort pift fra Zayn.

”Nåå, så hun sov altså hos dig? Uha, det kan da ikke have været helt uskyldigt, vel?” jeg kunne næsten forestille mig, hvordan han hævede og sænkede øjenbrynene, og jeg kom endnu engang til at grine en anelse.

”Zayn, tro på mig, når jeg siger, at der ikke skete noget. Vi kyssede en enkelt gang, men det var til gengæld også det eneste, det lover jeg dig. Jeg ville fortælle dig, hvis det var noget andet, okay?” grinede jeg, og Zayn kom med en underlig surmulende lyd.

”Det var da noget lort, når du kunne have fået noget ud af det… ej, det er sku okay. Men synes du, at hun er lidt sød?” hans stemme var nysgerrig, og jeg sukkede.

”Nu skal du tænke på, at jeg ikke kender hende særlig godt, men ud fra det, som jeg ved om hende og har oplevet, så er hun meget sød. Hun er i hvert fald en, jeg vil lære bedre at kende, så man kan vel blot håbe på det bedste,” svarede jeg, men blev afbrudt af ringeklokken. Jeg rynkede på panden, ”dude, jeg bliver nødt til at smutte – det ringer på døren, og jeg aner ikke, hvem det er. Hvis ikke jeg skriver til dig indenfor en time, så skal du nok sende en ambulance herhen,” jokede jeg.

”Ja, den er god med dig. Held og lykke med at finde ud af, hvem det er. Vi ses i morgen,” Zayn sagde glad farvel, og jeg lagde derefter på.

Jeg anede ikke, hvem det var, der kom nu, for jeg havde ikke inviteret nogen over. Forvirret gik jeg ud til døren og åbnede den om.

Jeg var ikke sikker på, hvem jeg egentlig havde regnet med, at det var, men jeg blev alligevel overrasket, da det var Elena, der stod ude foran min dør. Jeg rynkede på panden.

”Elena?” spurgte jeg overrasket, hvilket var rimelig dumt – hun stod trods alt lige foran mig, så selvfølgelig var det hende. Hun lignede en, der var på randen til at græde, og siden jeg var bange for, at der var nogen, der ville opdage mig, skyndt jeg mig at gøre tegn til, at hun skulle træde indenfor.

”Undskyld, jeg bare kommer her, men jeg var ikke sikker på, hvor jeg ellers skulle tage hen, selvom jeg ikke engang kender dig så godt.. det virker nok underligt, men-” ”Hey nej, det er helt okay, at du kommer her. Hvad er der sket? Du ligner en, der er lige ved at græde og alt muligt,” jeg tog tasken, som hun havde med sig, ud af hånden på hende og stillede den ved siden af mig på gulvet. Så tog jeg hende med hen og satte hende på en stol.

”Jamen det er bare.. altså, jeg kom op og skændes virkelig, virkelig meget med mine forældre, så de ikke ville snakke med mig og omvendt, og så kunne jeg slet ikke holde ud at være derhjemme, når de ikke ville have noget med mig at gøre.. og så.. pakkede jeg en taske og gik ud, og så kom jeg af en eller anden grund bare til at tænke på dig, og så tog jeg bare herhen..” mumlede hun og lød helt flov, selvom hendes stemme var ved at knække over.

Jeg aede hende beroligende på ryggen. ”Ej, det er jeg virkelig ked af. Det er aldrig sjovt at komme så meget op at skændes med sine forældre, at man ikke føler, man kan være hjemme,” mumlede jeg, da jeg ærlig talt ikke rigtigt vidste, hvad jeg ellers skulle sige.

Hvis der var noget, jeg var dårlig til, så var det virkelig at trøste folk og specielt piger. Jeg kunne ikke finde ud af det, og jeg følte mig simpelthen altid så fucking akavet, når jeg gjorde det.

”Okay, jeg ved godt, at det lyder dumt og anmassende og alt muligt andet, men ville jeg kunne bo her? Bare i en lille periode, så jeg ikke behøver være derhjemme lige foreløbig – det ville betyde rigtigt meget for mig..” jeg blev meget overrasket over hendes ord. Hun sad og kiggede stift ned i bordpladen, så det gjorde det umuligt for mig at få øjenkontakt.

Jeg burde nok egentlig sige nej til hende, når jeg tænkte på, at jeg halvt om halvt prøvede på at få noget op at køre mellem Summer og jeg. Men jeg kunne bare ikke få mig selv til det, når hun sad lige foran mig og var så ked af det. Det kunne jeg bare ikke.

”Selvfølgelig må du da være her – du kan blive er så længe, du har lyst til,” skyndte jeg mig at forsikre hende om, selvom en del af mig skreg, at jeg skulle sige til hende, at det ikke gik. Men jeg var ikke personen, der kunne sige nej til sådan noget – jeg ville også have, at folk havde det godt.

Hun kiggede op på mig med helt blanke øjne, og det gjorde, at jeg var sikker på, jeg havde gjort det rigtige. ”Mener du virkelig det?” spurgte hun og lød helt overrasket. Jeg smilede varmt til hende. ”Ja, det mener jeg virkelig. Har du lyst til noget? Te eller sådan? Og du skal bare vide, at jeg ikke kommer til at være hjemme særlig meget i morgen – og nok heller ikke så meget generelt, men det er vel okay, er det ikke? Du har også en aftale med Summer, ikke? Det sagde hun vidst noget om,” sagde jeg roligt.

Da jeg sagde det, rynkede hun på panden, som om hun ikke anede, hvad jeg snakkede om. ”Øh?” røg det ud af hende, og jeg begyndte at undre mig mere og mere. Hvorfor var det som om, at hun slet ikke anede, hvad jeg snakkede om?

”Skal du ikke være sammen med Summer her i den her uge? Hun sagde, at I havde en aftale?” sagde jeg uforstående og stirrede intenst på hende. ”Hvilken aftale?” hun hævede et øjenbryn, og jeg blev mere og mere forvirret. Havde Summer løjet for mig om, at hun skulle være sammen med Elena?

”Har I ikke nogen aftale?” spurgte jeg overrasket, og hun rystede på hovedet, så hendes hår bevægede sig i takt med hende rysten. ”Det sagde hun til mig…” jeg satte mig på stolen overfor hende med et bump, fordi jeg var så forvirret.

”Jamen så har hun sagt noget, der ikke passer, for jeg mindedes ikke lige at have en aftale med hende,” svarede hun med en ærlig stemme. Wow, wow, der var virkelig noget, der ikke passede her. Det var da det mest underlige, at hun ville lyve om det, når jeg blot havde spurgt hende om, hvad hun tænkte på?

Igen rynkede jeg på panden, da jeg kom til at tænke på noget andet, der langt fra gav mening heller; hvorfra vidste Elena, at jeg boede her?

Der var helt sikkert noget her, der ikke gav mening.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...