Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23180Visninger
AA

16. Kapitel 15.

Hayleys synsvinkel:

Vreden steg mig til hovedet. Fingeren på aftrækkeren fyrede kugle efter kugle af, mens jeg lynhurtigt sigtede på en ny genstand for hver gang. Efter mødet med Liam og Quinn efter koncerten i går, anede jeg ikke mine levende råd om, hvad jeg skulle stille op. Tydeligt var det trods alt, hun havde snoet ham om sin lillefinger, og jeg vidste, jeg måtte handle hurtigt. Hvor lang tid, der gik, førend Liams blod flød, var blot et spørgsmål om tid. Et spørgsmål, der kunne undgås at blive stillet, hvis Quinn blev skaffet af vejen.

Under ingen omstændigheder ville det lykkes mig at myrde hende. Aldrig i livet om jeg overhovedet ville overveje at gøre det. For kort tid siden var hun min bedste veninde. Der måtte findes en anden måde at få hende langt herfra. Hvad det så var, se, det prøvede jeg desperat at finde ud af i dette øjeblik.

Endnu en kugle fløj mod sit mål og ramte præcist. Skydeskiven vuggede let, som den hang ned fra loftet. I dag var der ikke helt tomt, da jeg ankom til træningsrummet, men idet de andre så mig, skyndte de sig ud. Vi kendte alle hinanden og vidste, hvornår vi behøvede tid alene. Roligt kunne man vist sige, jeg virkelig havde behov for det en dag som i dag. Det tog Warren sig selvfølgelig bare ikke af.

"Hayley.. Jeg kan se, du har fået pladsen for dig selv," lød hans kontrollerede stemme nogle meter fra mig. I stedet for at svare ham, skød jeg endnu en kugle af sted og fortsatte min gang rundt i rummet. Naturligvis accepterede han ikke, jeg ignorerede hans kommentar som tegn på, jeg ønskede at være i fred. "Hvad er det, der går dig sådan på?"

Igen forsøgte jeg at ignorere ham, mens jeg trykkede på aftrækkeren gang på gang. Idet jeg lavede en kort flikflak, tillod Warren sig at være fræk. "Hvis ikke du mener, du kan finde ud af missionen, opgiver jeg den da bare til Jasmine. Hun er måske også mere egnet, når det kommer til stykket." Med lynets hast skar en kugle sig gennem luften, fløj kun akkurat forbi hans hoved og ramte skiven længere henne.

"Så du kan altså høre mig?" konkluderede Warren flabet, inden han sendte mig et skævt smil, der blot fik mig til at knibe øjnene sammen. Havde han ikke andet at bruge sin tid på end at tjekke op på mig?

"Jeg kan sagtens klare opgaven!" vrissede jeg muggent, inden jeg vendte ryggen til ham og affyrede den sidste kugle. Denne gang ramte jeg fuldstændig forkert, hvilket fik mig til at spærre øjnene op. Inden længe overvældede frustrationen mig, og jeg smed i arrigskab pistolen fra mig.

"Det er jeg ikke i tvivl om," forsikrede Warren mig om, og jeg kiggede irriteret på ham. Hvorfor i alverden stod han så og fortalte, han måske burde give opgaven til Jasmine? Den eneste på hele bureauet jeg ikke kunne klare. Guldlok skulle i hvert fald ikke overtage noget af mit arbejde. Det kunne jeg let banke ind i enhvers hoved, hvis de ikke forstod det.

Warren trådte tættere på mig, mens jeg forpustet knyttede næverne. Alt dette var Quinns skyld. "Jeg gav dig denne mission, fordi jeg ved, du er den bedste. Jasmine kunne på ingen måder klare det," fortalte han. Det skæve smil sad som altid klistret fast på læberne og boede i den provokerende mundvige. "Men når du nægter at vise mig opmærksomhed, må jeg jo tage alle de midler i brug, jeg har."

Et fnys undslap, før jeg vandrede hen mod min taske. Jeg orkede ikke noget af det her lige i dag. Selvom Warren var min chef, skulle han ikke tro, jeg fandt mig i hvad som helst. På trods af mit job krævede jeg også tid til bare at være mig i. Måske havde jeg aldrig tænkt på det før, da jeg elskede mit job højere end noget andet. Desværre havde jeg bare ikke længere Quinn. Det ændrede en stor del af mit liv.

"Det går ikke helt som forventet?" forhørte Warren sig om, og jeg drejede om på hælene med vreden siddende i begge øjne. Hvis ikke jeg var vred, ville jeg græde. Det lå helt klart mere til min natur at være vred.

"Nej, Warren. Det går ikke helt som forventet. Jeg er oppe imod min tidligere bedste veninde, der udgiver sig for at være Summer Clark, en eller anden perfekt tøs, som Liam har sin fulde interesse i. Hvad der sker mellem dem, aner jeg ikke, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal kunne komme tættere på Liam end hende endnu. Derfor har jeg brug for at være alene. Du hjælper ikke ligefrem med at få løsningerne frem, så hvis ikke du har noget imod det, smutter jeg nu." Hurtigt vendte jeg mig igen om, svang tasken over skulderen og fortsatte ned mod døren.

En ting vidste jeg trods alt, hvad jeg skulle gøre. - Og det skulle gøres, mens Quinn ikke var hjemme.

 

***

 

"Hej, Mrs. O'Connor. Er Quinn hjemme?" spurgte jeg sødt om, da Quinns mor åbnede døren. Egentlig vidste jeg udmærket godt, at Quinn var ude. I dag lå som ugens helt specielle dag for Quinn. Hver uge tog hun hen til sin private frisør, der friskede hendes puffede og yndige frisure op, mens hun også fik sig en gang lakering af neglene. I al den tid jeg havde kendt hende, var hun aldrig gået glip af sit ugentlige besøg.

"Nej, hun har ikke været hjemme siden i går. Overnattede hun ikke hos dig?" Undrende rynkede Quinns mor brynene, og jeg fattede straks, hvad Quinn havde givet hendes mor af informationer. Hurtigt smilede jeg, inden jeg nikkede på hovedet.

"Jo, det gjorde hun. Men hun gik for lidt tid siden, og.. ja, hun glemte sin.." Ærlig talt var jeg slet ikke forberedt på Quinns løgn over for sin mor, hvilket forårsagede jeg måtte finde på en anderledes undskyldning for at komme herhen. Først planlagde jeg blot at sige, jeg ville besøge Quinn og dermed vente på hendes værelse, men det nyttede ikke ret meget nu. Søgende rodede jeg lidt i min taske for at finde noget, der kunne gå for at være Quinns. Min hånd stødte på en mascara, og jeg fiskede den hurtigt op. "-.. sin mascara," afsluttede jeg min sætning, idet jeg holdt den op foran hendes mor.

Forstående nikkede Quinns mor, tog imod den og smilede til mig. "Den vil hun sikkert blive glad for, du afleverede," sagde hun. Jeg trak på skuldren, som det da var ingenting. Det gjorde 'bedste veninder' for hinanden.

"Må jeg komme ind og vente på, hun kommer hjem? Jeg lovede hende at komme herhen senere, og hun er sikkert lige på trapperne," forklarede jeg. Som beregnet blev jeg lukket ind og efter at have trådt ud af skoene og hængt jakken op, gik jeg direkte ind på Quinns værelse. Det lignede sig selv. Ingen tegn på hendes arbejde viste sig. Som med mit eget gemte det sig sikkert et sted, hvor det forblev hemmeligt.

Uden at bruge tid på at studere noget nærmere fandt jeg de nødvendige ting frem fra tasken. Fem små, næsten usynlige, mikrofoner lå i min hånd. Nu gjaldt det bare om at finde fem perfekte steder, hvor de ikke ville opdages. Jeg lagde tasken fra mig på hendes seng og kiggede mig omkring.

Det første sted fandt jeg hurtigere end forventet. Hastigt trak jeg hendes kontorstol ud på midten af gulvet, hvorefter jeg stillede mig op på den. Det tog lidt tid at finde balancen på den bevægelige stol, men inden længe kunne jeg strække armene op mod loftslampen og placere den ene mikrofon i midten. Da jeg igen hoppede ned, nærstuderede jeg den udvalgte lampe for at være sikker på, mikrofonen ikke kunne ses. Tilfreds nikkede jeg, inden jeg fortsatte arbejdet.

Næste mikron fik plads i en af hendes billederammer, der stod på skrivebordet. På den måde kom jeg også tæt på hende, hvis hun satte sig ved det. Skabet var lidt af en udfordring, da jeg ikke med det samme kunne se, hvor jeg skulle få mikrofonen gjort usynlig. I stedet proppede jeg den ned i en af de hule blyanter, vi ofte brugte på arbejdet, hvorefter jeg forsigtigt lagde den op på toppen af det høje, støvede skab. Det var en sjældenhed, man gjorde rent sådanne steder, så jeg bebrejdede skam ikke Quinn den mindste smule.

Det eneste, jeg tillod mig at bebrejde hende for, var såmænd blot alle de drab, hun med sikkerhed havde begået. Hendes job. Hendes løgne. Se, det bebrejdede jeg hende for.

Fjerde mikron sørgede jeg for ikke kunne mærkes gennem pudebetrækket. Jeg skar med en lommekniv et lille hul i puden og skubbede den ind mellem de mange fjer. Herefter puttede jeg igen betrækket på og rystede den, inden jeg roligt lagde den tilbage på plads. Før jeg proppede mikrofonenerne ind de forskellige steder, huskede jeg at skrue op for lyden afhængig af, hvor jeg placerede dem. På den måde kunne jeg høre hende tydeligt på trods af, for eksempel, pudefyldet.

Den sidste mikrofon vidste jeg hvor skulle hen, men det var en større opgave. Heldigvis kunne jeg sagtens adskille en computer. Det lærte man som noget af det første, da det bedste sted at gemme både kameraer og mikroner var deri. Forsigtigt udbyttede jeg hendes webcam med kameraet, da det ellers ikke kunne være der. Herefter sørgede jeg for, det ikke kunne ses, jeg havde rodet ved den og kunne med et lille nik smutte herfra.

Tidspunktet, hvor Quinn kom hjem, kendte jeg trods alt ikke.

 

***

 

Endnu en skefuld is smeltede på tungen, mens jeg gravede den næste op på skeen fra bøtten af. Chokolade skadede aldrig, når man ikke følte sig helt på toppen. Is med chokoladesmag hørte med under den kategori. En stor bøtte, der skulle nydes til en af yndlingsfilmene. Det hjalp i det mindste lidt.

Igen førte jeg skeen ind i munden, hvor den blev, da min mobil ringede. Jeg samlede den op fra sofabordet og rullede med øjnene, da jeg så, hvem det var. Selv efter at have irriteret mig tidligere på dagen, mente han åbenbart ikke, jeg havde fået nok. Hvor det dog var typisk ham.

"E aer Aili," mumlede jeg ind i røret, hvor jeg straks hørte min egen stemme. Hurtigt trak jeg skeen ud af munden og lagde den ned i isbøtten, hvorefter jeg gentog mig selv. "Det er Hayley. Hvad vil du?" Jeg lod som om, min tidligere mumlen aldrig var hændt og sprang direkte til spørgsmålet.

"Nu skal du høre, Hayley.. Jeg besluttede mig for at lægge hovedet i blød og har nu fundet på en genial plan! Du skal selvfølgelig udføre den, men det siger vel sig selv," klukkede Warren i den anden ende, og jeg stak igen skeen ind i munden. Da jeg tog den ud, studerede jeg mit spejlbillede deri, som vendte på hovedet. Jeg tænkte kort på Liam, mens jeg drejede skeen rundt. Hvordan kunne man være bange for skeer? Pistoler forstod jeg, men.. skeer? Det var lidt specielt.

"Fortsæt," mumlede jeg blot, mens jeg fortsat fulgte med i den stadigt kørende film. Mr. and Mrs. Smith stod klart som en af favoritterne, hvis vi snakkede film. Udover den vanvittige action mellem ægtefællerne spillede Brad Pitt John. Kunne man andet end at elske den mand? Det tvivlede jeg stærkt på.

"Det kræver en lille, hvid løgn," startede han ud med, hvilket resulterede i, at jeg rullede med øjnene. Hvor mange små, hvide løgne havde jeg ikke fortalt i løbet af mit liv?

"Det tror jeg godt, jeg kan klare," afbrød jeg ham lige før, han skulle til at fortsætte forklaringen af sin plan. Han lo kort, mens jeg kun halvt lyttede til ham og halvt til fjernsynet. Min fulde opmærksomhed var ret umulig at give ham, når Brad Pitt smilede på fjernsynsskærmen. Næste gang han skulle dræbe sin kone, meldte jeg mig gerne frivilligt.

"Det tænkte jeg jo nok," sagde Warren. Jeg fornemmede hans flabede smil i stemmen, men kommenterede det ikke. "Ved dine forældre, der er problemer mellem dig og denne.. Summer, ikke-Summer?"

Med rynkede bryn satte jeg isbøtten fra mig på bordet, da han nævnte mine forældre og Quinn. Hvad handlede alt det her om? "Nej.. De ved intet om Quinn og jeg. Hvorfor?" spurgte jeg skeptisk, og jeg slukkede fjernsynet for bedre at kunne følge med i samtalen. Nu begyndte det faktisk at blive mere interessant end filmen. Ikke Brad Pitt, men filmen.

"Du fortæller dem, du tager med Quinn på en lille rejse. Hvor I tager hen, må du selv bestemme, men j..-" Hurtigt afbrød jeg ham med en hævet og utroligt beslutsom stemme. "Jeg skal på ingen måder tage hverken til Oxford eller Malibu med Quinn. Det kan du godt glemme alt om!"

Warren slog en høj latter op, der rungede i hele min øregang. Lige i øjeblikket syntes jeg ikke, noget var specielt morsomt. Irriteret snerpede jeg læberne sammen, mens jeg prøvede at kontrollere vreden, der lige så stille blussede op. Normalt plejede jeg at have styr på mine følelser, men Quinn forstyrrede alt. Hun ødelagde bogstavelig talt mit liv.

"Nogle gange tvivler jeg på, hvor meget hjerne du har, Hayley. Men eftersom du altid får topkarakterer i de årlige prøver, må jeg erkende, at det ikke er så lidt endda." Fornærmet skiftede jeg siden, jeg holdt om mobilen, ud, så det blev det andet øre, der måtte pines med Warrens stemme. "Naturligvis tager du ikke på nogen udflugt med denne.. Quinn.. Var det det, hun hed?" Han rømmede sig kort. "I hvert fald.. Det er bare noget, du skal have dem til at tro. På den måde har du lidt tid, hvor du måske kan få et tættere bekendtskab til Liam."

"Kan du uddybe det, tak? Jeg føler mig ret lost," indrømmede jeg sukkende, mens jeg træt masserede min ene tinding. Det her lød til at være en eller anden syret form for plan, jeg i sidste ende måtte ændre halvdelen på.

"Du flytter ind hos Liam for noget tid," fortalte han med begejstring i stemmen. Jeg spærrede undrende øjnene op, mens jeg prøvede at finde hoved og hale i hele hans fortælling. Det gav jo ingen mening.

"Jeg bad om en uddybning," snerrede jeg ubevidst efter at have været tavs et stykke tid. Det måtte da være endnu en af hans dårlige jokes. Troede han helt seriøst, det kunne lade sig gøre, at jeg flyttede ind hos Liam? Hvordan han var blevet min chef, begyndte jeg ikke helt at kunne forstå.

"Behøver jeg virkelig skære det ud i pap?" Jeg hørte ham sukke dramatisk, inden han fortsatte uden indvendinger fra mig af. "Godt så. Nu skal du høre. Du fortæller dine forældre, du og Quinn tager til udlandet i et stykke tid. Det er op til dig, hvor meget du tænker vil være passende, før du og Liam har knyttet et stærkt nok bånd til, at du også har en chance, nu han tydeligvis interesserer sig for fjenden. En uge, to uger, tre uger, en måned, det betyder intet for mit vedkommende. Du bestemmer selv. Er du med?" Den sidste kommentar kom i et drillende tonefald, og jeg besluttede mig for at ignorere det. Heldigvis forstod han, han ikke fik et vrissende svar tilbage på det og fortsatte.

"Hvad, du i virkeligheden gør, er, at tage hen til Liam og stikke ham løgnen om, at du simpelthen ikke kan enes med dine forældre eller noget i den stil. Det må du selv rode med. Jeg kender ikke meget til dit familieliv, og det skal helst virke troværdigt nok til, at han tilbyder dig husly. Sig, du ikke har andre at komme til. På den måde.. kommer du til at være tæt på ham det meste af tiden," afsluttede han forklaring og forventede formodentlig ros for sin geniale plan. Genial og genial.. Det kunne vi meget vel diskutere, om den var.

"Du siger altså, jeg skal bo hos Liam.. Liam Payne?" repeterede jeg ham, og han svarede mig med et enkelt 'ja.' Sig mig, hvad gik han og foretog sig i dagligdagen ud over at kaste med forskellige opgaver, skyde med pistoler og se blodet strømme fra sårede folk? Jeg kunne da umuligt tillade mig at spørge, om jeg måtte sove hos Liam!

"Det, tror jeg ikke, er nogen god idé," endte jeg op med at svare, hvilket forårsagede en høj latter i den anden ende af røret. "Selvfølgelig er det det. Du har jo ikke nogen bedre af slagsen, vel? Kom så i gang med arbejdet." Med de ord lagde han på, og hans flabede stemme erstattedes med den hylende biptone, der informerede mig om, at jeg ikke længere havde en samtale kørende.

Frustreret trykkede jeg den røde knap ned og smed mobilen hen ad bordet. Hurtigt tog jeg bøtten med chokoladeis op i skødet og så til min ærgrelse, det begyndte at smelte. Med et træk på skuldrene spiste jeg resterne uden nogle billeder, der rullede hen over lærredet. Herefter satte jeg igen bøtten fra mig og overvejede, hvad jeg skulle bilde mine forældre ind. Trods alt blev jeg nok nødt til at udføre Warrens plan. Hvordan skulle jeg ellers hamle op med Quinns lidt for nære venskab til Liam?

Idet samme hørte jeg min mor ude i gangen. Hastigt rejste jeg mig fra sofaen og hentede min mobil, der lå på den anden ende af bordet. Jeg klistrede et kæmpe smil på, da hun kom ind i stuen, hvilket fik hende til at sende mig et mistænksomt blik. "Hvad har du for, Hayley?" spurgte hun med sin japanske accent, jeg til mit held ikke havde arvet.

"Ikke noget. Jeg vil bare fortælle dig, jeg nok ikke er hjemme de næste uger.. Quinn og jeg tager til.. Berlin!" kvidrede jeg usikkert. Berlin. Hvorfor sagde jeg Berlin? Well, det gik nok i sidste ende. Det måtte jeg da i hvert fald håbe.

"Berlin?" Min mor smed nøglerne fra sig og lagde armene over kors, hvorefter hun hævede det ene øjenbryn. Jeg nikkede ivrigt, mens jeg i mit indre kørte de næste sætninger for mig selv, inden jeg lod dem glide ud over læberne.

"Berlin, ja. Vi har en rapport, der skal skrives, og vi tror, det bliver mere levende, hvis vi tager til Tyskland. Den kommer til at have stor betydning for vores karakterer, og rejsen er billig. Jeg betaler selv. Anden verdenskrig er sådan et spændende emne!" løj jeg. Det eneste, der var sandt af alt det, jeg netop havde fyret af, var, at jeg virkelig interesserede mig for anden verdenskrig. Jeg gik med pistol. Det sagde vel sig selv?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...