Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23267Visninger
AA

15. Kapitel 14.

Quinns synsvinkel:

Det hele var endt op med ikke at gå, som jeg havde planlagt. Efter i dag vidste jeg klart, at Hayley vidste alt om mig – hun vidste, hvem jeg i virkeligheden var, og hvad jeg lavede. Hvad der var mit job.

Jeg ville ønske, at jeg kunne forklare overfor hende og undskylde – fortælle hende, at det ikke havde været nogen joke med vores venindeforhold, for det kunne hun let tro. Hun måtte let kunne tro, at jeg havde brugt hende blot for at virke mere normal, men det var ikke det, der var tilfældet.

Tankerne omkring det skubbede jeg hurtigt væk, da jeg igen trådte ind i rummet, lige tidsnok til at høre Liam: ”Angående det med at kende hinanden.. hvem er denne Quinn O’Connor?” jeg kunne nærmest mærke, hvordan mit ansigtsudtryk blev helt tomt, da han spurgte om det.

Hvis hun ville det, kunne hun afsløre det hele nu. Hun kunne fortælle, det var mig, og hun kunne få mig ind bag tremmer så let som ingenting, og jeg var virkelig bange for det. Mit hjerte bankede utroligt hurtigt mod mit bryst, imens jeg ventede på, at Hayley ville svare på Liam spørgsmål.

”Elena?” Liam gentog hendes navn, da hun ikke svarede. Det lignede, at hun var et helt andet sted, men hans ord bragte hende tilbage til virkeligheden igen.

Hun kastede et sidste blik på mig, som fik mig til at stivne endnu mere, før hun svarede. ”En, du måske bør holde dig fra,” svarede hun så, og jeg kunne ikke lade være med at ånde tungt og lettet ud. Det var lige før, jeg blev bange for, at folk havde kunnet høre det, men der var ikke nogen, der reagerede på det.

Selvfølgelig var det noget lort, hvis det slap ud, at jeg ikke var Summer Clark, som jeg udgav mig for at være, men indtil videre var jeg stadig reddet – endda af Hayley. Selvom jeg endnu ikke helt havde fået bekræftet, hvad hun havde med Liam at gøre, så vidste jeg godt, at vi var oppe mod hinanden, og alligevel valgte hun at holde min identitet sikker – i hvert fald en lille smule endnu.

Liam kiggede forvirret på hende og lod en hånd glide igennem sit stort set ikkeeksisterende hår. ”Hvad mener du med det? Hvorfor skulle jeg overhovedet komme i kontakt med hende?” han kiggede udelukkende på Hayley, og for første gang var jeg rent faktisk glad for, at hun fik opmærksomheden. Så var der ingen chance for, at han havde mistanke om, at det var mig.

Hayley kiggede hemmelighedsfuldt på ham, før hun lod sin hånd strejfe hans arm.

”Hold dine venner tæt og fjender tættere,” sagde hun blot, og det fik ham til at se endnu mere forvirret ud. ”Elena, hvad er det, du snakker om?” han slog forvirret ud med armene, men hun smilede kun som svar. ”Jeg siger blot, at du skal passe på, hvem du er sammen med. Der er nogen, der måske ikke er dem, som de udgiver sig for at være,” uddybede hun, men det så ikke ud til at hjælpe på Liams forvirring.

Jeg besluttede mig for at bryde ind for ikke at virke alt for stille omkring det her. ”Hvad skete der med ham vagten?” spurgte jeg stille, så det virkede som om, jeg var en smule i chok over det, der var sket. Det var jeg faktisk også, for det havde ikke været meningen, at der skulle ske vagten noget. I det mindste var det ikke mig, der havde været skyld i det.

Liam rettede sine øjne mod mig, og af en eller anden grund blev hans øjne straks mere blide, end de havde været før. Oh crap, hvis han begyndte at føle noget for mig..

Ja, hvad så Quinn? Ville det ikke bare være perfekt, så du let ville kunne manipulere med ham og gøre det af med ham?

Jeg skubbede mine tanker væk, da Liam trådte hen til mig med et usikkert blik. ”Er du okay? Det kan måske virke lidt underligt, at sådan noget lige sker,” forklarede han, og jeg skyndte mig at nikke.

”Ja, det.. det er okay, jeg blev bare lidt forskrækket – det er ikke hver dag, man lige ser en vagt ligge sådan,” jeg grinede halvnervøst, og Liam nikkede forstående. Jeg fik det nærmest dårligt over, at han hoppede så let på alting – det var så meget lettere, når det begyndte at gå op for folk, for så kunne man bare få det overstået ligeså snart, de fattede mistanke. Så var man nemlig selv i fare.

”Du må gerne tage en cola- nej vent. Niall? Vil du ikke lige komme her over med..” han kiggede hen på Hayley, ”to colaer?” fortsatte han så. Jeg smilede taknemmeligt til ham, selvom jeg egentlig slet ikke havde lyst til cola. Det skulle jeg dog ikke sige til ham.

Niall kom straks med colaerne, og ligeså snart jeg havde åbnet den, snakkede jeg igen til Liam.

”Men du svarede mig ikke, Liam,” smilede jeg, ”hvad skete der med ham vagten? Er han på vej på hospitalet eller noget nu?” spurgte jeg nysgerrigt og sørgede for at virke oprigtigt nysgerrigt, selvom det i virkeligheden ragede mig en papand.

”Ja, vi fik fat i en ambulance. Jeg forstår ikke lige helt, hvad det er, der er sket med ham, men det finder de vel ud af henne på hospitalet,” han trak på skuldrene, imens han sørgede for at holde øjenkontakten med mig.

Da jeg kiggede væk fra Liam, røg mit blik automatisk hen på Hayley, og jeg skulle lige til at smile til hende. Jeg havde det stadig som om, at det bare var noget, vi gjorde, men det var det ikke. Vi kunne aldrig mere komme til at dele noget sammen, som vi ellers altid havde gjort førhen – undtagen dette selvfølgelig.

På mange måder følte jeg, at dette var en af de mest triste aftener, jeg havde haft i et godt stykke tid. Bare tanken om ikke at have Hayley ved min side, som en bedste veninde… det var næsten ikke til at bære, og jeg blev da også nødt til at blinke et par gange for at holde tårerne væk. Det var ikke til at bære at tænke på, at det hele var slut mellem hende og jeg. Jeg ville aldrig kunne kalde hende min bedste veninde – det var jeg ikke værdig nok til, og jeg vidste det udmærket godt.

”Okay,” svarede jeg med en spinkel stemme, og det fik Liam til at kigge endnu mere bekymret på mig. Han troede virkelig, at det havde sat spor i mig, og måske var det meget godt at holde ham i den tro.

”Vil du gerne ud herfra?” spurgte han roligt om, og jeg endte med at nikke. Liam bed sig i læben og kiggede hen mod Hayley.

”Elena, er det okay, hvis jeg sørger for Summer? Jeg ved godt, at det måske er lidt uhøfligt af mig, men jeg er sikker på, at jeg kan få Harry til at sørge for en taxa eller noget til dig hjem,” han sendte Harry et sigende blik, og han nikkede hurtigt til det. ”Altid til tjeneste,” mumlede han med en vand i hånden. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt over det.

Jeg kunne tydeligt se, hvor falskt et smil Hayley tvang op, da hun hørte Liams ord. ”Selvfølgelig klarer jeg mig. Bare tag af sted,” jeg kunne let se på hende, at det ikke ligefrem var til hendes fordel, at Liam i princippet tog mere hensyn til mig, end han tog til hende, men hun kunne ikke gøre noget ved det.

Desuden vidste jeg også, at hun var klog nok til at vide, at jeg ikke ville gøre Liam noget nu. Alle ville vide, at det var mig, for alle hørte, at Liam og jeg forlod stedet sammen.

Liam smilede til Hayley og gav hende et kort kram, før han så gik hen til mig. ”Så lad os smutte,” sagde han henvendt til mig, og jeg nikkede hurtigt. Jeg havde nærmest ikke nogen anelse om, hvor vi skulle gå ud henne, så jeg valgte at gå en smule bag Liam, så han førte an. Og ja, det gjorde han egentlig meget godt.

Der gik i hvert fald ikke lang tid, før vi sad ude i en bil, efter at have banet os forbi de kun 15 fans, der var tilbage ved bagindgangen. Det skulle nok blive spændende i morgen, hvis der kom billeder over det hele. Jeg var bange for, at der var nogen, der ville genkende mig, hvis det kom ud.

”Vil du gerne helt hjem?” spurgte Liam roligt om, da vi sad ude i bilen. Jeg trak på skuldrene og pillede en smule ved mit armbånd. ”Det ved jeg ikke. Jeg føler ærlig talt ikke rigtig for det,” indrømmede jeg ærligt, da jeg havde tænkt mig om.

Jeg havde ikke lyst til at gå hjem og gå i seng, som om der ingenting var sket, når alt var sket. Jeg havde mistet min bedste veninde og ikke nok med det, så vidste hun også den allermest dyrebare hemmelighed omkring mig. En hemmelighed som jeg aldrig havde haft intentioner om, at hende eller nogen andre skulle vide, men selvfølgelig skulle det ikke gå, som jeg planlagde det.

”Det er uden at lyde creepy eller noget, selvom jeg nok har svært ved at formulere det anderledes, men du må gerne tage med mig hjem. Bare at snakke eller noget. Det var måske heller ikke helt sådan en aften, jeg havde forestillet mig, så vi kunne rette en smule op på det?” foreslog han.

Jeg tænkte mig lidt om. Der var en del af mig, der var en anelse utryg ved det, for ja, lad mig indrømme det – jeg havde aldrig været sammen, sammen med en fyr før. Ikke, fordi jeg regnede med, at det var det, det ville føre til – det havde han jo sagt – men alligevel havde situationer som disse det med at gøre mig en smule usikker.

Alligevel skubbede jeg mine tanker bort og tog mig sammen. Jeg kunne ikke afvise ham, når jeg havde mit arbejde at tænke på. Det hele var en del af det her, og det ville blot gøre det nemmere for mig, hvis jeg fik noget i mellem Liam og Summer. Ikke Liam og Quinn, der var mig, men Summer.

”Det vil jeg gerne,” åndede jeg så ud, og han smilede oprigtigt, før han fortalte chaufføren, hvor vi skulle hen. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på Hayley, og jeg forsvandt helt væk hen i minderne omkring det.

Tanken om, at jeg aldrig ville komme til at sidde på Hayleys værelse og se en film, imens vi ville putte under dynen og proppe os med popcorn – nærmere kaste rundt med dem, så der ville ende med at ligge popcorn over det hele. Vi ville aldrig ringe til hinanden over småting, eller sidde sammen i kantinen og snakke om alle de andre personer.

Jeg opdagede slet ikke, at en tåre trillede ned af min kind, før Liam lagde en hånd på min kind.

”Hey, Summer, er du okay?” spurgte han. Jeg fokuserede på hans ansigt og fik øje på en bekymret rynke. Jeg sank med det samme klumpen i min hals og nikkede. ”Ja, undskyld,” mumlede jeg stille, men havde svært ved at distrahere fra Liams hånd, der stadig lå på min kind.

Hvorfor havde jeg så svært ved at fokusere på andet end den? Det var ikke sådan, det skulle være. Hmpf. Jeg var garanteret bare mærket af situationen omkring Hayley og jeg, der ikke kunne kalde os veninder mere. Det var det, der måtte være svaret.

”Hvad var det, du tænkte på?” spurgte han roligt om, og hans brune øjne fangede mine. Jeg bed mig i læben, og mit blik flakkede kort hen mod bilruden. Det regnede udenfor.

”Ikke noget,” løj jeg, og et smil gled over hans læber. ”Der var en tåre, der trillede ned over din kind,” konstaterede han, og jeg smilede over det.

”Det er bare.. kender du det, når man har mistet nogen, og man savner dem gevaldigt? Nogen gange kommer jeg bare til at fordybe mig i mine tanker, og så sker det her. Det er ikke så godt,” mumlede jeg. Han trak på skuldrene.

Han blev ved med at kigge mig ind i øjnene med det blide udtryk, som han også havde haft overfor mig til koncerten, og jeg kunne ikke få mig selv til at kigge væk. Der var kommet en underlig stemning i bilen. Det var som om, at den var mere intim, end den havde været før.

Jeg vidste, hvad der ville ske, men jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle stoppe det. En underlig lyst til at tage del i det steg i mig, samtidig med at min fornuft hev i mig og sagde, at jeg ikke skulle gøre det – det ville blive langt mere personligt, hvis jeg lod hans læber ramme mine. Det var der altså bare et eller andet over.

Langsomt kom hans hoved tættere og tættere på mig, og jeg kunne mærke, hvordan mit åndedræt blev mere ude af kontrol, og det skræmte mig. Jeg skulle ikke gøre det her.

Hans læber var blot to centimeter væk fra mine, da bilen pludselig stoppede op, og chaufføren rømmede sig. ”Vi er her nu, Mr. Payne,” sagde han venligt. Liam bed sig kort i læben og trak sig væk fra mig. Så nikkede han smilende til chaufføren. ”Tak for turen,”

Endelig kunne jeg trække vejret helt igen, og det resulterede også i, at jeg åndede voldsomt ud, før jeg åbnede døren for at hoppe ud. Jeg vidste virkelig ikke, om jeg overhovedet ville komme til at bryde mig om den her aften i sidste ende.

Liam ventede på mig på sin side af bilen og begyndte at gå hen mod hans hus, da jeg kom hen ved siden af ham. Ingen af os sagde noget til hinanden efter episoden, der lige havde været i bilen, men det var okay. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige, fordi jeg ikke engang anede, hvad jeg tænkte lige nu.

Han låste os begge ind i entréen, hvor jeg skyndte mig at tage mine sko og min jakke af, før jeg trådte videre ind i stuen. Liam smilede til mig. ”Bare sæt dig ned,” sagde han så, og jeg gjorde, som han bad mig om og gik hen for at sætte mig i sofaen.

Kort efter satte han sig ved siden af mig og kiggede på mig med et gennemborende blik.

”Undskyld for det før, jeg.. jeg ved ikke lige, hvad det gik ud på,” undskyldte han så, og jeg kunne ikke lade være med at få det lidt stramt omkring det faktum, at han sagde, han ikke vidste, hvorfor han havde gjort det. Og jeg anede ikke, hvorfor det irriterede mig, at han sagde det, for det burde det i den grad ikke.

”Det er okay,” skyndte jeg mig at sige og lænede mig tilbage i sofaen. Jeg var træt ovenpå i dag, men den havde heller ikke været helt enkel. Ikke, i forhold til hvad jeg havde håbet.

Liam blev ved med at kigge på mig, men det lignede ikke, han rigtigt fokuserede på mig. Hans tanker var helt sikkert et andet sted. Jeg lagde en hånd på hans arm.

”Hvad tænker du på?” spurgte jeg roligt om. Han reagerede på, at jeg lagde hånden på hans arm og kiggede dermed op på mig. ”Jeg undrer mig bare over hende Elena.. hun virker så underlig, hvis du forstår – hun snakker om en eller anden Quinn, som jeg ikke aner, hvem er. Hvem tror du, hun er?” han kiggede nysgerrigt hen på mig.

Alt blodet indeni mig frøs til is, da han nævnte mit navn. Mit hjerte bankede automatisk hurtigere, selvom jeg godt vidste, at han ikke vidste, hvem jeg rigtig var. At det var mig, der var Quinn.

Jeg trak på skuldrene som svar. ”Det ved jeg ikke. Tydeligvis ikke en, som hun vil have, du skal være sammen med,” endte jeg med at svare, og han nikkede. ”Det er bare underligt, for hun får det til at lyde som om, at Quinn vil gøre mig et eller andet. Som om hun er virkelig farlig,” han trak på skuldrene og gned sig i øjnene. Han var tydeligvis også træt.

”Ja, jeg ved det ikke,” endte jeg med bare at sige med en helt normal og kontrolleret stemme. Jeg var blevet trænet til at kunne kontrollere min stemme under alle situationer, så det gjorde det let for mig at skjule min nervøsitet lige nu.

Uden jeg selv kunne gøre for det, låste mine øjne hans fast ved mine, og med det samme opstod den samme stemning, som der havde været i bilen. Det var et godt kort at have på hånden, hvis han fik følelser for mig. Han ville, som sagt, være så meget lettere at manipulere rundt med, hvis han følte noget for mig.

Hans hånd rystede let, da han lagde en hånd på min kind, og jeg blev helt forvirret over det. Hvorfor rystede han? Var han nervøs for min reaktion?

Med de mest langsomme bevægelser jeg nogensinde havde set, lænede han sig frem mod mig, og da hans læber var en centimer fra mine, havde jeg stadig ikke rykket mig. Jeg vidste ikke engang hvorfor, for det burde jeg – og så alligevel ikke.

”Er det okay?” spurgte han helt tæt på mine læber. Jeg kunne mærke hans ånde mod mine læber, da han snakkede. Jeg sank en klump, før jeg tøvende nikkede.

Der gik ikke mere end 2 sekunder, før et par bløde læber blev presset mod mine. Min fornuft forsvandt, og jeg kom automatisk til at presse lidt på mod hans læber for at deltage i kysset, og han gjorde det kun muligt for mig.

Hans læber var så bløde, at det var helt umuligt ikke at synes om det, og jeg fik en underlig følelse i kroppen.

Jeg vidste, at vi begge to kunne mærke, at den var der. Der var en direkte gnist i mellem os, og det var det, der gjorde, at jeg slet ikke kunne tænke klart.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...