Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23349Visninger
AA

14. Kapitel 13.

Hayleys synsvinkel:

Blodtab og blyforgiftning, det her frustrerede mig grænseløst. Selvfølgelig klarede jeg opgaven. Det gjorde jeg altid. På trods af den svære situation med en kendis, troede jeg, tingene var nogenlunde under kontrol. Nu så alt anderledes ud. Quinn løj mig direkte op i fjæset, og jeg hvæsede nærmest af hende, da hun kom herhen og stak billedet af Liam op foran mig.

Tårer banede sig vej ned ad kinderne og efterlod våde striber, som jeg lagde mappen fra mig. Jeg havde netop læst det hele igennem, og jeg vidste dermed, at jeg aldrig skulle tilbringe flere latterfyldte dage sammen med hende. I al den tid vi kaldte os bedste veninder, havde hun haft en lige så stor hemmelighed som jeg. Forskellen var bare, hun ikke gjorde det af god mening. Hun dræbte folk for pengenes skyld. Hun var lejemorder. Hvem ville have gættet det?

Jeg skreg af mine lungers fulde kraft og tog mig ikke af, om nogen hørte mig. Alt kunne rende mig. Hulkende begravede jeg ansigtet i hænderne, mens jeg langsomt lagde mig sammenkrøbet i sengen. Tankerne farede rundt, blandede sig og var fuldstændigt udtydelige. Quinn.. Hvorfor?

Skulle man se positivt på det, vidste jeg nu, hvem der skulle stå bag mordet på Liam. I realiteten kunne jeg få hende indespærret med det samme, men jeg ønskede under ingen omstændigheder at se hende bag tremmer. Desuden kendte hun heller ikke til min identitet. - Endnu. Det var vel kun et spørgsmål om tid. For alt i verden måtte Liam intet få at vide. Hvor ville det være meget lettere, hvis jeg fortalte ham, hvad min mission var, og at Quinn prøvede og gøre det af med ham. Det var nu engang bare helt udelukket.

Efter et par snøft tog jeg mig sammen, tørrede øjnene og greb vredt fat om mobiltelefonen. Hastigt tastede jeg et vist nummer ind og biptonen i den anden ende lød straks, idet jeg klikkede på den grønne knap. Endnu en tåre snoede sig ud af øjenkrogen, og jeg klaskede hele hånden på kinden for at stoppe den. Aldrig havde mit hjerte smertet så meget, som det gjorde i dette øjeblik. Alt sammen på grund af en vis pige, der engang tillod sig at kalde sig min bedste veninde.

"Hayley! Sikke hurtigt jeg får lov at høre fra dig igen," klukkede Warren, hvilket fik mig til at fnyse højlydt. "Ja, tro ikke det er hyggesnak, der smides på bordet," vrissede jeg irriteret, inden jeg gik direkte til sagen. Mine øjne føltes stadig våde, og jeg forsøgte ihærdigt at tørre dem uden held. "Quinn, Summer Clark, er ikke bare.. Hun er lejemorder, Warren!"

For en kort stund hørtes intet. Ærligt talt var det også bedre sådan, for midt i situationens alvor brød Warren ud i en høj latter, der forårsagede, jeg blev nødt til at holde mobilen lidt væk fra øret. Sig mig, hvad i alverden bildte han sig ind? Forstod han slet ikke, hvad jeg sagde?!

"Warren, det er alvorligt. Quinn er ikke bare en hvilken som helst lejemorder. Hun er min bedste veninde." Brat stoppede den øredøvende latter, og jeg hørte, han rømmede sig kort. Mon noget kriller sad fast i halsen? Var det hans problem? Var det hans knivskarpe problem?! Min veninde arbejde som lejemorder; en fucking lejemorder!

Efter at have siddet og skrattet små utydelige lyde, fandt jeg ud af, jeg måtte falde lidt ned. Normalt hidsede jeg mig aldrig sådan op, men det skilte sig også ud, at jeg pludselig blev stillet i så stor en krise. Før havde jeg ikke været udsat for noget så personligt på arbejdet, der endda indblandede mit forhold til den veninde, jeg ikke længere vidste, hvem var.

"Så hun ved også, du arbejder her?" forhørte han sig tydeligvis nervøst om, og jeg sukkede dybt. "Hayley, svar mig. Ved hun, hvad dit arbejde er?" Jeg rystede på hovedet, mens jeg gned mig i øjet, som jeg mærkede tårerne presse sig på igen. Hvad skete der for de skide følelser, der var sat fuldstændig af sporet lige nu?

"Nej. Eller.. Det ved jeg ikke," svarede jeg med en bævende stemme. Igen forholdt Warren sig helt tavs, og jeg snerpede læberne sammen for at få styr på deres rystende bevægelser. Hårdt bed jeg mig i underlæben, hvilket blot fik den til at ryste endnu mere.

"Pas på, Hayley. Du må tage til koncerten i aften. Men det er nu, du for alvor skal til at passe på. Både dig selv, men sandelig også vores lille stjerne." Med de ord lagde han på, og den længerevarende tone skreg mig ind i øret, inden jeg slog mobilen sammen. Troede han ikke godt, jeg vidste det?

 

***

 

De fem stemmer brølede ud over hele pladsen, men de mindst 15.000 fans formåede alligevel at overdøve det. Hvis ikke jeg nåede at holde mig for ørerne, da en pige skreg lige ved siden af mig, ville jeg ikke længere have hørelsen i orden. Heldigvis fejlede mine reflekser trods alt ikke noget, og i samme øjeblik jeg så hendes læber så småt begyndte at adskille sig, klaskede jeg hænderne op på siden af hovedet.

Drengene skruede fuldt op for energien og fyrede den maks af oppe på scenen, af det jeg kunne se hernede blandt mængden. Egentlig lød det utrolig godt, når de sang, men de tusindvis af skrigende fans ødelagde lidt oplevelsen. Det var mig umuligt at nyde koncerten, idet Niall kom med sit lille ow i omkvædet af Heart attack. Jo, jeg hørte skam et par af deres sange, inden jeg tog af sted for at vide, hvad jeg lyttede til og ikke mindst kunne rose drengene inklusiv Liam til skyerne bagefter. Som en mindre fan kendte jeg ikke ret meget til deres tekster og sange udover det, der spillede i radioen. Den person, der ikke kendte What makes you beautiful, måtte da være helt væk.

Sangen sluttede, og jeg blev skubbet ind i pigen foran mig. Undskyldende sendte jeg hende et smil, da hun med rynkede bryn vendte sig om. Hurtigt glemte hun dog alt om mig, og jeg pustede lettet ud over at vide, koncerten nu var slut. Louis råbte en tak ned i mikrofonen, og alle fem drenge forsvandt løbende ud fra scenen. Hujen, skrigen og alverdens råb lød højere end under selve koncerten, og jeg takkede mig lykkelig for ikke at skulle holde til det hver eneste dag.

Lige som jeg troede, det værste var ovre, kom det med at skulle mase sig forbi de sindssygt mange mennesker. De stod klistret op ad hinanden for at stå så tæt som muligt på drengene, selvom de i forvejen var hundrede meter fra dem. Et par 'undskyld mig' blev sagt, da jeg desperat maste mig ind mellem de nærmeste piger, men herefter droppede jeg høfligheden. Det hjalp alligevel ikke i en hær af directioners, der svævede på den lyserøde sky midt i deres idolers succes.

 

Liams synsvinkel:

Som sædvanlig var det fantastisk at stå på scenen og leve vores drøm fuldt ud som fem bedste venner. Louis hoppede op på ryggen af Harry så snart, vi nåede om bag scenen, og han var nær væltet bagover. Hastigt satte Niall kursen mod de snacks, der stod fremme på et lille bord, som vi nok ikke skulle forvente at få nogle af. Zayn smilede skævt til mig, før han smed sig i sofaen, og jeg tog plads ved hans side.

"Det gik jo fint," konstaterede jeg lavt. De andre nikkede kort, inden de fortsatte, hvad de end havde gang i. Larmen sparede de aldrig på, og i dag var ingen undtagelse. Grinende rystede jeg på hovedet, før jeg fandt min mobil frem og tjekkede den for beskeder. I samme øjeblik dukkede Summers navn frem på skærmen, og jeg skyndte mig at tage den op til øret. "Hallo?"

"Liam! Hvor var det en fed koncert! Jeg har lidt problemer med at komme forbi en sikkerhedsvagt, der ikke vil lade mig komme ind.." Hun fnøs, og jeg smilede stort bare af at høre hendes stemme. "Kan du måske fortælle ham, det er i orden? Hvis du da vil have mig ind?"

"Selvfølgelig må du da komme ind. Giv ham telefonen, så forklarer jeg, vi har en afta-" Jeg blev afbrudt af, at hun lagde på, og jeg kiggede undrende på skærmen. Niall pegede på mig med munden fuld af chips, før han smilede drillende til mig.

"Var det Elena?" spurgte han om, mens han tyggede på de knasende snacks, og jeg rystede hurtigt på hovedet. Før jeg nåede at svare ham, hørte jeg en genkendelig stemme lidt bag mig, som jeg lige syntes smækkede røret på. Summer stod strålende i et fantastisk outfit, og der gik ikke mere end nogle sekunder, før jeg var på benene og gav hende et lille kram.

"Ja, undskyld, men jeg havde den på højtaler, så da vagten hørte din stemme, lukkede han mig direkte ind. Jeg håber, det er i orden," forklarede hun, og jeg lo lavmælt, mens jeg roligt nikkede. Zayn fulgte opmærksomt med i vores lille samtale, mens Harry prøvede at få en håndfuld chips, der nu tilhørte Niall. Louis hoppede ud mod badeværelset, og jeg rettede igen mit blik mod Summer og hendes blå øjne.

"Vil du ikke sidde ned?" tilbød jeg, og hun takkede pænt ja, hvorefter vi satte os i en ledig sofa. Niall vekslede blikke med Zayn, hvorefter han kiggede skiftevis på Summer og jeg.

"Du er Summer, ikke?" Forvirret lagde han hovedet på skrå og lod sit blik hvile på Summer, der slog sin søde latter op. Af en eller anden grund fik den mig til at føle et par sommerfugle baske rundt i maven, og jeg fortrød næsten at have sagt til Elena, hun også bare kunne komme. Det ville sikkert gøre mig lige så forvirret, som Niall så ud.

Ironisk nok dukkede Elena forpustet op, som jeg tænkte på hende, og hendes hår sad knapt så pænt, som det sikkert gjorde tidligere. Forbavset spærrede jeg øjnene op, da jeg så vores ene sikkerhedsvagt ligge på gulvet slået bevidstløs, og jeg farede hen til ham i en sådan hast, mine ben stort set ikke kunne følge med.

"Hvad er der sket?!" udbrød jeg rystet, mens jeg satte mig i hug og prøvede at se, om jeg kunne få liv i ham ved at bevæge hans hænder. Louis kom pludselig hen til mig og tog de hårdere midler i brug. Hurtigt slog han ham et par gange på kinderne, men vagten reagerede ikke.

Summer havde et fast greb om Elenas håndled, idet jeg kiggede op på hende, men Elena trak blot på skuldrene. "Jeg spurgte, om jeg måtte komme ind, og så faldt han om. Måske I skulle foreslå ham at få det tjekket.." Hendes søde, uskyldige stemme bekræftede mig i tankerne, jeg gjorde mig for lidt siden. Inden længe blev jeg helt klart det mest forvirrede og splittede menneske.

 

Hayleys synsvinkel:

Quinn trak diskret i mig, og jeg fulgte modvilligt med hende væk fra den nedslåede vagt og drengene, der nu alle sad ved den halvstore mand. Hurtigt kaldte Harry på hjælp, og de brugte sikkert endnu fem minutter uden at lægge mærke til Quinn og jeg. Utroligt nok lod jeg hende rent faktisk tale, selvom jeg mest af alt ønskede at slå hende hårdt. - Og så alligevel ikke.

"Hvad fanden laver du?!" snerrede hun lavt af mig, og jeg trak en smule op i smilebåndet. Egentlig fandt jeg det ikke spor morsomt, men at provokere fjenderne lå nu til min natur.

"Vel det samme som dig," svarede jeg igen og vred mig ud af hendes stramme greb. Hun kneb øjnene sammen, hvorimod jeg blot lagde armene over kors. Ændringerne i venskabet mærkedes allerede klart og tydeligt.

"Ikke helt. Jeg slår ikke vagterne ned," vrissede hun, hvilket forårsagede et hævet øjenbryn fra min side af. Hvis ikke det var for vreden og frustrationen i hendes øjne lige nu, kunne jeg forstå, hvorfor Liam tilbragte tid med hende. Altid havde jeg syntes, hun var smuk, og hun lignede langt fra en type, der arbejdede med så grusomt et job, hun nu engang gjorde.

"Selvfølgelig ikke. Det får du jo ikke penge for." Ordene spyttede jeg ud uden at tænke mig om. Da jeg hørte mig selv, gik der nogle sekunder, hvor vi begge blot stirrede på hinanden. Herefter røg endnu en kommentar ud af munden på mig. "Desuden var det kun én vagt. Og jeg er ret sikker på, du var grunden til, Liam ikke tog sin mobil, da jeg ringede til ham."

Tavsheden overtog samtalen. Ingen af os rykkede på sig, og jeg vidste udmærket godt, det måske havde været smartere at vente, til Liam hørte sin mobil ringe. Til den tid risikerede jeg måske bare at komme for sent, hvilket ikke måtte ske. Så hellere slå en vagt eller to bevidstløse.

Quinn adskilte læberne, men ingen lyd kom ud. Hurtigt lukkede hun igen munden, hvorefter hun satte kursen hen mod en af de tomme sofaer. Jeg vidste ærlig talt ikke helt, hvad jeg skulle gøre. Drengene var stadig i fuld sving med vagten, jeg tidligere tog mig af, og jeg kunne jo hjælpe til. Nu engang var jeg bare bange for, han vågnede op og genkendte mig. Hvis han røg på hospitalet, var jeg ikke i nærheden til, han kunne pege mig ud, og han kendte mig nu engang ikke godt nok til at kunne beskrive mig. Ikke engang navnet gav jeg ham af sikkerhedsmæssige årsager. Klogt valg, Hayley.

To fra personalet løftede ham op og forsvandt ud fra min synsvinkel. Jeg gættede på, hospitalet ventede på ham for at tjekke op på hans 'pludselig besvimelse'. Liam hejste sig op på benene efter at have siddet på hug, hvor han herefter smilede svagt til mig.

"Det er vi ikke vant til sker," undskyldte han, og jeg smilede let. Liam var utroligt venlig, høflig og sød, hvilket resulterede i nogle uretfærdige undskyldninger, han slet ikke burde tage som sit ansvar. Jeg nikkede blot, og han kiggede hen på Quinn, der sad med et trist ansigtsudtryk. Det sårede mig at se hende sådan, men jeg måtte vende mig af med følelsen. Vigtigt var det, hun ikke længere betød noget for mig. Dog vidste jeg, det højst sandsynligt kom til at tage sin tid.

Smilende lavede han et udslag med armen hen mod sofaerne som tegn på, jeg kunne sætte mig, hvilket jeg endte op med at gøre. For en sikkerheds skyld satte jeg mig i en anden sofa end Quinn, som Liam til gengæld glædeligt satte sig ved siden af. Hurtigt lod jeg mit blik glide op og ned af min tidligere bedste veninde for at tjekke, om jeg kunne få øje på nogle gemte våben. Hvad mit øje skuede, fandt jeg ingenting. - Men Quinn var sikkert utroligt dygtig til sit blodige job.

"Så.. De er her begge to.." sagde Harry højt for sig selv, inden han slog måsen i sædet ved min side. De andre drenge smed sig også hurtigt ned på de resterende pladser, og Liam trak uskyldigt på skuldrene, da Zayn sendte ham et spørgende blik. De regnede sikkert ikke med, både Summer og jeg dukkede op. To piger var måske også lidt meget at have inviteret herom. En player var han jo ikke kendt for at være, og det troede jeg absolut heller ikke, han nogensinde blev.

Man kunne se, Quinn ikke var meget for at rejse sig, men jeg kendte hende trods alt godt nok til at vide, hun ikke kunne holde sig. Når først hun skulle tisse, så var det bare om at komme af sted mod toiletterne. Hurtigt sendte hun mig et muggent blik, inden hun begav sig derud i et hastigt tempo for at nå tilbage inden længe.

Liam smilede bredt til mig, og jeg gengældte det straks. "Det ser ud til, I kender hinanden," lød det pludseligt henne fra Louis, der rodede i Harrys krøllede manke. Hurtigt forsvandt smilet, da han opdagede de blikke, Quinn og jeg sendte til hinanden. Hvor typisk.

Jeg tværede et falsk smil ud på læberne, inden jeg forsøgte mig med en lam forklaring. "Vi mødte hinanden til festen. Siden da har vi faktisk set en smule til hinanden, og vi mødte en dag op i samme top. Det blev hun knapt så begejstret for," løj jeg. Ærlig talt hadede jeg, når folk blev sure over sådan en lille ting, men et eller andet måtte jeg jo sige til mit forsvar, når Louis nu stak næsen for langt frem. Han nikkede bare, og jeg kunne igen rette blikket mod Liam, der trods alt var grunden til, at jeg overhovedet dukkede op her til aften.

"Må jeg spørge dig om noget, Elena?" Liam kløede sig usikkert omme i nakken, og jeg nikkede en enkelt gang som svar. I et stykke tid så det ud til, han overvejede, hvordan han skulle sige det, og jeg afventede tålmodigt spørgsmålet. Idet samme han åbnede munden, trådte Quinn igen ind. "Angående det med at kende hinanden.. Hvem er denne Quinn O'Connor?"

Udtrykket i Quinns ansigt var fuldstændig tomt, og jeg kiggede kortvarigt op på hende. Minder fra vores venskab strømmede ind over mig, og jeg lukkede mig nærmest ude af nuet. Smil, latter, glade stunder.. Alt var forbi. Dem ville vi aldrig opleve igen. Ikke sammen. Det var forbi. Alt sammen. Det hele.

"Elena?" Liam trak mig ud af min sørgmodige tankegang, der sikkert havde frembragt en enkelt tåre, hvis jeg ikke var røget tilbage til virkeligheden. Hurtigt blinkede jeg et par gange med øjnene, mens jeg kraftigt overvejede, hvad jeg burde svare. Quinn ventede tydeligvis på at høre svaret, inden hun satte sig ned, og det forstod jeg sådan set godt. Det her omhandlede nu engang hende.

Jeg kiggede igen på Liam, der tålmodigt sad med et undrende smil omkring læberne. Hårene tittede efterhånden lige så stille frem på hans hoved, og der ville ikke gå lang tid, inden han fik sit længere hår tilbage. Ud af øjenkrogen sendte jeg Quinn et sidste blik, inden jeg lod svaret løbe ud af munden på mig. "En, du måske bør holde afstand fra."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...