Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

247Likes
467Kommentarer
22855Visninger
AA

13. Kapitel 12.

Quinns synsvinkel:

”Kender du noget til det her billede?” snerrede jeg lavt og holdet billedet af Liam op foran Hayley. Jeg vidste godt, at jeg burde holde alt det her hemmeligt, men det her var fandeme ved at blive for meget. Jeg vidste jo, at hun havde rodet i mine ting.

Hayleys øjne forstørrede sig en anelse i takt med, at hun genkendte billedet, som jeg viste foran hende. Jeg kunne tydeligt se på hende, at hun snak en klump.

”Jeg.. det.. nej, jeg kender det ikke,” sagde hun så, og jeg kunne ikke lade være med at grine. Vores venskab var helt klart fuldstændig ændret, så jeg kunne ikke se nogen grund til at være særlig sød over for hende.

”Det er godt, at du kan opføre dig sådan. Du roder mine fucking ting igennem, fordi du ikke stoler på mig, hvad er det for noget? Hayley, hvad er det, der er galt med dig?” jeg råbte nærmest af hende, fordi jeg var så vred. Det var for helvede ikke det her, der skulle ske ved denne opgave.

Hayley hævede et øjenbryn og satte en hånd i siden. Det lignede, at hun havde en indre kamp med sig selv, før hun åbnede munden op.

”Ved du, hvorfor jeg er sådan her og ikke stoler på dig? Fordi du lyver over for mig, Quinn. Hvordan skal jeg så stole på dig?” hun spyttede ordene ud, alt imens de forvirrede mig gevaldigt.

Hun kunne da umuligt vide, at jeg havde løjet over for hende, kunne hun? Det var da urealistisk.

”Hvad snakker du nu om, Hayley? Hvornår har jeg måske løjet for dig?” jeg lagde hovedet på skrå og prøvede at se skuffet ud. Det var jeg egentlig også, for jeg havde troet, at hun måske stolede på mig. Selvom hun ikke burde det i realiteten, så var jeg skuffet.

”Liam kender ikke nogen, der hedder Quinn O’Connor, Quinn,” hun snakkede nu dæmpet, og det var min tur til at kigge på hende med store øjne. Hvor vidste hun det fra? Jeg trådte et skridt tilbage, fordi der pludselig var noget her, der ikke var, som det skulle være.

”Hayley, jeg-” ”Jeg kender ham også. Elena Hope? Ja, det er mig. Det er mig, Quinn. Og vil du vide noget mere? Jeg skal også til deres koncert i aften,” hun hvæsede det ud mellem sammenbidte tænder, så jeg ikke engang turde sige noget til det.

Jeg var bange. Okay, det var måske så meget sagt, men jeg var nervøs. Hun kunne ikke vide alt det her, uden hun.. havde en eller anden form for indflydelse på noget, der omhandlede Liam. Hvad fanden skete der egentlig her?

Uden at sige mere trådte jeg igen tilbage, indtil jeg var ude af døren. Det her gav ingen mening, og jeg var så forvirret. Hvordan kunne Hayley også have været der og også have givet et falsk navn? Hvad skete der lige for det? Og hun ville være der til koncerten i aften.. Der var nogen, der sagde mig, at jeg skulle tage min pistol med.

Ikke fordi jeg ville gøre nogen fortræd, men min fornemmelse sagde mig det, og jeg fulgte den for det meste. Hvorfor havde hun haft nogen grund til at skjule sit navn og sin identitet? Hun havde jo ikke noget at skjule, ligesom jeg havde.

Jeg vidste, at jeg havde et forklaringsproblem, som jeg skulle tage mig af, men det havde hun fandeme også. Jeg vidste ikke hvem af os, der skulle være mest usikker på den anden.

Min mobil vibrerede, og jeg tog den op af lommen uden at kigge på, hvem det var.

”Ja?” snerrede jeg nærmest ind i mobilen, fordi jeg var i så dårligt et humør. Jeg magtede nærmest ingenting nu, fordi mine tanker kredsede så meget omkring, at Hayley virkelig skjulte et eller andet for mig. Jeg forstod det ikke.

”Ro på, skatter,” det var Jamies let genkendelige stemme, der lød, og jeg sukkede nærmest højt over det. Men alligevel var det meget godt, at jeg havde ham her, for så kunne jeg fortælle ham om det, jeg lige havde fundet ud af.

”Sorry. Hvad så?” spurgte jeg, denne gang en anelse roligere, imens jeg gik ned gennem gaden efter at have forladt Hayley. Der var mange mennesker ude i dag, og det havde nok noget at gøre med, at det for en gangs skyld var godt nok vejr til, man gad tilbringe sin tid udenfor. Det var ikke tit, det skete.

”Jeg synes bare, at det er lang tid siden, jeg egentlig har hørt fra dig. Hvordan står det til med det hele? Du har efterhånden brugt en del tid, men du skal selvfølgelig også tæt på ham.. Nå, fortæl,” sagde han ivrigt, og jeg sukkede kort. ”Jeg er lige i nærheden. Kan jeg ikke bare komme forbi? Jeg har også brug for en cola, og jeg orker ikke at betale for den,” pointerede jeg, og han grinede. Han vidste, at jeg altid misbrugte, at der var gratis sodavand henne på bureauet.

”Jamen så kom. Jeg venter bare imens,” svarede han, og jeg fik lyst til at slå en høj latter op. Hvad fanden skulle han ellers lave? Han havde ikke så fandens mange ting at lave for det meste, så det her var nok et af højdepunkterne på dagen.

Jeg lagde på med et lille farvel, før jeg drejede til højre for at sætte min kurs hen mod bureauet.

 

***

 

Mine skridt gav genlyd, imens jeg gik ned af den lange gang, der førte til Jamies kontor. Jeg gik forbi et par mennesker, som hilste på mig med et kæmpe smil, og jeg smilede tilbage.

”Hej, Quinn. Det er lang tid siden, vi har set dig her. Har du travlt?” Ben, som også var en af de yngre her på stedet, gik op på siden af mig med et charmerende smil. Jeg havde altid syntes, at han var noget af det lækreste, der havde gået på den her jord, så det var rart, han snakkede til mig.

”Ja, det kan man vidst godt sige, at jeg har,” smilede jeg og blev ved med at gå. Ben nikkede ivrigt og strøg en hår igennem sit hår. ”Ja, jeg hørte jo, at du havde fået den store sag med den berømte sanger. Er det ikke lidt svært, når han er så kendt?” han lagde hovedet på skrå.

Jeg kiggede til siden og hen på ham med et dumt blik. ”Det ved jeg ikke, når jeg ikke har prøvet at dræbe ham endnu. Men det er sgu svært nok alligevel, når ens bedste veninde begynder at opføre sig mystisk og kende personen,” det var ikke meningen, jeg skulle sige det sidste, men det røg nærmest bare ud af min mund.

”Hva?” han så forvirret ud, men jeg rystede blot på hovedet for at skære ham af, inden jeg drejede ind på Jamies kontor. Der gik Ben vel forhåbentligt ikke med ind. Det kunne man da i hvert fald håbe på, at han ikke gjorde.

”Nå, nå, nå, der kan man bare se, hvem vi har her. Sid ned – jeg har hentet din cola til dig,” Jamie lavede et nik med hovedet hen mod stolen, som jeg så mange gange havde siddet i.

”Okay, du ville godt vide, hvordan det gik, ikke? Hvad gør man, når en af ens veninder pludselig begynder at opføre sig sært og er ved at regne noget ud omkring det her?” jeg tog en kæmpe tår af min cola, hvorefter tårerne pressede på for at komme ud, grundet brusen, der var i colaen.

Jamie havde rettet sig opmærksomt op i stolen. ”Hvad? Hvordan er hun ved at finde ud af det?” spurgte han og virkede straks helt nervøs. Jeg sukkede tungt. ”Elena Hope. Det er hende, men det er ikke det, hun hedder rigtigt. Det er også lige meget, hvad hun hedder rigtigt, men det undrer mig, at hun også skjuler sig bag et falsk navn. Hun har vel ikke nogen grund til det, og derudover har hun også rodet i mine ting. Jeg fandt et billede af Liam i min have, som hun havde tabt, og hun har opført sig underligt. Så jeg konfronterede hende med det, og så begyndte hun at råbe af mig. Jeg er bange for, hun ved, at jeg er ude på noget. Fordi.. hun fandt ud af, at jeg, ’Summer Clark’, var mig, så jeg kom selvfølgelig op med en undskyldning for, at det ikke var mit navn. Den troede hun så på, indtil hun skrev til Liam, om han kendte en Quinn O’Connor, for jeg havde sagt, at han kendte mit rigtige navn.. så faldt det hele ligesom lidt til vasken igen.”

Jamies øjne blev mere og mere åbne og nervøse, imens jeg fortalte, men alligevel sad han helt rolig i sin stol, som om det kun var ude på, han var nervøs.

”Det var satans. Hvad har du tænkt dig at gøre ved det?” spurgte han, og det irriterede mig. Hvad fanden troede han selv? ”Hvad vil du måske have, at jeg skal gøre?” vrissede jeg, og han smilede skævt.

”Du skal nok finde på noget. På trods af din alder er du en af de bedste, vi har her. Jeg tror på, at du godt kan. Har du egentlig fundet ud af, hvem der skal passe på ham? Der stod jo i dokumentet om ham, som jeg gav til dig, at der var rygter om, at der var en FBI-agent eller noget, der skulle passe på ham. Uden han selv ved det, selvfølgelig,” han lænede sig tilbage i læderstolen og foldede hænderne roligt på sit skød.

Hvor fik han den evige ro fra? Det var da helt ufatteligt, at han kunne blive ved med det.

Da han sagde det, var det som om, der var noget, der gik op for mig. En mulighed, som jeg slet ikke havde set før nu. For fanden da.

”Åh gud. Hvad nu, hvis det er hende, Jamie? Hvis det er min veninde, der også lever et slags dobbeltliv, og det er hende, der skal beskytte ham? Så hun skal beskytte Liam fra hendes bedste veninde, der er lejemorder.. For fanden,” frustreret lagde jeg hænderne i hovedet, og jeg kiggede først op, da Jamie rømmede sig en anelse.

”Du.. Quinn, jeg kan godt sætte en anden på sagen, hvis det er? Det ville selvfølgelig blive en smule sværere at gennemføre, men hvis du ikke har lyst til at skulle gøre det, når det måske involverer din veninde, så forstår jeg det da godt,” sagde han, og jeg kiggede overrasket på ham.

Han plejede altid at sige til folk, at hvis de ikke kunne gennemføre ting her, på trods af at de var lidt personlige, så var man ikke god nok til at være her. Hvorfor behandlede han så lige mig anderledes end alle andre?

Jeg skulle til at takke ja til hans tilbud, da en underlig tanke flakkede igennem mig. Først så jeg Liam for mit indre. Det der søde smil, som jeg måtte indrømme, at han havde, og så de uskyldige, brune øjne. Hvad, hvis der var nogen, der slet ikke vidste, hvordan de skulle håndtere det?

Du prøver at beskytte ham, Quinn. Min underbevidsthed snakkede til mig, men jeg skubbede det hurtigt væk. Det kunne i hvert fald ikke på nogen måde være sandt, så det var ikke en mulighed.

”Det er fint. Jeg tager mig af det, jeg skal bare lige finde ud af, hvad jeg gør med hende min veninde. Jeg skal nok klare det,” sagde jeg overbevisende, og han nikkede. ”Godt så,” mumlede han, og jeg rejste mig fra stolen.

”Godt så,” jeg gentog hans ord, før jeg gik ud af døren. Dog nåede jeg ikke at komme særlig langt, før Ben pludselig trådte op på siden af mig og gav mig et chok. Et lille skrig undslap mig, og jeg lagde dramatisk min hånd på hjertet.

”Hold dog op, du forskrækkede mig der. Har du stået og lyttet til os eller sådan noget?” vrissede jeg halvirriteret, fordi det, logisk nok, irriterede mig rigtig meget. Han skulle da også bare blande sig i alt.

”Måske. Men hvad så, er du lige blevet yndlingen eller hvad?” han lavede et nik med hovedet ind mod Jamies kontor. Jeg himlede med øjnene. ”Hold nu op, altså. Er du jaloux, eller hvad?” jeg smilede provokerende til ham, og nu var det hans tur til at himle med øjnene.

Fik jeg nævnt, at vi havde en evne til at gå hinanden rigtig meget på nerverne, selvom det ikke rigtigt var godt for nogen af os? Nej okay, godt så.

Han svarede ikke, og det fik mig til at snakke igen. ”Vil du noget bestemt, Ben? Ellers vil jeg meget gerne have lov til at fortsætte, så jeg kan komme hjem,” jeg begyndte allerede at gå hen mod udgangen, og Ben sukkede, før han hev fat i mig.

”Okay, der er noget, jeg har tænkt på. Nu har jeg ligesom gået op og ned af dig i godt og vel et år, og jeg har set de blikke, du har sendt mig – ikke modsig mig – og jeg har også været god til at give dig blikke. Og jeg tænkte bare på.. om du ville med ud og spise en dag?” han bed sig i læben, og mit hjerte smeltede helt.

Stod han lige og inviterede mig ud på den date? Aw, hvor sødt kunne det lige være?

”Det vil jeg meget gerne,” det fløj ud af mig, og han nåede at lyse op i et smil, før det gik op for mig, at det ikke kunne finde sted lige nu, ”jeg mener.. nej, desværre. Det har ikke noget med dig at gøre, men der er meget spotlight på mig i den her tid, fordi folk tror, at jeg skal til og date Liam og alt muligt. Så ville det ikke være så godt at blive set med dig, hvis du forstår?” jeg lagde min hånd på hans arm.

Han lignede en, der var blevet virkelig såret, men jeg vidste, at han godt kunne forstå det. Han var ligesom selv inde i det her miljø med at have det her som arbejde, så han forstod.

”Når den her sag er slut så?” spurgte han og kiggede på mig med bedende blå øjne. Han lod en hånd køre igennem det korte, lyse hår, og jeg nikkede. Dog var det med en klump i halsen, for det var underligt at tænke ’når den her sag er slut’.

Hvordan ville det være så? Så ville Liam ikke være her mere, og jeg ville bringe millioner af fans i sorg. Der var nok også en del mennesker, som rent faktisk ville begå selvmord af det, fordi de var så besat af det band. Og det var mig, der skulle være skyld i det. For helvede da også, hvor fik jeg en dårlig smag i munden.

”Quinn?” Bens stemme hev mig tilbage til virkeligheden, som jeg stod i, og jeg kiggede hen på ham. ”Den er jeg med på. Når den her sag er slut,” lovede jeg og blev ved med at holde øjenkontakten med ham, så det virkede troværdigt. Det var også rigtigt, det jeg sagde, var det ikke?

”Super. Så håber jeg, at du snart får gjort det af med ham,” han blinkede, ”vi ses,” så gik han den vej, som vi lige var kommet af, og jeg stod bare og kiggede efter ham? Lige nu kunne jeg ikke fatte, at jeg var med til sådan noget her og havde gjort det så mange gange før.

Jeg havde tankerne kørende rundt i kroppen, da jeg gik på vej hjem. Luften var egentlig meget rar, men jeg tog mig ikke engang tid til at nyde det. Lige nu var det bare som om, jeg slet ikke vidste, hvad jeg skulle gøre med noget som helst.

Hayley var ikke Hayley, og alligevel var hun Hayley. Jeg skulle slå Liam og dermed nok også mange andre ihjel, og jeg havde bare ingen at snakke med om det overhovedet. Det var deprimerende. Hvordan ville det ikke lige gå, næste gang jeg skulle i skole og se Hayley? Det kunne jo kun gå galt.

Nu skulle jeg først og fremmest koncentrere mig om at overleve aftenen, for Hayley ville jo være der. Fuck, hun ville være der. Jeg var på randen til at græde, da jeg kom hjem. Jeg kunne ikke overskue ikke at have Hayley ved min side, som jeg plejede at have.

Nu var jeg oppe imod hende, selvom jeg ikke vidste, om det var helt rigtigt. Jeg var jo ikke sikker på, om hun skulle beskytte ham, eller om hun blev sur, fordi hun var nysgerrig og vidste, at jeg havde løjet overfor hende. Jeg kunne ikke helt regne det ud, og det var pisse frustrerende.

”Er der noget galt, skat?” min mor brød mine tanker, og jeg kiggede op på hende med et fremtvunget smil. Hun skulle da for alt i verden ikke vide, at der var noget galt.

”Nej, jeg har det fint. Jeg tror forresten ikke, at jeg er hjemme i aften eller nat. Jeg skal til en One Direction koncert, og så sover jeg hos Hayley,” løj jeg. Det var min oprindelige plan at sove hjemme, men nu hvor jeg var mere presset med muligheder for at få gjort min opgave, måtte jeg gå all in.

”One Direction? Siden hvornår er du lige begyndt at interessere dig for dem?” min mor hævede et øjenbryn og kiggede forvirret på mig, ”og hvor har Hayley og dig billetter fra?” hun lagde hovedet på skrå.

”Hun fik dem af noget familie, og så inviterede hun bare mig. Hellere det end at lade dem gå til spilde, ikke?” løj jeg og smilede stort. ”Jeg må hellere lige gøre mig klar, så jeg ikke ser fuldstændig dum ud. Du har ikke lyst til at lave en eller anden sandwich til mig imens, vel?” jeg lavede hundeøjne, og hun nikkede hurtigt.

Nu var det så bare om at få styr på de ting, jeg skulle have med. En måde, hvorpå jeg kunne skjule en pistol. Det skulle nok blive sjovt det her. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...