Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

247Likes
468Kommentarer
22824Visninger
AA

12. Kapitel 11.

Hayleys synsvinkel:

Med hovede lagt let på skrå studerede jeg alle Quinns træk. Hendes forklaring gav mening, men jeg følte mig ikke overbevist. Noget sagde mig, hun løj. Summer Clark.. Tænk, at jeg ikke regnede den ud, da jeg stødte på hende til festen. Nu stod det hele så klart for mig. Selvfølgelig var det hende. Spørgsmålet lød så bare, om hendes lille fortalte historie byggede på sandheden.

”Ved Liam godt, at du hedder Quinn O’Connor og ikke Summer Clark?” Jeg skiftede datingemnet ud med et meget vigtigere et. I starten så det ud til, at Quinn ikke var helt tryg ved det. Det måtte ærlig talt også virke lidt underligt, at hendes bedste veninde spurgte hende ud om alverdens ting, som om hun ikke stolede på hende. Hvilket jeg måske heller ikke gjorde.. Forvirringen var virkelig frustrerende lige i øjeblikket.

”Selvfølgelig ved han da det. Jeg kan jo ikke lade ham tro, at jeg hedder noget, jeg ikke gør,” overbeviste hun mig, og jeg nikkede langsomt. Det hele lød som noget, der kunne være sandt. Jeg vidste ikke helt, hvad jeg mere skulle sige. Faktisk troede jeg fuldt og fast på hende. Jeg skammede mig nærmest over forhøret, hun netop gik igennem. Bedste veninder stolede på hinanden og fortalte altid sandheden. - Med undtagelse af mig. Men Quinn var en fantastisk pige. Naturligvis var hendes oplysninger korrekte.

”Okay så. Det giver vel mening. Men jeg må indrømme, at jeg ville have sat pris på, hvis du havde fortalt mig det. Det forstår jeg ikke, at du ikke har." Jeg rynkede panden og afventede et fornuftigt svar, som jeg hurtigt fik.

”Jeg ville bare ikke have, at du blev indblandet i noget på nogen måde. Og så ville jeg også bare gerne lige se Liam an, før jeg sagde noget til dig,” forklarede hun, og både hendes smil og øjne bad til, at jeg stoppede spørgsmålene. Jeg forstod hende godt og cuttede det af med et tænksomt blik, hvorefter jeg nikkede.

”Godt så. Jamen lad os da se din nye film, når nu jeg er her, hvad siger du til det?” foreslog jeg, og hun smilede lettet, da jeg smed mig ned på sengen ved hendes side. Efter et lille hop sad jeg behageligt, og Quinn rejste sig hastigt op for at finde filmen frem. Igen begyndte hun at sludre løs om, hvor god den var, og jeg kunne ikke lade være med at smile. Hvor jeg dog elskede hende. Hvordan fik jeg overhovedet mig selv til at mistænke hende?

"Jeg går lige ud og laver nogle popcorn. Jeg er tilbage om to minutter!" konstaterede hun, og jeg nikkede smilende. I en fart forsvandt hun løbende ud ad døren, og jeg trak benene op til mig for at skabe mig en hyggeligere stilling. Der gik lidt tid, hvor jeg bare stirrede ud i luften, inden jeg rynkede brynene og besluttede mig for at blive helt sikker i min sag.

Jeg trak mobilen op og tastede langsomt nogle få ord ind. Mere end det behøvede jeg ikke. Inden længe ledte jeg telefonbogen igennem, til jeg nåede L. Jeg klikkede på navnet, jeg ønskede at sende beskeden til, og før jeg vidste af det, var den sendt. Så meget for den tiltro, jeg netop havde klaget over ikke at have til Quinn.

Idet samme hun trådte ind ad døren, bippede min mobil, og jeg skyndte mig at klikke ind på beskeden, jeg modtog. Som beregnet var den fra Liam. Mine øjne opfangede og satte ordene sammen til en sætning, der gav mening, og jeg stirrede i lang tid på skærmen.

"Vi er løbet tør for popcorn, men min mor skal ned og handle. Jeg har fået hende til at købe nogle med hjem. I mellemtiden laver jeg lige nogle smoothies. Banan og jordbær? Er det i orden med dig?" forhørte hun sig om, og jeg nikkede kort, før jeg tvang mig selv til at se op og sende hende et smil. For en stund virkede det som om, hun overvejede at spørge ind til, om noget var galt, men da jeg grinende skyndte på hende og beklagede mig over, hvor gerne jeg ville se den film, smilede hun og forsvandt igen. Præcis som mit smil gjorde i samme øjeblik.

Jeg tjekkede igen beskeden, der oplyste min skærm. Som svar på mit spørgsmål, om han kendte til Quinn O'Connor, havde Liam helt præcist svaret; Nix, det gør jeg ikke.

Hvad skete der lige for det? Quinn løj mig op i mit åbne ansigt, og hun skjulte helt klart et eller andet. Det var der ingen tvivl om. Ikke længere.

Uden at tænke over, hvorvidt det var en klog idé, rejste jeg mig lydløst op fra sengen. Et eller andet sted måtte der vel være et svar på, hvorfor hun ikke fortalte mig sandheden. Jeg anede ikke, hvad jeg ledte efter, men jeg begyndte lige så stille at rode i nogle af hendes ting. Inderst inde følte jeg mig som en forræder, men jeg blev nødt til det.

I hendes skuffer lå ingenting, jeg kunne bruge som bevismateriale og svar. På skrivebordet spredte bøger sig ud, og jeg undersøgte dem ikke nærmere, da jeg kendte dem alle. Skolebøgerne gemte ikke på andet end tal og bogstaver, der i sidste ende gjorde en sindssyg.

Jeg farede sammen, idet lyden fra maskinene ude i køkkenet fyldte hele huset, og jeg vidste dermed, at Quinn var i fuld sving med de smoothies. Inden længe stod hun herinde, og jeg kunne ikke gøre andet end at lade hendes løgn ligge. Hurtigt sprang jeg nærmest hen til hendes skab som det sidste, og da jeg åbnede det, mødte en masse tøj mit syn. Som sådan så det ikke spor mistænkeligt ud, og jeg lukkede det igen i. Jeg rynkede brynene, netop som jeg vendte mig væk derfra, da jeg pludselig syntes at have set noget underligt.

Igen åbnede jeg skabsdøren og lod blikket køre rundt derinde. Først lige inden jeg opgav det, fangede blikket et billede af en genkendelig person. "Liam.." hviskede jeg forvirret, inden jeg satte mig på hug for at samle det op. Længere inde lå en mappe, og jeg mærkede mit hjerte hoppe op i halsen på mig, idet jeg rakte ud efter den. Lyden ude fra køkkenet stoppede, og jeg skyndte mig at hejse mig op på benene, lukke skabet og pakke mappen og billedet ind i min jakke, så det så ud som om, jeg blot havde lagt den pænt sammen på hendes kontorstol.

"Så er der.. Hayley, hvad fanden laver du?" Quinn stirrede mærkeligt på mig med de to glas i hånden, og jeg smilede bare stort. Hastigt havde jeg kastet mig hen i hendes seng og hoppede nu op og ned med rumpen. Et eller andet måtte jeg tage mig til, hvis ikke jeg skulle afsløre mig selv. Sad jeg for roligt, ville spørgsmålene og afhøringen sikkert bare finde sted igen, og hun ville regne ud, jeg heller ikke talte med rent mel i posen.

"Jeg hopper.. Kom og join mig!" grinte jeg, og hun rystede fnisende på hovedet. "Du er mærkelig, skat. Sæt dig nu ordentligt. Vi skal begge kunne være der!" hundsede hun med mig, og jeg stoppede hopperiet og tog mod glasset, hun rakte mig. Straks satte jeg læberne mod sugerøret og sugede som en gal for at få et eller andet indenbords.

Quinn satte sig i skrædderstilling og trykkede på fjernbetjeningen. Inden længe kørte de første tekster hen over skærmen, og filmen begyndte at spille. Den var sikkert fantastisk, hvis jeg kendte Quinns filmsmag ret. Ærgerligt jeg bare ikke havde koncentrationen til at følge med.

 

***

 

"Hvad siger du så? Fantastisk, vidunderlig eller helt igennem fantastisk?!" Quinn var helt oppe at køre over filmen igen, og hun overfaldt mig med spørgsmål i samme øjeblik, filmen sluttede. Jeg proppede en håndfuld popcorn ind i munden, mens jeg overvejede mit svar. Kun nogle få scener huskede jeg, men det kunne jeg ikke fortælle hende.

"Den var.." Hun så afventende på mig med store, nysgerrige øjne, hvilket fik mig til at smile svagt. "Den var fantastisk, vidunderlig OG helt igennem fantastisk!" Jeg rynkede brynene, da det gik op for mig, hvor åndssvagt det lød, men Quinn nikkede bare som en dukke, der ikke kunne andet.

"Jeg ved det! Johnny Depp er virkelig en Gud i den her film! Jeg må sige, at hvis ikke jeg.." Midt i sætningen afbrød hun sig selv, da hun klikkede på sin mobil. Det eneste, jeg nåede at se, var, hun havde modtaget en besked, før hun lagde den fra sig på sengen med skærmen nedad.

"Hvem var det?" Jeg nikkede kort mod hendes mobil som en hentydning, og hun førte en tot af det lyse hår om bag øret. Herefter rystede hun på hovedet som tegn på, det ikke var noget, hun gad snakke om. Jeg fik en dårlig smag i munden, da jeg pludselig blev bekymret for, noget var galt. Men det kunne vel lige så godt være en løgn som det, hun fortalte mig tidligere. Hvor meget af det, der passede, vidste jeg jo faktisk ikke. En ting kunne jeg dog med sikkerhed sige; det var løgn, at Liam kendte til hendes virkelige navn.

"Jeg må nok også hellere se at komme hjem igen," mumlede jeg og sendte hende et lille smil. Hun nikkede forstående, og jeg rejste mig op fra sengen for at gå hen til min jakke. I stedet for at tage den på, tog jeg den under armen. Da jeg opdagede Quinns spørgende blik, trak jeg bare på skuldrene. "Det er faktisk ikke så koldt udenfor endda."

"Det er jo op til dig," grinede hun let, og jeg lod mig rive med. Hun fulgte mig ud til døren, hvor vi gav hinanden et kort kram, inden jeg begyndte min gang hjemad. Spørgsmålene rungede tungt i mit hoved, og jeg lagde derfor ikke mærke til det løse billede af Liam, der, før jeg drejede væk fra Quinns grund, faldt ned på jorden.

 

***

 

Jeg fattede det ikke. Mappen var fyldt med billeder og information omkring Liam. Frustreret over fundet kastede jeg mappen tværs gennem værelset, til den ramte væggen. Papirer flød nu på gulvet, men jeg magtede ikke at samle dem op. For min skyld kunne de blive liggende. Lige nu behøvede jeg fred og ro til at samle tankerne.

Tungt lod jeg mig dumpe ned på sengen, hvor jeg pressede ansigtet ned mod hovedpuden. Et skrig kom ud over mine læber, men blev slugt af puden, så det ikke hørtes. Mine forældre var ikke hjemme i øjeblikket, men derfor ønskede jeg ikke at skrige højlydt. Jeg havde brug for at drukne det, mens jeg ellers bare skreg derudaf. Tænk, at Quinn løj for mig. Jeg, som havde haft det så dårligt over ikke at fortælle hende alle mine hemmeligheder.

Skoledagen i dag forløb som et helvede. Quinn vidste ikke, hvorfor jeg var så stille og mut, og hun blev ved med at forsikre mig om, jeg bare kunne græde ud ved hendes skulder når som helst. Hvorfor holdt jeg sådan af hende? Selvom jeg langt fra havde fået undersøgt alt materialet i mappen, men kun så på nogle få af billederne og skimmede et par oplysninger om Liam, ændrede det helt sikkert vores venskab fra min side af. Da vi i går sad og så hendes nye film, føltes det også helt forkert. Som om noget havde lagt sig imellem os. Jeg burde måske slet ikke have stjålet den mappe i går..

Min mobil bippede, og jeg tog den op til øret uden at kigge på den af ren frustration over min situation. "Det er Hayley?" Min stemme lød en anelse monotont, men jeg gjorde ikke noget ved det. Hvem det så end var, havde jeg ikke lyst til at snakke med personen.

"Hayley, det er Warren," hilste min chef på mig, og jeg himlede irriteret med øjnene. Behøvede han virkelig at forstyrre mig lige nu? Han vidste vel, jeg havde travlt, eftersom han selv gav mig en mission forleden? Måske ikke. Den drengerøv pissede mig virkelig af for tiden.

"Hayley, er du der?" Jeg rømmede mig hurtigt, da jeg opdagede, jeg ikke havde svaret ham. "Jeg er her," bekræftede jeg, og jeg kunne nærmest se ham nikke foran mig med det følelsesløse ansigtsudtryk. Noget var helt sikkert galt. Medmindre han bare ønskede en opsummering af, hvordan det hele gik indtil videre. Hvor jeg dog følte en trang til at smække røret på. Jeg var ikke i humør til noget som helst. Quinn.. Hvad i alverden stillede jeg op?

"Du bliver nødt til at finde ud af, hvem hende Summer Clark er. Hun har fået sig ind til en af deres koncerter her senere på aftenen, og du bliver nødt til også at være der. Skaf dig et bånd med hende, du bliver nødt til at få hjælp, hvis ikke du kan komme tættere på Liam end hende. Hører du efter, Hayley? Hayley? Hayley, er du der?"

Jeg sukkede dybt, inden jeg tog mig sammen og svarede ham. Måden, han gentog mit navn på, irriterede mig grænseløst. Det gjorde alt faktisk lige i dag. "Jeg er her stadig. Hvordan ved du, hun kommer til en af deres koncerter? Det er vel ikke noget, der er offentliggjort?"

"Nej. Men vi har jo vores kontakter her på bureauet. Jeg har også skaffet dig en billet, men du må selv sørge for at komme backstage. Snak med Liam, der er fuldstændig udsolgt, og jeg kan ikke stille noget op. Og find så ud af, hvem hende Summer er, så du k.."

"Jeg ved godt, hvem hun er. Hun hedder slet ikke Summer Clark," afbrød jeg ham, og han brummede overrasket over, at jeg allerede var noget frem til det. Det var så nu, jeg burde tage mig sammen og lægge på. Jeg orkede ikke, at han spurgte mere ind til det. Bare at tænke på Quinn fik mig til at længes efter at grave mig ned et sted langt herfra. Hvad hun end skjulte, skulle jeg nok finde ud af det. - Engang når jeg fik overskuddet til at skænke hende flere tanker og læse alt i mappen igennem.

"Ikke det? Hvad hedder hun så?" forhørte han sig om, og jeg tav i flere sekunder. Hvordan kunne jeg have været så dum ikke at genkende hende med det samme til festen? Jeg vidste jo, der var noget ved hende, der mindede mig om en, jeg kendte, men hvorfor lagde jeg ikke mere i det? Ikke fordi det ville have hjulpet mig.

"Quinn O'Connor," svarede jeg kort og kontant. Han smagte let på ordet i den anden ende, og jeg kunne ikke modstå fristelsen til at slå min hånd ind i væggen. Smerten kæmpede sig op gennem armen, og jeg gentog handlingen, inden Warren kom med en ordentlig lyd fra sig.

"Quinn O'Connor er Summer Clark.. Godt gået. Så er din næste opgave at finde ud af, hvorfor hun gemmer sig bag et falsk navn. Måske du ikke bør søge hjælp fra hende af. Et falsk navn tegner ofte på, man ikke helt kan stole på personen." Jeg åbnede munden, lukkede den igen og adskilte så læberne for anden gang.

"Jeg gemmer mig da også bag et falsk navn?" Der røg intet ud om, at hun var min bedste veninde. Jeg kunne ikke få mig selv til at nævne det.

"Men dig kan man jo heller ikke stole 100% på, hvis man ikke har samme karriere, vel?" Nej. Det havde han vel egentlig ret i. Jeg slog igen hånden ind i væggen, hvilket forårsagede, Warren spurgte, hvad fanden jeg havde gang i. I stedet for at svare ham skiftede jeg emne.

"Jeg skriver til Liam og finder ud af noget med koncerten i aften." Kort efter lagde vi på, og jeg sukkede dybt, mens jeg frustreret gemte mit ansigt i hænderne. Dynen under min ryg varmede mig, men jeg havde kun et i tankerne; Quinn.

Det hele føltes som en dårlig teenagefilm, der byggede på et venskab, der var for fantastisk til at være sandt, men senere hen splittedes fuldstændigt. Vi kunne lige så godt spille hovedrollerne deri, Quinn og jeg. Hvis jeg så bare fandt en grund til hendes løgn. Indtil videre gav det slet ingen mening.

Jeg skreg igen af mine lungers fulde kraft, men denne gang blev det ikke gjort ned i puden. Lyden skar i luften, som skriget blot fortsatte i en evighed. Ting skulle helst være under kontrol i mit vedkommende, og det plejede de oftest også at være. I dette tilfælde havde tingene dog vendt sig gradvist, og jeg anede ikke mit levende råd om, hvad jeg skulle stille op med mig selv. Quinn var altid den, jeg kom til i sådanne situationer, men lige i dag.. Det føltes ikke som om, jeg kunne ringe hende op.

Som jeg sagde til Warren, bestemte jeg mig for at skrive til Liam med hensyn til koncerten i aften. Hurtigt tastede jeg en besked ind og sendte den til ham, hvorefter jeg læste den for mig selv. - Bare for at se, hvordan det lød.
Hey Liam! Jeg har netop fået en billet til jeres koncert her i aften af min veninde, der åbenbart havde en i overskud, og jeg tænkte på, om vi skulle mødes? Ellers bliver det for presset i din tidsplan? x Elena.

Pludselig ringede det på døren, og jeg løftede automatisk blikket fra min mobil. I starten regnede jeg med, min mor eller far åbnede op, men jeg huskede kort efter på, de ikke var hjemme. Jeg smed mobilen fra mig, rejste mig fra sengen og tøffede ud af værelset.

Alt stod stille i det øjeblik, jeg åbnede døren og så, hvem der stod derude. Mit hjerte bankede mere end nogensinde før, og jeg følte, jeg kunne falde om når som helst. Quinns ansigtsudtryk var strengt, nervøst og hårdt. Sådan havde jeg aldrig set hende før. "Kender du noget til det her billede?" snerrede hun lavt, og jeg kiggede på billedet, hun holdt i hånden. Mine øjne forstørrede sig, som jeg genkendte det. Det var det, jeg opdagede i hendes skab. Det, jeg proppede ind under jakken sammen med mappen.

Det var det, jeg tabte af Liam.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...