Precious Secrets | One Direction

Pas på kuglerne, når Quinn O'Connor og Hayley Foyles er i nærheden; to piger, der begge ved, hvordan man holder om en pistol og sjældent misser et skud. De to 3. års studerende high school elever deler alle hemmeligheder med hinanden som bedste veninder. - Eller.. alle og alle er måske så meget sagt. Der er vel altid en enkelt ting eller to, man vælger at holde hemmelige. I deres tilfælde er disse hemmeligheder dog noget, der får en konsekvent betydning for deres venskab. De lever begge et skjult dobbeltliv, og indtil videre har de opnået at forholde deres dyrebare hemmeligheder for sig selv. Da både Quinn og Hayley får en ny opgave, støder deres hemmelige identiteter sammen, og det kan kun ende galt, eftersom den ene har for opgave at beskytte samme person, som den anden skal dræbe. Nemmere bliver det ikke af, at personen er selveste Liam Payne. Kugler affyres, knive kastes, venskab splittes og spændingen stiger gradvist, når de to piger sparker røv på hver sin måde.

248Likes
467Kommentarer
23125Visninger
AA

2. Kapitel 1.

To måneder tidligere:

 

"You got to be kidding me?!" udbrød jeg, idet jeg desperat prøvede at få pistolen ind i den hemmelige sidelåge af skabet. Af en eller anden underlig grund nægtede den bare at være der. Frustreret lagde jeg alle mine kræfter i og forsøgte igen, mens vækkeuret alarmerede mig om, at jeg skulle stå op.

Hvad det ikke vidste, var, at jeg slet intet søvn havde fået. Til gengæld gav det gode resultater i nat, da vi fangede manden, der stod bag flere bankrøverier. Det krævede tid og tålmodighed, mens enhver lyd kunne gå hen og blive døden for os alle. Efterhånden lærte man dog at kontrollere både vejrtrækninger og bevægelser på en sådan måde, at det ikke hørtes.

Jeg trak mig lidt væk fra lågen, inden jeg kastede mig mod den. Kraften, jeg havde med mig i springet, fik den skubbet i, og jeg åndede lettet ud. Det kneb med pladsen derinde, så problemet gentog sig sikkert igen, hvis ikke jeg fandt på noget. Hovedet måtte lægges i blød.

Forpustet gik jeg hen til vækkeuret, der stadig kimede konstant. Hurtigt trykkede jeg ned på en af knapperne, hvilket stoppede den forfærdelige lyd, og jeg smed mig udmattet på sengen. Varmen fra den dunede dyne fristede mig til at krybe ned under den, men jeg vidste godt, det ikke kunne lade sig gøre. Når man arbejdede som jeg, fandtes der ingen undskyldninger for at pjække fra ens liv udenfor, selvom det klart havde gjort det hele meget nemmere.

Jeg sukkede dybt, inden jeg rejste mig op og tøffede hen til skabet. Det meste af tøjet lå hulter til bulter, men jeg fiskede nemt en bluse og en trøje ud derfra. Vejen ud til badeværelset føltes uendelig, og da jeg endelig smækkede døren i bag mig, gned jeg mig træt i øjnene.

Et bad var under alle omstændigheder nødsaget. Jeg stank langt væk af røg og tobak efter at have siddet sammenkrøbet inde i forbryderens hjem, og min næse hadede mig i den grad for det.

Let fik jeg det lugtende sæt tøj af og lod det dumpe ned i en bunke henne i hjørnet. På min skulder fangede et blåt mærke min opmærksomhed. Forsigtigt kørte jeg mine fingerspidser hen over det, men smerte mærkede jeg ingen af. I sig selv så det ellers ret voldsomt ud, hvilket derfor fik mig til at trykke ned på det.

Av, for den lede knivspids!

Jo, det gjorde skam ondt, hvis jeg ramte det rigtige sted. Et fnys undslap mig, og jeg trådte ind i brusekabinen, hvor vandet straks skyllede ned over mig, i samme øjeblik jeg drejede på håndtaget. Snavs samlede sig på fliserne, inden det røg ned i afløbet, mens jeg tog elastikken ud af mit hår. Den lange fletning hang mig ned af ryggen, indtil jeg roligt foldede den ud. Inden længe havde vandet vasket al møget ud af det, og det kunne hænge løst og fuldstændig fladt ned af ryggen på mig.

Jeg sæbede hurtigt både krop og hår ind og lod igen vandet tage over for at skylle det væk. Herefter slukkede jeg for bruseren og trådte ud af kabinen for at svinge et håndklæde om mig. Det var altid hundekoldt efter at have været i bad, og i dag var ingen undtagelse.

Med lynets hast tørrede jeg de våde dråber af mig, der sad over hele kroppen, mens jeg lod håndklædet om håret blive. Jeg stak benene ned i de blå jeans, hev den grønne bluse over hovedet og bukkede mig ned for at tage bunken med mit gamle tøj op. Stresset hastede jeg ind på mit værelse, hvor tøjet røg i vasketøjskurven. Håndklædet viklede jeg af håret og lod også det tage plads dernede, inden jeg lukkede den.

Jeg stillede mig foran spejlet og satte hårtørreren, der lå fremme, i stikkontakten. Et af minusserne ved at have langt hår var nok, at det tog så lang tid at tørre om morgenen. Alligevel kunne jeg aldrig få mig selv til at klippe det af, og jeg nød også at have det hængende.

Legehumøret dukkede op og satte hurtigt et smil fast i mundvigen på mig. Jeg pegede på spejlet med hårtørreren og kneb sigtende øjnene sammen. "FBI! De gør bedst i at lægge våbnet fra Dem," advarede jeg mit spejlbillede. Let på tå sprang jeg automatisk til siden, da jeg forestillede mig hendes skud blive affyret mod mig, idet hun nægtede. Som regel var det en god idé at øve sig på sine reflekser, men jeg plejede at gøre det andetsteds, hvor mine tanker heller ikke bestemte, hvornår modstanderen trykkede ind på aftrækkeren. Naturligvis forstod jeg mig også udmærket godt på, at det skulle tages dybt seriøst.

Tro mig. Ingen tog jobbet mere alvorligt end jeg.

Da min mobil begyndte at spille, skyndte jeg mig at tørre håret færdig. Det betød, at jeg snart skulle se at komme af sted, medmindre jeg ønskede at sidde over til eftersidning. I stedet for at sætte det op lod jeg det taljelange, mørkebrune hår hænge løst, hvorefter jeg spurtede hen til min taske og svang den op på ryggen. På vejen hev jeg også fat i min mobil og stak den i lommen, inden jeg løb ud af værelset.

De mange farverige tæpper fyldte vores vægge, og de indeholdt alle en eller anden form for symboler. Min mor vidste selv ikke helt, hvad de alle gemte på af skjulte tegn, men det forventede jeg heller ikke af hende. Hun havde trods alt boet næsten hele sit liv her i England, selvom hun oprindeligt var japaner. Min far forstod sig slet ikke på de japanske hemmeligheder, hvilket heller ikke undrede mig spor. Hele sit liv havde han boet her i London, præcis som jeg selv, og var det ikke for de arvede karaktertræk, mindede jeg slet ikke om en japaner. Nu stod det jo også sådan til, at jeg kun var det halvt.

Ude i køkkenet snuppede jeg et af de røde æbler med på vejen og proppede det ned i tasken, inden jeg stormede ud af døren. Begge mine forældre tog tidligt af sted på arbejde, så jeg måtte låse døren, før jeg tog af sted. Som sædvanlig samarbejdede nøglen ikke, men jeg slap af sted med kun at bruge nogle få bandeord. Herefter styrtede jeg hen til den blå knallert, der ventede på at drøne af sted med mig. Hurtigt fik jeg trukket hjelmen over hovedet, hvorefter jeg satte mig ordentligt til rette. Kort tid efter fløj jeg nærmest ned ad gaden med tasken på ryggen i håb om ikke at komme for sent.

Nattens mission: Fuldført.

Dagens mission: Tid til at være en helt normal elev på High School igen.

 

***

 

Jeg slentrede ned ad gangen med matematikbøgerne i favnen. Ved min side gik Quinn i tavshed, og de fleste andre ville sikkert tro, hun bar på en byrde, der tærede på hende. Efterhånden kendte jeg Quinn så godt, at jeg nemt kunne ryste leende på hovedet af det. Hun sagde aldrig specielt meget, men hendes selskab var alligevel rart. De sidste par år havde vi brugt en masse tid sammen, og vi præsenterede os nu som bedste veninder.

I smug betragtede jeg hendes lyse hår, der som altid sad i den korte - dog perfekte - frisure. Hendes blå øjne udstrålede en vis mystik, men alligevel fortalte de med det samme en, at hun ikke gjorde en flue fortræd. På en eller anden måde følte jeg mig lidt mere mig selv i hendes nærvær, selvom jeg langt fra passede ind her. Skolens mure påvirkede mig, så jeg blev mere usikker i mine handlinger, modsat når jeg var på arbejde. Der hørte jeg ligesom.. til.

Sammen gik vi ind i klasseværelset, hvor de andre elever allerede sad på deres pladser. Nogle få af dem snakkede højlydt om gårsdagens begivenheder, der ikke interesserede andre end dem selv spor. Nede på bagerste række satte jeg mig ved et af de ledige borde, og Quinn tog plads ved det på min højre side.

Jeg lagde bøgerne fra mig på bordet og sendte Quinn et smil, hun straks gengældte. Ind ad døren trådte vores matematiklærer, Mr. Harrison, ind. Hans hvide fuldskæg mindede mig lidt om den julemand, man som lille troede på fandtes. Kedsomheden tog allerede bolig i min krop, og jeg mærkede igen, hvor meget jeg kunne trænge til at få lidt søvn.

Sidetallene, han skrev på tavlen, var ikke det, der fik mig til at sukke tungt. - Nej. Kridtet skriblede 30 opgaver ned. 29, for at være helt præcis, men jeg orkede det virkelig ikke. Træt lukkede jeg øjnene i og tog en dyb indånding, mens jeg prøvede på at overbevise mig selv om, at det kunne være værre. I realiteten var det jo ikke 30 opgaver, men kun 29. Det klarede jeg snildt.

Da jeg igen åbnede øjnene, fandt jeg mig selv sidde og smile svagt. Det skulle bare overstås og ses fra den positive vinkel. Jeg slog op på siden, han havde skrevet op og lod mit blik glide ned over de første par opgaver. Egentlig så det slet ikke så svært ud. Hvis jeg nu forestillede mig, at de 1468 æbler var kriminelle, mens de 570 blommer var kugler..

Hurtigere end forventet regnede jeg resultatet ud og skrev det ned i hæftet, jeg havde liggende ved min side. Mit blik gled hen på Quinn, der sad dybt koncentreret og regnede de forskellige opgaver ud. Jeg kunne ikke lade være med at smile lidt, da jeg på en eller anden måde syntes, hun lignede mig lidt på forskellige måder. Vi havde så meget til fælles, og jeg fortalte hende med glæde alle mine hemmeligheder. Jeg vidste, hun holdt dem for sig selv. - Dog undgik jeg at nævne noget om mit arbejde. Det forårsagede tit, at jeg fik dårlig samvittighed, da hun delte alt med mig. Nogle ting måtte nu engang bare holdes hemmelige.

En lav bippende lyd hørtes fra min sender, og jeg trak den forsigtigt op af lommen, mens jeg sikrede mig, at ingen andre end jeg selv havde hørt den. Da jeg kiggede ned på den, så jeg tre tal, der gav mig besked om, at min chef ønskede at få fat på mig hurtigst muligt. Jeg proppede den igen ned i lommen, hvorefter jeg så op på Mr. Harrison, der læste dagens avis. Lige i øjeblikket var det mig ikke muligt at snige mig ud uden at blive opdaget af hverken ham eller de andre elever. Jeg måtte vente, til klokken ringede ud.

Stilheden lå som et tykt lagen hen over klassen, hvilket jeg fandt ret så usædvanligt. De fleste gange larmede alle som gale, og de opførte sig som hyperaktive børn. Mr. Harrison ejede nok bare en form for respekt hos folk, og de færreste turde sætte sig op imod ham. Sidst jeg så en gøre det, kom han grædende ud fra kontoret. Ydmygende som det var, flyttede han skole. Selv følte jeg ingen frygt for ham, men jeg ønskede heller ikke at komme i problemer.

Det endte med, at jeg stirrede tænksomt ud i luften længere tid, end jeg troede. Tankerne fik frit løb, og jeg kørte episoderne fra i nat om og om igen for mit indre. Som altid længtes jeg efter at få en ny mission, når jeg netop havde fuldført en. Beskeden på senderen tegnede på, at der lå en ny lige rundt om hjørnet.

Det gibbede i mig, idet klokken ringede ud efter den enkelte times matematik. Stole skramlede, borde fik et skub, og bøger blev pakket sammen. Der gik ikke mere end fem minutter, før klasseværelset var tomt med undtagelse af Mr. Harrison, Quinn og jeg. Roligt rejste vi os hver især op fra vores plads, samlede vores ting sammen og vandrede ud på gangen, hvor mylderet allerede var godt i gang.

De to første engelsktimer fløj af sted, og samfundsfagstimen føltes heller ikke lang. Matematiktimen her stod klart som dagens værste lektion, men jeg havde stort set sovet den væk. Nu kaldte maden i kantinen, hvor jeg forhåbentlig kunne få noget mere næring, end æblet i morges gav mig. Måske jeg også vågnede lidt mere op af at få noget energi derfra.

"Hvad skal du lave i weekenden?" spurgte jeg Quinn. Hun trak uvidende på skuldrene og smilede skævt til mig, mens vi fortsatte ned ad gangen mod vores skabe. Selvom hun ikke vidste det, afventede jeg alligevel hendes mundtlige svar, da jeg vidste, det kom på et eller andet tidspunkt.

"Det ved jeg ikke," mumlede hun og så sig lidt tilbage, da en gruppe af drengene fra 2.g passerede os. Jeg fulgte dem kort med blikket, inden jeg rettede opmærksomheden frem for mig igen. "Skal du da noget specielt?" Jeg kunne ikke lade være med at smile, da hun spurgte mig. Mon ikke min chef havde et eller andet i ærmet, jeg kunne tage mig til.

"Jeg skal nok bare øve mig til surfer-turneringen. Det bliver jo afholdt om to uger, og jeg mangler stadig at få nogle af de sidste ting på plads," svarede jeg ærligt. I år stillede jeg op til den årlige turnering i surfing, og jeg nægtede at lade mig slå ud af den grund, at jeg manglede træning. Skulle jeg ryge ud, så blev det da fordi, de andre kunne noget, jeg ikke havde taget omkring.

Quinn nikkede og stoppede op ved sit skab. Mit var nogle skridt længere nede, hvor jeg hurtigt åbnede det og lagde bøgerne ind. Min mave rumlede klagende, og jeg opdagede Quinn trippe utålmodigt med fødderne, da hun sikkert også var på nippet til at dø af sult.

"Jeg skal lige ud og ringe for at høre, om min mor kommer hjem til maden i aften. Du kan bare gå ned i kantinen, jeg finder dig i virvaret," klukkede jeg let, og hun rystede smilende på hovedet, før hun satte kursen derhenad. I et kort øjeblik stod jeg og kiggede efter hende, så jeg følte mig sikker på, hun ikke vendte om.

Med mobilen i hånden skyndte jeg mig ned ad gangen, til jeg kom til døren, som jeg hurtigt skubbede op. Folk stimlede sig sammen over alt, så helt nemt var det ikke at finde et sted, hvor jeg kunne ringe i fred. Jeg trykkede nummeret ind på forhånd, mens jeg skimtede efter en plads på parkeringspladsen. Frustreret stressede jeg rundt, mens jeg lavmælt brokkede mig over, at skolen var sådan et dårligt sted til private samtaler. Passede man ikke på, kendte alle til ens hemmeligheder nogle timer efter, man fortalte dem til en enkelt person.

Jeg sukkede irriteret, før jeg løb indenfor igen. Et sted kendte jeg da til, hvor folk ikke sådan lige kom ind. Undskyldende maste jeg mig igennem en flok piger, der snakkede ivrigt om en fest, der fandt sted lørdag aften, hvorefter jeg luntede ned ad gangen. Foran døren ind til rummet stoppede jeg op og kiggede mig hurtigt til både højre og venstre. Herefter trykkede jeg håndtaget ned, skubbede døren op og lukkede den i efter mig.

Da jeg så mig rundt, faldt mit blik på de mange spande, koste, rengøringsmidler, skraldespande og klude. Pedellens gamle skab her stod altid klar til at hjælpe mig, hvis jeg blev nødt til at ringe til arbejdet i skoletiden. Tit oplevede jeg det heldigvis ikke, men det skete en gang imellem.

I en fart trykkede jeg knappen ned på min mobil og tog den op til øret. To lange bip lød, før den mørke stemme fyldte min øregang og prikkede på min trommehinde.

"Agent 909, hvad sker der?" spyttede jeg ud med det samme, så jeg hurtigst muligt kunne komme ud til Quinn. Jo længere tid jeg var væk, jo tættere kunne jeg være på at blive afsløret. Lugten af rengøringsmidlerne og beskidt vand svævede ind i næseborene på mig, og jeg holdt kortvarigt vejret. Forhåbentlig stod jeg her ikke så lang tid, at jeg vænnede mig til det.

"Vi har en ny opgave til dig." Som sædvanlig gik han direkte til sagen, og jeg lyttede opmærksomt til, hvad han havde at sige. Når han bippede mig midt på dagen, måtte det betyde, det var ret alvorligt. "Den bliver ikke nem, og den bliver uden tvivl heller ikke ufarlig," fortsatte han.

"Jeg er klar. Hvad går det ud på?" forhørte jeg mig om, mens jeg rynkede på næsen af den uudholdelige stank. Hvorfor de ikke tømte skabet her, når det nu ikke blev brugt længere, forstod jeg ikke.

"Vi har fået informationer om, at han igen er blevet betalt for at slå ihjel. Endnu kender vi ikke noget til ham, da han formår at holde sig skjult. Han er dygtig. Indtil videre er det ikke lykkedes os at redde ofrenes skind, og derfor lægges der en ekstra stor byrde på dine skuldre. Du må og skal sørge for, at han ikke for adgang til at dræbe Payne." Oplysningerne fyrede han af lige efter hinanden, men jeg var vant til at tage alt til mig i en fart.

"Du siger altså, at lejemorderen igen er på banen? Og vi ved stadig ikke, hvem der gemmer sig bag den frygtede titel?" Jeg kunne ikke holde et lavt suk indenbords, mens jeg udmattet kørte en hånd ned over ansigtet.

"Det er præcis det, jeg siger," bekræftede han, inden han fortsatte med at give mig de nødvendige oplysninger. "Jeg tør kun tildele dig denne mission, så du må love mig at gøre dit yderste for, at der ikke sker Payne noget." Der holdtes en kort pause, inden jeg fik informationerne at vide om, hvem jeg skulle våge over. Payne sagde ikke ret meget i sig selv.

"Hans fulde navn er Liam James Payne. Han er oprindeligt fra Wolverhampton og er født d. 29. august 1993. Familien består af hans mor, Karen, hans far, Geoff og hans to ældre søstre, Nicole og Ruth. Han har studeret på Wolverhampton College og arbejder nu i musikbranchen..-"

"Vent!" afbrød jeg ham. Navnet, Payne, havde da godt sagt mig et eller andet, men først nu gik det op for mig, hvem han snakkede om. "Liam Payne.. Fra One Direction? Det verdenskendte boyband alle pigerne dåner over?"

"Du siger det selv," bekræftede han endnu en gang mine spørgsmål. "Det er yderst vigtigt, at han ikke får lejligheden til at komme tæt på ham. Du må holde øje med ham døgnet rundt. - Selvfølgelig uden han fatter mistanke om, hvad du har gang i. Sørg samtidig for at holde dig skjult for fjenden. Vi skal nødig have, at han retter sit skud mod dig, så der bliver fri adgang til målet."

Tankerne stødte sammen, mens jeg prøvede at sætte det hele sammen. På en eller anden måde føltes det hele en smule overvældende. "Men.. hvordan kommer jeg ind til ham? Han er jo en berømt stjerne. Jeg kan vel ikke bare..-"

"Det er op til dig at finde ud af det," afbrød han mig. Kort efter hørtes den velkendte lyd, når personen i den modsatte ende af røret lagde på. Langsomt sænkede jeg mobilen fra øret og trykkede den røde tast ind. I det mindste havde jeg da noget at foretage mig nu.

Liam Payne.. Jeg skulle beskytte en af nutidens største stjerner fra en lejemorder, der var mindst lige så dygtig som jeg selv. Vi havde ingen spor om, hvem han kunne være, og hvordan i alverden jeg møvede mig så tæt på Liam, at jeg havde overblik over alt omkring ham.. Se, det var et godt spørgsmål.

Let blev det i hvert fald ikke. Spændende.. men svært.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...