Dear Diary

Mobning, det er noget forfærdeligt noget, især når man bare ser til og har prøvet at stoppe det så mange gange før, men at man ved at det ikke hjælper.
Den følelse har den 15 årige Cecilie da hun får en dagbog udleveret, skrevet af hendes bedsteveninde...


Dette er til dels en autentisk historie, som Sengelbreth og jeg, Xitydreams, har oplevet.
Sengelbreth vil skrive alle dagbogs stykkerne, og jeg skriver for jeg fortælleren, men der bliver kun uploadet fra min.

3Likes
0Kommentarer
336Visninger
AA

2. Goodbye...

Mandag d. 11/10-2012 16:20

Kære dagbog,

Well, det har jo stået på i noget tid efter hånden, men i dag har det bare været værre end de andre gange. Jeg har gjort alt for ikke at lade dem vinde, men der er bare ting end ikke Metallica kan rette op på.

Jeg ved jo godt at jeg ikke passer ind, men jeg er efterhånden også holdt op med at forsøge. Det var vel i femte klasse at jeg stoppede for alvor, og som jeg har fortalt dig før, var det også der Metallica blev en del af mit liv.

Det er heller ikke mere end ti minutter siden at den første besked kom idag; Freak. Og den blev så efterfulgt af den næste; Misfoster.

Min youtube account er blevet dækket til med kommentarer, der kun vil fortælle mig hvor latterlig jeg ser ud. Det gør faktsik ondt, at ingen vil sige det til mig face to face. Men på den anden side, det tør de nok ikke. 

Min facebook lader de også være, for der kan de ikke gemme sig bag opdigtede navne. Det gør virkelig ondt, det der bliver skrevet. Men der går nok heller ikke lang til før de også begynder på facebook...

Det' sjovt, Kittycat21 skriver at jeg bare skal tage mig sammen og tage livet af mig selv, så verden slipper for at se på mig...

Jeg er nødt til at stoppe her... Mine ankler gør ondt...

 

S.
 

Jeg lukker dagbogen sammen og fjerner de tårer der har fundet vej frem for deres skjul, og som nu er på vej ned over mine kinder. Jeg kan ikke holde det ud. Min bedste veninde... Jeg vidste jo godt hvad de gjorde mod hende, jeg så det, jeg hørte det, jeg oplevede det selv fra tid til anden. 

Jeg vidste nu også godt at hun gjorde skade på sig selv, hun havde selv åbnet sig op for mig og fortalt mig det, og det ved jeg er et stort tegn på tillid, derfor skældte jeg hende ikke ud da hun sagde det.

Jeg gemmer bogen væk, ned under hovedpuden og så op og stå. Tøjet får jeg hurtigt på, sorte bukser, sort bluse med et print på med ordne "fuck of!", skoene er de sædvanelige millitær støvler, dem jeg har fået af hende, nu hvor hun ikke selv skal bruge dem længere.

Kniven ligger trygt i tasken, hvis nu nogle skulle komme for tæt på, og bladet fra blyantspidseren ligger gemt i læderjakkens inderlomme. Endnu en lille ting jeg har arvet fra hende.

Så er jeg klar til at tage i skole. Eller næsten, nu skal make-up'en lægges og handskerne skal også med. Jeg synes ikke de andre skal se mine ar. 

Efter make-up'en er blevet lagt, samler jeg min skuldertaske op og går nedenunder, skipper morgenmaden, det har jeg alligevel ikke spist længe

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...