Aldrig mere

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2013
  • Opdateret: 10 feb. 2013
  • Status: Igang
Patricia er en pige som normalt er meget livsglad. Men efter hun er flyttet skole har det hele ændret sig. Hun har det ikke godt i skolen og selv om hun ved at hendes bedste veninde Sasha altid vil være der for hende, er hun stadig frygteligt ked af det hele. En dag bliver det for meget for Patricia og hun forsøger at tage sit eget liv.

5Likes
0Kommentarer
615Visninger

1. Aldrig mere

 

 

Det drypper. De store tunge regndråber rammer vinduet og løber ned. Jeg finder det faktisk fascinerende. Fascinerende og befriende. Jeg tror at det føles befriende fordi jeg ligesom kan få fornemmelsen af at erstatte de mange dråber med mine egne indre tårer. Så kan man føle sig fri for at græde, men stadig forfærdelig tung inden i.

 

En øreskærende ringen river mig ud af mine triste og negative tanker, og bringer mig tilbage i lokalet der hurtigt fyldes af en let skramlen og en masse stemmer. ”Patricia! Må jeg sidde her?” Det er utroligt at Sasha stadig spørger om det, når hun har gjort det i de sidste mange år. Jeg nikker bare. Hun har fanget budskabet. Sasha trækker stolen ved siden af ud og lader sig dumpe ned på den. Bagefter sender hun et af de der spørgende blikke som man kun ved hvad betyder, hvis man har kendt hende længe nok. Det er et af de der blikke hun bruger når hun vil lokke noget ud af en, og i mit tilfælde er det hvad jeg tænker på. ”Ikke noget Sasha”. Jeg kender Sasha og Sasha kender mig og hun ved godt det ikke passer, og det ved jeg jo egentligt også godt at hun ved.

 

”Jeg skal tisse”, Sasha rejser sig og jeg følger efter. Egentligt vil jeg slet ikke. Jeg hader skolens toiletter, sådan virkeligt meget, og jeg hader de møgtøser til Ally, Denice og Monika. ”Gad vide hvad der så står i dag?!” Jeg gad næsten ikke at vide det. På væggene på pige toilet stod der altid noget grimt om nogen, og den nogen var så mig.

Sasha trak den tunge dør til toilettet op,og lige der, på døren sammen med alle de andre bemærkninger er skrevet med en stor sprit tusch. Døren og væggene er fyldt med korte idiotiske sætninger om mig. ”Patricia er en bitch” ”Fuck dig Patricia” ”Dø din sæk” ”Pat er klam”.

 

Så. Nu gjorde jeg det igen. Skar. Skar i min arm. Min mor vidste det ikke. Sasha vidste det ikke. Min far vidste det ikke. Ingen vidste det. Det var min hemmelighed. Det gjorde så ondt. Så lettende og befriende ondt. Det gør ondt uden på og ikke inden i. Det er smertefuldt og fantastisk rart på samme tid. Den indre smerte er nemlig meget mere ubærlig end den ydre. Og hvis jeg døde? Forblødte. Endte med at drukne i mit eget blod. Døde, ja det var vel lige meget. Jeg skulle jo dø alligevel. Det skrev de jo. ”Dø din fede nar! Vi hader dig Patricia”, det var så dagens citat på det fucking klamme toilet. Og de havde vel egentligt ret. Jeg skulle jo dø, eller det skulle vi vel alle før eller siden... Og ja, de hadede mig. Det var vel godt! Så kunne jeg bare ligge mig til at dø og vide at det var lige meget. Det hele var lige meget. Ingen ville alligevel savne mig.

 

”Hvad så Pat? Stener du lige lidt midt i timen igen i dag var?” Det var Alice, bedre kendt som Ally, der lige mente at jeg skulle have en lille bemærkning for at komme tilbage til virkeligheden. Jeg sendte hende bare et af de der blikke. Et af de blikke der bare siger ”lad mig nu bare være i fred”. Denice og Monika fniste. ”Nå, men du kan da også bare sende os dræberblikket, det er da helt i orden Pat.” Nej hvor kunne Ally og hendes ”slæng” pisse mig af. ”Det var nok ikke et dræberblik, for hvis det var så var i nok døde for længst skal i se!” Jeg kan virkelig ikke fordrage hende, Denice og Monika. Så en lille spydig kommentar kunne jeg altid finde på at sende tilbage. ”Nå man er sur i dag var?” Det er typisk Ally at fortsætte. Jeg kunne mærke at Sasha puffede mig i siden. Sasha har aldrig brudt sig om at nogen skændes, og derfor gør hun altid hvad hun kan for at undgå det. Jeg ved godt at hendes lille puf er en hentydning til bare at lade som ingenting og ignorere dem. Og det var lige hvad jeg gjorde. Eller næsten da. Sendte lige et enkelt lille ondskabsfuldt blik og vendte tilbage til den bog jeg læste, før jeg opdagede at det regnede og faldt i staver over det.

1

20 skridt. Et lille bump. Og en mindre stak tårer. Så var en typisk eftermiddag for Patricia Thomsen begyndt. Jeg ved ikke hvad det var der gjorde at jeg blev så påvirket af Allys små kommentarer. Men der var et eller andet ved dem som bare slet ikke var rart. Måske det fact at jeg altid har holdt meget af at være sammen med mennesker, og være en del af et rart fællesskab har noget at sige? I hvert fald er det i ikke rart det jeg lever i og jeg ønsker inderligt at det hele ville holde op og alt ville blive godt. Og så alle de små beskeder om at jeg skal dø, er klam, ulækker og en bitch. Det gør ikke just det hele rarere at befinde mig i. Og det er snart heller ikke til at bære mere. Derfor bruger jeg ofte mine eftermiddage på at sidde og græde over mit liv. Jeg ved jo også godt at det ikke hjælper noget at sidde der og tude men det er bare det eneste jeg kan overskue for tiden.

 

Medicin mod forhøjet blodtryk, blodfortyndende medicin, sovepiller, og en masse Panodiler. Mon det kan gøre det? Mon jeg overlever hvis jeg spiser en masse af dem alle sammen? Det var vel et forsøg værd og så håbe på det værste. Håbe på at det overbelastede min krop og fik den til at gå ud. Bare stille og roligt suge kraften ud af den og gøre den svag og slap. Og så lade den gå ud. Lige som når man tænder en lampe med sparepærer i. Først sker der ikke noget, kort tid efter kommer der en lille smule lys i og så, BANG, så blænder det. Det er vist den effekt jeg håber på at få. Bare lidt omvendt...

 

Den klirrende lyd af piller der falder til bordet gør mig glad lige nu. Den der følelse af at nu er det hele snart slut. En berusende lykke følelse. Så nu gjorde jeg det. Nu skete det. Et stort glas vand, en masse piller og så bare ned med det hele. Imens jeg venter på en effekt kan jeg vel lige så godt skrive et afskedsbrev til min mor. Lyden af tushen over papiret er rar. Følelsen af at blive skidt tilpas er rar. Fornemmelsen af at jeg ligger her på gulvet i køkkenet med sedlen i hånden og bare kan mærke hvordan min krop bliver underlig. Lykkefølelsen kom igen igennem mig som en bølge af håb. Jeg tror snart jeg falder i søvn. Det føles rigtigt det he.........

 

Lyden af sirener. Sygeplejersker der farer frem og tilbage. Smerten i armen. Og en masse lys. Det er hvad jeg ser, hører og føler når jeg åbner øjnene lige nu. Nu fik en af sygeplejerskerne vist øje på mig. I hvert fald er der en der i et vist tempo nærmer sig det sted jeg nu engang ligger. ”Patricia?” Hun kigger undersøgende på mig og smiler let. ”Ja..?” svarer jeg, men det er vist kun en lav mumlen der kommer over mine læber. ”Godt, det er altid en start at du kan huske dit navn. Kan du huske hvad der skete?” Hun forsøger at holde mit blik fast med hendes øjne. ”Nej, jo, nej, jeg forsøgte selvmord?” Endnu engang kun en mumlen. ”Selvmord? Nej, det var så ikke helt det.” Hendes er øjne ser skræmte og forvirrede ud. ”Jamen, jo, men nej, men hvad så?” Nu blev jeg også helt forvirret. ”Vi ved det ikke helt præcist endnu, men der lå en masse piller på køkkenbordet. Vi har den teori at du måske har forsøgt at begå selvmord men er besvimet inden. Dit hoved blødte og du havde fået en stor flænge da vi fandt dig. Vi regner med at det var det ødelagte glas du lå på der havde forsaget det.” Efterhånden som hun fortalte mig hvad der var sket blev hendes ansigt mere og mere lukket og alvorligt. ”Du skal være glad for din veninde!” Jeg stirrede på hende da hun sagde det. Hvad mener hun helt præcist med at jeg skal være glad for min veninde? Hvem pokker havde fundet mig? Og, hvorfra havde jeg den pokkers fornemmelse af lykke der bruste gennem kroppen da jeg lå på gulvet med min seddel? Og hvorfor nævnte hun slet ikke den seddel? Det hele er så pokkers sært!

"Patricia... Vi ved endnu ikke om du overlever"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...