My Best Friend (Justin Bieber) 12+ år

Allison McCoy er en smuk og køn pige på 16 år fra Stratford, Canada... Hun har boet i 2 år i Frankrig, da hendes far havde fået job der, som ingeniør... Nu rejser de tilbage til deres hjem i Stratford, som ikke skulle sælges, eftersom opholdet i Frankrig kun var midlertidigt.. Allison, har glædet sig enormt til at komme hjem igen og ikke mindst sine barndomsvenner Justin, Ryan og Chaz... Hun har ellers altid været en rigtig "Tomboy", da hun var yngre, men har i løbet af de to sidste år udviklet sig feminint... Allison er godt klar over, at Justin har startet en karriere som sanger.. Hun ved at han er meget pigeglad og ser osse til en pige, han dater.. Allison har altid følt at havde hun problemer eller noget, så var Justin altid den hun kunne gå til... Da hun endelig ser sine venner igen, går det op for hende at hun pludseligt nærer stærkere følelser for Justin.. Hun tør bare ikke at sige det til ham, især ikke da han kærester en anden... Hvad skal hun gøre? (Justin er kendt)

78Likes
85Kommentarer
33126Visninger
AA

21. The hardest words!

Justin's synsvinkel:

Jeg lagde min bærbare væk og smuttede i mine sko eftersom jeg hadede at rende rundt i strømpefødder på hoteller. Jeg måtte finde Jamila, men hun kunne umuligt være for langt væk. Jeg gik ud af min store suite. Hun havde ikke nærmet sig mig særligt meget. Hun måtte da næsten være klar over at vores forhold var slut. Jeg gik ned ad gangen. Ja Scooter havde lejet hele penthouse-salen udelukkende til mig, min mor og hele crew'et, så jeg skulle ikke være ræd for at støde ind i fans, påstod Scooter. Skulle jeg være helt ærlig, så havde jeg ikke noget imod mine fans og hvis de skulle være så heldige at kunne smugle sig op til mig, så ville jeg da med glæde give dem et kram og en autograf hvis det var? Det var jo ikke fordi der skete alverden på et hotel. Lidt aktivitet kunne man da foretage sig, men jeg måtte pænt indrømme, at jeg glædede mig til den del, når Chaz og Ryan ville joine mig på den sidste del af tour'en. Jeg gik ind i det store fællesrum og spejdede efter Jamila. Hun var slet ikke til at se, trods de fleste fra mit crew var her. "Hey Justin! Hvad så?", var der èn af mine dansere der hilste glad. Jeg smilte stort. "Ikk' så meget! Har nogen af Jer set Jamila?", spurgte jeg med mine hænder i lommerne. "Hun har været hèr for lidt siden, men så gik hun!", blev der svaret. Jeg nikkede let så mit hår piskede lidt. "Og I ved ikke hvor hun gik hen?", spurgte jeg yderligere med et skævt smil. De fleste rystede på deres hoveder. "Sorry buddy! Vi ved sku ikke lige hvor hun gik hen?", blev der svaret. Jeg nikkede. "Okay jeg leder videre så! Hygge venner!", svarede jeg med et smil og vendte om på hælen og gik igen ud i den lange gang igen. Scooter kom hen mod mig, travlt optaget i at snakke i telefon. Det var garanteret hans kone eller noget familie af en art. "Hej Justin!", sagde han da han gik forbi. "Har du se....", blev jeg afbrudt. "Ikke lige nu Justin!", svarede han mig hurtigt med en hånd i vejret og fortsatte travlt optaget ned ad gangen i sin telefonsamtale. Hold da op! Han havde sku travlt. Var nu ikke sikker på det var hans kone alligevel han snakkede med. Når han sådan lige afbrød mig i et spørgsmål, så var det ofte fordi han havde gang i nogle forretningssamtaler, med gerne med mig som hovedemne. Det var vel sponsorer eller noget i den dùr han havde gang i! Der kom Usher, ham kunne jeg spørge. "Yo Usher!", sagde jeg glad. "Wazzup JB? Hvad vil du?", spurgte han og stoppede op og gav mig et håndklask med et hurtigt kram. Endelig èn der havde tid til at snakke lidt med mig. "Har du set Jamila?", spurgte jeg med et lille smil. Han nikkede. "Ja jeg så hende altså for lidt siden.. Hun gik ned ad gangen og så til højere.. Tror hun smuttede ind i spillerummet? Men jeg er ikke sikker?", svarede Usher. "Tak Usher! Jeg leder videre!", svarede jeg med et smil og vi gav hinanden håndkalsk igen. "Vi ses JB!", svarede Usher med et blink med øjet mens han gik videre baglæns. "Ses Usher!", svarede jeg glad og gik videre ned ad gangen. Ja jeg var bestemt glad for mit crew. Helt kedeligt var det ikke altid, når blot man havde nogen at snakke med. Jeg fortsatte og nåede ind til spillerummet. Der var nogle af mine dansere der stod og spillede airhockey. Det så sku sjovt ud. "Har I set Jamila?", spurgte jeg dem, da jeg ikke kunne se hende. "Hun var her lige før! Tror hun gik igen!", kom svaret. Fedt, alle havde set hende, men ligeledes var hun gået hver gang. Jeg gik ud i den lange gang igen og så min mor komme rendende. "Mor har du set.....", nåede jeg dårligt at spørge og hun afbrød. "Jamila sidder i min suite! Du kan gå ind til hende!", svarede min mor promte. "Mor, har du sagt noget?", spurgte jeg bekymret. Min mor rystede på hovedet. "Nej Justin, men jeg tror hun er klar over at der er noget galt med Jer!", svarede min mor. Jeg nikkede og gik med hastige skridt mod min mors suite. Jeg nåede derhen og åbnede døren stille. Ved ikke hvorfor jeg gjorde det stille? Vel nok bare for ikke at give Jamila et chok. Så nu var dèt! De sværeste ord der skulle siges. Kærestebrud var altid noget af det værste vidste jeg. Så meget sorg og smerte. Jeg så hun sad i den lille sofagruppe og zappede febrilsk på fjernbetjeneren til det store fladskærms-tv. Jeg satte mig i den anden side af sofaen, godt og vel en meter fra hende. Hun drejede hovedet og så langtfra rigtig glad ud. "Hej!", sagde hun stille til mig. Jeg havde det seriøst dårligt lige nu. Følte min mave knude sig sammen. "Jamila... Kan vi snakke sammen?", spurgte jeg stille. Hun sad bare og begravede sig videre i alle de tv-kanaler hun zappede så hurtigt forbi, at jeg hurtigt noterede mig et kokkeprogram med Gordon Ramsey, Mtv, CNN, Disney Channel, Hollywood News og hvad pokker der flimrede hurtigt forbi af kanaler. Jeg vidste, at når hun bare sad sådan, så prøvede hun at lukke af. Lidt kendte jeg hende trods alt. "Jamila altså!", prøvede jeg igen. Hun rykkede ikke blikket fra tv'et, men jeg kunne se at nogle tårer rendte ned ad hendes kinder. Fuck hvor jeg hadede sådan noget hèr. Jeg rykkede mig hen til hende og krammede hende. "Justin, vil du ikke nok lade være med at være så pokkers sød? Jeg ved ligesom godt hvad der foregår! Jeg er ikke født igår!", svarede hun. Jeg fjernede ikke mine arme om hende af den grund. Men hun løsrev sig og rejste sig og satte sig over i èn af lænestolene. Hun græd videre og holdte sig med hænderne for ansigtet mens hun sad lettere foroverbøjet. "Jamila, seriøst! Det va.....", hun afbrød mig. "Du kan godt spare dig Justin! Jeg er udemærket klar over at du har gang i Alli!", svarede hun med et arrigt gråd. Jeg vidste slet ikke hvor jeg skulle gøre ad mig selv nu. Jeg sad med så meget dårlig samvittighed nu og kiggede forvildet rundt i rummet og endte mit blik i loftet mens jeg tog mig til hovedet. "Har jeg ikke ret?", spurgte Jamila mig ret så såret. Mit udtryk i ansigtet var langtfra glad. Jeg havde medlidenhed med Jamila, jeg havde svigtet hende. Været hende utro og troet at jeg havde kunne holde det hemmeligt for hende. Jeg mærkede nogle tårer presse på i mine øjenkroge. "Jamila... Undskyld! Jeg forstår godt hvis du hader mig! Men du skal vide, at jeg slet ikke har ment noget ondt med det.", svarede jeg af fuld skam. "Ikke noget ondt Justin? Hvordan kan du dog tro, at det ikke gør ondt? Du har bedraget mig og løget for mig! Hvordan synes du lige selv det går?", svarede hun arrigt mens hendes tårer rendte ned ad hendes kinder. Jeg havde det SÅ dårligt med mig selv, så jeg rejste mig for at lægge armene om hende i et knus, men hun skubbede mig væk. "Spar mig for dit klamme medlidenhed Justin! Gå væk!", udbrød hun med endnu flere hulk. "Jamila?", spurgte jeg forsigtigt mens jeg stod magtesløs og så ned på hende. "Gå!", svarede hun. "Vil du ikke n....", skulle jeg til at sige, men blev afbrudt endnu engang. "Gå Justin! Jeg hader dig!", svarede hun hulkende. Jeg blev stående. "GÅ!", udbrød hun højt og grædefærdig. Jeg vendte mig stille om på hælen og gik ud af min mors suite og ud på gangen. Jeg havde det sygt dårligt. Ja jeg græd selv over situationen. Jeg havde opført mig tarveligt over for Jamila. Jeg gik grædende tilbage til min egen suite og ignorerede dem der kaldte på mig. Dem der ville vide hvad der var i vejen. Jeg smed mig ned i min seng og græd voldsomt. Sikke en idiot jeg havde været.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...