My Best Friend (Justin Bieber) 12+ år

Allison McCoy er en smuk og køn pige på 16 år fra Stratford, Canada... Hun har boet i 2 år i Frankrig, da hendes far havde fået job der, som ingeniør... Nu rejser de tilbage til deres hjem i Stratford, som ikke skulle sælges, eftersom opholdet i Frankrig kun var midlertidigt.. Allison, har glædet sig enormt til at komme hjem igen og ikke mindst sine barndomsvenner Justin, Ryan og Chaz... Hun har ellers altid været en rigtig "Tomboy", da hun var yngre, men har i løbet af de to sidste år udviklet sig feminint... Allison er godt klar over, at Justin har startet en karriere som sanger.. Hun ved at han er meget pigeglad og ser osse til en pige, han dater.. Allison har altid følt at havde hun problemer eller noget, så var Justin altid den hun kunne gå til... Da hun endelig ser sine venner igen, går det op for hende at hun pludseligt nærer stærkere følelser for Justin.. Hun tør bare ikke at sige det til ham, især ikke da han kærester en anden... Hvad skal hun gøre? (Justin er kendt)

78Likes
85Kommentarer
33118Visninger
AA

29. Med ærlighed kommer man længest!

Justin's synsvinkel:

Min gråd stoppede pludseligt brat op, da jeg fik læst Alli's besked. Jeg behøvede ikke at læse den mere end den ene gang, da det med det samme gik op for mig, hvor unfair jeg lige havde været. Hun havde ikke engang fået lov til at forklare noget som helst. Så var det hele bare gået op i dumme misforståelser hele tiden. Hun vidste jo heller ikke, at jeg og Jamila var gået fra hinanden. Min mor kom pludseligt ind i værelset. "Ej Justin, græder du nu igen?", spurgte min mor bekymrende. Jeg snøftede lettere. "Mor, hvorfor skal alting være så pokkers kompliceret hele tiden?", spurgte jeg opgivende. Et lille smil kom fra hende. "Sådan er det at være teenager! Det kan ingen løbe fra!", svarede min mor imens hun sad og nussede min arm. Jeg sukkede hårdt og lå og stirrede op i loftet. "Er det stadigt på grund af Jamila?", spurgte hun stille. Jeg sukkede endnu engang. Jeg burde nok fortælle min mor sandheden om bruddet med Jamila, sandheden om hvorfor der skete et brud, sandheden om mine følelser for Alli. Jeg kunne for pokker ikke gå og skjule det altid. "Mor?", spurgte jeg usikkert, mens jeg stadigt lå og stirrede i loftet. "Ja Justin?", svarede hun stille. "Jeg har virkelig været slem og jeg mener virkelig storslem!", udbrød jeg og jeg mærkede et par tårer løbe stille ned fra mine yderste øjenkroge, hvor de hver især flugtede deres vej mod min hårgrænse. "Hvordan skat?", spurgte hun undrende. Jeg drejede mit ansigt mod min mor, der fangede mit blik. Hun så bekymrende ud. "Jeg var Jamila utro!", svarede jeg af skam og satte mig op i sengen, mens jeg begyndte at tørre de tårer væk der begyndte at løbe ned ad min kinder hele tiden. "Utro? Jamen hvorfor? Jamila var ellers sådan en sød pige..", spurgte min mor forundret. Jeg kiggede på hende. "Fordi jeg er vildt forelsket i en anden mor. Hun har slået benene fuldstændigt væk under mig!", svarede jeg med flere tårer. "Og nu er jeg bange for, at jeg har mistet hende osse, nu hvor jeg igen har kvajet mig!", svarede jeg og begyndte at hulke igen. Jeg bukkede magtesløs forover og landede i min mors skød. Min mor sukkede og aede mig på hovedet. "Har du osse været hende utro?", spurgte min mor med et suk. "Nej!", svarede jeg grædende ned i hendes ben. Tror jeg gjorde min mor's jeans våde på grund af alle mine tårer. "Jamen hvordan så?", spurgte min mor yderligere. "Fordi hun pludselig sagde at Ryan har fortalt hende at han osse er vild med hende og så troede jeg bare at hun hellere ville komme sammen med ham, men jeg har lige fået en sms fra hende, at hun slet ikke er interesseret i Ryan på den måde, men at hun stadigt kun betragter ham som sin ven.", snøftede jeg med et suk og rejste mig med besvær til jeg så min mor i øjnene. Hun udstødte et lille grin. "Er det Alli vi snakker om hér?", spurgte hun med et smil. Jeg nikkede let. "Mmmhmm.. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg godt havde en fornemmelse med Jer to, men jeg ville bare ikke sige det, hvis det nu ikke var sandt, for jeg har altid vidst, at I to har haft et meget nært venskab.", smilte min mor. "Så du vidste det godt mor?", spurgte jeg måbende og pinligt berørt. Hun smilede og tørrede et par tårer væk fra min kind. "Justin, jeg er din mor! Jeg er jo ikke blind eller døv!", svarede min mor med et grin. "Se at få redt det ud med Alli... Nu ikke flere dumme misforståelser vel skat?", sagde min mor eftertrykt. Jeg nikkede stille. Hun rejste sig for at gå. "Mor?", spurgte jeg hende og hun vendte sig om. "Ja skat?", svarede hun med et smil. "Du er ikke skuffet over min dumme opførsel vel?", spurgte jeg med skam i mig selv. Hun rystede på hovedet. "Justin, teenagere har det med at lave problemer de ikke er klar over kan gå hen og blive værrer. Jeg mener trods alt at man skal følge sit hjerte 100 procent. Vi begår alle fejl Justin, men måske dét hér kan få dig til at indsé og forstå hvor vigtigt det er at være ærlig. Husk at med ærlighed når man længest! Se så at få snakket ud med Alli, inden det er for sent!", svarede min mor. Jeg nikkede og tørrede de sidste tårer væk fra mit ansigt. "Skal jeg nok mor!", svarede jeg. "Godt Justin.. Se at komme ovenpå! Jeg har ikke lyst til at se min dreng bryde sammen på scenen i aften, vel?", svarede min mor. Jeg rystede på hovedet så mit pandehår ruskede let. "Jeg lover dig, at jeg får løst det hér mor!", svarede jeg med et lille smil. "Godt min skat.. Jeg henter dig om en lille time, da vi skal mod arenaen dér!", svarede min mor med et smil. "Okay mor!", svarede jeg med et lille smil og væk var hun igen.....

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...