I knew you were trouble

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 feb. 2013
  • Opdateret: 23 jun. 2014
  • Status: Igang
Piper Roses liv tager en kæmpe drejning da hun i lufthavnen, på vej hjem til for at besøge hendes familie i Danmark, stifter bekendtskab med Harry Styles. Problemet er at på det tidspunkt aner hun ikke at han der DEN Harry Styles. Hun mærker med det samme et begær, men da hans berømmelse kommer ind i billedet, skræmmer det hende, og tvinger hende til at vælge hvilket liv hun vil leve.


3Likes
5Kommentarer
736Visninger
AA

3. Kapitel 2

Jeg satte colaen på bordet og sukkede veltilfreds. Et smil skød frem på mine læber, da jeg får øje på et kæreste par, der sad og drillede hinanden to borde fra mig. Det var ikke min mening at lure, men jeg kan ikke andet end smile, når jeg ser andre har det så godt! Og forelskede mennesker gør mig altid gladere. Måske burde de gøre mig depri, for ja jeg var single med stort og fedt S.
Hvilket jeg havde det perfekt med - jeg var ikke typen der får kærester! Nope. Min erfaringer sagde mig at kæresteri var dumt! 

Jeg kiggede rundt i lufthavnen for at finde noget andet at lure på..... Da mine øjne stoppede ved en stribet t-shirt. Hvor havde jeg set den t-shirt henne før? Jeg så nærmere på fyren i t-shirten og så noget krøllet mørkebrun, næsten sort hår. Wauw, var den første tanke der poppede op i mit hoved. Men jeg rystede hurtigt tanken væk igen. Hvis det er muligt.


Imens jeg sad og bladrede min hjerne igennem, hvis det (igen) er muligt, for at finde ud af hvem fyren var, vendte han sig selvfølgelig om, og et sus gik gennem min mave. Jeg kiggede overrasket ned, og da min opmærksomhed igen faldt på fyren, kiggede han nu direkte på mig. Han puffede til fyren med det lysebrune hår ved siden af sig og pegede op mod mig. Der var det, som om alt blodet i hele min krop satte sig i mine kinder, og jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. 

Mens jeg sad og følte mig virkelig dum, nærmede de sig mit bord, og jeg prøvede virkeligt hårdt at holde mit fokus på mit halv fulde cola glas. Spændende - ja det må jeg nok indrømme. De kom tættere og tættere på, og jeg forestillede mig, dramatisk filmmusik i baggrunden. Ved klimaks skete det, til min store overraskelse, at de begge gik lige forbi mig og over til cafeteriaets betaling. Der sad jeg så og stirrede på ud i luften, hvor de lige havde været, med åben mund. Jeg rystede på hovedet af mig selv, og vendte igen min opmærksomhed tilbage til cola glasset. Hvad havde jeg forventet? Hvorfor skulle den utrolig tiltrækkende fyr, som åbenbart hed Harry, sætte sig ved mit bord? Midt i nedgøringen af mig selv, blev to stole trukket ud fra bordet, jeg sad ved. Jeg så overrasket op, og fik øjenkontakt med Harry.

"Hey" Startede han og fortsatte: "Jeg hedder Harry, og det her er Louis," forklarede han og pegede på fyren med det lysebrune hår. Jeg så på ham og fik et stort smil, som jeg straks gengældte. "Mit navn er Piper," sagde jeg og smilede til Harry. Jeg havde ret, de øjne var virkelig grønne. Godt spottet alligevel. Mærkeligt..

Louis sagde et eller andet, men jeg hørte slet ikke efter, for jeg var fuldstændig hypnotiseret af de øjne. Jeg måtte have lignet en kæmpe spasser, for jeg sad bare og stirrede ind i de fantastiske grønne øjne. På en eller anden (uforklarlig) måde kom jeg til bevidstheden igen og kiggede uforstående på Louis. 

"Hvor skal du så hen, siden du er her i Heathrow?" Gentagede han høfligt og prøvede at skjule at han tydeligt så min betagelse af Harry.
"Ser i, det var meningen, at jeg skulle hjem til Danmark i ferien for at besøge min familie, men nu hvor mit fly er aflyst, sidder jeg fast her." De nikkede begge og jeg fortsatte: Jeg kunne tage hjem til min lejlighed, men min rumbo har på en eller anden mystisk måde fået begge nøgler med." forklarede jeg og følte mig en smule dum med hensyn til den sidste part. Jeg vidste seriøst ikke, hvordan det kunne lade sig gøre at Tessa havde begge nøgler.. 


De nikkede igen forstående, og jeg så hurtigt at jeg fik Harry til at spekulere over et eller andet. Han kiggede på Louis og sendte ham et underligt blik. De teleparterede nærmest, hvilket undrede mig. Havde jeg gjort noget forkert??
Jeg small-talkede lidt med Louis, venlig venlig fyr må jeg sige. Jeg skulle lige til at spørge ham om noget ligegyldig da Harry pludselig udbrød: 

"Nu er det sådan at jeg har et ekstra værelse derhjemme..." 

Louis satte sin cola ned på bordet med et sæt og nærmest spyttede det hele ud, mens han så en smule (meget) overrasket på Harry. Harry sendte ham bare et forsigtigt smil, og trak på skuldrene. Selv sad jeg lige så overrasket - og vidste slet ikke hvad jeg skulle sige. Havde den fyr som sad lige overfor mig, og som jeg overhovedet ikke kendte, lige tilbudt mig et værelse hos ham. Men så smilede Harry til mig. Jeg vidste nu ikke. Jeg fik et kort flash-back til den samtale, jeg havde med min mor for lææænge siden. 'Regel nummer 1 - aldrig gå med fremmede hjem Piper Rose!' Og selvfølgelig brugte hun hele mit navn, fordi hun skulle understrege alvoren. 

Piper Rose.. Jeg har tit spurgt mine forældre, hvad de tænkte på da de døbte mig.. Piper er åbenbart navnet på den båd, de først mødte hinanden på til en eller anden åndssvag fest i England.. Men fedt at vide - at mine forældre var så intellektuelle at de navngav mig efter en båd. Rose derimod forstod jeg bedre. Det var fra min farmor - eller Grannie. Min far var helt igennem engelsk og derfor havde begge mine forældre gjort et stort nummer ud af at bruge den engelske udtale. Derfor Piper Rose. 

Harrys smil kunne jeg ikke stå for og "bukkede" under for presset. Hvilke andre muligheder havde jeg ellers? Der gik ikke noget fly til Danmark foreløbig, så skulle jeg først til Amsterdam, og det havde jeg egentlig også dårlige erfaringer med.. Og dårlige erfaringer er jo dårlige af en logisk grund. 
"Jeg ved nu ikke.. Det er virkelig venligt af dig! Men jeg kan jo ikke hijacke dig helt til Tessa kommer hjem." Prøvede jeg så. Men han så bare på mig og smilte.
"Du kan sagtens blive der en uge eller to," siger han og viste to skjulte smilehuler frem. Wauw!    


Før jeg kunne nå at svare rejste han sig og tog begge mine kufferter. Louis der stadig prøvede at få øjenkontakt med Harry, må opgive for Harry var allerede på vej væk. Louis så på mig og jeg smilte forsigtigt. Det resulterede i et lille grin, og han rakte hånden frem for at hjælpe mig op. Vi skyndte os efter ham, og stoppede, da vi stødte ind i tre andre fyrer. Eller ikke stødte, men you know mødte dem. 

Det var de tre plus Louis, jeg havde set stå og diskutere med vagten. De så overrasket på mig, derefter på Louis og til sidst på Harry, der bare gjorde samme nummer, som han har gjort til Louis - trak på skuldrene. 

"Ja, det er så Liam, Niall og Zayn," forklarede Harry og pegede skiftevis på de tre fyre "Drenge, det her er Piper Rose," sagde han og blinkede til mig. Jeg kiggede på ham, og han var et godt stykke højere end mig, så jeg måtte kigge lidt op. "Egentlig så bare kald mig Piper," rettede jeg, og blinkede tilbage. Jeg sagde pænt goddag, da Niall så pludselig udbrøder: "Piper - fantastisk navn." Jeg grinede og svarede: "Niall er nu heller ikke så værst" Han grinede og puffede lidt til Harry. Pludselig udbrød Liam så: "Har du fået en autogr....." Men Harry afbrød ham lige så pludselig med vilde armbevægelser. Jeg kiggede spørgende på dem, hvilket fik alle til at grine, hvilket bare fik blodet i mine kinder til at blusse op. "Du er en rødmer ser jeg." Sagde Zayn så, der ellers havde stået lidt udenfor det hele. 


"Bare glem det Liam," forsikrede Harry mig om, da jeg blev ved med at se spørgende på ham. "Kom med!" Sagde han glad, og fulgte ud til udgangen.

"Det er virkelig venligt af dig, at lade mig bo hos dig!" Sagde jeg taknemligt. "Nåå, det skal du ikke heller ikke tænke på," svarede han og grinede, hvorefter han fortsate: "Jeg kan godt lide at hjælpe folk," mens han blinkede til mig. Blinker… Wtf? 

Vi stoppede ved en hvid Audi. Flotte biler til flotte mænd. Det undrede mig dog at en fyr på hans alder havde råd til sådan en dyr bil, men jeg skød hurtigt tanken væk. Lød jeg lige som en gammel dame? Wtf igen Piper… 

Vi placerede mine kufferter i bagagerummet og skulle lige til at sætte os ind i bilen, da to piger kom løbende hen mod os. De råbte og skreg, så jeg blev helt forskrækket, og ja jeg var ikke så god til pludselige høje lyde… Pludselig høj musik derimod går liiiige. Ej, det går meget! 

Den ene tog fat i mig, og fik mig til at tage billeder. Harry så helt rolig ud, og smilede bare som om alt var normalt. Lige så hurtigt som de var kommet, lige så hurtig var de væk igen. Jeg kiggede måske en smule chokeret på Harry, der bare igen trak på skuldrene og smilede skævt til mig. Det fik mig til at tø lidt op igen. Jeg smilede genert tilbage, og jeg satte mig hurtigt ind i bilen, før der kom flere høje pludselige lyde. Normalt var jeg slet ikke så nem at gøre genert, men han kunne et eller andet ham der Harry. 

_____________________________________________________________

Piper stifter bekendtsskab med One Direction.

Hvorfor overrasker det hende, da Harry tager billeder med sine fans?

Hvad synes i?

Noget jeg skal arbejde videre på? 

Tak fordi i læser med! 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...