She's Not Afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2013
  • Status: Igang
Makayla er navnet på en reserveret 19-årig, hvis passion er at spille guitar. Efter at være blevet færdig med gymnasiet beslutter hun sig for at forsøge sig som professionel guitarist. Men da hun fortæller sine forældre om dette, bliver drømmen hurtigt knust til små stykker, og hun må tage på college, ligesom alle andre.
Normalt ville Makayla også havet gjort som sine forældre sagde, men noget i hende forandrede sig. Fast besluttet på at opnå succes får hun overtalt sine forældre. På en betingelse!
At hun indenfor et år skal opnå succes, og at hun skal kunne leve af den.
For Makayla bliver det et kampløb mod tiden, og hun bliver nød til at tage valg hun aldrig ville have overvejet var mulige.
Da Makayla tager imod jobbet som One Directions nye guitarist, havde hun ikke regnet med, at bandets fem medlemmer ville tage så dårligt imod hende.
For en overhørt samtale kan lede til mange ting, når en indadvendt pige lægger sig ud med et verdenskendt band, hvis fans vil gøre alt for dem?

13Likes
16Kommentarer
1124Visninger
AA

4. The doorway to the future

”Tak fordi jeg måtte overnatte her, Mrs. Brook.” Jeg smilede til Nellys mor, som stod bag Nelly i døren. En varm sommerbrise purrede op i mit hår, og jeg stak det irriteret bag mine ører.

”Det var da så lidt.” Hun smilede venligt tilbage, og lagde så sin hånd på Nellys skulder. Henvendt til Nelly sagde hun: ” Jeg går op og tager dine tasker frem, skat. Kom op når i har sagt farvel, så vi kan finde ud af hvad du skal have med.” Hun smilede en til gang til mig inden hun begav sig på jagt efter taskerne.

Før jeg kunne nå at sige så meget som et ord, havde Nelly svunget sine tynde arme om mig og krammede mig hårdt. Det var utroligt, hvor stærk sådan en lille person kunne være.

”Newy, wej han iffe få varet!” Jeg spyttede nogle totter af hendes kastanjebrune hår ud af munden og forsøgte igen. ”Nelly, jeg kan ikke få vejret!”

Denne gang så det ud til at hun opfattede, hvad jeg sagde, for hun løsnede sit greb. Hendes brune øjne var fyldte med tårer, og det gav mig lyst til også at græde. For at virke moden holdte jeg det tilbage, og smilede beroligende til hende.

”Hvorfor græder du? Du er godt klar over, at du bare skal på ferie, ikke?” Jeg spilede øjnene op og gispede teatralsk. ”Eller skal du rent faktisk flytte, men har bare ikke turde sige det til mig?”

Mine ord fik hende til at grine, og hun tørrede tårerne væk. Hun virkede meget yngre end mig, selv om det faktisk var omvendt. Og det at jeg var et halvt hoved højere end hende bekræftede bare påstanden.

”Nej, din store idiot. Men jeg har bare den her underlige fornemmelse af, at når vi engang mødes igen, så vil alt være forandret.”

Jeg skulle lige til at svare, at der aldrig nogensinde ville forandre sig noget så længe min mor levede, da der lød et højt bump bag os efterfuldt at et lille skrig. Hurtigt løb mig og Nelly ud på vejen for at se, hvad der var sket. Midt på vejen lå Jeremy Jackson, det lokale postbud, med sin cykel oven på sig. Ved siden af sad Kelsey, vores tideligere klassekammerat, lettere rystet med en hel masse papirer flyvende rundt om sig. Mig og Nelly kiggede kort på hinanden, hvorefter hun gik hen til Mr. Jackson for at hjælpe ham, og jeg gik over til Kelsey.

”Er du okay?” Spurte jeg samtidig med, at jeg rakte hende en hjælpende hånd. Hun tog taknemmelig imod den, og jeg fik hurtigt trukket hende op at stå.

”Jah, bortset fra, at jeg lige er blevet kørt ned af en halvblind nisse, så går det helt fint.” Hun kiggede rundt på de flyvende papirer, og sukkede dybt. ”Jeg får aldrig samlet dem sammen i tide. Min onkel slår mig ihjel.”

”Jeg skal nok hjælpe dig.” Jeg smilede hjælpende, og vi gav os til at samle de flyvske flyers sammen.

 

”Tak for hjælpen, Kay.”

Vi havde endelig fået samlet alle papirerne sammen. Det havde taget et godt stykke tid, og Nelly havet været nød til at gå, fordi hun skulle pakke. Hun havde det med at gemme sådanne ting til allersidste sekund.

”Det var da så lidt.” Jeg gav Kelsey de sidste flyers.

”Nå, men jeg tror, at jeg smutter nu. Min onkel bliver ikke glad, når jeg kommer for sent.” Hun skar en grimasse. Stakken af papir i hendes arme svejede faretruende, og jeg tog forsigtigt halvdelen.

”Lad mig hjælpe dig, så det samme ikke kommer til at ske igen. Du kunne jo næsten ikke se hvor du gik.”

”Tak Kay.” Hun sukkede taknemligt, og begyndte at gå. Jeg fulgte hurtigt efter.

 

”Nåh, hvor er vi egentlig på vej hen?” Endelig kom jeg i tanke om en rimelig væsentligt ting.

”Vi skal hen til min onkels kontor, for at aflevere flyersne. Jeg har lavet layoutet for dem, da min onkel havde hørt om, at jeg elsker kunst og den slags.”

Jeg huskede kort, hvor fantastiske Kelseys malerier altid var. Hun kunne et eller andet med maling og kul, og hun elskede at gøre det. Hvor måtte det egentlig være fedt at have en passion for noget.

”Hvad skal han bruge dem til?” Spurgte jeg nysgerrigt, mens jeg forsøgte at få et glimt af indholdet på papirerne i mine arme. Ikke så nemt.

”Han er chef for et firma, der finder gode musikanter til sangere og så videre rundt omkring i verden.”

”Fedt! Sejt at have en så cool onkel!”

Min entusiasme fik Kelsey til at grine. Pludselig stoppede hun og så indtrængende på mig.

”Kay, plejede du egentlig ikke at spille guitar? Måske kan du se om du kan få et job hos min onkel. Jeg ved, at han altid leder efter unge mennesker, som passer godt sammen med de lidt yngre sangere.”

”Ej, nu skal du ikke være fjollet Kelsey. Jeg spiller slet ikke længere, og selv hvis jeg gjorde, så ville jeg jo helt klart ikke være god nok.”

”Nej, for du spillede slet ikke ’Sweet Child O’Mine’ helt perfekt til skoleballet i niende.” Hun så mistroisk på mig.

”Jeg var bare heldig, at jeg ikke spillede forkert.” Jeg smilede hurtigt til hende, for at fortælle hende, at hun skulle lade det ligge. At begynde på guitar igen ville helt klart ikke gøre tingene bedre for mig. Det var der for mange dårlige minder til, at det ville.

 

”Endnu en gang tak, Kay. Du har virkelig reddet min dag.”

Mig og Kelsey stod ude foran hendes onkels kontor. Vi havde heldigvis nået det i tide, og hendes onkel havde endda givet mig nogle penge som tak for at havet hjulpet Kelsey. Nu havde jeg da nok penge til at kunne tage hjem til min mormor, uden at skulle gå heele vejen til London.

”Det var igen så lidt. Vi ses forhåbentligt en anden gang.” Jeg vinkede til hende, og vendte mig så om for at gå.

”Ja, det gør vi.” Lød det som om hun sagde, men da jeg vendte mig var hun allerede smuttet indenfor igen. Med et skuldertræk fortsatte jeg hen mod busstoppestedet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...