She's Not Afraid - One Direction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2013
  • Opdateret: 25 maj 2013
  • Status: Igang
Makayla er navnet på en reserveret 19-årig, hvis passion er at spille guitar. Efter at være blevet færdig med gymnasiet beslutter hun sig for at forsøge sig som professionel guitarist. Men da hun fortæller sine forældre om dette, bliver drømmen hurtigt knust til små stykker, og hun må tage på college, ligesom alle andre.
Normalt ville Makayla også havet gjort som sine forældre sagde, men noget i hende forandrede sig. Fast besluttet på at opnå succes får hun overtalt sine forældre. På en betingelse!
At hun indenfor et år skal opnå succes, og at hun skal kunne leve af den.
For Makayla bliver det et kampløb mod tiden, og hun bliver nød til at tage valg hun aldrig ville have overvejet var mulige.
Da Makayla tager imod jobbet som One Directions nye guitarist, havde hun ikke regnet med, at bandets fem medlemmer ville tage så dårligt imod hende.
For en overhørt samtale kan lede til mange ting, når en indadvendt pige lægger sig ud med et verdenskendt band, hvis fans vil gøre alt for dem?

13Likes
16Kommentarer
1086Visninger
AA

3. problems, all the way

”Nej.”

Det var det eneste min mor sagde, efter endelig at havet givet mig lov til at tale ud. Hun vendte igen ryggen til mig, for at skrælle kartoflerne færdigt. Min far sad ved spisebordet og gemte sig bag sin avis i et forsøg på ikke at blive blandet ind. Den luksus skulle han desværre ikke nyde noget af.

”Far, hvad har du at sige til det?” Jeg vendte mig om mod ham og gav de bedste hundehvalpeøjne jeg havde lært. Han kiggede opgivende på mig.

”Tja, hvis det er det du vil…” Begyndte han til min store tilfredsstillelse, som dog hurtigt blev punkteret af min mors skarpe stemme.

”Nej, du skal ikke nogen steder uden en ordentlig uddannelse, unge dame.” Men mor vente sig igen om mod mig. Jeg sukkede indvendigt, klar over hvad de var i vente. ” Mine børn skal ikke ende som stofmisbrugere og hvad ved jeg, de skal have et godt job og en god familie. Det får man ikke hvis man bruger halvdelen af sit liv på at forfølge en drøm, som ikke er andet end en drøm.”

Vred åbnede jeg munden for at svare igen, men ikke en lyd kom ud. Den pokkers opdragelse, gjorde da heller ikke andet end at komme i vejen! Selvtilfreds vendte min mor sig om igen, sikker på at hun havde vundet, ligesom de få andre gange jeg havde været vred nok til at protestere.

Jeg indrømmer blankt, at jeg aldrig havde været særlig god til det med at skændtes. Det var simpelthen for besværligt at skulle råbe og te sig som om man var otte, over noget, som alligevel var ligegyldigt dagen efter. Det eneste man i sidste ende fik ud af det, var en godt hæs stemme og ondt i hovedet. Men man kunne heller ikke leve et helt live uden at kæmpe bare en lille smule. For der var altid et eller andet værd at kæmpe for. Det var bare de færreste, som kunne se forskellen mellem unødvendigt og nødvendigt.

Tag min mor for eksempel. Hun pustede sig op over selv den mindste ting, hvis det ikke lige var som hun havde tænkt det. Det var utroligt at hun ikke havde mistet stemmen endnu. Men på den anden side så var det vel hendes stålsatte vilje og iltre temperament, som fik hende til tops som model, da hun var yngre. Ja, min mor havde været en succesrig model. Og nej, jeg lignede hendes slet ikke.

Og så var der min far. Han er det fuldstændig modsatte af min mor. Han var en af den slags personer, som stak halen mellem benene ved bare den mindste optrækning til et skænderi. Han gemte sig altid væk, hvis min mor kom op at skændtes med min lillesøster eller hvis min mor havde en dårlig dag. Og så var han revisor. Han virkede som en kedelig gammel nisse, og det kan godt være, at han også var det, men han var stadig min far og den sejeste mand jeg kendte. Rimelig lamt at sige det som 19-årig, men jeg havde aldrig haft en kæreste så den position havde min far stadig.

En gang til åbnede jeg munden for at sige noget. Ikke tale om, at jeg bare ville give op.

”Jeg ender jo ikke i stofmisbrug ved bare at tage ét enkelt sabbatår! Det ville være en fantastisk oplevelse, og det er jo ikke sådan at jeg bare tager på badeferie eller noget andet ferie-halløj! Jeg skal ud og lære om forskellige kulturer og se, hvordan de lever. Jeg har endda valgt at tage til nogle af de steder, hvor man lærer mest!” Råbte jeg hidsigt.

Min mor var holdt op med at skrælle kartoflerne, og gik nu over til at finde de ting hun skulle bruge til at stege bøfferne. Vi skulle have gæster i aften, så det var ikke så få bøffer hun skulle stege. Men det ændrede ikke kendsgerningen, at hun ignorerede mig totalt, og det fik vandet til at flyde over.

Jeg rev skålen med kartoflerne ned fra bordet og kylede den ned i jorden. Ja, jeg var ret voldelig på det tidspunkt, men det føltes som den eneste måde at få hendes opmærksomhed på. Hvilket jo var mega barnligt, men på det tidspunkt havde det virket som det rigtige at gøre.

Hele mit liv havde jeg forsøgt ikke at være til for meget besvær, og jeg havde altid spillet den modne og ansvarsfulde. Det var aldrig mig som hun tog med på shopping ture, når jeg havde fået en god karakter. Det var heller ikke mig hun kom og heppede på når der var en vigtig kamp. Ej heller var det mig hun lavede lækker mad sammen med, når jeg var nedtrykt.                                                                                                                                                            Jeg kunne ikke engang huske den sidste gang vi gjorde noget sammen. Jeg var det sorte får, og det havde jeg altid vidst, kan føle sig ensom og trist, især når alle de hvide løber glad rundt og leger.

”Makayla, hvad går der dog af dig!!!”

På et øjeblik var jeg tilbage til at være mig selv igen. Vreden var forsvundet og blev nu erstattet med skyldfølelse. Forsigtigt kiggede jeg op på min mor. Hendes øjne var store af chok, og det fik skyldfølelsen til at vokse sig større. Men vredens gløder ulmede stadig.

”Hvordan kan det være, at Leah må tage tværs over Atlanterhavet for at ’forfølge’ sin drøm, og jeg må ikke engang tage til London på en shoppetur, og vi bor en halv time derfra!”

Hun sukkede dybt og så pludselig meget gammel ud. ”Det er ikke det samme…”

”Nej, det er det i hvert fald ikke! Hvordan kan det være, at min frihed er så begrænset? Jeg har altid gjort som du har sagt, og hvad har det nyttet?! Jeg har ti gange flere lænker end de andre…” Da jeg brugte mine søskende som angreb, begyndte min mors øjne at blive blanke. Det lignede hende slet ikke, og hun holdte bravt tårerne tilbage.

Hendes mund snerpede sig sammen til en smal streg, og med lille stemme sagde hun: ”Ud. Kom tilbage når den fornuftige pige, jeg kender, er tilbage.”

Og med de ord skred jeg ud af døren med ikke meget mere end 20 pund på lommen.

I udkanten af virvaret af følelser, som lige nu fløj rundt i mit hoved, huskede jeg at min far var gået ned i kælderen midt under skænderiet. Hvad han skulle dernede, vidste jeg ikke. Det eneste, som man kunne finde der, var gamle ting og støv. Måske ville han spørge støvet til råds efter en ny måde at forsvinde på, eller finde Harry Potters usynlighedskappe mellem min brors gamle sager.

Hvad jeg ikke vidste var, at min far var gået der ned for at finde noget, som ville hjælpe mig på den rejse jeg skulle på.

 

Du var oppe at skændtes med din mor?” Nelly stoppede brat med at hælde det varme vand op i krusene. Hun så overrasket på mig.

”Jah, det var jeg.” Jeg lukkede et kort øjeblik mine øjne i irritation. Var jeg virkelig sådan et dydsmønster? Nelly lagde, som sædvanligt, mærke til det og lavede hurtigt teen færdig.

”Jamen, hvorfor da?” Spurgte hun og tog en stor slurk.

”Hun sagde nej til det med rejsen…”

Den store slurk, hun havde taget røj hurtigt ned i den forkerte side af halsen, og det tog hende et godt stykke tid, og en masse klap på ryggen fra min side, før hun kunne tale igen.

”Sagde hun nej!? Jamen, vi har jo sparet op til det siden ottende klasse!”

”Hun er ligeglad.” Svarede jeg dystert.

”Jamen..!”

”Det nytter ikke noget, Nelly. Jeg er virkelig ked af det, men jeg kan ikke komme med.” Jeg trak nedtrykt på skuldrene, og vi blev begge helt stille.

”Nåh, men jeg tror hellere jeg må smutte,” Begyndte jeg og rejste mig for at sætte det tomme krus i opvaskemaskinen. ”Hvis jeg skal nå hjem til min mormor inden det bliver mørkt.”

”hvorfor det?” Hun så et sekund uforstående på mig, men det gik hurtigt op for hende. ”Åh, du kan da bare overnatte her. Vi skal først rejse i morgen, men jeg er sikker på, at min mor ikke har noget imod det.” Hun smilede oprigtigt.

”Tak, det vil jeg gerne.” Jeg smilede tilbage, men det nåede aldrig helt mine øjne. Hurtigt skubbede jeg bekymringerne for, hvad jeg skulle gøre i morgen, efter at Nelly var taget på ferie, væk. Sammen gik vi op på hendes værelse for at gøre klar til, at jeg skulle sove der.

 

Resten af den aften så vi en hylende morsom film. Den handlede om en ung kvinde, som forsøgte at gøre sit bedste, men hun kludrede hele tiden i det. Den endte selvfølgelig godt, og hun blev kæreste med den rigtige fyr og de holdte et kæmpe bryllup. Hende, der spillede den forvirrede hovedrolle, var simpelthen genial. Hun hed vist Tiffany Heap eller noget i den stil, og det var tydeligt at se, at Nelly var en kæmpe fan af hende.

Morskaben sluttede dog straks da Nellys bror braste ind. Jeg havde ikke noget imod ham, han var ret sej, men det var også det. Problemet var bare at vores familier, havde kendt hinanden siden altid, og hendes bror, Connor, var bedste venner med min bror, Jason. Og han var selvfølgelig med.

”Hvad laver du dog her, Kay? Klokken er næsten tolv, og de gamle er syge af bekymring over, hvor du er.” Han gik ind uden omtanke for, at det var Nellys værelse. Jeg rejste mig for at stå ansigt til ansigt med ham, og en stærk lugt ramte mig.

”Har du været ude og drikke dig stangstiv?” Lugten af øl var så stærk, at mine øjne løb i vand. Fedt, først har jeg et kæmpe skænderi med min mor, og så tager jeg min bror i at havet drukket sig stangstiv – og klokken var kun tolv! Hvad bliver det næste? Sikkert, at min lillisøster bliver nonne og min storesøster alkoholiker. Okay, det var måske lidt overdrevent, men de mest unormale ting skete lige for tiden.

”Jeg er fuld, men jeg vil nu ikke kalde det stangstiv.” Han kløede sig let på nakken - et tegn på at han var nervøs, men han blev ved med at holde øjenkontakten. Connor stod i døråbningen og så fra den mig til min bror. Også han virkede underlig anspændt. Hurtigt kastede jeg et blik på Nelly, og hun sad og så alle andre steder end på mig. Hvad foregik der? Det var tydeligt at se, at de holdte noget skjult, men hvad vidste jeg ikke.

Trangen til at konfrontere dem nu og her var stærk, men jeg undertrykte den stædigt. Hvis de ikke vil fortælle mig det, så er det bare sådan.

”Nå, men hyggeligt at møde dig. Hvis i ikke har noget imod det, så vil jeg gå ud og børste tænder.” Hurtigt greb jeg det nattøj som jeg lånte af Nelly og begav mig ud på toilettet. Jeg forsøgte at overtale mig selv om at alt var fint, men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at der var noget som de ikke fortalte mig, væk.

 

Jeg plaskede lidt vand i hovedet for at kunne tænke klart. Hurtigt satte jeg mit lange lyse har op i en almindelig fletning og studerede mit ansigt. Min brede pande og smalle kæbe stod tydelig frem når mit hår var strøget tilbage, og jeg mindede mig selv om, at jeg snart måtte få en ny frisure. Hurtigt tog jeg min dyrebare læbepomade frem og kørte den over mine tørre men fyldige læber. De var stort set det eneste kønne ved mit ansigt, og jeg brugte omkring lige så mange penge på læbepomader som andre piger gjorde på make-up i alt almindelighed.

Jeg havde engang forsøgt at gå med mascara, da jeg havde hørt, at det fik ens øjne til at se større ud, men jeg var kommet til at klø mig i øjnene. Det skal lige siges, at det var til min farmors 70-års fødselsdag, og hun lavede korsets tegn, da hun så mig. Ikke så  fedt.

Kort mødte jeg mit eget grå-blå blik, og det fik mig til at tænke på det, som skete for lidt tid siden med min bror. Vi havde altid været gode venner og fortalte hinanden stort set alt, så hvorfor var han pludselig så hemmelighedsfuld?

Endnu engang kiggede jeg mig selv i øjnene. Blikket jeg sendte mig selv var ynkeligt. Vredt kylede jeg læbepomaden tilbage i min pung, og gik ud af badeværelset. Jeg var ved at være godt træt af mit kedelige, ynkelige jeg.

 

Da jeg kom tilbage, var Connor og Jason ingen steder at se. Jeg var sådanset ligeglad, for lige nu var jeg optaget med  at tænke på en måde at komme til frisuren, uden at skulle tage hjem for at hente penge. Nelly lå allerede og snorkede dybt, så jeg slukkede lyset og lagde mig til at sove.

___________________________________________________________________________________________

 

Nå, her er så første kapitel!

Ved godt der er temmilg mange stavefejl og andet gramma-prut, men er lige blevet færdigt med det og skal snart af sted på ferie, såe...

Men håber i kan lide det^^

Hvis der lidt forvirring vedrørende noget, så vil jeg meget gerne svare på dem!^^

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...