How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4214Visninger
AA

8. Opgør - Parvatis synsvinkel

Fudges stemme brød aftnens stilhed og jeg blev grebet af den sædvanlige frygt. Min søster var derude et sted. Måske var hun langt væk - måske kunne hun se mig fra, hvor hun var nu. Eller også var hun... Jeg nægtede at sige ordet. Det bragte uheld, havde Lavender sagt. Ved tanken om Lavender sved det i mine øjne, men jeg græd ikke. Jeg kunne ikke græde mere. Jeg havde nærmest grædt uafbrudt de sidste par dage. Jeg havde ikke styr på tiden mere, den flød sammen og gjorde hvert eneste minut det samme, som det, der var gået forud.

Fudge råbte de døde op. og jeg var lige ved at le af lettelse. Padma var ikke i blandt dem, og Katie og Hannah var også uskadte. Det kunne man dog ikke sige om Susan Bones, Luna Lovegood og Roger Davies. De var alle tre døde. Jeg ville vædde på, at det var Slytherin, der havde røvet deres liv. Som om Slyhtherin kunne vinde det her. Det handlede om mere end bare vold. Man skulle også tænke for at vinde Spillet. For eksempel så havde jeg min lejr tæt på Slytherins, hvilket ville sige, at når de tog ud for at slå ihjel, kunne jeg roligt spise lidt af deres mad. På den måde kunne vi alle overleve. Indtil den dag, hvor det blev opdaget. Men selvfølgelig havde jeg også tænkt, så rundt omkring det træ, jeg sov og 'boede' i, havde jeg gravet forsyninger ned, gemt godt inde i rygsække og poser. Jeg havde også taget en lille kniv og en sovepose, så jeg kunne forsvare mig og sove nogenlunde varmt om natten. Jeg skulle ikke begå sammen fejl som Luna, der havde lavet et bål, og blev afsløret på grund af det. I har ikke glemt, hvordan det gik hende, vel? Hun blev dræbt. Tortureret. Pint, før hun endelig fik lov til at forlade denne forfærdelige verden. I hvilken verden fandt man det sjovt, at se børn slå hinanden ihjel? Slap jeg ud herfra ville jeg være hjemsøgt af mareridt, skrigene og blodet. Jeg ville ikke have et eneste roligt minut.

Vi var ikke særlig mange tilbage. Fjorten elever ud af de fireogtyve, vi lagde ud med at være. Og det skræmte mig. Jeg havde aldrig troet, at noget så forfærdeligt som det her ville overgå mig. Mine venner. Skolen. Verden. Det her var sygt. Forskruet, hjernedødt og vanvittigt. Hvordan kunne Fudge få sig selv til det? Hvis det var for at straffe Harry, hvorfor så ikke bare gøre det i stedet for at lade os alle dø? Jeg mærkede til min forbløffelse, at en tåre gled ned ad min kind. Jeg havde helt ærligt troet, at jeg ikke ejede en eneste tåre mere, men der tog jeg fejl.

Jeg så rundt i skoven, for at få øje på noget, der afslørede nogle af de andre. Intet. Ikke engang dem fra Slytherin havde et bål tændt. Hvis jeg ikke vidste, hvorfor de holdt lav profil ville jeg have undret mig, men jeg vidste godt, hvorfor de gemte sig. Hvad der end gemte sig her i skoven, var ikke rart. Kentaurerne kunne være venlige, men alligevel var de ikke dem, man vil bruge som første prioritet til et bryllup. De blev lette fornærmede, og det gjorde dem farlige.

Jeg tog chancen, spændte mig op og kravlede ned fra træet. Jeg måtte finde Padma, og det ville være nemmere at gøre det nu om natten end om dagen, hvor Slytherin med lethed kunne se mig. Det skulle være nu. I nat. Jeg ville se hende en sidste gang. Det var livsnødvendigt, ellers kunne jeg ikke dø i fred. Og dø, det ville jeg. Jeg ville ikke ud i den virkelig verden igen. Jeg kunne ikke holde til det. Jeg ville være ødelagt - minderne ville tynge mig, og gøre mig sindssyg. Vred, hidsig, rasende på livet. Jaloux på de døde. Jeg ville tage helt fejl af alt.

"Parvati!" skreg en pigestemme, der lød som Hermione. 

Jeg så forvirret op i trækronerne, og fik lettet øje på hende oppe i et træ, hvor hun så skræmt ned på mig. Hun var mindst 11 meter op, og hun pegede febrisk på noget bag mig. Jeg så en stort, hvide kugle lyse ind i mit ene øjes krog, og jeg stivnede. Jeg vendte mig om i samme øjeblik, som hylet lød. Lige bag mig. Jeg stod ansigt til ansigt med en granvoksen varulv, der havde fråde om munden og mord i øjnene.

Jeg fandt min kniv frem og så den direkte i øjnene. Det var den, der havde dræbt Lavender. Jeg kunne kende den. Og den skulle betale for det. Lavender havde været min bedsteveninde, og ulven havde taget hende fra mig. Jeg viftede lidt med kniven, for at gøre varulven opmærksom på at jeg besad et våben. Jeg stillede mig i forsvarsposition - klar til at varulven skulle angribe. Men den angreb ikke. Den kiggede bare direkte på mig. Holdt mine øjne med dens gule øjne.

For sent fornemmede jeg lunten, og før jeg nåede at reagere kunne jeg mærke en knusende vægt slå mig i jorden. Et par poter holdt mig nede. Jeg strammede grebet om min kniv. Den havde en ting, den skulle udføre. Den skulle hævne Lavender. Jeg svang kniven om bag mit hoved, og borede det dybt i det første bløde, jeg stødte på. Det var ikke munden. Det sad for højt oppe. Skrækslagent indså jeg, hvad jeg havde gjort. Jeg havde dolket en varulv i øjet.

Jeg nåede ikke engang, at finde ud af om jeg syntes det var en god eller dårlig ting. Den anden varulv gjorde mig efter -de hævnede dens kammerat, og flåede min strube ud.

Mørket indtraf med det samme, og jeg blev blændet af det smukke lys. Jeg var hjemme.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...