How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4415Visninger
AA

9. "Jeg ville hellere dø." - Hermiones synsvinkel

Jeg havde ikke kunnet sove, siden den nat for et døgn siden, hvor Parvati blev dræbt. Jeg var blevet jagtet af mareridt, hvor jeg først oplevede, hvordan varulven kom slæbende med Lavenders lig, og så hvordan den dræbte Parvati. Det havde været forskelligt. Hun havde i panik hugget en dolk ind i den mindste varulvs øje, hvorefter den største og farligste af de to varulve havde bidt hende i nakken, for derefter at flå den op. Jeg havde skreget, i flere minutter. Råbt på Parvati. Kastet bark efter varulvene. Grædt helt hysterisk. På mine var der et spor af tårer, der let kunne spottes i det skidt, der dækkede mit ansigt og mit tøj. Min mad var ved at slippe op, hvilket fik mig til at tænke på, hvordan jeg skulle skaffe noget mere. Jeg kunne selvfølgelig stjæle. Blandt andet fra Katie og Hannah, der havde slået lejr i en hule. Hulens indgang var så dårligt kamufleret, at hvis jeg havde været derinde kunne jeg have kamufleret den bedre. Men de ville lægge mærke til det, og deres chancer for at overleve ville blive mindsket. Og det ønskede jeg ikke. De eneste, jeg ville stjæle fra, var dem fra Slytherin. De var onde, og de dræbte uden at føle skyld. Eller Crabbe, Goyle og Flint gjorde, faktisk så Malfoy ud til at skulle kaste op, hver gang nogen blev dræbt foran ham. 

Grunden til at jeg vidste det, var ganske enkel. Jeg fulgte efter dem. Fulgte efter dem for at finde ud, hvor de oftest befandt sig, om de havde en rute eller om de bare gik tilfældigt. Og jeg havde fundet ud af en masse de sidste dage, hvor jeg havde fulgt efter dem. Det gik på rundtur, hvem der holdt vagt. Første nat var det Flint, anden nate var det Crabbe og den tredje var det Goyle. Så det mest logiske var nok at det var Malfoy i nat, men jeg var ikke helt sikker. Han var jo ligesom lederen, så måske skulle han slet ikke holde vagt? Måske var det Flint, der overtog vagten igen. Eller så havde jeg taget fejl - ikke at jeg var så optimistisk på det punkt -, og så var det bare helt tilfældigt, hvem det tog vagten den pågældende nat. 

Jeg bed mig selv i læben af irritation, jeg vidste nærmest intet om de andre derude. Og den irritation, jeg følte, var grænseløs og gav mig lyst til at hive mit hår af. Skrige af frustration. Men jeg måtte forblive kold i hovedet. Rolig. Ellers ville jeg sikkert afsløre mit tilholdssted, og så ville Slytherin komme efter mig og var der noget, jeg ikke orkede, var det at flygte. Jeg havde en så god plads. Tilstrækkelig højde, og en masse sol. Altså, perfekt. 

Jeg kiggede ned fra min gren, men der kom ikke nogen brasende igennem underskoven. Jeg lukkede øjnene og lyttede, og åbnede dem med et foruroligende ansigtsudtryk. Der var stille - ikke engang fuglene fløjtede. Der var ingen vind, og ingen løbende skridt. Der skulle til at ske noget snart, ellers ville det ikke være så stille. Men hvad skulle der til at ske? Kunne Fudge kontrollere, hvad der skete herinde? Jeg bed mig i læben, mens den skræmmende tanke blev lagt i blød i min tankegang. Efter jeg havde overvejet den et øjeblik, kom jeg frem til at det kunne han ikke. Det ville kræve meget, meget avanceret magi, og jeg var ikke helt sikker på, hvor god en troldmand Fudge var. Jeg havde aldrig set ham udføre en eneste besværgelse - udover den besværgelse han havde brugt, da han fik Flammernes Pokal frem. Det var sikkert accio, eller en anden nybegynderbesværgelse.

Min mave rumlede voldsomt, og min tørre mund skreg efter vand. Jeg var nødt til at gå ned på jorden. Jeg tog en dyb indånding, og bandt mig op, for at kigge ned på jorden. Der var langt ned, hvilket ville sige der også var langt op, hvilket ville sige, at jeg ikke kunne komme op så let, som jeg helst gerne ville. I mens jeg kravlede ned, prøvede jeg at huske, hvilket træ jeg havde begravet maden under. Jeg kunne ikke. Kunne ikke huske, hvor jeg havde gjort af det mest dyrebare i hele Spillet. Mad og vand. Vandet var ligemeget - det kunne jeg finde i vandløbet, der løb tæt ved mit træ. Men mad, mad var vigtigt. Og kunne jeg ikke huske, hvor jeg havde gjort af det... så kunne jeg godt glemme alle mine chancer for at vinde. Medmindre jeg ville stjæle fra de andre. Men tyveri var ikke rigtig min stil. Så hellere bruge resten af min tid på at grave op under træerne i skoven, for at finde min egen mad.

Men jeg nåede ikke ned til min egen mad. Jeg nåede ikke engang jorden, før mit træ og træerne rundt sprang i luften. Jeg blev slynget væk fra stammen, og ramte jorden med skuldrene først. Alt luften blev slået ud af mig, og jeg rullede om på siden, for at trække vejret. Mit hoved dunkede, og ildebrændens røg sved i næsen. Jeg hostedet gentagne gange, og blinkede helt sindsygt med mine øjne, før jeg endelig kunne se noget igen. Jeg gispede ved synet; hele mit lille træområde stod i flammer, og mine forsyninger lå sikkert også og blev kogt under jorden.

Før jeg nåede at sætte mig yderligere op, blev en eller anden slags gennemsigtig kappe smidt over mig, og hele verden så mere og mere forvrænget ud. Måske var det stoffets skyld, eller også var det fordi jeg tabte blod fra et sår i baghovedet. Jeg orkede ikke at tjekke efter, det var som om alt det jeg havde sovet, nu var slettet fra min krops erindring. Jeg følte mig træt, udmattet og tung i hovedet. Min ryg gjorde ondt, og jeg kunne ikke rejse mig.

Jeg kunne høre løbende skridt, og før jeg lukkede øjnene, nåede jeg at se Malfoys blonde hår. Der lød råb og hvæsende stemmer, før én stemme brød igennem. En stemme, jeg kendte særdeles godt. En stemme, jeg havde hørt på de sidste 4 år. En person, jeg altid havde respekteret. En person, jeg havde delt alle mine hemmeligheder. En person, der nu udnyttede sin viden. En person, der forrådte mig. 

"Draco, hun er der," sagde hans stemme, og man måtte formode at han pegede, for jeg kunne ikke mærke stoffet fra kappen blive hevet af mig.

Jeg bed mig i læben, for ikke at springe op og kæmpe imod ham. Jeg kunne godt. Jeg kunne til enhver tid kæmpe mod Harry Potter, drengen der myrdede sin bedste ven. Jeg kunne høre Malfoy skære tænder, og en eller anden sparkede til et træ. Det var sikkert også Malfoy.

"Du tager hende, Potter," nærmest spyttede Malfoy, før der lød skridt væk fra min brændende lejr. Jeg havde lyst til at danse en sejrsdans, de var skræmt væk!

Jeg mærkede et par arme løfte mig op, og på trods af at personen vaklede lidt i starten, så blev jeg båret langsomt og forsigtigt efter de grinende Slytheriner. Jeg kunne brække mig over dem. De havde ingen bekymringer - de nød det her spil, som var det deres fødselsdag. Det var frastødende.

"Bare rolig, Hermione, du er i sikkerhed" lød hans stmme, inden han gav mig et lille klem. Jeg kunne mærke bræksmag i munden.

Jeg rystede på hovedet som svar, jeg var ikke i sikkerhed så længe, jeg var tæt på ham. Hvis han bare ville lade mig være, så jeg kunne lægge mig til at dø i fred. Jeg ville hellere dø, end at være så tæt på ham. Så tæt at jeg kunne mærke hans hjerte banke. Det var kvalmende.

"Vi er sammen," sagde han, og jeg forestillede mig, hvordan han smilte bedrevidende.

Jeg rystede igen på hovedet, guderne skulle vide, at jeg hellere ville være blevet, hvor jeg var end at være sammen med ham. Det kunne han vel regne ud. Så dum, troede jeg ikke, at han var.

Jeg mærkede hans arme strammedes om min krop, og jeg kunne mærke hans varme ånde, da han hvæste lige uden for mit øre.

"Jeg synes, at du skal tænke lidt over, hvordan du opfører dig. Ellers ender du samme vej, som Ron."

Og for ligesom at understrege hans pointe, klemte han mig lige på mine ømme ribben. Jeg klynkede, mens tårerne begyndte at trille.

Hvordan er det, du har forandret dig, Harry?, var det sidste jeg tænkte, før jeg lod mørket overfalde mig og fjerne mig fra den grusomhed, der var blev kaldt virkeligheden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...