How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4249Visninger
AA

10. "Jeg tilgiver dig." - Katies synsvinkel

Det første jeg opdagede, da jeg vågnede, var at jeg lå i en sovepose og at jeg havde det godt. Min hals og mund brændte ikke efter tørst, jeg havde det lunt og jeg mærkede ikke nogen form for mavekramper. Det var som ren magi – hvilket det ikke kunne være, for vi havde ikke vores tryllestave. Jeg drejede mig en halv omgang og fik øje på Hannahs sovende ansigt. Hun så så fredfyldt ud, som om vi ikke var en del af et sindssygt og dødsensfarligt spil, som de så bizart kaldte det. Spil skulle forestille at være sjove, hvor var det sjove i det her? En kuldegysning løb ned af min ryg. Det blev kaldt Dødsspillet. Det havde kun én vinder. Hannah og jeg kunne ikke vinde begge to. En af os måtte dø.

Jeg valgte at overse det faktum.

Jorden under mig var ikke specielt blød, men heller ikke så hård, som da jeg nærmest lå direkte på det og kun havde teltets bund i mellem hulens stengulv og mig. Min hud protesterede voldsomt mod den kolde luft, der mødte mig, da jeg kravlede op af soveposen. Men jeg følte, at jeg var nødt til at betale Hannah tilbage. Jeg havde dræbt Ernie og bag efter spurgt hende, om hun ville indgå i en alliance, hvor efter jeg bare havde ladet min feber overtage. Nej, det var ikke fair – det var slet ikke fair. Jeg skulle passe på Hannah. Det var derfor, jeg ville indgå en alliance med hende – fordi jeg ville beskytte hende. Hun fortjente det. Jeg havde såret hende, og nu ville jeg give hende min beskyttelse. I stedet fik jeg den piges beskyttelse, hvis ven aldrig fik min. Jeg dræbte ham.

Jeg så ned på Hannah, og kunne ikke lade være med at tænke på, at ved siden hende kunne Ernie have ligget. Eller ved siden af mig. Vi kunne have været en god alliance – os tre sammen. Men jeg havde ødelagt det hele, men Hannah havde alligevel accepteret min undskyldning. Ikke tilgivet mig; det ville hun nok aldrig, men hun havde taget imod den og indgået en alliance med mig. Jeg kunne ikke være mere taknemmelig. Hun overbeviste mig, om at jeg fortjente endnu en chance. Alle fortjente en chance til, men jeg havde ikke været sikker på at jeg ville blive givet den, for det jeg havde gjort var utilgiveligt.

Jeg tog Hannahs kniv, på trods af at mit hjerte og min krop protesterede mod at bære den. Men jeg var nødt til det, for hvem ville have en allieret, der ikke engang kunne finde ud af at dræbe? I et spil som det her var det nødvendigt. Livsnødvendigt. Jeg kravlede ud af hulen, efter at have fjernet stenene, der dækkede dens indgang. Selvom jeg prøvede at være stille, kunne jeg høre Hannah bevæge sig rundt inde i teltet. Hun skulle ikke vågen – morgenmaden skulle være en overraskelse.

Jeg trådte ud i skoven, hvor alt stadig var dækket af dug og en lille tåge gjorde det hele endnu mere uhyggeligt. Jeg havde aldrig brudt mig om skoven; dens mørke, dens mystik og dens væsner, havde altid gjort mig bange for skoven. På trods af Hagrids beroligende betroninger, om at det var helt sikkert, så var jeg altid rædselsslagen bare ved tanken om at skulle ind i den. Men nu havde jeg intet valg. Jeg skulle med stor sandsynlighed dø herinde, så jeg skulle nok skabe fred med den. Det skulle være mit sidste hvilested.

En tanke slog ned i mit hoved, da mit blik gled hen over de grønne trækroner og knortede træer, der skyggede for solens indtrængen. Skulle jeg dø her, kunne jeg ligeså godt forberede min grav. Eller skulle Hannah dø her, ville jeg give hende en værdig grav. Jeg stolede på hende. For ønskede hun mig død, kunne hun bare have dræbt mig, mens jeg var syg af feber. Det ville have været nemmere for hende, men nej, hun lod mig leve. Selvom jeg ikke lod Ernie leve. Faktisk håbede jeg, at jeg ville dø her. Jeg kunne ikke leve videre efter det her. Ikke efter mordet på Ernie. Jeg kunne ikke klare det. Men så længe jeg stadig åndede ville jeg beskytte Hannah. Hun var et år yngre end mig, hvilket betød, at jeg var den ældste i vores alliance. Jeg følte, at jeg var beskytteren. Hun var mit ansvar, og døde hun, havde jeg svigtet mit ansvar. Hun kunne ikke dø.

Jeg farede sammen, da jeg hørte en ralsen i buskadset tæt ved. De grønne slyngplanter, der klæbede sig til træerne, raslede og brændenælderne lænede sig fra side til side. Der var nogen i nærheden, det var helt sikkert. Jeg så rundt omkring mig. Dette var min chance, for at få mad. Jeg måtte og skulle gribe den. Jeg tog min kniv frem, og så efter en sort silhuet i jordhøjde. Jeg fik øje på den, da den fløj ned i hovedet på mig.

Den pludselige vægt, fik mig til at bakke bagud og snuble. Mine arme var låst fast, og langt, lyst hår, der var helt beskidt og fuldt af blade, dækkede for mit udsyn. Jeg pustede noget af håret ud af min mund, men høstede dobbelt så meget. Jeg opgav det til sidst, for i stedet at prøve at få min arme til mig. Det var helt umuligt, den tynde og lette person havde låst dem fuldstændig fast. Jeg stønnede frustreret, mens jeg begyndte at vride mig under hendes krop, for ingen dreng havde så langt og fint hår. Det var nødt til at være en pige, og hun kunne ikke være specielt gammel. I et frygteligt øjeblik, indså jeg, hvem der havde væltet mig omkuld og nu havde magten over mig. Ally McLean, pigen fra Hufflepuff. Jeg spærrede overrasket øjnene op, var hun stadig i live?

”Nå, du er stadig i live, hva', Ally?” sagde jeg med et smil på læberne, der gjorde så ondt, at jeg var sikker på at de snart begyndte at bløde. Jeg var ikke tørstig, men det havde mine læber ikke rigtig opdaget endnu. Eller også havde min krop ikke opdaget det.

Pigen grinte, og fjernede sit hår, så jeg fik udsyn til det udsultede, men vagtsomme, ansigt, hvis blå øjne nærmest stikkede mig ned. Jeg fik øje på et stort sår i hendes pande, og jeg fik pludselig lyst til at holde om hende. Tage vare om hende, og holde hende i sikkerhed. Hun fortjente bedre end det her. Helt klart.

”Ja, men det er du ikke snart,” hun grinte igen. En høj, skinger latter. Sindssygens latter, ”hvad skal jeg dræbe dig med?”

Hun lynede sin jakke ned, og afslørede et imponerede udvalg af knive, pilespidser og jernkugler. Hun lod fingrene glide over nogle knive, før hun stoppede ved en sølvpilespids. Hun havde tænkt sig at dolke mig, som var jeg en vampyr. Hun var jo gal, og det passede slet ikke den lille pige, der havde brudt helt sammen, da hendes navn blev udtrukket.

”Hvorfor gør du det her, Ally?” min stemme var pludselig hæs og skinger på samme tid, mens min vejrtrækning blev mere og mere stødt, da hun flyttede sit ene knæ til min brystkasse og pressede til.

Hun smilte, fjernede sit knæ, hvilket fik mig til at ånde lettet og hostende ud, før jeg opdagede, hvorfor hun havde gjort det. Hun havde sat pilespidsen let mod min brystkasse. Hun havde bestemt sig.

Hvorfor? Hvorfor?!” Hun så på mig med tårer i øjnene, mens hun pressede pilespidsen lidt ned. Men det gjorde ikke decideret ondt, endnu, ”fordi jeg vil hjem! Jeg vil hjem, og glemme alt om det her! Jeg vil ikke dø!”

Det sidste skreg hun, men det fik mig bare til at blive endnu mere vred, mens jeg stirrede koldt på min kommende morder. Tårerne begyndte at glide ned ad hendes beskidte kinder, der engang var så fine og runde. Hun var slet ikke den samme – Spillet havde taget hårdt på hende, men det havde det på os alle. Ingen af os var den samme som før. Vi var enten ødelagte, på randen til det eller fuldstændig sindssyge. Ally var én af dem, der troede, at bare de vandt, så kunne de glemme alt om det. Jeg vidste bedre. Jeg blev stadig jagtet af Ernie i mine drømme – man kunne ikke tage hjem, og glemme alt om dem, hvis liv man havde røvet. De ville blive en del af én, ens personlighed, og de ville jagte én til den dag, man selv udåndede som de gjorde.

Glemme det? Glemme det?!” spruttede jeg vredt, mens jeg stirrede på Ally, ”du har dræbt mennesker, Ally! Og det vil du glemme?! Glem dét! De vil aldrig lade dig gå! Og dræber du mig, ja så sværger jeg at jeg vil hjemsøge dig. Jeg vil altid være der, i dine tanker og drømme! Jeg vil altid være der! Du vil tigge mig om at forlade dig, skrige og forsøge at lukke det ude, men jeg vil være der alligevel, for jeg eksisterer inde i dit hoved!”

Allys ansigtsudtryk ændrede sig, og hendes tårer stoppede med at løbe. Hun tørrede de resterende væk med en rasende bevægelse. Jeg havde ikke åbnet hendes øjne, indså jeg, men bare gjort hende godt gammeldags rasende. Lidt ligesom en tyr, der så noget rødt. Hun var ude af kontrol, da hun begyndte at skrige. Hun begyndte at presse hårdere og hårdere på pilespidsen, og jeg kunne mærke huden give efter under det spidse pres. Jeg gispede efter vejret, men hun var nådesløs. Jeg kunne mærke noget varmt og vådt flyde, mens jeg med min ene arm, som jeg pludselig havde fri igen, lagde det mod mit sår. Jeg løftede min hånd, og fandt synet kvalmende. Min hånd var helt rød og våd af blod. Jeg lukkede mine øjne, da jeg hørte hendes stemme. Et smil bredte sig på mine læber, og jeg tvang mine øjne op. Jeg hostede en enkelt gang, og da så jeg hende. Hendes brune hår, der hang vildt ind over hendes ansigt og hendes opspilede øjne, da hun kom løbende hen imod mig. Ally havde jeg ingen idé om, hvor var. Måske var hun flygtet, da Hannah kom. Det var også lige meget, for hun havde fået, hvad hun gik efter. Mit liv. Jeg kunne mærke mit liv forlade mig, lige som blodet flød fra mit sår. Noget var gået galt, for blodet skulle først løbe, når pilespidsen var fjernet og jeg var temmelig sikker på at den stadig sad i min krop.

”Katie! Katie, åbn øjnene!” Hannahs panikslagne stemme fik mig til at rette min opmærksomhed mod hende, og jeg åndede ud. Skulle jeg dø, ville jeg dø med et smil på læben. For min allierede var her sammen med mig – hun fik en chance for at sige farvel.

”Er.. Er Ally død?” spurgte jeg næsten uhørligt, det var nærmest kun luft, jeg pustede ud.

Hannah nikkede, mens tårerne rendte ned ad hendes kinder. Hun tørrede dem febrilsk væk, men der blev hele tiden ved med at komme nye. Hun græd på grund af mig. Jeg nikkede og så panisk på hende, da jeg kunne mærke trætheden overmande mig. Jeg vidste, at hvis jeg lukkede mine øjne ville jeg nok aldrig åbne dem igen. Jeg tog langsomt og uden kraft fat i Hannahs hånd. Hun gav den et klem, og jeg smilte ikke-overbevisende til hende.

”Hannah, lov mig at vinde. Du må vinde, vær sød at love mig det,” jeg snakkede så hurtigt, som min krop tillod det, og jeg trak vejret hurtigere end nogensinde. Mørke pletter dannede sig for mit syn, mens jeg så direkte ind i Hannahs øjne. De var brune, ligesom chokolade. Eller nok nærmere som egetræernes bark.

Hun nikkede igen, og lukkede øjnene. Jeg gispede af smerte, da jeg løftede hånden. Et hosteanfald fik min stemme til at fejle, da jeg skulle til at sige noget. Hannah lagde hendes finger på min mund, hvilket fik mig til tie stille. Det var som om hosteanfaldet adlød Hannah.

”Katie, vær sød ikke at tale. Du forkorte dit liv,” hendes stemme knækkede over, men jeg kunne gætte mig til resten. Jeg nikkede, men ikke fordi jeg ville tie stille. Det her var vigtigt.

Hannah, tilgiv mig. Jeg ville ikke slå ham ihjel,” min stemme var nærmest helt færdig, og mit syn blev sløret af tårer, men hendes ansigt var stadig tydeligt for mig.

”Det er lige meget, Katie, du-” startede hun ud, men jeg afbrød hende højt og panisk, jeg vidste, at snart ville mine øjne lukke og så ville jeg ikke kunne høre hende mere.

”Tilgiv mig!” min stemme var skinger, og jeg hev desperat efter noget luft, der aldrig fandt vej.

Hun nikkede med tårerne rendende ned ad kinderne, ”jeg tilgiver dig.”

Jeg åndede lettet mit sidste luft ud, mens jeg sank ned på jorden. Afslappet, for en gangs skyld.

”Godt. Det var godt.”

Så lukkede jeg mine øjne, og jeg var glad, selvom jeg ikke burde være det. Men det var jeg. Jeg var blevet tilgivet, jeg havde sluttet fred med Hannah, og med Ernie. Men mit løfte gjaldt stadig – var Ally ikke død, ville jeg hjemsøge hende indtil hun åndede ud. Lad det stå fast. Så overmandede mørket mig, og jeg sank ned i det, mens alle lyde forsvandt. Det sidste jeg hørte for mig var Hannahs stemme, der sagde 'jeg tilgiver dig.' Hannah. Ernie. Undskyld. Jeg kunne ikke beskytte nogen af jer, men alligevel beskyttede I mig - Ernie, du ofrede dig endda for mig. Undskyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...