How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4223Visninger
AA

11. "Jeg hader dig ikke, jeg afskyer dig." - Hermiones synsvinkel

Da jeg vågnede op, var en våd klud, der lå på min pande, det første jeg lagde mærke til. Det var som om det var det våde stykke stof, der afholdt mig fra at besvime igen. Mine øjenlåg brød sig ikke, om at jeg holdt dem åbne, men efter et par blink vænnede mine øjne sig til dagens skarpe sollys. Jeg havde ingen anelse, om hvor længe jeg havde været besvimet, men én ting var jeg sikker på; Harry havde allieret sig med Slytherin. En rasende fornemmelse voksede op inden i mig, da jeg tænkte på det, for mindet af, hvordan Harry koldblodigt havde stukket Ron ned på den første dag, lyste som en blinktavle i min hjerne. Jeg var officielt rasende.

Desværre svømmede mit hoved, og det var som om jeg ikke kunne mærke min krop. Jeg var bare i den, men jeg havde ingen magt over den. Hvilket også var den eneste grund til at jeg ikke sprang op, og løb væk, da jeg hørte Harrys stemme bag mig. En stemme, jeg indædt havde gjort alt for at glemme. Jeg følte en trang til at kaste op, men jeg sank et par gange, for at få den væk. Jeg bed mig i læben, for ikke at skrige. Jeg havde lyst til at slå ham. Tæske ham. Dræbe ham. Græde. Skrige. Råbe. Hans stemme bragte så mange modstridende følelser op i mig; den ene side af mig var ovenud lykkelig for at han ikke var død, mens den anden forbandede ham langt langt ind i helvede. Lige nu var jeg mest stemt for den sidste mulighed. Gid det var så let. Gid jeg stadig havde min tryllestav. Og gid at dette forbandede spil aldrig var blevet arrangeret. Jeg hadede Cornelius Fudge. Han var jo gal. Sindssyg. Vanvittig. Samt alle andre synonymer for ikke at være helt klog i hovedet. Men mest af alle hadede jeg - nej, afskyede jeg Harry James Potter. Personen, jeg havde været venner med i fem år, var nu blevet min dødsfjende og Rons morder. Jeg kunne ikke tage ham.

"Er du vågen?"

"Gå. Væk. Fra. Mig. Harry.", hvæste jeg så højt som min stemme tillod mig.

Han lo. Han krøb ikke væk fra mig, han stivnede ikke, han lo. Og jeg hadede ham for det. Hadede ham for at være blevet sindssyg. Hadede ham for at være ham. Hadede ham for at være her i skoven. Hadede ham for at være i live. Jeg ønskede ham død. Den person, jeg før havde villet holde i live i så mange år, ønskede jeg død. Han var ikke Harry længere - Harry var død. Den person, der lige nu dyppede mig med en våd klud, var kun et hylster. Han var ikke længere i live.

"Jeg har passet på dig - sørget for at Draco ikke dræbte dig, er det her virkelig takken?" Harrys stemme gjorde det klart, at han fandt det hele temmelig morsomt. Altså det modsatte af hvad jeg syntes.

"En morder får ikke tak, Potter, " hvæsede jeg, og kiggede op. Hans øjne slog lyn ved ordet 'morder'. De venlige grønne øjne var alt andet end venlige lige nu. De var tomme, men stadig fulde af had.

"Jeg er ikke en morder," hans stemme var hård og skarp som en kniv. Hans tonefald gjorde det klart at alt det sjove ligesom var væk. Men jeg kunne ikke være mere ligeglad.

Han skulle jagtes af mindet om Ron, og hvorfor han døde. Han skulle lide - præcis som Ron led da han døde, og præcis som jeg led, da jeg så min bedsteven dræbe min anden bedsteven. Harry var ikke andet end en myre i mine øjne, en myre, der skulle knuses og kvases under min fod.

Jeg fik endelig følelsen tilbage i min krop, men ikke helt på den måde, jeg havde planlagt. Harry hamrede sin knyttede hånd ned i mit ansigt, og af ren refleks gav min krop et lille hop og mine hænder fløj op til min sikkert brækkede næse. Jeg klynkede svagt, da jeg mærkede noget vådt løbe ned ad mit ansigt, og løb ned i min let åbnet mund. Smagen af blod eksploderede i min mund, og jeg lukkede straks min mund. Jeg klemte øjnene sammen, og bed mig i læben. Smerten i min næse overdøvede næsten den smerte, jeg følte indeni; Harry var officielt død.

Jeg kravlede haltende væk fra Harry, da min ene hånd stadig lå på min blødende næse, der smertede som ind i helvede. Ind i det helvede, jeg ville sørge for at sparke Harry ned i. Mine arme var svage, min krop rystede og mit syn var sløret. Om det var fordi jeg ikke var helt rask, eller fordi jeg græd, kunne jeg ikke helt finde ud af. Måske begge dele.

Jeg rejste mig hakkende op, da jeg hele tiden måtte holde fast i et træ med begge hænder, for at støtte mig. Mit blik gled hele tiden rundt i skoven, der blev oplyst i et roligt solskin. Solens stråler trængte ned igennem skovens mørke blade, og gav det hele en hyggelig stemning. Men det var overhovedet ikke hyggeligt. Måske var der nogen, der i øjeblikket var blevet dræbt. Eller var ved at blive dræbt. Mine fingre holdt krambagtigt fast i en tyk gren, der hang forholdsvis lavt nede på stammen af et stort, knortet egetræ. På dens brune stamme sad der ind i mellem nogle totter af mørkegrønt blødt mos på sydsiden af stammen. Jeg kiggede hen på Harry, der sad som forstenet og blev ved med at sige; 'Jeg er ikke en morder.'

Jeg mærkede raseriet og sorgen boble inden i mig, og jeg kunne ikke holde min mund længere.

"Så du siger, at Ron bare fik den kniv i hjerten uden hjælp?!" skreg jeg, og mærkede tårerne glide ned ad mine sikkert helt vildt beskidte kinder. Jeg mærkede min mave rumle, men jeg havde kun øje for Harry, der var sprunget kampklart op ved Rons navn.

Harry rystede over det hele og i et sekund, så jeg noget af den gamle Harry i de grønne øjne. Han angrede. Han bad om tilgivelse. Men jeg kunne aldrig give ham den. Han var for længst død for mig. Så var sekundet ovre, og Harry gik rasende hen til mig. Greb fat i min jakke og stirrede rasende ind i mine kolde øjne, der var fulde af tårer. Han åbnede munden, men lukkede den igen, som om han ikke kunne få sig selv til at sige ordene. For jeg vidste, hvad han ville sige. I hvert fald ét af ordene. Mudderblod. Det utilgivelige ord var ved at slippe over hans læber, men han greb sig i det. Det var som om at mindet om Ron, fik den rigtige Harry til at vågne. Og et lille håb spirede inde i mig, på trods af at jeg ikke ville lade det. Et håb, om at Harry alligevel ikke var væk. At jeg kunne få ham igen.

"Hader du mig, Hermione?"

Hermione. Han sagde Hermione, ikke Granger, ikke Mudderblod, men Hermione. Jeg bed mig i læben, mens langsomt løsnede min ene hånd fra grenen og pressede den mod min næse, der stadig blødte. Jeg troede ikke, at den var brækket, men jeg kunne ikke rigtig mærke det. Jeg kunne ikke rigtig mærke eller føle noget lige nu. Jeg var kold; følelsesløs.

Jeg rystede på hovedet efter en grundig overvejelse af Harrys spørgsmål, og jeg kunne bogstaveligtalt høre ham ånde lettet ud, og et koldt smil bredte sig på mine læber. Han troede, at jeg havde tilgivet ham. Men tilgivelse skulle man gøre sig fortjent til, og det ville aldrig lykkes for Harry. Han havde slået Ron ihjel og derefter allieret sig med Slytherin. Det var to afskyelige og utilgivelige ting, som jeg aldrig havde troet Harry ville gøre. Han havde altid virket, som den frelsende og modige dreng, jeg altid havde set op til.

"Nej, jeg hader dig ikke," smilte jeg, og lagde mine hænder på hans brystkasse. Mit smil krakelerede, og jeg forsatte; "jeg afskyer dig."

Jeg skubbede Harry væk, der nu kiggede rasende på mig igen. Øjeblikket, hvor den gamle Harry stadig var i live, var ovre. Jeg kunne mærke noget indeni mig knække. Jeg var helt sikker på at det var min forstand. Jeg var vanvittig. For i det øjeblik, jeg blev klar over, at Harry væk, smilte jeg stort. En sindssygs smil. Jeg var helt sikker på at jeg lige havde hørt min forstand og mit sind knække over.

Jeg gik nogle vaklende over til en bunke af våben, som Slytherin havde samlet, og greb fat i noget, der lignede en pistol. Jeg kunne høre Harry komme hen til mig, men jeg satte i skrig og vendte mig om med pistolen hævet. Harry stoppede lynhurtigt op, men hans arme var stadig rettet mod mig. Som om han ville tage mig i sin favn. Glem det, Harry,

"Du dræbte ham! Du dræbte ham med koldt blod!" jeg var ude af mig selv af sorg; jeg havde mistet mine bedste venner. Harry og Ron. Ron var dræbt, og Harry var væk. Og jeg var også væk. Jeg kunne mærke, hvordan min magt over mine bevægelser svandt ind for hvert sekund. Jeg kunne mærke, at jeg ville trykke på aftrækkeren. Jeg ville skyde ham. Trangen til det voksede inden i mig, og jeg var så bange for at mine fingre snart ville give efter for trangen.

En gren, der raslede og knækkede, fik mig til at snurre så hurtigt rundt at jeg var ved at falde om. Mine ben rystede og mit udsyn blev spærret af små sorte prikker. Jeg fik øje på dem i det øjeblik, de dukkede op fra busken, og jeg skød tre gange, tre kugler, tre kugler. Kuglerne borede sig ind i den midterste person og person til højre. Den midterste person, der havde blondt hår, fik to kugler. De faldt om på jorden. Draco Malfoy var død, før han ramte jorden, og Gregory Goyle lå stadig og spjættede, før han døde nogle minutter senere. Jeg så det ikke - jeg havde for travlt med at bombadere Vincent Crabbe. Jeg kunne høre Harrys forskrækkede og rasende udbrud bag mig, da hans sidste allierede faldt til jorden. Jeg vendte mig mod ham. Ikke fordi, jeg ville, men fordi min krop ville. Jeg var væk. Jeg havde ingen krop længere. Og da jeg skød Harry var jeg helt sikker på at jeg aldrig ville kunne leve videre. Min krop gjorde en sidste ting; den dræbte mig.

Min forstand og jeg selv var allerede væk, da pistolen blev sat mod min tinding. Jeg følte ikke nogen smerte, da min krop affyrrede kuglen. Jeg var helt væk, og det sidste, jeg tænkte, var at bare Harry ikke vandt var det hele godt. Min krop faldt sikkert ned i skovbunden, blodet flød helt sikkert og gjorde de visne blade og resten af skovbunden helt mørkerød omkring mit lig. Det eneste, jeg fornemmede var jeg, at jeg kunne høre både Ron og Harrys stemmer, da det hele blev sort. Jeg ville blive genforenet med dem. Og det var derfor, jeg havde et smil på læben, da Hannah senere fandt mit lig. Det var derfor at mine øjne ikke helt var tomme. Mit ansigt bar stadig skyggen af den lettelse, døden var for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...