How to survive the Hunger Games in the magical world - HP/THG

Vi kender alle Dødsspillet, og vi kender alle Turneringen i Magisk Trekamp. Men hvad sker der når disse to begivenheder, hvor mennesker dør - forenes? Ministeriet for Magi har planlagt en helt særlig udgave af Turneringen i Magisk Trekamp - 24 børn, der kæmper til døden. Tryllestavene bliver taget fra dem, og i stedet får de lov til at bruge mugglervåben. Udtrækningen bliver tilfældig, og alle fra de ældste årgange er med i denne udtrækning. Hvem bliver udtrukket, og hvem vil overleve? Bliver dette spil nogensinde gentaget, eller vil den næste udgave af trekampen bliver som før? Følg med i denne ekstraordinære udgave af Turneringen i Magisk Trekamp.

59Likes
66Kommentarer
4221Visninger
AA

7. "I en alliance hjalp man hinanden" - Hannahs synsvinkel

Jeg havde måbet, da jeg så at Katie havde et telt. Et telt! Det var jo helt vildt. Jeg havde slet ikke lagt mærke til at der lå et telt. Jeg så hen på Katie, der sad lænet op ad stenvæggen - hun så ærligt talt ud til at have det forfærdeligt. På trods af at jeg ikke vidste om jeg skulle stole på hende endnu, var der et eller andet, der tvang mig til at tage mig af hende. Hun behøvede mig. Hun var min allierede, og i en alliance hjalp man hinanden. Jeg kunne se på hende, at hun fortrød mordet på Ernie, hvilket også var grunden til at jeg accepterede den, men jeg tilgav hende som sagt ikke. Det kunne jeg ikke få mig selv til.

Ernie og jeg havde haft noget. Noget, der lå imellem venner og kærester. Vi flirtede lidt med hinanden, men andet var det ikke blevet til. Men jeg havde været forelsket i ham siden første årgang. Han havde sat sig ved siden af mig, og jeg var fuldstændig solgt. Hans brune hår, hvor pandehåret var strøget til den ene side, og blev der. Hans smukke blå øjne, der mindede om himlen eller havet. Nok mest havet, for jeg kunne stirre i dem i timevis uden at nå bunden. Hans fantastiske personlighed, der havde knust flere hjerter på vores årgang igennem tiden. Han havde været perfekt. Og så dræbte Katie ham.  I et sekunds panik, at dømme ud fra hendes undskyldning, der var blevet blandet med en forklaring. Men for mig var det tydeligt at se, at Ernie havde hjulpet hende. Han havde skubbet hende ned bag en kasse, så Slytherinerne ikke havde set hende. Og som tak havde hun slået ham ihjel. Fjernet ham fra mig for altid. Men selvom jeg følte at jeg burde hade hende, så kunne jeg ikke. Ernie havde reddet hende pågrund af noget. Han måtte vide noget om hende, som jeg ikke havde nogen idé om. Jeg er sikker på, at Ernie ville have allieret sig med hende, hvilket bare styrkede mit valg, om at danne alliance med hende.

Jeg sad et øjeblik ubeslutsomt, før jeg kravlede over til Katie. Hendes øjne var næsten lukkede og hendes  vjertrækning var meget uregelmæssig. Jeg var helt sikker på, at den ikke burde lyde sådan. Jeg lagde hånden på hendes pande, men tog den straks tilbage igen. Pigen var jo brandvarm! Jeg bandede indædt, før jeg hældte noget af mit vand fra vandløbet ud i min hånd. Jeg lagde den straks mod Katies pande, men da det ikke havde nogen mærkbar kølende effekt fjernede jeg den igen. Måske kunne jeg finde nogle febernedsættende piller i blandt de efterladte forsyninger? Jeg bed mig i læber. Ville jeg virkelig risikere mit liv For Katie, Ernies morder? Ja. Ja, det ville jeg, for Ernie havde reddet hende, hvilket betød hun var værd at satse sit liv for. Jeg var villig til at hjælpe hende. Måske ville jeg blive genforenet med Ernie, hvis jeg omkom i forsøget på at redde den feberramte Gryffindor-elev. Hun skulle reddes.

Jeg fik Katie ind i teltet, og dækkede hulens indgang noget bedre end Katie havde gjort det. Men hun havde høj feber, så hun var undskyldt. Og hvis nogen opdagede hulens indgang, mens jeg var væk.... Jeg turde ikke tænke på det. Katie ville være død. Feberen havde slået hende helt ud - faktisk var jeg overrasket over, at hun kom helt hen til vandløbet og tilbage igen, før feberen overvandt hende. Det var ret imponerende, og slet ikke noget jeg kunne præstere.

Jeg tog min kniv, der havde hjulpet mig med at dræbe en varulv, der jagtede mig. Fra mit træ kunne jeg se dens makker tage Lavender, hvilket fik mig til at kaste op. Det var grufuldt at se på. Afskyeligt.

Om morgenen havde jeg taget min kniv fra varulvens lig, der igennem natten var blevet forvandlet tilbage til sin menneskelige skikkelse. Heldigvis kendte jeg ikke den lille mand med fipskægget og den krumryggede krop. Hans mund var fuld af blod, og jorden omkring ham var også blodrød, selvom det var størknet. Men Fudge havde selvfølgelig ikke talt ham med, da han råbte de dødes navne op. For denne mand var jo ikke en del af Dødsspillet. Han var bare i skoven på det helt forkerte tidspunkt.

Jeg satte kniven i bæltet, og begyndte at gå. Løbende lagde jeg et spor ud til mig, ligesom Katie havde gjort, så jeg kunne finde tilbage til hulen. Jeg så rundt i den tætte skov, for at finde tegn på, hvor den endte. Den var uendelig. Jeg kiggede i stedet op mod himlen, og så noget, der fik mine læber til at brede sig i et smil. Røg fra et lejrbål. Mennesker. Forsyninger.

Jeg løb afsted mod bålet, men jeg sørgede hele tiden for at orientere mig, før jeg styrtede videre. Hundrede meter fra bålet, begyndte jeg at snige mig. Ind i mellem træernes grene kunne jeg se, hvem der havde været så dumme, at tænde et bål. Luna Lovegood fra Ravenclaw. Hun behøvede ikke at dræbes, selvfølgelig gjorde hun ikke det. Jeg lukkede øjnene og lyttede. Jeg overhørte den knitrende lyd fra lejrbålet, og prøvede at fokusere på andre lyde. Skridt. Løbende skridt. Og de var tæt på. Jeg åbnede brat mine øjne, og løb hen til Luna. Hun så skræmt hen på mig, men hun havde ikke fået fat i nogen af de våben, der lå til radighed på Quidditch-banen.

"Luna!" hvæste jeg hidsigt, "du er i fare!"

Hun så uforstående på mig, smilte så og rystede på hovedet, mens hun vidste mig en amulet. "Bare rolig, jeg er fuldstændig beskyttet. Ingen Fillibunster kan røre mig!"

Jeg rystede på hovedet. Hun forstod jo intet! Hendes liv var på spild her! Og det var mit faktisk også!

"Nej, Slytheriner! De vil dræbe dig!" sagde jeg skingert i håb, om at hun ville forstå, hvad jeg mente, men hun vidste ingen tegn på frygt. I stedet tog hun en ring frem, og skulle til at åbne munden, da jeg hørte råb.

Jeg kunne ikke blive her længere. Luna ville ikke følge med mig, og det var ærgeligt, men lige nu var Katies og mit liv vigtigere. Jeg greb Lunas forsyninger, og spurtede væk fra lejrpladsen af den vej, jeg var kommet. Bag mig hørte jeg råb, metal mod metal og til sidst et skrig, efterfulgt af mange andre. Slytherin ville pine Luna, før de dræbte hende. Det var klart.

Jeg standsede ikke, før jeg nåede hulen, af ren frygt for at nogen fra Slytherin var fulgt efter mig, men da jeg kiggede mig til alle sider, før jeg tog kamuflagen væk fra hulens indgang og kravlede ind. Indefra satte jeg kamuflagen op igen, omend ikke helt så fantastisk som før, men det virkede okay. Set indrefra vel og mærke.

Jeg åbnede Lunas rygsæk, mens jeg lagde posen med kød hen til det andet mad, Katie og jeg tilsammen havde. Det var ikke meget; noget æg, nogle tørrede frugtskiver og brød. Og vand, selvfølgelig.

I Lunas rygsæk var der, til min store glæde, et vitaminglas. Penicillin stod der med sorte blokbogstaver. Jeg var mugglerfødt, hvilket betød, at jeg godt vidste hvad det var. Det var medicin. Det var Katies hjælp. Det var hendes redning. Udover pillerne var der et reb og en sovepose. Den skulle Katie have, og når hun var rask, kunne vi deles. Det som man gjorde i en alliance; man delte med hinanden, og man hjalp hinanden.

Jeg kravlede ind i teltet til den sovende Katie, som var blevet en del blegere siden jeg var der sidst. Jeg kiggede bekymret på hende, før jeg ruskede i hende. Først blidt, men da hun ikke engang vibrerede med øjenlågene begyndte jeg at ruske voldsomt i hende. Først efter ti gange til begge side, blinker hun voldsomt med øjnene. Det første hun siger er ganske forståeligt. Faktisk så forståeligt, at jeg allerede havde det parat.

"Vand."

Hendes stemme er hæs og helt brugt, som om hun havde skreget meget. Hvilket jeg virkelig håbede hun ikke havde. Denne hule var helt perfekt til at gemme sig i, og jeg ville virkelig ikke forlade den. For hvad var alternativet? Sove i et træ, så Katies feber rigtig kunne tage livet af hende? Eller grave sig ned i fordybning i jorden? Nej, hulen var meget bedre.

"Katie, er du sulten?" spurgte jeg lokkende, mens jeg lokkende holdt brødet frem mod hende. I det havde jeg proppet en af pillerne ind.

Hun rystede på hovedet, hvilket fik mig til at sukke. Hun måtte og skulle spise det. Ernie havde ofret sig for hendes skyld! Hun havde dræbt Ernie!

"Spis det, Katie," hvæste jeg og sendte hende et ondt blik.

Hun så ynkeligt på mig, og sank så en klump. Hun spiste brødet, meget langsomt desværre, og lagde sig så ned igen. Hun krøllede sig sammen, så hun nærmest kun var en lille kugle. Kort efter sov hun. Jeg smilte for mig selv. Hun var reddet. For nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...